Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1)

Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1)

År 1994, den 10. november afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 93-32.741 Det Danske Advokatsamfund ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 19. maj 1993 har advokat Johan Schluter på vegne Det Danske Advokatsamfund klaget over en af Konkurrencerådet den 21. april 1993 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 11 har besluttet, at der skal optages forhandling med Det Danske Advokatsamfund med henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende salærtakster og af de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til ophør.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2.a Konkurrencerådets afgørelse af 21. april 1993 er sålydende

»Konkurrencerådet har behandlet Det Danske Advokatsamfunds vejledende »Salærtakster for advokater«, og prisannonceringsbestemmelserne i Advokatrådets »Regler om god Advokatskik.« Det drejer sig om punkterne 2.6.1 h) om, at størrelsen af et takstbestemt salær kun må angives, såfremt det anføres, at taksten er vejledende, og 2.6.2 d) om, at reklamering ikke må indeholde prisangivelser bortset fra de ovennævnte vejledende salærer i Advokatrådets regler om god advokatskik. Såvel »Salærtakster for advokater« som »Regler om god Advokatskik« er anmeldt til Konkurrencerådet i henhold til konkurrencelovens § 5. . . .

Konkurrencerådet finder, at Advokatsamfundets vejledende salærtakstsystem og de begrænsede muligheder for prisannoncering, der fremgår af de kollegiale regler, medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger.

Rådet lægger herved vægt på, at Advokatsamfundets vejledende salærtakster medfører en normering af prisdannelsen, der fører til en ensartet prisadfærd og en neutralisering af priskonkurrencen. De vejledende salærtakster blokerer herved for en udvikling, hvor de enkelte virksomheder motiveres til at fastsætte priser, der svarer til egne omkostningsforhold og deres egen vurdering af markedsforholdene. Derved hæmmes en effektivitetsbaseret udvikling af erhvervsstrukturen, hvor de virksomheder, der er mest effektive, fortrænger de mindre effektive.

Konkurrencerådet finder ikke, at de af Advokatsamfundet fremførte argumenter kan begrunde en opretholdelse af de vejledende salærtakster.

Man skal derfor i henhold til bestemmelsen i konkurrencelovens § 11 optage forhandling med Det Danske Advokatsamfund med henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende salærtakster og de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til ophør. . . . ».

I rådets afgørelse henvises i øvrigt til den sagsfremstilling, der var udarbejdet forud for rådets afgørelse.

Det hedder indledningsvis i denne sagsfremstilling bl.a.

»På baggrund af rådets beslutning den 12. december 1990 færdiggjorde sekretariatet i foråret 1992 en større undersøgelse af de konkurrencemæssige virkninger af de offentlige og privatretlige reguleringer inden for de liberale erhverv. Undersøgelsen, der blev forelagt rådet i mødet den 29. april 1992, viste bl.a., at prisfastsættelsen i de liberale erhverv ofte søges reguleret gennem de respektive brancheforeningers prisvejledning.

Det blev på den baggrund besluttet, at der skulle foretages en særskilt undersøgelse af det vejledende takstsystem for bl.a. landinspektører og advokater. I Rådsmødet den 3. marts 1993 . . . besluttede rådet, at der skulle optages § 11-forhandling med landinspektørerne for at få ophævet de vejledende honorarregler.

På de liberale erhvervs område indledte Konkurrencerådet desuden i efteråret 1992 forhandlinger med Dansk Ejendomsmæglerforening om branchens takstsystem. Disse forhandlinger resulterede i, at takster på ejendomsformidlingsområdet er ophørt fra 1. januar 1993.

Konkurrencerådet har endvidere siden 1990 taget stilling til vejledende prislister for en række håndværksfag, hvilket har medført, at der i dag ikke længere findes brancheprislister inden for håndværkssektoren. Senest har konkurrenceankenævnet stadfæstet afgørelserne, der pålagde Danske Malermestre og Glarmesterlauget i Danmark at ophøre med at udsende prislister.

Samtlige af de af Konkurrencerådet rejste sager om kollektiv prisfastsættelse har sit analytiske udgangspunkt i de konkurrencemæssige konsekvenser af horisontal prisvejledning, . . . ».

