Ansøgning om registrering af varemærket CAPRICE tilbagesendt til Patentdirektoratet til fortsat behandling.
Statutory Text (3 Articles)
Ansøgning om registrering af varemærket CAPRICE tilbagesendt til Patentdirektoratet til fortsat behandling.
År 1994, den 29. juni afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. V 51/92: Klage fra General Motors Corporation, U.S.A., v/Patentbureau Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 9. oktober 1992 af varemærke- ansøgning nr. VA 9099 1988.
Den 29. december 1988 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket CAPRICE (ordmærke) for alle varer i klasse 12.
I skrivelse af 6. februar 1990 udtalte Patentdirektoratet, at det ansøgte varemærke var fundet forveksleligt med det registrerede varemærke VR 1432 1970 CAPRI. Klager fik frist til den 6. juni 1990 til at bringe ansøgningen i orden.
Klageren søgte den 6. juni 1990 om fristforlængelse til den 6. oktober 1990.
Denne frist blev bevilget af direktoratet.
I skrivelse af 4. oktober 1991 anmodede klager om frist til 6. februar 1992 Ford Motor Company Linited.
Klager anførte
».... Som det fremgår af vedlagte kopi af skrivelse af 17. september 1991 fra min amerikanske ordregiver, har indehaverne af den modholdte registrering VR 1432/1970 CAPRI, Ford Motor Company Limited, indvilget i at gøre samtykke til min klients registrering. Jeg regner således med, at kunne fremsende underskreven samtykkeerklæring inden ovennævnte dato....«
Direktoratet meddelte ved skrivelse af 10. oktober 1991 den ansøgte fristforlængelse, men oplyste samtidig, at en senere fristanmodning med samme begrundelse ikke ville blive imødekommet. Samme svar blev af direktoratet givet på klagers anmodning af 4. februar 1992 om frist til den 6. juni 1992.
Klager ansøgte igen den 3. juni 1992 om fristforlængelse til 6. oktober 1992
I skrivelse af 16. juni 1992 fra direktoratet blev den ønskede frist bevilget.
Direktoratet meddelte endvidere klager følgende
»Yderligere frist vil ikke blive givet og samtykkeerklæringen må indsendes inden udløbet af ovennævnte svarfrist, da ansøgningen ellers vil blive afslået.«
I skrivelse af 5. oktober 1992 søgte klager fristforlængelse til 6. februar 1992 på grundlag af samtykkeforhandlinger.
Klager anførte endvidere følgende
»Da samtykket principelt er afgivet håber jeg Direktoratet vil have forståelse for at tildele endnu en fristforlængelse.«
Den 9. oktober 1992 afslog direktoratet ansøgningen under henvisning til varemærkelovens § 15, stk. 1, da det ansøgte mærke var forveksleligt med det tidligere registrerede varemærke VR 1432 1970 CAPRI.
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 9. december 1992 indbragt for Patentankenævnet med anmodning om, at sagen hjemvises til direktoratet til fornyet behandling.
Med skrivelse af 29. april 1993 har klager indsendt original samtykkeerklæring fra indehaverne af VR 1432 1970 CAPRI, Ford Motor Company Limited.
Klager skriver bl.a.
»Da registreringshindringen således ikke længere er til stede, skal jeg høfligst anmode om, at sagen hjemvises til Patentdirektoratet til fornyet behandling.«
I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 1. juni 1993 afgivet følgende udtalelse
...'Det ansøgte mærke CAPRICE blev i sin tid af Direktoratet fundet forveksleligt med det under VR 1432 1970 registrerede mærke CAPRI, hvilket meddeltes ansøger i brev af 6. februar 1990 med en frist til 6. juni 1990 til enten at begrænse ansøgningen eller fremskaffe samtykke fra indehaverne af registreringen.
Efter at Direktoratet havde tilstået ansøger yderligere frist helt til den 6. oktober 1992, afvistes ansøgers begæring af 5. oktober 1992 om yderligere fristforlængelse til 6. februar 1993, hvorefter ansøgningen blev afslået.
Selvom ansøgningen ikke blev i orden inden udløbet af den meget lange frist, der blev givet ansøger, og selvom samtykkeerklæringen ikke blev indsendt indenfor ankefristen, foreligger der imidlertid nu et acceptabelt samtykke fra indehaverne af VR 1432 1970 til registrering af det ansøgte mærke.
Såfremt Patentankenævnet herefter tillader, at sagen tilbagesendes til Direktoratet, skal vi foretage det videre fornødne ....'
Der har ikke været afholdt mundtlig forhandling i sagen.
Ankenævnet skal udtale
Det tiltrædes, at ansøgningen blev afslået, således som sagen forelå oplyst på tidspunktet for direktoratets afgørelse.
Under henvisning til den nu fremsendte samtykkeerklæring fra indehaveren af registrering VR 1432 1970 CAPRI, Ford Motor Company Limited, samt under henvisning til det af direktoratet i skrivelse af 1. juni 1993 anførte finder nævnet at kunne tilbagesende sagen til fortsat behandling i direktoratet.
Herefter bestemmes
Sagen tilbagesendes til fortsat behandling i Patentdirektoratet
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn. Mikkelsen.
Ingen
Ankenævnet tiltrådte Patentdirektoratets afslag, således som sagen forelå oplyst på tidspunktet for afslaget. På baggrund af en under ankesagen fremsendt samtykkeerklæring fra indehaveren af VR 1432 1970 CAPRI tilbagesendtes sagen til Direktoratet til fortsat behandling.