Indberetningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1, stadfæstet (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Indberetningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1, stadfæstet (* 1)
År 1994, den 4. juli afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-3.638 NKT Cables A/S ctr. Konkurrencerådet sålydende
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 12. januar 1994 har NKT Cables A/S klaget over en af Konkurrencerådet den 15. december 1993 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 7 på ny har pålagt NKT Cables A/S fortsat indberetningspligt med hensyn til prislister, rabatter og generelle salgs- og leveringsbetingelser.
Klageren har påstået afgørelsen ophævet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
2.a Konkurrencerådets skrivelse af 15. december 1993 er sålydende
»Konkurrencerådet har på sit møde den 15. december 1993 besluttet at forlænge NKT Cables A/S« indberetningspligt i medfør af konkurrencelovens §7, nr. 1, for en periode af 2 år gældende fra den 1. januar 1994.
Forlængelsen af indberetningspligten sker med det formål at skabe gennemsigtighed, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom, hvorfor de indberettede oplysninger - ligesom hidtil - vil være offentligt tilgængelige.
Rådet lagde ved beslutningen vægt på, at der var tale om markedsområder, hvor selskabet har en dominerende stilling, som er underbygget gennem aftaler med grossistleddet, og hvor det er muligt at fremme konkurrencen gennem offentlighed om de indberettede oplysninger. Desuden vil indberetningerne give Konkurrencerådet mulighed for løbende at følge udviklingen på markedet.
NKT Cables A/S' indberetningspligt omfatter løbende indsendelse til Konkurrencerådet af
* prislister i form af nettoinstallatørprislister (P3), prislister for kraftkabler (P4) og prislister for industriledninger.
* rabatter i form af rabatskalaer, oplysninger om rabatter til de vigtigste kundegrupper (primært grossister) herunder oplysninger om generelle særrabatter.
* Generelle salgs- og leveringsbetingelser, herunder særlige samhandelsbetingelser ved salg til større kundegrupper.
* ændringer i finansielle og organisatoriske forbindelser (indsendelse af pressemeddelelser og meddelelser til Fondsbørsen).
Indberetningerne omfatter vareområdet, der indgår i de 3 ovennævnte prislister. Det vil sig følgende hovedvaregrupper (elbranchens varenummer anført i parentes)
- installationsledninger (32)
- installationskabler (33)
- gummikappekabler (34)
- befæstigelsesmateriel (39)
- svagstrømskabler (31)
- mellemspændingskabler (31)
- luftledningsmateriel (35) . . . ».
2.b På given foranledning har Konkurrencerådets i skrivelse af 28. januar 1994 præciseret klagerens indberetningspligt således
»* Prislister i form af nettoinstallatørprislister (P3), og prislister for kraftkabler (P4). * Rabatter på nettoinstallatørprislisten (P3), i form af rabatskalaer, oplysninger om rabatter til de vigtigste kundegrupper (primært grossister), herunder oplysninger om eventuelle generelle særrabatter. * Generelle salgs- og leveringsbetingelser i relation til de to prislister P3 og P4, samt særlige samhandelsbetingelser ved salg til større kundegrupper, hvor prislisten P3 anvendes. * Ændringer i finansielle og organisatoriske forbindelser: indsendelse af koncernens pressemeddelelser og meddelelser til Fondsbørsen.
. . . frafalder Konkurrencerådet kravet om, at indberetningspligten skal omfatte prislister for industriledninger, idet disse produkter ikke længere fremstilles eller markedsføres af NKT Cables. . . .
Endelig er det vedrørende rabatterne præciseret, at indberetningspligten alene omfatter selskabets rabatter til grossister mv., hvor beregningen af rabatterne foretages på basis nettoinstallatørprislisten.«
2.c I Konkurrencerådets indlæg af (11. april og) 16. maj 1994 er blandt andet anført
»Nettoinstallatørprislisten (P3) indeholder følgende produktgrupper
- installationsledninger
- fleksible manøvrekabler
- installationskabler
- gummiledninger
- brandsikre specialkabler
- svagstrømskabler og ledninger
- befæstningsmateriel
Prislisten for kraftkabler (P4) indeholder produkterne
- lavspændingskabler
- mellemspændingskabler
- luftledningsmateriel
- svagstrømskabler
I den forbindelse skal man bemærke, at prisliste P3 indgår som Del 2 i prisliste P4.«
3. Klagerens argumentation
Klageren har anført, at man ikke har nogen dominerende stilling på markedet. Konkurrencerådets begrundelse både for forlængelsen og for omfanget af indberetningspligten er i strid med de konkurrencemæssige forhold, der i dag råder inden for den eltekniske branche. Det er derfor svært at se, hvad formålet er med fortsat at pålægge klageren indberetningspligt.
Klageren er ganske rigtigt den eneste danske producent af forsyningskabler. Imidlertid indebærer direktivet om offentlige indkøb, at klageren konkurrerer med andre skandinaviske og europæiske kabelproducenter. Alle elforsyningsselskaber og kraftværker i EU med et årsbehov på mindst 400.000 ECU skal således udbyde dette i licitation.
Klagerens omsætning til den danske byggesektor får stadig mindre betydning for klagerens samlede aktiviteter, både fordi den samlede byggeaktivitet er halveret siden 1986 og som følge af stigende import fra lavprislande. Klagerens hovedområder er derfor ikke længere installationskabler og -ledninger, men derimod lav-, mellem- og højspændingskabler (forsyningskabler) til elforsyningsselskaber og kraftværker.
Det er ikke korrekt, at en relativt stor del af klagerens salg til elforsyningsselskaber består af installationskabler og -ledninger. Det drejer sig på årsbasis om 25-35 mio. kr., hvoraf en væsentlig del indkøbes via licitation, eksempelvis i forbindelse med kraftværksudbygninger.
