Begæring om genoptagelse af patentansøgning afslået.

Begæring om genoptagelse af patentansøgning afslået.

År 1994, den 3. august afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende KENDELSE

i sagen j.nr. P 14/93: Klage fra Rotor Ventilation A/S, Varde, v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen over Patentdirektoratets afgørelse af 1. juni 1993 af patentansøgning nr. 336 1991.

Den 27. februar 1991 indleverede patentingeniør K. Skøtt-Jensen som patentagent for firmaet Rotor Ventilation A/S en ansøgning om patent på fremgangsmåde til styring af et ventilationsanlæg, navnlig i stalde, samt anlæg til udøvelse af fremgangsmåden.

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 13. marts 1991

»Vi har gennemgået Deres ansøgning med hensyn til de formelle bestemmelser, der skal være opfyldt. Vores bemærkninger i den anledning følger nedenfor.

Følgende forhold bedes bragt i orden senest 1 måned fra i dag

- Grundafgiften på 3250 kr. er ikke betalt.

- Der mangler patentkrav, tegning og sammendrag i 3 eksemplarer.

Hvis vi ikke inden fristens udløb hører fra Dem i anledning af ovenstående, bliver ansøgningen henlagt, d.v.s. behandlingen bliver indstillet. Vi genoptager dog behandlingen, hvis vi senest 4 måneder efter fristens udløb har modtaget Deres svar og 600 kr. i genoptagelsesafgift.

Hvis nævnte forhold ikke bringes i orden ved Deres besvarelse, kan vi afslå ansøgningen.

Følgende forhold beder vi Dem bringe i orden snarest. Det bør dog ske senest samtidig med, at De besvarer første tekniske behandling herfra

- Der mangler fuldmagt for den fuldmægtig, der optræder i sagen.

- Der mangler dokumentation for Deres ret til opfindelsen.«

Den 11. april 1991 fremsendtes patentkrav, tegning og sammendrag i 3 eksemplarer samt en check på 3.250 kr. til dækning af grundafgiften.

Patentkravene var som følger

»1. Fremgangsmåde til styring af et ventilationsanlæg, navnlig i stalde hvor indføringsåbninger for friskluft er udført som ventiler, der holdes lukkede, når staldlufttemperaturen er lavere end fastsat operativt minimum, medens de åbnes på gradueret måde ved en temperaturstigning fra dette minimum til et fastsat operativt maksimum og holdes fuldt åbne ved temperaturer derover, idet tilhørende ventilatorer i anlægget ligeledes styres på gradueret måde, med stigende effekt i det pågældende reguleringsinterval, kendetegnet ved, at ventilerne og ventilatorerne styres efter sådanne respektive karakteristikker, at der ved forekommende luftskifter ved givne temperaturer i reguleringsintervallet opnås modsvarende ønskede trykforskelle mellem yder- og inderluften.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, hvor ventilerne styres i direkte afhængighed af den målte temperatur, kendetegnet ved, at ventilatorerne styres af en indvendig lufttrykmåler gennem en således indrettet styreenhed, at den specifikt fastsatte trykforskel for enhver given temperatur opnås ubetinget.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, hvor reguleringen af ventilerne udføres med tidsforsinkelse i forhold til konstaterede temperaturændringer, kendetegnet ved, at tidsforsinkelsen benyttes ved regulering efter stigende temperatur, men ikke efter faldende temperatur.

4. Ventilationsanlæg til udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1 og således indrettet, at forekommende luftindføringsventiler åbnes på gradueret måde ved optrædende temperaturstigning indenfor et reguleringsinterval, kendetegnet ved, at den tilhørende ventilatorudrustning er forbundet med styreorganer på en sådan måde, at den ved enhver åbningsgrad af ventilerne frembringer en dertil svarende forudbestemt trykforskel mellem inder- og yderluften.

