Leveringspålæg inden for hårde hvidevarer opretholdt (* 1)

Leveringspålæg inden for hårde hvidevarer opretholdt (* 1)

År 1994, den 12. december afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-19.822 Gram A/S ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse 22. marts 1994 har Gram A/S klaget over en af Konkurrencerådet den 24. februar 1994 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 2, påbød klageren at genoptage leveringen til Jysk Hvidevarelager med rabatvilkår som for kæder uden grossistfunktion.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Konkurrencerådets skrivelse af 24. februar 1994 er sålydende

»Konkurrencerådet har afsluttet sin vurdering af selskabets udspil til fremtidige rabatvilkår for Jysk Hvidevarelager. Der henvises til forhandlinger herom den 3. januar 1994, jf. konkurrencelovens § 11, samt efterfølgende brevveksling.

Konkurrencerådet skal hermed udstede påbud til Gram A/S i henhold til Konkurrencelovens § 12, stk. 2, om at genoptage leveringen til Jysk Hvidevarelager med rabatvilkår, der som minimum svarer til den »strakskreditering« (indgangsbonus, sikkerhedsbonus/afslutningsrabat), der ydes til kæder uden særlig grossistfunktion (som El-Køb og Hvidevare-Gruppen), samt i øvrigt at sidestille Jysk Hvidevarelagers samhandelsvilkår med tilsvarende detailvirksomheder på markedet, uanset kædetilknytning.

Påbuddet har øjeblikkelig virkning.

Konkurrencerådets beslutning begrundes med følgende

I brev af 21. januar 1994 har selskabet meddelt, at man ikke finder grundlag for at fravige de generelle (og i forhold til tidligere uændrede) betingelser for fremtidig samhandel med Jysk Hvidevarelager.

Konkurrencerådet må derfor konstatere, at forhandlingerne, hvorved der tilsigtedes en ligestilling af Jysk Hvidevarelager med sammenlignelige kædeforhandlere, ikke har ført til noget acceptabelt resultat, og de påpegede skadelige virkninger af selskabets rabatpolitik over for Jysk Hvidevarelager har således ikke kunnet bringes til ophør.

Selskabets fastholdelse af den betydelige rabatdifferentiering indebærer, at Jysk Hvidevarelager fortsat vil være stillet ulige i konkurrencen i forhold til andre detailvirksomheder 53 og dermed udsat for en urimelig konkurrencemæssige begrænsning 53 og Konkurrencerådet finder ikke, at selskabet er fremkommet med en saglig og rimelig dokumentation for rabatdifferentieringen.

For så vidt angår den af selskabet anførte disponeringsfordel ved samhandel med kædeforhandlere, er det Konkurrencerådets opfattelse, at det er sikkerheden omkring den forventede afsætning 53 og ikke kvantiteten som sådan 53 der er afgørende. En årsaftale med en uafhængig forhandler, hvor der ligeledes fastsættes købsmål, må derfor med tilsvarende fordel kunne inddrages i produktionsplanlægningen.

Konkurrencerådet lægger vægt på, at der i selskabets rabatsystem reelt ikke er tale om præstationsbestemte rabatter, men i højere grad om rabatter, der baseres på årskøb af en størrelse, som i realiteten kun kan opnås ved at sammenlægge de enkelte forhandleres individuelle køb, som det sker for kædernes vedkommende.

Ved en sammenligning med forhandlere tilknyttet El-Køb og Hvidevare-Gruppen (der ikke som El-Salg har en sideløbende grossistfunktion, men hvis funktioner stort set begrænser sig til gennemfakturering) må det konstateres, at selv forhandlere med en betydeligt lavere omsætning end Jysk Hvidevarelager opnår langt højere rabatter alene på grund af deres kædetilknytning. . . . ».

2.b Rådet har i skrivelse af 4. maj 1994 til ankenævnet bl.a. oplyst følgende om rådets beslutningsgrundlag

»Konkurrencerådet modtog i efteråret 1992 en klage fra Jysk Hvidevarelager i Tved, Thisted, over, at en række leverandører, herunder Gram A/S, havde gjort fortsat levering af deres produkter betinget af væsentligt ændrede vilkår.

Årsagen til de ændrede leveringsvilkår, der havde givet sig udslag i markante prisstigninger, var, at Jysk Hvidevarelager ikke længere ønskede at deltage i en af de såkaldt frivillige kæder.

Konkurrencerådet fandt, at klageren havde en væsentlig erhvervsmæssig interesse i fortsat at kunne forhandle 53 og prismæssigt konkurrere på 53 de pågældende leverandørers produkter . . . .

