Ankestyrelsens principafgørelse B-6-95 om børnefamilieydelse - udbetaling - forældremyndighed - folkeregister - sagens oplysning - flytning - partshøring

Ankestyrelsens principafgørelse B-6-95 om børnefamilieydelse - udbetaling - forældremyndighed - folkeregister - sagens oplysning - flytning - partshøring

Resume

En fader meddelte folkeregistret, at hans søn var flyttet fra sin moder til faderens bopæl.

Ved ansøgning om børnefamilieydelse for det følgende kvartal afkrydsede han, at han var eneindehaver af forældremyndigheden.

Faderens bopælskommune udbetalte i samråd med moderens bopælskommune børnefamilieydelsen for det følgende kvartal til faderen.

Moderen blev først bekendt med kommunens afgørelse om udbetaling til faderen ved, at hun ikke modtog børnefamilieydelse som forventet.

Hunoplyste, at hun først efterfølgende havde skrevet under på over førelse af forældremyndigheden, og at hun havde krav på ydelsen, da sønnen fortsat boede hos hende ved begyndelsen af kvartalet, som hun havde meddelt folkeregistret.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling i faderens bopælskommune.

Der blev lagt vægt på, at moderen ikke var blevet partshørt, inden der blev truffet afgørelse.

Endvidere var det faderen, der skulle godtgøre, at han havde forældremyndigheden, eller at barnet havde taget fast ophold hos ham på det af ham oplyste tidspunkt og dermed også opholdt sig der den 1. dag i det følgende kvartal.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

10-06-2009

Love

Lov om en børnefamilieydelse - lovbekendtgørelse nr. 791 af 1. oktober 1995 - § 4, stk. 3

Vejledninger

Skattedepartementets cirkulære nr. 148 af 17. december 1986 om lov om en børnefamilieydelse - pkt. 10, pkt. 12

Sagsfremstilling

En fader meldte flytning for sin søn til sin bopæl i forbindelse med, at sønnen skulle tiltræde en læreplads i faderens kommune.

Ifølge folkeregistret var sønnen mødt personligt op på registret.

Faderen søgte i samme kvartal om børnefamilieydelse for det følgende kvartal.

På ansøgningen afkrydsede faderen, at han var eneindehaver af forældremyndigheden.

I samråd med moderens kommune traf faderens kommune afgørelse om, at faderen skulle have udbetalt børnefamilieydelse for det følgende kvartal som ansøgt.

Moderen blev ikke partshørt om faderens ansøgning om børnefamilie ydelse, og hun blev heller ikke underrettet om beslutningen om udbetaling til faderen.

Hun blev først bekendt hermed, da hun ikke modtog børnefamilieydelsen som forventet.

Moderen gjorde gældende, at hun havde ret til børnefamilieydelsen, idet sønnen først flyttede til sin fader ved begyndelsen af det følgende kvartal, som hun havdemeddelt til folkeregistret.

Moderen havde oplyst, at hun var eneinde haver af forældremyndigheden, og at hun først senere havde skrevet under på overførelse af forældremyndigheden til faderen.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om udbetaling af ydelsen til faderen, idet det var godtgjort, at sønnen havde taget ophold hos faderen, som han havde oplyst.

Ankenævnet tilføjede, at nævnet ikke fandt, at folkeregistertilmeldingen havde selvstændig betydning, idet det er barnets faktiske opholdssted, der er afgørende for udbetaling af børnefamilieydelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af myndighedernes forpligtelse til at oplyse sagen i forbindelse med afgørelse om børnefamilieydelse.

Afgørelse

Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i faderens kommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at moderen ikke var partshørt, inden kommunen traf afgørelse om, at børnefamilieydelsen skulle udbetales til faderen i stedet for til moderen, der hidtil havde modtaget ydelsen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det var faderen, der skulle godtgøre, at han havde forældremyndigheden, eller at sønnen havde taget fast ophold hos ham på det af ham oplyste tidspunkt og dermed også havde ophold der den 1. dag i det følgende kvartal.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det i sagen var tilstrækkeligt afklaret, hvem der havde forældremyndigheden over barnet, og hvor barnet havde fast ophold.

Ankestyrelsen var enig med amtsankenævnet i, at folkeregistertilmeldingen ikke har selvstændig betydning, men at der er barnets faktiske faste opholdssted, der er afgørende.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen skulle genoptage sagen under iagttagelse af ovennævnte principper.