2.b »Salærtakster for advokater« er pr. 1. juli 1993 sålydende (uddrag)

»I medfør af rpl. § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve et højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses som rimeligt. De nedennævnte salærtakster fastsætter vejledende regler for salærberegningen for en række centrale og typiske advokatydelser. Disse takster vil ud fra en gennemsnitsbetragtning føre til et rimeligt salær for en normal advokatmæssig behandling af en typisk sag på det pågældende område. Ved fastsættelsen af salæret for den enkelte sag kan advokaten derfor fravige taksterne i opadgående og nedadgående retning, hvor nævnte forudsætning ikke er til stede, eller hvor særlige forhold i øvrigt gør dette rimeligt, og under ansvar over for advokatmyndighederne, jfr. rpl. § 146 og følgende.

En række advokatydelser er ikke omfattet af en vejledende takst. I disse tilfælde beregnes et konkret, rimeligt salær, idet der tages hensyn til en række forskellige forhold, herunder arbejdets art og omfang og det dermed forbundne ansvar, sagsgenstandens størrelse, sagens betydning for klienten, den medgåede tid og det opnåede resultat.

I. Procedure . . .

II. Møder i fogedret ved udlæg og indsættelsesforretninger . . .

III. Inkasso . . .

IV. Dødsboer og bodeling mellem ægtefæller . . .

VI. Overdragelse af fast ejendom . . .

VIII. Lånesager m.v. vedr. fast ejendom . . . ».

På Det ordinære Advokatmøde den 12. juni 1993 blev det besluttet at bemyndige Advokatrådet til inden Det ordinære Advokatmøde i 1995 at ophæve afsnit VI og VIII i salærtaksterne. (Det bemærkes, at der pr. 1. november 1994 er udarbejdet nye salærtakster for overdragelse af fast ejendom.)

2.c De omtvistede bestemmelser i »Regler om god advokatskik« er sålydende

» 2.6. Individuel reklamering.

2.6.1 . En advokat må i sin reklamering alene angive følgende: . . .

h) Størrelsen af et takstbestemt salær incl. moms, såfremt det anføres, at taksten er vejledende. . . .

2.6.2. Reklamering i henhold til punkt 2.6.1. må ikke . . .

d) indeholde prisangivelser bortset fra de efter 2.6.1 h) tilladte.«

3. I kendelse af 18. december 1978 (MTM 1978 s. 603 ff) udtalte ankenævnet

»Advokatrådets nye regler om reklamering og annoncering betegner en vis liberalisering i forhold til de tidligere regler. Denne liberalisering er dog ikke meget vidtgående. Det tillades således ikke advokater i reklamer at gøre opmærksom på hidtidig beskæftigelse med eller interesse for sagsområder inden for almen praksis, ligesom reklamering ikke må gøres særligt fremtrædende.

Nævnet finder således - ligesom monopoltilsynet og biintervenienten, advokat Jerry Osbak - at den liberalisering, der er sket, er beskeden. Der er imidlertid inden for liberale erhverv en tradition for tilbageholdenhed i brug af reklamer, og hensynet til at undgå vildledning af publikum taler efter nævnets opfattelse med styrke for at opretholde en betydelig tilbageholdenhed. En almindelig annoncering om sagsområder inden for almen praksis kan for det retssøgende publikum kun have begrænset værdi, og hensynet til at lette nyetablerede advokaters oparbejdning af en praksis kan ikke alene danne grundlag for et indgreb efter monopollovens § 11 over for de af Advokatrådet vedtagne regler om reklamering.

Hvad specielt angår prisavertering er der almindelig tradition for, at de liberale erhverv ikke averterer med priser. Det må antages at hænge sammen med, at det inden for disse erhverv er vanskeligt at beskrive den ydelse, der opnås for en bestemt averteret pris. Gennemførelsen af en mere aktiv priskonkurrence ville således rejse betydningsfulde spørgsmål om beskrivelsen af ydelserne og om sikring af deres lødighed. Prissætningen for en betydelig del af advokaternes ydelser ved generelle takster er udtryk for fastsættelsen af priser, som gennemsnitligt udgør et passende vederlag, og vil således vanskeligt kunne forenes med en adgang til frit at avertere enkelte ydelser til lavere priser end de fastsatte takster.