Selv om nogle af (de) 5 leverandørernes markedsandel enkeltvis betragtet næppe kunne anses for at udgøre nogen dominans, og selv om der ikke forelå nogen egentlig aftale mellem parterne, fandt rådet, at der ud fra virkningen af deres ensartede, negative adfærd var tale om en sådan kollektivt dominerende indflydelse, at der burde foretages en helhedsbedømmelse . . . .

Konkurrencerådets tidligere analyser af markedet for store husholdningsapparater havde bl.a. vist, at leverandørernes priskonkurrence føres på de rabat- og bonusydelser, som de 3 »frivillige« kæder og de 3 kapitalkæder, der eksisterer på detailsiden årligt forhandler sig frem til. Ydelserne baseres på en række forskelligartede og ofte uigennemskuelige kriterier.

Også de oplysninger, der indhentedes i forbindelse med den konkrete sag, viste at de rabatter, som ydes til kæderne, kun i meget lille omfang ydes for at kompensere for overtagne funktioner. Leverandørernes rabatydelser baseres hovedsageligt på årskøb af en størrelse, som i realiteten kun kan opnås ved at sammenlægge de enkelte kædeforhandleres individuelle køb, og i den konkrete sag var der ikke tale om, at klagerens udtræden af kædesamarbejdet »belastede« leverandørerne i større omfang, end da han var medlem . . . .

Konkurrencerådet fandt, at den ensartede, negative adfærd, som de pågældende leverandører udøvede over for Jysk Hvidevarelager, medførte en urimelig konkurrencebegrænsning, som omhandlet i konkurrencelovens § 11, og besluttede derfor at optage forhandlinger med leverandørerne med henblik på at skabe mere rimelige og objektive pris- og rabatvilkår, der kunne sidestille klageren med de øvrige detailvirksomheder på markedet. . . . »

3. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at de tilbudte leveringsvilkår ikke er skadelige for Jysk Hvidevarelager. Større samhandel giver større disponeringsfordele. Hvis der ikke var kædesamarbejde, ville der ikke være nogen disponeringsfordele. Følgelig vil prisen for alle generelt være højere og dermed til skade for forbrugerne. Det er således ikke kædetilknytningen i sig selv, der giver rabatten. Kædetilknytningen og det store køb giver den for klageren uomtvistelige fordel, at man kan få billigere råvarer/råleverancer. Arbejdskraften kan udnyttes optimalt til fordel for såvel de ansatte som klageren. Der kan ansættes personale i produktionen i tillid til en sikker afsætning. Erfaringen viser, at en for kort periodisk ansættelse af produktionsmedarbejdere indebærer et effektivitetstab på mellem 2% og 5%. Det er af væsentlig betydning, at maskinparken udnyttes optimalt. Sammenholdt med sæsonudsving indebærer dette, at klageren i et vist omfang er nødsaget til at føre lager året rundt. En sådan lagerføring medfører, at størrelsen af den aftalte samhandel er meget væsentlig, ligesom lagerfaciliteter og transportfaciliteter kan udnyttes på en langt mere effektiv måde.

I henhold til konkurrencelovens § 1 skal effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser fremmes. Rådet har imidlertid kun set på den rene effektivitet og alene i relation til omsætningen hos en detailforretning, men ikke i relation til produktionen, som er det centrale for klageren. Hertil kommer, at det er rådet, som skal påvise eller sandsynliggøre, at der foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger. Rådet har ikke påvist, at de foreliggende aftaler med indkøbskæder om rabatter ikke er begrundet i, at det samlede køb giver disponeringfordele og derved fremmer produktiviteten og omsætningen af varer.

Rådets påbud er effektivitetshæmmende i den forstand, at det betyder en forpligtelse til at sælge til enhver forhandler med de rabatter, som gives til store aftagere. Disponeringsfordelen kan anskues ved, at der i Danmark distribueres ca. 100.000 emner pr. år fra klageren. Hvis disse 100.000 emner skulle fordeles på de aktuelle forhandlere, ca. 1.200, ville det føre til, at klageren skulle operere med 1.200 kunder, der skulle aftage i gennemsnit 80 stk. pr. år. Når det samtidig tages i betragtning, at klageren opererer med ca. 40 modeller inden for fryseskabe, kummer og køleskabe, vil det sige, at hver forhandler skulle have 2 emner af hver model pr. år.

