Legislator Case Law & Legislation
W19946044025 DK

Kreditoplysningsbureau, debitoroversigt, kreditorer, inspektion, Registerrådet, publikationsform, bredere bedømmelse, kolonneoplysninger, skyldforhold, ubestridt (*1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 60440 Historic

Kreditoplysningsbureau, debitoroversigt, kreditorer, inspektion, Registerrådet, publikationsform, bredere bedømmelse, kolonneoplysninger, skyldforhold, ubestridt (*1)

Et kreditoplysningsbureau anvendte en debitoroversigt med følgende indhold anført i kolonner

1. Debitors navn og adresse.

2. Debitornummer.

3. Medlemmernes samlede tilgodehavender i 1.000 kr.

4. »Index«: De samlede tilgodehavender sat i forhold til de samlede tilgodehavender 2 måneder før (index 90 betød f.eks., at de samlede tilgodehavender var faldet med 10%).

5. »Årsindex«: De samlede tilgodehavender sat i forhold til de samlede tilgodehavender året før.

6-9. Saldo over 2 måneder og over 3 måneder hvilket viste, hvor meget af gælden der var over 2 eller 3 måneder gammel. Dette var endvidere ved indextal sat i forhold til samme kolonner 2 og 3 måneder tidligere.

10. Hvor mange kreditorer der havde indberettet.

11. »Antal inkassationer«, idet medlemmerne var forpligtede til at give meddelelse om de inkassationer, der var overgivet til andre end kreditoplysningsbureauet.

12. Antallet af løbende transporter (dvs. udveksling af fordringer mellem kreditorerne), der var meddelt sektionen. Det skulle ved indberetningen angives, om transporten dækkede ny eller gammel gæld.

13. »HENF« hvilket angav, at debitor var omfattet af oplysninger vedrørende en anden debitor i oversigten. »KONT« angav, at debitor var anført på kontantsalgslisten, og at der kun måtte sælges til vedkommende mod kontant betaling. »DISP« angav, at der var givet dispensation til, at der trods en »KONT«-markering alligevel kunne sælges på kredit til debitor.

På baggrund af en inspektion hos kreditoplysningsbureauet udtalte Registertilsynet efter forelæggelse for Registerrådet, at hvis kreditoplysningsbureauet ønskede at fortsætte med at udgive debitoroversigten i publikationsform, ville dette alene kunne ske, hvis de skyldforhold, hvorom der blev videregivet oplysninger, opfyldte betingelserne i lov om private registre § 12, stk. 3.

Endvidere meddelte Registertilsynet, at man efter omstændighederne ville være indstillet på at betragte debitoroversigten som en bredere bedømmelse, såfremt kreditoplysningsbureauet måtte ønske det. Dette medførte, at oplysningerne i debitoroversigten kunne videregives til foreningens medlemmer, men dette kunne ikke ske i publikationsform, jf. lovens § 12, stk. 2. Såfremt oplysningerne betragtedes som en bredere bedømmelse, ville oplysninger kun kunne videregives efter bestilling fra medlemmerne og kun vedrørende nærmere angivne debitorer.

Endelig tilføjedes det, at oplysninger, som indgik i oversigten vedrørende antal inkassationer og kontantsalgsmarkeringerne (kolonne 11 og 13), under alle omstændigheder skulle opfylde betingelserne i lovens § 12, stk. 3.

Kreditoplysningsbureauet fremsendte herefter et forslag til ændringer i debitoroversigtens oplysningstyper i forventning om at kunne opretholde bogformen samt et forslag om telefonisk og elektronisk videregivelse af debitoroversigten.

Det fremgik herefter, at kreditoplysningsbureauet til imødekommelse af Registertilsynets udtalelse foreslog, at debitoroversigtens kolonner ændredes på følgende punkter

- kolonne 3 udgik, hvis oplysningen var til hinder for udgivelse af oversigten i bogform,

- kolonnerne 6 og 8 krydsmarkeredes fremover, hvis der var gæld, som var over 2 og/eller 3 måneder gammel, subsidiært helt udgik, hvis oplysningerne var til hinder for udgivelse af oversigten i bogform,

- kolonnerne 7 og 9 og kolonne 12 udgik, fordi oplysningerne skønnedes overflødige.

