Certifikatkrav vedr. føring af gravemaskine påmonteret polygrab
Statutory Text (3 Articles)
Certifikatkrav vedr. føring af gravemaskine påmonteret polygrab
95-2112-2
I skrivelse af 18. april 1995 har », » afdeling, klaget over Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 21. marts 1995 vedrørende påbud om kranførercertifikat.
Klagens indhold
Det anføres til støtte for klagen blandt andet, at man ikke finder, at en læsse-/gravemaskine kræver kranførercertifikat, idet der ikke er forskel på en maskine påmonteret en hydraulisk polygrab og en maskine påmonteret en hydraulisk skovl. Forskellen ligger efter virksomhedens opfattelse kun i valget af tilbehør.
I den forbindelse oplyser virksomheden, at der ikke foretages løft med maskinen monteret med wire, kæder, stropper eller kroghejs.
Endvidere henviser virksomheden i sin klage til At-meddelelse nr. 2.02.1 om kranførercertifikat, hvor det er omtalt, at kranførercertifikat kræves til mekanisk drevne kraner, som kan løfte en byrde fri af underlaget, og som har mindst en mekanisk bevægelse udover hejse- og firebevægelsen. Virksomheden anfører, at ved hejse- og firebevægelse forstås wire og/eller kroghejs efter At-meddelelse nr. 2.02.1.
Endelig oplyser virksomheden, at man telefonisk fra direktoratet har fået oplyst, at der kræves kranførercertifikat B til at føre den nævnte maskine, hvilket virksomheden finder urimeligt, da en grave/læssemaskine efter dens opfattelse ikke kan sammenlignes med en mobilkran med wire eller kroghejs. Fastholdes kravet om kranførercertifikat, findes virksomheden ingen relevante uddannelsesmuligheder.
Sagsforløb
Ved et tilsynsbesøg på virksomheden den 30. december 1993 bliver kreds Københavns amt opmærksom på, at der på virksomheden uden kranførercertifikat bliver ført en læsse/gravemaskine påmonteret en polygrab. Kredsen afgiver herefter den 6. januar 1994 påbud om, at føring af kran monteret med grab kræver kranførercertifikat.
Den 6. oktober 1994 klager virksomheden over afgørelsen til direktoratet, der vælger at behandle klagen på trods af fristoverskridelsen, idet der inden for branchen hersker usikkerhed om certifikatkravene vedrørende læsse/gravemaskiner, og idet der på tidspunktet for klageskrivelsen verserede en klage i Arbejdsministeriet om samme emne.
Kredsen oplyser i skrivelse af 14. marts 1995 til direktoratet, at der er tale om en ATLAS 1602 D gravemaskine påmonteret en polygrab med 6 kløer. Maskinen kan grabbe op til 2 tons og bliver brugt til at sortere metalaffald i form af fx. radiatorer, køleskabe mv. til forskellige containere. Desuden bliver maskinen brugt til at skrabe metalaffald sammen ved hjælp af et skrabeblad.
Af direktoratet afgørelse af 21. marts 1995 fremgår det, at direktoratet fastholder kredsens afgørelse om, at det kræver kranførercertifikat at føre en læsse/gravemaskine påmonteret polygrab.
Direktoratet begrunder sin afgørelse med, at der ifølge § 1 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 509 af 15. oktober 1976 om kranførercertifikat kræves kranførercertifikat for at føre mekanisk drevne kraner og lignende hejseredskaber, der kan løfte en byrde fri af underlaget, og som har mindst en mekanisk bevægelse udover hejse- og firebevægelsen.
I henhold til Arbejdstilsynets praksis skal føreren af en gravemaskine, når den anvendes som kran, have kranførercertifikat. Dette krav håndhæves dog ikke, når gravemaskinen kun lejlighedsvis bruges til kranarbejde, og hvis der ikke er personer i umiddelbar nærhed af byrden, når den løftes, transporteres og afsættes.
Endvidere er kraner og lignende hejseredskaber, som anvendes til serieløft med et til formålet tilpasset løftegrej, undtaget fra certifikatkravet. Der er i denne sag tale om løft af ensartede emner som led i en afgrænset arbejdsproces og med maksimal løftehøjde på 1,5 m fra underlaget til byrdens nederste punkt.
Det er direktoratets vurdering, at de hejs og løft, der udføres under anvendelse af en læsse-/gravemaskine med påmonteret polygrab må betegnes som kranarbejde. Det er endvidere direktoratets vurdering, at disse arbejdsoperationer udføres ofte.
