Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af souchef Jan Rene Hansen - 'anerkendelse af forløftningstilfælde' - arbejdsskadeforsikring (* 1)

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af souchef Jan Rene Hansen - »anerkendelse af forløftningstilfælde« - arbejdsskadeforsikring (* 1)

Sagerne drejede sig om planlagte fællesløft, bl.a. de såkaldte 1-2-3 løft, hvor 2 personer sammen skal løfte en patient/klient. Spørgsmålet var, om det forhold at hjælpen fra kollegaen mod forventning udeblev ved begyndelsen af løftet kunne betragtes som en »begivenhed«, der var omfattet af ulykkesbegrebet i loven om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen havde i sagerne givet afslag på anerkendelse med den begrundelse, at løft, der er tungere end ventet, fordi en hjælper ikke løfter som forventet, ikke kan anses for at være en ulykke i lovens forstand.

Ankestyrelsens afgørelser

Sagerne gav grundlag for at fastslå, at planlagte eller aftalte fællesløft, hvor en kollega ikke løfter som aftalt, efter en konkret vurdering kan anses som en udefra kommende eller virkende, af pågældendes vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der kan anerkendes som et ulykkestilfælde, der er omfattet af § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

I 4 af sagerne ændrede Ankestyrelsen således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og anerkendte de anmeldte tilfælde.

Der blev i øvrigt ved afgørelserne særligt lagt vægt på, at der for så vidt angik beskrivelsen af de nærmere omstændigheder vedrørende hændelsesforløbet ikke sås at være uoverensstemmelse mellem de forskellige forklaringer, der var afgivet i sagerne. Det var derfor tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

I den 5. sag tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved denne afgørelse afgørende vægt på kvindens oprindelige forklaring om hændelsesforløbet, hvorefter der ikke var beskrevet et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Ankestyrelsen kunne således ikke lægge vægt på den beskrivelse af hændelsesforløbet, som kvindens faglige organisation efterfølgende havde givet til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen tog derfor heller ikke stilling til, om denne beskrivelse eventuelt ville kunne sidestilles med et ulykkestilfælde.

Gennemgang af 2 af sagerne

Til belysning af praksis skal 2 af sagerne beskrives nærmere i det følgende.

Den ene sag vedrørte anerkendelse af et rygtilfælde, som var overgået en sygehjælper på et plejehjem.

Ved det anmeldte tilfælde skulle kvinden sammen med en ny kollega løfte en beboer på ca. 75 kg fra en seng over på en bækkenstol. På grund af en misforståelse undlod kvindens kollega at løfte på det aftalte signal med det resultat, at kvinden alene kom til at løfte beboeren i en meget akavet og forkert løftestilling. Kvinden pådrog sig herved et vrid/smæld i ryggen.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen lagde herved vægt på, at løft, der er tungere end ventet, ikke kan anses for at være en ulykke i lovens forstand.

Ankestyrelsen fandt, at rygtilfældet kunne anerkendes som et ulykkestilfælde, der er omfattet af § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Det beskrevne hændelsesforløb, hvorefter kvindens kollega ikke løftede som aftalt, hvorved hun

mod forventning kom til at løfte alene i en akavet og uhensigtsmæssig stilling, måtte således anses som en udefra kommende eller virkende, af hendes vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der havde skadelig påvirkning af hendes helbredstilstand til følge.

Der blev ved afgørelsen i øvrigt særligt lagt vægt på, at der for så vidt angik de nærmere omstændigheder vedrørende hændelsesforløbet ikke sås at være uoverensstemmelse mellem kvindens første forklaring til hendes læge, forklaringen i anmeldelsen, og hendes efterfølgende forklaring til en speciallæge. Det måtte derfor anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Den anden sag vedrørte anerkendelse af et rygtilfælde, som var overgået en hjemmehjælper hos en klient.

Ved det anmeldte tilfælde skulle kvinden sammen med en kollega hjælpe en klient med morgentoilette. Kvinden og kollegaen, der skulle rette klienten op, tog hver fat under en arm og et knæ og rykkede klienten tilbage på badestolen. Under denne bevægelse fik kvinden et knæk i venstre side af lænden.

På et spørgeskema fra arbejdsgiverens forsikringsselskab oplyste kvinden bl.a., at klienten vejede ca. 90 kg. De var 2 personer om løftet, der var tungere end ventet.

Kvinden hverken gled, faldt eller snublede. På spørgsmål om, hvad der skete ved den pågældende lejlighed, som efter kvindens mening havde forårsaget lidelsen, oplyste hun, at det kunne hun ikke svare på. Kvinden oplyste endelig, at der ikke indtraf noget, som afveg fra arbejdets sædvanlige gang.

Kvindens faglige organisation anførte efterfølgende til Arbejdsskadestyrelsen, at klienten den pågældende dag var blevet liftet over i en badestol, hvorved hun var kommet til at sidde skævt, og hun bad om at blive hjulpet til rette. Kvinden og kollegaen aftalte, at de skulle tage fat under hver sin arm og knæ, tælle til 3 og på tallet 3 samtidig løfte klienten op i stolen. Løftet foregik i en foroverbøjet arbejdsstilling, og klienten kunne ikke hjælpe til, da hun var lam.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen lagde herved vægt på, at der i forbindelse med løftet af klienten ikke skete noget uventet.

Ankestyrelsen fandt, at rygtilfældet ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade (ulykkestilfælde) efter § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der efter beskrivelsen i anmeldelsen, i lægeerklæring I og i spørgeskemaet til arbejdsgiverens forsikringssel-skab, ikke ved den anmeldte lejlighed var tale om en udefra kommende, pludselig indtrædende begivenhed med skadelig påvirkning til følge.

Der var således ikke indtruffet et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen afgørende vægt på, at kvinden oprindelig på spørgsmålet om, hvad der skete ved den pågældende lejlighed, som efter hendes mening havde forårsaget lidelsen, havde oplyst, at det kunne hun ikke svare på. Kvinden havde endvidere oplyst, at der ikke indtraf noget, som afveg fra arbejdets sædvanlige gang.

Ankestyrelsen kunne således ikke lægge vægt på den beskrivelse af hændelsesforløbet, som kvindens faglige organisation efterfølgende havde givet til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen tog derfor heller ikke stilling til, om denne beskrivelse eventuelt ville kunne sidestilles med et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Afslutning

Det var afgørende for den bevismæssige vurdering af sagerne, at de nærmere omstændigheder omkring den konkrete løftesituation og sygdomstilfældets opståen var beskrevet på et så tidligt tidspunkt i sagsforløbet og så præcist som muligt, og at der var overensstemmelse mellem forklaringerne.

Hvis de senere forklaringer måtte betegnes som ændrede forklaringer og ikke som uddybende forklaringer i forhold til de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, måtte der lægges mest vægt på de oprindelige forklaringer, som tidsmæssigt lå tættest på hændelsestidspunktet.

Ankestyrelsen har i et principielt møde behandlet nogle sager med henblik på afklaring af praksis vedrørende anerkendelse af forløftningstilfælde hos plejepersonale som ulykkestilfælde.