Nævnet finder derfor, at det vil være overvejende betænkeligt at forkaste det eksisterende forbud mod prisavertering, der på den anførte baggrund ikke kan anses for at have de urimelige virkninger, der er anført i monopollovens § 11. Nævnet har herved ikke taget stilling til den gældende bestemmelse om, at taksterne ikke generelt må fraviges i nedadgående retning, der må anses for en del af det samlede takstsystem.

Nævnet finder herefter, at den del af Advokatrådets kollegiale regler, der har været til behandling under denne sag, ikke har urimelige virkninger som anført i monopollovens § 11. Der vil derfor ikke være grundlag for at optage yderligere forhandling mellem monopoltilsynet og Advokatrådet om ændring af reglerne.«

4. Klagerens argumentation

4.a Klageren har anført, at det udtrykkeligt fremgår af klagerens vedtægter, at det almindelige advokatmøde vedtager salærtakster. Vedtægterne er godkendt af justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 143, stk. 4, og det er således justitsministeren, der med hjemmel i retsplejeloven har bestemt, at der skal være salærtakster for advokater. Dette er ikke i samme direkte grad tilfældet for så vidt angår prisannonceringsbestemmelserne. »Regler for god advokatskik« har imidlertid udtrykkelig hjemmel i de af justitsministeren godkendte vedtægter.

Det følger således af retsplejeloven og de i medfør heraf udstedte retsforskrifter, at alene advokatmyndighederne har kompetence til at fastsætte generelle salærtakster for advokater. Det følger ligeledes af retsplejeloven, jf. lovens kapitel 15 b, at alene Advokatnævnet er kompetent til at tage stilling til advokaternes overholdelse af bestemmelsen i lovens § 126, stk.1, om god advokatskik, hvorunder hører advokaters prisannoncering. Advokatnævnet er i øvrigt herved ikke bundet af »Regler for god advokatskik«.

På denne baggrund har Konkurrencerådet ikke kompetence til at tage stilling til salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne. I hvert fald er Konkurrencerådet afskåret fra at gribe ind over for disse takster og bestemmelser i henhold til konkurrencelovens §§ 11 - 14, jf. lovens § 2, nr. 1, 2. pkt. Rådet er således henvist til i givet fald at rette henvendelse til justitsministeren i medfør af lovens § 15.

Rådet afgjorde i marts 1990, at salærtaksterne og »Regler om god advokatskik« var anmeldelsespligtige i henhold til konkurrencelovens § 5. Klageren havde imidlertid ikke nogen anledning til at anke denne afgørelse, og den kan derfor ikke være bindende for retsanvendelsen i nærværende sag, ligesom de to sager ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre.

4.b Konkurrencerådet kan kun beslutte at indlede en forhandling, hvis der på et markedsområde foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen og dermed effektiviteten i produktion og omsætning af varer eller tjenesteydelser m.v. eller begrænsninger i erhvervsfriheden, jf. konkurrencelovens § 11. Det må også kræves, at der i kraft af konkurrencebegrænsningen udøves eller vil kunne udøves dominerende indflydelse på det pågældende markedsområde.

De omtvistede bestemmelser er begrundet i rimelighedshensyn og praktiske grunde. I denne situation, hvor bestemmelser uden konkurrenceretligt sigte er båret af andre anerkendelsesværdige hensyn, må der stilles særligt store krav til beviset for skadelige virkninger. Konkurrencerådets bemærkninger om de skadelige virkninger af salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne indskrænker sig imidlertid til en konstatering uden nærmere dokumentation for, at der skulle være konstateret skadelige virkninger. Rådets argumentation vedrørende prisnormering, effektivitetsbetinget udvikling af erhvervsstrukturen etc. er skrivebordsbetragtninger, som er uden sammenhæng med, hvordan markedet for advokatydelser faktisk fungerer.

