Pålæg om ophævelse af konkurrencebegrænsende aftaler i teglværksbranchen (* 1)

Pålæg om ophævelse af konkurrencebegrænsende aftaler i teglværksbranchen (* 1)

År 1994, den 4. juli afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 93-87.058 A/S Randers Tegl ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 15. december 1993 har A/S Randers Tegl klaget over en af Konkurrencerådet den 24. november 1993 truffet afgørelse, hvorved rådet i henhold til konkurrencelovens § 12 pålagde teglværksbranchens to salgskontorer - A/S Randers Tegl og A/S De Forenede Teglværker - at ophæve bestemmelserne om kvotering af medlemmernes salg, om det fælles prissystem samt om medlemmernes salgspligt gennem de respektive salgskontorer.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Ved skrivelse af 7. februar 1994 har ankenævnet afslået at tillægge klagen opsættende virkning.

2.a Konkurrencerådets afgørelse af 24. november 1993 er sålydende

»Ved skrivelse af 25. juni 1993 blev selskabet orienteret om, at Konkurrencerådets forretningsudvalg havde besluttet at give sekretariatet bemyndigelse til i medfør af konkurrencelovens § 11 at indlede forhandlinger med teglværksbranchens salgskontorer, herunder A/S Randers Tegl, med henblik på en ophævelse af salgskontorernes konkurrencebegrænsende aktiviteter.

Der har i denne anledning været ført en række forhandlinger med selskabet, der har omfattet en ændring eller ophævelse af salgskontorets konkurrencebegrænsende aftaler om kvotering af medlemmernes salg, og af den samordnede praksis, der finder sted ved den fælles prisfastsættelse, samt bestemmelserne, der forpligter deltagerne i salgskontoret til at afsætte hele deres produktion gennem salgskontoret.

Resultatet af de ovennævnte forhandlinger er blevet forelagt Konkurrencerådet på dettes møde den 24. november 1993, hvor Rådet i henhold til konkurrencelovens § 12 traf beslutning om at give salgskontorerne pålæg om at ophæve de konkurrencebegrænsende bestemmelser om kvotering af medlemmernes salg og om det fælles prissystem, samt at bestemmelserne om medlemmernes salgspligt gennem salgskontoret ophæves.

Rådet lagde vægt på, at selskabet har en markedsandel på omkring 40% af det indenlandske salg af teglværksprodukter, og at det herigennem har mulighed for at udøve en dominerende indflydelse på det danske marked for produktion og salg af teglværksprodukter. Denne dominerende position på det danske teglstensmarked er af selskabet yderligere blevet styrket gennem de konkurrencebegrænsende aftaler, der er indgået mellem deltagerne i salgskontoret, A/S Randers Tegl, om oprettelse af et fælles salgskontor, hvorigennem deltagerne er forpligtede til at afsætte hele deres produktion, om kvotering af medlemmernes salg og om fælles salgspriser på baggrund af en samordnet praksis vedrørende prisfastsættelsen, hvilket har medført, at der på det danske teglstensmarked er etableret en stærk begrænsning af konkurrencen mellem de teglværker, der er medlem af samme salgskontor.

Konkurrencerådet har omkring de tre hovedpunkter særligt fremhævet, at medlemmernes salgspligt på afgørende vis sikrer kontrollen med, at deltagerne overholder de aftalte priser og de fastsatte kvoter, hvilket er medvirkende til at befæste det indgåede kartelsamarbejde.

Kvotebestemmelserne, således som de praktiseres i A/S Randers Tegl, vil uanset den opblødning, som selskabets forslag ville indebære, fortsat begrænse de enkelte virksomheders handlefrihed med hensyn til at bestemme produktionens størrelse, idet denne reguleres af kvoterne, hvorved konkurrencen mellem deltagerne er sat ud af kraft.

Aftaledeltagernes samordnede praksis i forbindelse med salgskontorets prisfastsættelse medfører en uniformering af priserne, i hvert fald på standardprodukterne, og dermed en ophævelse af priskonkurrencen mellem salgskontorets medlemmer, hvortil kommer, at selskabets prisfastsættelsespraksis vil kunne udøve den skadelige virkning på priserne, at disse fastsættes på et niveau, som giver de mindre effektive virksomheder omkostningsdækning og en vis positiv indtjening samtidig med, at de mere effektive virksomheder bliver overkompenseret indtjeningsmæssigt. . . . ».

2.b Konkurrencerådet traf samme dag tilsvarende afgørelse over for A/S De forenede Teglværker. Også denne afgørelse er påklaget til ankenævnet, der afgør denne klagesag (j.nr. 93-88.632) samtidig med nærværende sag.

3. Klagerens argumentation

3.a Klageren har anført, at navnlig ophævelse af medlemmernes salgspligt og det fælles prissystem vil være direkte ødelæggende for salgskontorets virke.

Konkurrencerådets beskrivelse af konkurrencesituationen på tegltagstensmarkedet er i øvrigt ikke helt korrekt. Ud over de angivne udbydere er der 2 mere, nemlig Petersen Tegl, Egernsund, og Ydby Teglværk, Hurup.