De af Konkurrencerådet anvendte tal fra 1992 giver ikke et retvisende billede af klagerens forretningsmæssige grundlag. I 1993 var klagerens samlede omsætning 882 mio. kr. NKT Kraftkablers andel heraf udgjorde 487 mio. kr. Omsætningens fordeling på anvendelsesområderne for de to prislister var 212 mio. kr. for nettoinstallatørprislisten (P3) og 275 mio. kr. for prislisten for kraftkabler (P4). Denne sidstnævnte omsætning på 275 mio. kr. er opnået ved salg direkte til elforsyningsselskaber i ind- og udland efter forudgående licitation.
Konkurrencerådets brev af 28. januar 1994 må opfattes ikke som en præcisering, men som en ændring af omfanget af indberetningspligten i forhold til Konkurrencerådets afgørelse af 15. december 1993, idet Konkurrencerådet nu frafalder muligheden for at forlange indberetning af rabatter, samhandelsbetingelser m.v. til elforsyningsselskaber, kraftværker og industrikunder.
4. Konkurrencerådets argumentation
Rådet har anført, at klageren har en dominerende stilling såvel på markedet for installationsledninger og -kabler som på markedet for forsyningskabler.
Klageren er den eneste danske producent af forsyningskabler. Rådets redegørelse om el-branchen fra 1991 viste, at klagerens markedsandel for kabler med spændinger under 1000 volt var mindst 63%. En relativt stor del af klagerens salg til elforsyningsselskaber og kraftværker består af kabler inden for dette spændingsområde. For så vidt angår kabler med spændinger på over 1000 volt 53 f.eks. klagerens mellemspændingskabler, der helt overvejende afsættes til elforsyningsselskaber og kraftværker 53 var selskabets markedsandel endnu højere.
Klagerens samlede omsætning udgjorde i 1992 739 mio. kr. Salget er fordelt på 2 produktionsenheder: NKT Kraftkabler i Asnæs med en omsætning på 535 mio. kr. og NKT Engineering i Brøndby med en omsætning på 204 mio. kr. Sidstnævnte division sælger højspændingskabler og undersøiske rørledninger og har aldrig været omfattet af indberetningspligten.
For så vidt angår salget til NKT Kraftkablers grossist- og installatørkunder samt installatører tilknyttet el-værker, kraftværker mv., sker prisfastsættelsen på basis af nettoinstallatørprislisten (P3). Salget til disse kundegrupper androg i alt 357 mio. kr. (heraf udgør salg til grossister 282 mio. kr.), svarende til 67% af den samlede omsætning i NKT Kraftkabler. Selskabets indberetningspligt omfatter primært dette salg.
Den resterende del af omsætningen i NKT Kraftkabler omfatter divisionens salg til elforsyningsselskaber og kraftværker samt til eksport. Rådet bestrider ikke, at en stor del af dette salg sker på licitationlignende vilkår: men en vis del af salget må antages at ske på basis af den prisliste for kraftkabler (P4), som divisionen udsender til elværkskunder mv. I modsat fald havde prislisten ingen eksistensberettigelse.
Da det alene er omsætningstallene for 1992, som ligger til grund for sagen, har rådet taget udgangspunkt i disse tal. Klageren er da heller ikke fremkommet med korrektioner eller konkrete bemærkninger til taloplysningerne for 1992. Disse tal er i øvrigt baseret på klagerens egne oplysninger.
Der er tale om en misforståelse, når klageren har opfattet rådets skrivelse af 15. december 1993 således, at indberetningerne også omfatter rabatter, samhandelsbetingelser mv. til elforsyningsselskaber, kraftværker og industrikunder. Skrivelsen af 28. januar 1994 blev netop sendt til klageren for at få ryddet denne misforståelse af vejen. Indberetningerne fra klageren og tidligere NKT A/S har i perioden siden januar 1990 alene omfattet
prislisten for kraftkabler (P4) og har ikke på noget tidspunkt omfattet indsendelse af materiale, der belyser selskabets rabatgivning og andre samhandelsforhold over for kundegrupper som elforsyningsselskaber, kraftværker og industrikunder.
5. Ankenævnets bemærkniner
Efter de foreliggende oplysninger finder ankenævnet, at klageren åbenbart indtager en dominerende stilling på det danske marked for installationsledninger og -kabler samt forsyningskabler.
Herefter tiltræder ankenævnet, at der af de grunde, der er anført af Konkurrencerådet, er hjemmel for fortsat at pålægge klageren indberetningspligt, jf. konkurrencelovens § 7, nr. 1, således som denne er blevet præciseret ved rådets foran gengivne skrivelse af 28. januar 1994.
Efter det anførte stadfæster ankenævnet derfor rådets afgørelse.
Konkurrencerådets afgørelse af 15. december 1993 stadfæstes.
(* 1) Konkurrencerådet
Dokumentation 1994-3, s. 233-238
Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse om fortsat indberetningspligt efter konkurrencelovens § 7, stk.1, for NKT Cables A/S, idet ankenævnet fandt, at NKT Cables A/S åbenbart har en dominerende stilling på det danske marked for kabler.
Selskabets dominerende stilling på markedet er underbygget gennem aftaler med grossistleddet.
NKT Cables A/S indbragte Konkurrencerådets afgørelse for Konkurrenceankenævnet med henblik på at få afgørelsen ophævet, idet selskabet anførte, at man ikke havde nogen dominerende stilling på markedet, men derimod konkurrerede med andre skandinaviske og europæiske kabelproducenter.
Ankenævnet tiltræder, af de grunde som anføres af Konkurrencerådet, at der er hjemmel for fortsat at pålægge selskabet indberetningspligt efter konkurrencelovens § 7, nr. 1.