Konkurrencen blandt advokater har ud fra tradition og forholdets natur ikke ydelsens pris som hovedparameter. Klienternes valg af advokat er i vidt omfang et tillidsspørgsmål, hvor personligt kendskab, faglig dygtighed og særlige erfaringer udgør hovedparametrene. Konkurrencen inden for advokaterhvervet føres således først og fremmest på kvalitet, og salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne har ingen mærkbar indvirkning på konkurrencen. Konkurrencen inden for advokatbranchen er i forvejen særdeles effektiv, hvorfor der ikke herudover også er behov for priskonkurrence. Man kan i det hele taget ikke forestille sig, at prisannoncering vil skabe en mere effektiv konkurrence inden for advokatbranchen, idet prisangivelserne ikke entydigt kan angive, hvilken ydelse den anførte pris dækker. Prissammenligninger vil således være meget vanskelige at foretage.

Prisannonceringsbestemmelserne i »Regler om god advokatskik« pkt. 2.6.1, litra h), og 2.6.2, litra d), medfører ingen konkurrencebegrænsninger med deraf følgende skadelige virkninger for konkurrencen og effektiviteten. Disse bestemmelser er ikke fastsat med henblik på begrænsning af konkurrencen, men af hensyn til overholdelse af standarden om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Det er ikke i overensstemmelse med god advokatskik at annoncere med priser uden nogen ydelsesbeskrivelse. Prisannonceringsbestemmelserne er således en udmøntning af retsplejelovens § 126, stk. 1, om god advokatskik.

Baggrunden for, at en advokat i sin reklamering alene må angive størrelsen af et takstbestemt salær, er den, at advokatens ydelser alene er beskrevet inden for de områder, der er dækket af salærtaksterne. Klienterne i almindelighed og privatklienterne i særdeleshed har ingen forudsætninger for at bedømme eller hos tredjemand eller myndighederne at få oplyst, hvad man med rimelighed vil kunne forvente af advokatydelsens omfang. Annoncering med pris uden den ydelsesbeskrivelse, som findes inden for de takstbestemte områder, kan derfor give klienterne en falsk fornemmelse af, hvilket arbejde den annoncerede pris dækker, og dermed være mere vildledende end vejledende.

4.c Ankenævnet har i kendelse af 18. december 1978 afvist at gribe ind over for klagerens salærtakster og de hertil knyttede reklameringsregler i klagerens kollegiale vedtægt. Konkurrencerådet har ikke sandsynliggjort, at de af ankenævnet dengang fremhævede forhold ikke længere skulle gøre sig gældende.

En lang række forhold taler fortsat med styrke for at opretholde salærtaksterne og reklameringsreglerne. Overgangen fra monopolloven og pris- og avanceloven til konkurrenceloven giver ikke i sig selv grundlag for en fornyet vurdering af salærtaksterne og reklameringsreglerne. Hensynet til klienterne i almindelighed og privatklienterne i særdeleshed taler for, at der alene kan averteres med prisen på ydelser inden for de takstbestemte områder.

Salærtaksterne giver en høj grad af gennemsigtighed og forudsigelighed, hvilket i særdeleshed er hensigtsmæssigt for advokatydelser, som indgår forudsætningsvis ved en lang række kontraheringer. Salærtaksterne sikrer på en række områder, at der afregnes i overensstemmelse med reglen i retsplejelovens § 126, stk. 2. Inden for de af salærtaksterne omfattede områder vil en timesatsfakturering sjældent og kun tilfældigvis udmunde i et rimeligt vederlag. Salærtaksterne er alene vejledende, hvilket indebærer, at den enkelte advokat kan og efter omstændighederne skal fravige taksterne i nedadgående retning, ligesom det er muligt under særlige omstændigheder at fravige taksterne i opadgående retning. Salærtaksterne er således ikke som anført af Konkurrencerådet i realiteten bindende.

4.d Salærtaksternes afsnit I - IV har en vis judiciel karakter, idet taksterne anvendes af domstolene og myndighederne til at tilkende og godkende omkostninger m.v. En ophævelse af denne del af salærtaksterne vil indebære, at domstolene efter samråd med klageren vil være nødsaget til at fastsætte et nyt sæt vejledende salærtakster, da domstolene under alle omstændigheder vil have behov for mere generelle regler ved fastsættelse af sagsomkostninger. Nødvendigheden af et takstsystem forstærkes af den omstændighed, at adgangen til appel af omkostningsfastsættelsen i retssager er begrænset.