I området vest for Storebælt kæmper 6 udbydere om de enkelte ordrer. I et begrænset område med et så begrænset forbrug er der simpelthen ikke behov for yderligere udbydere. Under alle omstændigheder må det konstateres, at de 6 udbyderes indbyrdes konkurrence er knivskarp.

De 6 udbydere er en uhomogen masse, der spænder lige fra en svensk verdensomfattende byggekoncern til et mindre fritstående teglværk. Den hårde konkurrence, som dette medfører, har bevirket, at prisniveauet for mursten i Danmark er væsentligt under prisen i vore nabolande.

Den svenske koncern Euroc ønsker øjensynligt at opbygge en betydelig teglvirksomhed i Danmark. I en opbygningsfase kan Euroc se bort fra normale forretningsmæssige principper om, at erhvervsaktiviteter tilstræber at skabe et positivt resultat, hvilket tydeligt kan mærkes på prissituationen. Dette ville kunne dokumenteres ved at udfærdige en beregning af gennemsnitsprisernes udvikling for nye ordrer inden for de seneste 6 måneder.

3.b Salgskontoret varetager distribution, salg og markedsføring for en række producenter. Disse anvender således ressourcer på fælles markedsbearbejdning m.m. Et fælles salgsselskab kan naturligvis ikke acceptere at møde konkurrence fra de producenter, hvis markedsbearbejdning man er sat til at varetage. Producenter, der selv ønsker at have mulighed for markedsføring og salg, hører ikke hjemme i et salgskontor. Ophævelsen af salgspligten vil skabe kaotiske forhold, og det vil ikke være muligt at drive salgskontoret i den form, som det sker i dag.

3.c Priserne er i virkeligheden markedsbestemte. Med hensyn til standardfacadestenene er det rigtigt, at producenterne ligger på samme niveau, nemlig det niveau, som følger af den mest rationelle og økonomiske produktion. Ingen producenter ønsker at placere sig over dette niveau, eftersom dette ville medføre et mindre salg af den pågældende vare.

Klageren forhindrer på ingen måde de enkelte producenter i at forlange en merpris for standardvarer - det er markedssituationen, der gør, at det er praktisk uigennemførligt.

Selv om produktionsomkostningerne rent faktisk er højere hos de mindre producenter, ønsker disse ikke at hæve prisen på standardprodukter fra det prisniveau, der er angivet af den mest rationelle og økonomiske produktion. Årsagen hertil er selvfølgelig, at en forhøjelse af standardprisen vil medføre et væsentligt dårligere resultat for den enkelte. De mindre producenter søger at kompensere for de lidt højere produktomkostninger ved at foretage produktudvikling, således at så stor en del af produktionen som muligt kan afsættes som specialprodukter. Derved opnås en højere gennemsnitspris.

Prisfastsættelsen af specialprodukterne, der oftest ikke er sammenlignelige, foretages af den enkelte producent - dog i samarbejde med klageren, idet der skal tages højde for, hvilken pris der kan opnås på markedet.

Klageren har aldrig pålagt producenterne ens priser. For sammenlignelige standardvarer har der været stort set ens priser, hvilket skyldes de mindre producenters frygt for at miste omsætning, såfremt man fjernede sig fra det prisniveau, der er angivet af den største og mest rationelle produktion af standardvarer. I teorien er der fri prisdannelse inden for salgskontoret: men i praksis er der ens pris på standardvarer.

3.d Hvad angår kvoteringsbestemmelserne har klageren tidligere givet tilsagn om at foretage vidtgående ændringer. Ændringer i kvoteringsbestemmelserne kan gennemføres uden at fjerne grundlaget for at drive salgskontor.

Det vil sige, at klageren kan acceptere en ophævelse af kvoteringsbestemmelserne - blot bør det af praktiske hensyn ske gradvist over en periode på eksempelvis et til halvandet år.

4. Konkurrencerådets argumentation

4.a Rådet har anført, at samarbejdet i salgskontoret mellem 8 teglværker om fælles salg og markedsføring indebærer, at salgskontoret opnår en dominerende stilling på markedet for produktion af teglværksprodukter i Danmark, idet klageren har en markedsandel på ca. 40%. Det aftalte salgssamarbejde begrænser konkurrencen og er derfor omfattet af bestemmelserne i konkurrenceloven, jf. særligt lovens § 11.

Udviklingen inden for markedet af teglværksprodukter har medført, at de to tilbageværende salgskontorer igennem de sidste år har fået en betydeligt mere dominerende stilling. Den tilbagegang, der har været på dette område de sidste 10-15 år, har reduceret antallet af teglværker ganske betragteligt: men dette har i hovedsagen ramt værker uden for de to store salgskontorer. Klageren har trods nedgangen i salget af teglværksprodukter i perioden væsentligt udvidet sin samlede kapacitet og har øget sin markedsandel fra ca. 25% i 1985 til ca. 40% i dag. Inden for de seneste år har to af klagerens medlemmer på Fyn ganske vist trukket sig ud af samarbejdet: men dette har ikke i væsentlig grad påvirket selskabets samlede markedsandel.

