Ankestyrelsens principafgørelse O-123-95 om kontanthjælp - hjælp til tandbehandling - smertebehandling - bedøvelse
Statutory Text (3 Articles)
Ankestyrelsens principafgørelse O-123-95 om kontanthjælp - hjælp til tandbehandling - smertebehandling - bedøvelse
Resume
Ansøger, der var enlig og modtog kontanthjælp, søgte om økonomisk hjælp til tandbehandling, herunder smertebehandling.
Ankestyrelsen fandt, at kommunens afgørelse, hvorefter der ikke var ydet hjælp til bedøvelse, der efter en konkret vurdering måtte anses for nødvendig, var åbenbart urimelig.
Kassation
Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi
Kassationsdato
02-06-2009
Love
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 5 og § 46a
Vejledninger
Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 25
Sagsfremstilling
Ansøger, der var enlig og modtog kontanthjælp, søgte om økonomisk hjælp til tandbehandling, herunder smertebehandling med i alt 2.705 kr.
Kommunen bevilligede hjælp i henhold til tandlægekonsulentens notat med 1.100 kr. Det fremgik yderligere af bevillingen, at der ikke ydedes hjælp til bedøvelse.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet lagde herved vægt på, at kommunens skøn, hvorefter den akutte tandbehandling kunne afholdes for 1.100 kr., ikke var ulovligt eller åbenbart urimeligt.
I klagen til Ankestyrelsen havde ansøger bl.a. spurgt, om det var lovmedholdeligt, at kommunen bevilgede støtte til tandbehandling efter § 46 a og samtidig undlod at bevilge 525 kr. til helt nødvendig bedøvelse i forbindelse med behandlingen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere afklaring af, om en kommune ved bevillingen af hjælp til tandbehandling kan undlade at bevilge hjælp til bedøvelse i tilknytning til behandlingen.
Afgørelse
Afgørelsen af, om en tandbehandling, der søges hjælp til, er omfattet af § 46 a, beror på et skøn.
Ankestyrelsen fandt, at kommunens afgørelse, hvorefter der ikke var ydet hjælp til bedøvelse, der efter en konkret vurdering måtte anses for nødvendig, var åbenbart urimelig.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at udgiften til smertebehandling (bedøvelse) var omfattet af bistandslovens § 46 a, hvis behandlingen efter et konkret tandlægeligt skøn måtte anses for velbegrundet.
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.