Det er ikke som forudsat af Konkurrencerådet muligt at sætte vandtætte skotter mellem salærer baseret på salærtaksterne og salærer fastsat af domstolene og offentlige myndigheder. Konkurrencerådets afgørelse rammer derfor ikke alene salærtaksterne, men også den salærfastsættelse, der foretages af domstolene og offentlige myndigheder. Det er således ikke korrekt, når det anføres, at såfremt der ikke findes vejledende salærtakster, må domstolene benytte et andet grundlag. Domstolene vil nødvendigvis fortsat skulle arbejde på grundlag af vejledende salærtakster.

Til det af Konkurrencerådet anførte om, at Dommerforeningen i tilfælde af en ophævelse af klagerens salærtakster vil være indstillet på at finde et andet grundlag for udarbejdelsen af sin sagsomkostningsliste, bemærkes, at dette nye grundlag fortsat vil være et takstsystem, som nærmere må drøftes med klageren. I hele den vestlige verden er der tradition for, at advokaters salærberegning inden for retssagsområdet er reguleret og baseret på et takstsystem.

I øjeblikket er forholdet det, at domstolenes vejledende omkostningstakster fuldt ud følger klagerens salærtakster, idet man dog af praktiske grunde indregner retsgebyr og foretager visse afrundinger. Taksterne følges ikke slavisk i de enkelte sager, hvilket skyldes, at omkostningsfastsættelsen ved domstolene er judiciel, og taksterne derfor kun kan være vejledende: men heri adskiller domstolenes takster sig ikke fra klagerens, som også kan fraviges i den konkrete sag. I øvrigt er selve det forhold, at domstolene følger klagerens salærtakster, udtryk for, at disse takster fører til rimelige resultater i det enkelte tilfælde.

Hertil kommer, at domstolene kun tager stilling til, hvilket sagsomkostningsbeløb den tabende part skal betale til den vindende part. Ved en ophævelse af klagerens salærtakster vil salæret til den tabende parts advokat ikke kunne fastsættes i henhold til et takstsystem. Dette skaber en uønsket asymmetri i retssystemet. Endvidere kan taksternes bortfald blive en barriere for gennemførelse af små sager, hvor salæret må forventes at stige mest.

Hele området for retshjælpsforsikring og dækning af udgifter til advokatbistand i forbindelse hermed bygger også på salærtaksterne. En ophævelse af salærtaksterne vil medføre en række uheldige konsekvenser og vanskeligheder på området for retshjælpsforsikringer. I dag baserer forsikringsselskaberne godtgørelsen af advokatudgifter på salærtaksterne, hvorfor en ophævelse af taksterne vil undergrave retshjælpsforsikringsinstituttet til skade for forsikringstagerne. Dette vil særligt gøre sig gældende i mindre sager, hvor advokaternes krav om honorering ud fra frit fastsatte parametre på et typisk højere beløb end takstmæssigt salær næppe vil blive honoreret af forsikringsselskaberne.

4.e Salærtaksernes afsnit VI og VIII sikrer, at der alene tages et i forhold til ydelsens værdi rimeligt honorar i særdeleshed ved mindre ejendomshandler, hvor en timesatsfakturering ville indebære en højere pris for ydelsen. I øvrigt har Advokatrådet udnyttet den på Det ordinære Advokatmøde i 1993 givne bemyndigelse til en delvis ophævelse af salærtaksternes afsnit VI og VIII. Efter den 1. november 1994 vil salærtaksterne ud over de judicielle takster i afsnit I - IV således kun indeholde nogle få bestemmelser inden for området fast ejendom. Disse bestemmelser har karakter af reminiscenser og må forventes ophævet inden for en overskuelig fremtid.

Erfaringerne fra ophævelsen af taksterne for ejendomsmæglere viser, at der er sket betydelige prisstigninger i salæret til ejendomsmæglere for handler med mindre ejendomme, og at der sker større anvendelse end hidtil af lokale salæraftaler. Salærtaksterne har således også en social baggrund og funktion, og der er så stærke grunde til fastsættelse af vejledende salærtakster, at dette bør ske på landsplan i stedet for ved lokale aftaler, som for den enkelte bruger er mindre gennemsigtige end landsdækkende aftaler.