Kreditoplysningsbureauet oplyste, at oplysningerne i kolonnerne 11 og 13 opfyldte betingelserne i lovens § 12, stk. 3, for videregivelse af summariske oplysninger.

Kreditoplysningsbureauet foreslog endvidere, at debitoroversigten blev videregivet med alle nuværende kolonneoplysninger på nær oplysningerne i kolonne 7, 9 og 12, ikke i bogform, men som en individuel tilbagemeldingsoversigt, således at hvert medlem alene kunne få en oversigt med oplysninger om de debitorer, som det pågældende medlem selv havde foretaget indberetninger på, enten som en papirudskrift eller på diskette.

Endelig foreslog kreditoplysningsbureauet, at oplysninger fra debitoroversigten om nærmere angivne debitorer, dvs. også debitorer, som medlemmet ikke stod i et aktuelt kundeforhold til, kunne videregives telefonisk, eller ved at medlemmet får on-line adgang til registeret.

Sagen blev herefter på ny behandlet på et møde i Registerrådet.

Registertilsynet udtalte herefter, at efter lov om private registre § 12, stk. 1, må oplysninger om økonomisk soliditet og kreditværdighed kun meddeles skriftligt, jf. dog § 11, stk. 1 og 2. Bureauet kan dog til abonnenter meddele summariske oplysninger mundtligt eller på lignende måde, såfremt spørgerens navn og adresse noteres og opbevares i mindst 6 måneder.

Efter lovens § 12, stk. 2, må kreditoplysningsbureauers publikationer kun indeholde oplysninger i summarisk form og kun udsendes til personer eller virksomheder, der abonnerer på meddelelser fra bureauet. Publikationerne må ikke indeholde oplysninger om de registreredes personnummer.

Det følger endvidere af lov om private registre § 12, stk. 3, at summariske oplysninger om skyldforhold kun må videregives, hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, eller hvis oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr., og kreditor har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget retslige skridt mod den pågældende. Oplysninger om endeligt godkendt gældssanering må dog ikke videregives.

Registertilsynet fandt herefter under henvisning til de nævnte bestemmelser, at kreditoplysningsbureauet fremover ville kunne videregive debitoroversigten i bogform indeholdende indextaloplysningerne om samlede tilgodehavender (kolonnerne 4-5), oplysningerne om antal kreditorer (kolonne 10), oplysningerne om antal inkassationer (kolonne 11) samt bemærkningerne i kolonne 13 under forudsætning af, at de særlige videregivelsesbetingelser i § 12, stk. 3, var opfyldt.

Registertilsynet fandt endvidere, at kreditoplysningsbureauet i medfør af lovens § 12, stk. 1, 2. pkt., også ville kunne videregive de summariske oplysninger, dvs. de oplysninger, som måtte videregives i bogform, såvel telefonisk som via on-line, såfremt der blev truffet de fornødne sikkerhedsforanstaltninger.

Endelig var det Registertilsynets opfattelse, at det måtte anses for at være i overensstemmelse med lovens § 9, stk. 1, og § 12, stk. 1, 1. pkt., hvis kreditoplysningsbureauet som foreslået videregav alle oprindelige oplysningstyper i kolonnerne 3-6, 8, 10, 11 og 13 i en debitoroversigt, som blev videregivet efter bestilling fra et medlem og kun vedrørende de debitorer, som det pågældende medlem selv havde indberettet. Det forudsattes herved, at oplysningerne vedrørte ubestridte skyldforhold. Videregivelsen kunne ske enten som en papiroversigt eller på diskette.

Endelig adm. afgørelse 1994 60440 Historic

Under henvisning til lov om private registre § 12, stk. 1-3, udtalt, at en række nærmere angivne oplysningstyper vil kunne indgå i en debitoroversigt i bogform under forudsætning af, at de særlige videregivelsesbetingelser i § 12, stk. 3, er opfyldt.

Endvidere udtalt, at de summariske oplysninger, der kan videregives i bogform, ligeledes vil kunne videregies via on-line eller telefonisk, såfremt der træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger.

Endelig orienteret om betingelserne for, at en række yderligere oplysninger vil kunne videregives i form af en debitoroversigt på papir eller på diskette.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →