Ankestyrelsens principafgørelse O-75-95 om vidtgående fysisk eller psykisk handicap - tetraplegiker - handicapmedhjælper - særlige hjælpeordninger - alderens betydning - merudgifter ved forsørgelsen

Ankestyrelsens principafgørelse O-75-95 om vidtgående fysisk eller psykisk handicap - tetraplegiker - handicapmedhjælper - særlige hjælpeordninger - alderens betydning - merudgifter ved forsørgelsen

Resume

Der kunne ikke ydes hjælp til en 72-årig folkepensionist til dækningaf udgiften ved ansættelse af personlige hjælpere til pleje, over vågning og ledsagelse.

Begrundelsen var, at selv om han var særdeles bevægelseshæmmet og havde et massivt behov for pleje, overvågning og ledsagelse og måtte anses for at være i stand til at fungere som arbejdsgiver, talte hans alder imod, at han vedblivende ville kunne opretholde sit aktivitetsniveau, hvorfor den tidsmæssigt fremadrettede begrundelse for ordningen ikke kunne anses for opfyldt.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordningens forhistorie, hvoraf fremgik, at den var tænkt anvendt på yngre handicappede.

Kassation

Der er kommet nye regler på området

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 48, stk. 4

Vejledninger

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - kapitel 4

Sagsfremstilling

Sagen drejede sig om en nu 72-årig folkepensionist, som i 1990 brækkede halsen ved et trafikuheld.

Ulykken medførte et omfattende bevægelseshandicap.

Han havde behov for hjælp hele døgnet.

Indtil uheldet drev han en mindre erhvervsvirksomhed med få ansatte.

Derudover deltog han i en række aktiviteter uden for hjemmet.

Indtil han fik folkepension, havde han modtaget invaliditetsydelse som følge af en gigtlidelse.

Han boede nu i en beskyttet bolig og havde her et plejebehov på ca. 21 timer i døgnet.

Kommunen gav afslag på ansøgning på bevilling af hjælpeordning, selv om kommunen fandt, at han opfyldte de helbredsmæssige betingelser for ordningen.

Kommunen lagde bl.a. vægt på, at fortsat erhvervsaktivitet efter det 67. år ikke blev kompenseret økonomisk af det offentlige.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at hans almindelige plejebehov og aktivitetsniveau kunne opfyldes ved den ham tildelte hjælp, samt at særlig hjælp på grund af erhvervsvirksomhed ikke skulle opfyldes efter pensionsalderen.

Nævnet henviste til, at bl.

a.

invaliditetsydelsen, som opfattes som kompensation for nedsat erhvervsevne, bortfaldt ved det 67. år.

Nævnet bemærkede, at der ikke var fastsat en øvre aldersgrænse for tildeling af hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.

I klagen anførte ansøgeren, at det ikke på nogen måde var hensigten, at ordningen skulle bruges i forbindelse med hans private virksomhed.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning afden personkreds, der kan være berettiget til den særlige hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4, herunder alderens be tydning ved vurderingen af behovet for handicapmedhjælper.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt ikke, at der kunne ydes ansøgeren hjælp til dækning ved ansættelse af personlige hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

Ankestyrelsen fandt, at selvom han var særdeles bevægelseshæmmet og havde et massivt behov for pleje, overvågning og ledsagelse og måtte anses for at være i stand til at fungere som arbejdsgiver, talte hans alder imod, at han vedblivende ville kunne opretholde et aktivitetsniveau, hvorfor den tidsmæssigt fremadrettede begrundelse for ordningen ikke kunne anses for opfyldt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på ordningens forhistorie, hvoraf fremgik, at den var tænkt anvendt på yngre handicappede, jf. kap.

4 i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987.