Sammenfattende er salærtaksterne og prisannonceringsbestemmelserne velbegrundede ud fra hensyn, som er overordnet konkurrenceretlige hensyn, således at de ikke kan anfægtes af konkurrencemyndighederne - selv ikke hvis de havde indvirkning på konkurrencen, og selv ikke hvis konkurrencelovens § 2, nr. 1, 2. pkt. ikke fandt anvendelse.

Herudover er Konkurrencerådets afgørelse udtryk for en ensidig vægtning af konkurrenceretlige hensyn og helt uden forståelse for advokaterne som en del af retsplejen. Retsordenen kan ikke være tjent med advokatvirksomheder som rene discountbutikker. Advokatvirksomheder er noget særligt, jf. herved også Justitsministeriets klare afvisning af Konkurrencerådets § 15-henvendelse om advokaters pligt til at være medlem af Advokatsamfundet.

5. Konkurrencerådets argumentation

5.a Rådet har anført, at konkurrenceloven er en generel erhvervslov, som omfatter alle sektorer, herunder de liberale erhverv. Rådet traf på sit møde den 14. marts 1990 afgørelse om anmeldelsespligt efter konkurrencelovens § 5, stk. 1, for klagerens salærtakster og »Regler om god advokatskik«. Denne afgørelse, som indebærer, at de pågældende bestemmelser er omfattet af konkurrenceloven, blev meddelt klageren den 29. marts 1990. Afgørelsen blev ikke påklaget til ankenævnet.

Klagerens salærtakster og »Regler om god advokatskik« er ikke i konkurrencelovens forstand offentligt reguleret. Lovens § 2, nr. 1, 2. pkt., finder således ikke anvendelse, og der er derfor hjemmel til indgreb efter §§ 11 - 14. De af klageren anførte bestemmelser i retsplejeloven medfører ikke, at der er tale om offentlig regulering, men alene, at salærtaksterne fastsættes eller ophæves af det almindelige advokatmøde, og at Advokatrådet udarbejder retningslinier for god advokatskik. Konkurrencerådet bestrider ikke, at det er organer under Advokatsamfundet, der behandler konkrete klager over salærberegning, hvorved bemærkes, at der på en række områder ikke er aftalt salærer, uden at dette medfører, at klageinstanserne ikke kan tage stilling til klager.

5.b Klagerens vejledende salærtakstsystem og de kollegiale bestemmelser om prisannoncering medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger.

Det vejledende takstsystem er en horisontal prisaftale, som omfatter ca. 50% af advokaternes omsætning. Takstsystemet medfører en normering af prisdannelsen, der fører til ensartet prisadfærd og dermed en neutralisering af priskonkurrencen. Herved blokeres der for en udvikling, hvor den enkelte advokat motiveres til at fastsætte salærer, der svarer til egne omkostninger og egen vurdering af markedsforholdene. En effektivitetsbaseret udvikling af erhvervsstrukturen, hvor de advokater, der er mest effektive, fortrænger de mindre effektive fra markedet, vil ikke finde sted. Dette skyldes, at forskelle i omkostningsforhold ikke slår igennem ved prisfastsættelsen, og kunderne derfor ikke har de valg, der kan styre en effektivitetsbaseret udvikling. Efter en ophævelse af salærtaksterne vil annoncering med de vejledende salærer ikke længere være mulig, og prisannoncering vil herefter ifølge de kollegiale regler slet ikke kunne finde sted. Advokaterne vil således ikke have mulighed for at gøre omverdenen bekendt med deres priser, hvilket forringer forbrugernes muligheder for at træffe fornuftige valg af advokat. Den mulighed for effektivisering og billiggørelse, der kan opnås ved, at forbrugerne modtager disse oplysninger, er dermed ikke stede, og samtidig begrænses konkurrencen mellem advokaterne, når den enkelte ikke må annoncere med sine priser.

Det forhold, at der i henhold til retsplejeloven er tillagt Advokatnævnet sanktionsmuligheder over for advokaters adfærd - herunder deres prisfastsættelse - i relation til de af klageren vedtagne kollegiale regler, indebærer i kombination med det lovbestemte medlemskab af Advokatsamfundet, at klagerens vedtagelser i ganske særlig grad har dominerede indflydelse på det relevante markedsområde, dvs. markedet for advokatydelser.