Rådet har anført, at afgørelsen er truffet på grundlag af de skadelige virkninger, som en ensartet negativ adfærd fra en række leverandører medfører. Der er tale om flere leverandører, formentlig oprindelig 5 leverandører til Jydsk Hvidevarelager: men det er kun klageren, der har anket dette påbud. Ved vurderingen af de skadelig virkninger kan klagerens markedsandel på ca. 30 % ikke bevirke dominerende indflydelse.

Hertil kommer, at der med indførelse af kravet i konkurrencelovens § 11 om dominerende indflydelse er tale om en skærpelse. Under monopolloven krævedes blot en væsentlig indflydelse.

4. Konkurrencerådets argumentation

Konkurrencerådet har anført, at der foreligger skadelige virkninger for Jydsk Hvidevarelager, der har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at kunne forhandle klagerens produkter. På køle-/fryseområdet har klageren en markedsandel på ca. 30%, og klagerens mærke er indarbejdet i de danske forbrugeres bevidsthed. De forringede rabatvilkår over for Jysk Hvidevarelager og de deraf følgende konkurrencemæssigt ulige vilkår vil medføre skadelige virkninger, som omhandlet i konkurrencelovens §§ 11 og 12.

Der er ikke en tilstrækkelig begrundelse for rabatdifferentieringen. De frivillige kæders hovedfunktion 53 som mellemled mellem leverandør og forhandler 53 består i gennemfakturering. Kun i begrænset omfang varetages andre funktioner som samlet indkøb, distribution og lagerføring. Al ordreafgivelse og levering sker direkte mellem leverandør og den enkelte forhandler.

Den fordel, der ligger i at kunne planlægge produktionen, herunder indkøb af råvarer, udnyttelse af arbejdskraft, lagerfaciliteter m.v., opnås gennem en sikkerhed for den forventede omsætning. Ellers ville afsætningsmængden afspejles i faktiske rabatforskelle mellem de enkelte kæder, der volumenmæssigt er meget forskellige. Dette ses ikke at være tilfældet.

En årsaftale med en uafhængig forhandler, hvor der ligeledes fastsættes købsmål, må på samme måde kunne inddrages i planlægningen, uden at dette virker hæmmende for virksomhedens effektivitet. Rådet har i den forbindelse henvist til klagerens udsagn i brev af 21. januar 1994, hvor der siges: »Samarbejde med kæder o.lign. giver reelt ingen administrativ besparelse set i relation til de kommunikationsmidler, der står til rådighed (EDB, EDI m.m.)».

Den påberåbte disponeringsfordel kan følgelig ikke anses som et sagligt og rimeligt argument for rabatdifferentiering. Rådets påbud kan derfor ikke virke effektivitetshæmmende eller medføre skadelige virkninger for klagerens produktion eller for klagerens omsætning i øvrigt.

Med en markedsandel på omkring 30% køle-/fryseprodukter, som ikke umiddelbart kan substitueres af andre produkter inden for kategorien store husholdningsapparater, må klageren isoleret set anses for alene at have en dominerende indflydelse.

Der ligger en helhedsbetragtning bag vurderingen af den dominerende indflydelse på det relevante marked for køle-/fryseprodukter. Ud over selve andelens størrelse, markedsstrukturen og klagerens markedsadfærd, er der i vurderingen bl.a. indgået produkternes karakter af mærkevarer, der er godt indarbejdede i den pris- og kvalitetsbevidste forbrugers bevidsthed. Der er således ikke tale om et marked med kortvarige, hyppigt skiftende markedspositioner, hvilket afspejles af, at klagerens markedsandel har kunnet fastholdes gennem en årrække 53 også efter gennemførelsen af det indre marked.

5. Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet tiltræder i det hele af de grunde, der er anført af Konkurrencerådet, at der i konkurrencelovens § 12, stk. 2, jf. § 11, er hjemmel til at meddele påbud til klageren som sket.

Ankenævnet stadfæster derfor rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 24. februar 1994 stadfæstes.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1995-1, s. 30-36

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets påbud efter konkurrencelovens § 12, stk. 2, til Gram A/S om at levere hårde hvidevarer til en uafhængig forretning Jysk Hvidevarelager, på vilkår, der som minimum svarer til de rabatter, som ydes til kæder uden særlig grossistfunktion i de tilfælde, hvor der ikke direkte er tale om præstationsbestemte rabatter, samt i øvrigt at sidestille Jysk Hvidevarelagers samhandelsvilkår med tilsvarende detailvirksomheder på markedet, uanset kædetilknytning.

Ankenævnet tiltræder i det hele af de grunde, der anføres af Konkurrencerådet, at der i konkurrencelovens § 12, stk. 2, jf. § 11, er hjemmel til de meddelte påbud.