Der findes i dag på markedet for produktion og salg af teglstensprodukter foruden de to salgskontorer A/S Randers Tegl og A/S De Forenede Teglværker, der stort set har de samme priser, to større udbydere af mursten i Jylland, nemlig Lundgaard Teglværk A/S og de to værker, der ejes af den svenske byggekoncern Euroc: Sønderskov Teglværk og Nørre-Uttrup Teglværk. Herudover er der A/S Dan Tegl Tag i Ålborg, der udelukkende producerer tegltagsten, og A/S Wewers Teglværker på Sjælland, der dog gennem en større aktiepost har finansiel tilknytning til A/S Randers Tegl. De tilbageværende selvstændige teglværker er kun i yderst begrænset omfang direkte konkurrenter til de to salgskontorer på det danske marked, fordi deres produktion enten er yderst specialiseret, eller fordi de hovedsagelig baserer deres omsætning på eksport. Dette gælder også de af klageren nævnte yderligere to producenter. Ligeledes er det tvivlsomt, hvilken betydning det vil få på hjemmemarkedet, at den svenske byggekoncern Euroc har opkøbt to danske teglværker, idet dette først vil kunne ses, såfremt selskabet satser på afsætning i større omfang til det danske marked. I de sidste år har det ene teglværk, Sønderskov Teglværk A/S, anvendt hovedparten af værkets produktion til eksport.

4.b Bestemmelserne om, at klagerens medlemmer skal afsætte hele deres produktion gennem salgskontoret, muliggør en løbende kontrol med, at de aftalte priser og de fastlagte kvoter rent faktisk overholdes, hvilket styrker det indgåede kartelsamarbejde og derfor også salgskontorernes konkurrencebegrænsende virke inden for teglværksbranchen.

Tidligere var der adskillige salgskontorer, og disse mødte en betydelig konkurrence fra en række fritstående værker. Dengang var det ikke nødvendigt at skride ind over for bestemmelsen om salgspligt. Nu er der imidlertid kun 2 salgskontorer tilbage, og disse har i vidt omfang indrettet deres priser efter hinanden.

Deltagelsen i salgskontoret vil i vidt omfang kunne sikres på anden måde end ved at pålægge medlemmerne forpligtelse til at afsætte hele deres produktion gennem salgskontoret.

4.c Det fælles prissystem medfører en uniformering af priserne - og dermed reelt også en ophævelse af priskonkurrencen mellem klagerens medlemmer. Dette gælder, uanset om priserne fastsættes efter de laveste producentpriser og under hensyntagen til den aktuelle markedssituation.

Samordningen af priserne vil have skadelige virkninger, idet der vil kunne opretholdes et prisniveau, som give de mindre effektive virksomheder omkostningsdækning og en vis positiv indtjening samtidig med, at de mere effektive virksomheder bliver overkompenseret indtjeningsmæssigt.

Konkurrencerådet kræver ikke, at de enkelte producenter skal kalkulere deres priser på en bestemt måde, men derimod, at producenterne frit skal kunne fastsætte det prisniveau, som de finder ønskeligt.

4.d Bestemmelserne om kvotering af salget indebærer, at klagerens medlemmer ikke frit kan bestemme størrelsen af deres produktion, idet klageren vil fordele de indkomne ordrer efter de aftalte kvoter. Herved sættes den indbyrdes konkurrence om køberne mellem klagerens medlemmer ud af kraft. I og med at der ikke findes bestemmelser om automatisk regulering af kvoterne, fastlåses konkurrencesituationen yderligere.

Under § 11-forhandlingerne har klageren foreslået, at en tredjedel af salget ikke længere skal være undergivet kvotesystemet. En sådan ændring vil ikke have nogen væsentlig indflydelse på den eksisterende virksomhedsstruktur. Ineffektive virksomheder vil således opnå samme beskyttelse som i dag.

5. Ankenævnets bemærkninger

Af de grunde, der er anført i Konkurrencerådets afgørelse, tiltræder ankenævnet, at der i konkurrencelovens § 12 er den fornødne hjemmel til at meddele klageren pålæg som sket om ophævelse af konkurrencebegrænsende aftaler. Ankenævnet stadfæster derfor rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 24. november 1993 stadfæstes.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1994-3, s. 253-266

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse i henhold til konkurrencelovens § 12, stk. 1, der pålagde de to salgskontorer i teglværksbranchen, A/S Randers Tegl og A/S De Forenede Teglværker at ophæve en række konkurrencebegrænsende vedtægtsmæssige bestemmelser.

Salgskontorerne skal således ophæve de vedtægtsmæssige bestemmelser om kvotering af medlemmernes salg, bestemmelserne om deltagernes fælles prisfastsættelse samt bestemmelserne, der forpligter deltagerne i de to salgskontorer til at afsætte hele deres produktion gennem salgskontoret.