Direktoratet er af den opfattelse, at det omtalte løftearbejde forudsætter, at der sker løft til over 1,5 meters højde, idet byrden løftes op i containere, samt at løft af skrot ikke kan betegnes som serieløft på grund af emnernes uensartethed.
Endelig er det direktoratets vurdering, at en skrotplads som arbejdsområde for udførelsen af de nævnte løft ikke kan betegnes som et afspærret område, der udelukker, at fald eller svingning af byrden kan forvolde personskade.
I direktoratets udtalelse af 8. juni 1995 præciserer direktoratet, at der - både i bekendtgørelsen om kranførercertifikat og i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1101 af 14. december 1992 om hejseredskaber og spil - ved begreberne hejse- og firebevægelse forstås de bevægelser, der henholdsvis løfter og sænker byrden, og at der til forståelsen af disse begreber ikke er knyttet nogen forud bestemte løftemidler eller fastgøringsgrej. Det afgørende for, om der er tale om et kranløft, er at byrden er frithængende, og at byrden ikke er understøttet som ved brug af løftemaskiner (fx. gaffeltrucks). Direktoratet bemærker i den forbindelse, at der også kræves certifikat til at føre hydrauliske kraner påmonteret magnet- og vakuumløftegrej.
Direktoratet oplyser, at det er direktoratet praksis at kræve kranførercertifikat, når en gravemaskine anvendes som kran.
Endvidere henviser direktoratet til Arbejdsministeriets afgørelse af 29. november 1994, hvor Arbejdsministeriet tiltrådte direktoratets afgørelse om afslag på dispensation for kranførercertifikat til gravemaskine påmonteret polygrab. Også her var der tale om, at en gravemaskine blev brugt til kranløft på en skrotplads.
Direktoratet indstiller, at afgørelsen af 21. marts 1995 fastholdes.
Med hensyn til hvilken type kranførercertifikat, der kræves til den pågældende maskine, oplyser direktoratet, at et kranførercertifikat, type B, for mobilkraner, vil dække. Der vil endvidere efter forud indhentet godkendelse i Direktoratet for Arbejdstilsynet være mulighed for på et AMU-center at rekvirere et kursus specielt indrettet med henblik på erhvervelse af kranførercertifikat til den pågældende maskintype. Et sådant kursus med efterfølgende prøve kan aflægges på den enkelte virksomheds egne maskiner.
Arbejdsmiljørådets indstilling
Klagen har i henhold til arbejdsmiljølovens § 66, stk. 1, nr. 4, været forelagt Arbejdsmiljørådet, der har udtalt, at LO støtter direktoratets afgørelse.
DA tilkendegiver, at foreningen i princippet er enig i, at arbejde med den pågældende læsse/gravemaskine bør være omfattet af krav om certifikat. Det er imidlertid DA's opfattelse, at arbejde med den pågældende maskine ikke er omfattet af de eksisterende regler herom.
Det er ligeledes DA's opfattelse, at de eksisterende certifikatuddannelser ikke rammer denne målgruppe.
DA kan imidlertid tiltræde direktoratets afgørelse under forudsætning af, at reglerne i forbindelse med den igangværende revision korrigeres i overensstemmelse hermed.
SALA kan støtte direktoratets afgørelse og foreslår i den forbindelse, at der bliver givet en lang efterkommelsesfrist med henblik på, at hjemmelsgrundlaget kan blive bragt i orden.
Det øvrige råd og formanden kan ligeledes tilslutte sig direktoratets indstilling.
Arbejdsministeriets afgørelse
Arbejdsministeriet skal i den anledning meddele, at man, med hjemmel i § 1 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 509 af 15. oktober 1976 om kranførercertifikat og Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 21. marts 1979 om ændring af bekendtgørelse om kranførercertifikat, fastholder direktoratets afgørelse af 21. marts 1995, således at det kræver kranførercertifikat at føre en læsse-/gravemaskine påmonteret polygrab.
Afgørelsen skal efterkommes inden den 1. april 1996
Arbejdsministeriets begrundelse
Der er i afgørelsen lagt vægt på, at grave-/læssemaskinen med påmonteret polygrab jævnligt udfører kranarbejde med læsning af skrot, der må betegnes som løft af uensartede emner til over 1,5 meters højde. Der er endvidere lagt vægt på, at arbejdsområdet ikke kan betegnes som et afspærret område, hvorfor faren for personskade ved fald eller svingning af byrden ikke kan udelukkes.
Ingen
Føring af gravemaskine påmonteret polygrab til løft af uensartede emner til over 1,5 meters højde kræver kranførercertifikat