Til det af klageren anførte om, at konkurrencen mellem advokater har kvalitet som hovedparameter, bemærkes følgende: Konkurrencelovens formål er at fremme konkurrencen og effektiviteten i erhvervslivet. Det vejledende salærtakstsystem har sat priskonkurrencen ud af kraft og udgør dermed en skadelig konkurrencebegrænsning. Baggrunden for, at rådet ønsker salærtaksterne ophævet, er netop, at de enkelte advokater skal have mulighed for at konkurrere på en række parametre, herunder også pris.

Rådets afgørelse indebærer ikke, at der er pligt til at annoncere med pris. Det vil netop være op til den enkelte advokat at afgøre, om vedkommende ønsker at benytte sig af muligheden for annoncering med pris. Det bemærkes herved, at konkurrence på pris ikke udelukker konkurrence på kvalitet, jf. ankenævnets kendelse af 23. marts 1993 (j.nr. 92-62.713 Foreningen af Statsautoriserede Revisorer ctr. Konkurrencerådet).

Det er ikke nødvendigt for at overholde retsplejelovens § 126, stk. 1, at advokaterne hindres i at tilkendegive deres priser over for omverden. Der er ikke noget problem i, at advokater ved prisannoncering samtidigt tilkendegiver ydelsens omfang. Advokatydelser adskiller sig ikke herved fra tjenesteydelser inden for andre liberale erhverv, hvor det også kan være svært på forhånd at beskrive ydelsen.

5.c Til det af klageren anførte om ankenævnets kendelse af 18. december 1978 bemærkes, at konkurrenceloven sætter effektivitet og erhvervsfrihed som mål, og det dynamiske perspektiv betones. Heri ligger en anden vægtfordeling i målsætningen end under monopolloven. Horisontale prisbindinger og begrænsninger i den enkeltes adgang til at reklamere er mere klart stridende mod lovgivningens målsætninger, end det var under monopolloven.

Salærtaksterne kan kun fraviges, hvis særlige grunde betinger det i den konkrete situation. En advokat kan ikke generelt fravige salærtaksterne. Taksterne er således i realiteten bindende.

5.d Til det af klageren anførte om, at salærtaksternes afsnit I-IV har judiciel karakter, bemærkes, at hvis der ikke findes vejledende salærtakster, må domstolene benytte et andet grundlag for afgørelser om sagsomkostninger. Dommerforeningen har over for rådet erklæret, at der ikke vil opstå særlige problemer ved en ophævelse af salærtaksterne, idet man er indstillet på at finde et andet grundlag for udarbejdelsen af sin sagsomkostningsliste. Dette vil i øvrigt blive undersøgt nærmere i forbindelse med de forestående § 11-forhandlinger med klageren. Det kan endvidere oplyses, at i Norge og Sverige fastsætter de respektive brancheforeninger ikke vejledende takster. Der er en afgørende konkurrenceretlig forskel i vurderingen af vejledende takster afhængig af, om de er fastsat af Dommerforeningen eller af klageren. De af Dommerforeningen fastsatte vejledende takster er rettet mod de dommere, der skal anvende dem, mens klagerens takster fastsættes af de advokater, der skal oppebære salærerne. Der kan i den forbindelse henvises til ankenævnets kendelse af 16. juli 1986 (MTM 1986 Kendelser og Domme s. 182 ff).

Til det af klageren anførte om, at en ophævelse af salærtaksterne kan blive en barriere for gennemførelse af små sager, bemærkes, at Forbrugerrådet, som er en bedre eksponent for den almindelige forbrugers interesser end klageren, er af den opfattelse, at der i salærtakstsystemet ikke er nogen sammenhæng mellem pris og arbejdsindsats.

Til det af klageren anførte om udviklingen inden for ejendomsmæglerbranchen bemærkes, at rådet nu har grebet ind over for de lokale prisaftaler, idet disse viste sig at have de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen.

6. Ankenævnets bemærkninger.

Uanset Justitsministeriets godkendelse af hjemmelsgrundlaget for de vejledende salærtakster er taksternes størrelse m.v. reelt vedtaget af advokaterne alene. Det forhold, at Justitsministeriet i henhold til retsplejelovens § 143, stk. 4, har godkendt Advokatsamfundets vedtægter, og at det i disse vedtægter er bestemt, at salærtaksterne vedtages på det almindelige advokatmøde, indebærer derfor ikke, at salærtaksterne dermed er blevet undergivet en sådan offentlig regulering, at Konkurrencerådet som følge af konkurrencelovens § 2, nr. 1, 2. pkt., er afskåret fra at træffe afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger i medfør af konkurrencelovens §§ 11-14. Det samme må antages at gælde for så vidt angår de omtvistede prisannonceringsbestemmelser i »Regler om god advokatskik« punkt 2.6.1.h) og 2.6.2.d).

I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 1, er den tabende part i en retssag i almindelighed pligtig at erstatte modparten de udgifter, som sagen har påført modparten. Ved afgørelsen af størrelsen af de sagsomkostninger, der herefter skal tilkendes den vindende part, må domstolene lægge afgørende vægt på, hvilket salær den vindende parts advokat kan forventes at ville afkræve sin klient, og herved har domstolene naturligt måttet tage udgangspunkt i de vejledende salærtakster. Det forhold, at domstolene ved afgørelser om sagsomkostninger i meget udstrakt grad gør brug af de af advokaterne ensidigt vedtagne vejledende salærtakster - og den praktiske lettelse, som advokaternes salærtakster således medfører for domstolenes omkostningsafgørelser - er imidlertid uden betydning for afgørelsen af, om Konkurrencerådet har haft hjemmel i konkurrencelovens § 11 til at beslutte, at der skal optages forhandling med klageren om disse takster. - Heller ikke for så vidt angår domstolenes anvendelse af salærtaksterne i foged- og konkurssager m.v., jf. f.eks. retsplejelovens § 503 og konkurslovens § 239, kan dette forhold tillægges betydning for rådets indgrebsbeføjelser efter konkurrenceloven.

Som det tidligere er fastslået af ankenævnet - jf. navnlig nævnets kendelse af 5. juli 1993 (j.nr. 92-31.254 Den Almindelig Danske Lægeforening ctr. Konkurrencerådet) - indtager de liberale erhverv ikke nogen særstilling ifølge konkurrenceloven, og uanset hvilken betydning der må tillægges det, klageren har anført om konkurrenceforholdende i advokatbranchen, må ankenævnet tiltræde, at vejledende takstsystemer inden for de liberale erhverv, herunder også advokatbranchen, kan medføre samme normering af prisdannelsen og dermed neutralisering af priskonkurrencen, som det for så vidt angår prislister m.v. er antaget med hensyn til håndværkssektoren.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som Konkurrencerådet har anført, må ankenævnet tiltræde, at der i konkurrencelovens § 11 har været fornøden hjemmel for rådets beslutning om, at der skal optages forhandling med klageren med henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende salærtakster og af de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til ophør.

Ankenævnet stadfæster derfor rådets afgørelse.

Herefter bestemmes

Konkurrencerådets afgørelse af 21. april 1993 stadfæstes.

Birgit Grodal Jens Fejø

Poul Sørensen

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Konkurrenceankenævnet, den 10. november 1994.

Jens Denckert

Sekr.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1994-4, s. 394-497

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse, der bemyndiger sekretariatet til at optage forhandlniger med Det Danske Advokat samfund i henhold til konkurrencelovens § 11 med henblik på at søge de skadelige virkninger af de vejledende salærtakster og de begrænsede muligheder for prisannoncering bragt til ophør.

Ankenævnet fandt bl.a., at de liberale erhvervs ikke indtager nogen særstilling ifølge konkurrenceloven.

Endvidere anfører ankenævnet, at uanset Justitsministeriets godkendelse af hjemmelsgrundlaget for vejledende salærtakster er taksternes størrelse nu reelt vedtaget af advokaterne alene. Det forhold at Justitsministeriet har godkendt Advokatsamfundets vedtægter, og at det i disse vedtægter er bestemt, at salærtaksterne vedtages på det almindelige advokatmøde, indebærer ikke en sådan offentlig regulering, at Konkurrencerådet som følge af konkurrencelovens § 2, nr. 1, pkt. 2, er afskåret fra at anvende konkurrencelovens §§ 11-14.