5. Ventilationsanlæg ifølge krav 4, kendetegnet ved, at styreorganerne er operativt forbundet med en lufttrykmåler.

6. Ventilationsanlæg ifølge krav 4, hvor der i styringsforbindelsen mellem en temperaturmåler og styringsmidlerne for ventilerne er indskudt en tidsforsinkelsesenhed, kendetegnet ved, at styringen er således indrettet, at denne enhed udkobles, når der reguleres efter faldende temperatur.

7. Styreenhed til et ventilationsanlæg ifølge krav 4, kendetegnet ved, at den er indrettet til indtastning af et antal ønskede lufttrykværdier for forskellige temperaturer indenfor reguleringsintervallet, og at den er beregnet for tilslutning til en luftrykmåler.«

Den 10. december 1991 anmodede K. Skøtt-Jensen på ansøgerens vegne Direktoratet om at fremskynde nyhedsundersøgelsen i sagen, da resultatet ønskedes anvendt til støtte for afgørelsen af, om tilsvarende ansøgninger skulle indleveres i udlandet.

Den 18. december 1991 udtalte direktoratet med svarfrist til den 18. juni 1992

»1. Vi har behandlet Deres patentansøgning og vurderer, at den indeholder en opfindelse, der kan patenteres. Imidlertid kan vi ikke godkende den nuværende beskrivelse med krav, fordi det meste af det, krav 1 angiver, er kendt.

2. US-A 4.241.871 angiver et apparat af lignende sammensætning og en lignende fremgangsmåde til ventilation af en staldbygning eller lignende som Deres, hvor volumenstrømmens størrelse er temperaturprioriteret, og hvor trykmåleenheden ved hjælp af styreorganer regulerer vægventilernes åbningsareal til opretholdelse af et ønsket indvendigt undertryk, der ved »lavere« temperaturer (»dellast«), opretholder et passende stort undertryk og når temperaturen er »høj« (»fuldlast«) udkobles differenstrykmålingen og der etableres et andet lavere undertryk.

3. Deres opfindelse adskiller sig fra det kendte, så vidt vi kan se, ved at angive en fremgangsmåde til temperaturprioriteret samtidig styring af spjældåbninger og gradueret stigende ventilatoreffekt på i og for sig kendt måde, men hvor ventilatoreffekten samtidigt kan reguleres op eller ned ved hjælp af en trykmåleenhed for at opretholde graduerede forudbestemte ønskede indvendige forudbestemte vacua som funktion af den målte staldtemperaturer i et antal målepunkter. Når staldtemperaturen når over en vis øvre størrelse udkobles trykstyringen og ventilationsåbningsareal, luftskifte samt ventilatoreffekt maksimeres med samtidig reduktion af undertryk.

4. De må opstille et nyt krav 1, der er præciseret og afgrænset over for den fundne kendte teknik og omformulere Deres beskrivelses almindelige del, sådan at den kommer til at svare til det nye krav. Den teknik, der er omtalt i det amerikanske patent, må nævnes i beskrivelsen og det må fremhæves, hvad der er det særlige, der opnås med opfindelsen på baggrund af det kendte.

5. Formelle mangler. Deres nye beskrivelse med nye krav må linjenummereres og må tydeliggøres.

6. De bedes være opmærksom på, at vores grundlag for at bedømme, om opfindelsen er ny, muligvis ikke er helt fuldstændigt på nuværende tidspunkt. Vi skal også tage hensyn til nogle af de ansøgninger, som vi modtager på et senere tidspunkt.

Vi foretager derfor en supplerende undersøgelse, når der er gået ca. 20 måneder efter indleveringen af Deres ansøgning.

7. De er velkommen til at indsende kommentarer, som skal indgå i den videre sagsbehandling. Hvis vi hverken modtager kommentarer eller nye bilag til ansøgningen inden udløbet af den frist, der er nævnt ovenfor, henlægger vi ansøgningen, dvs. vi indstiller behandlingen indtil videre.'

I skrivelse af 1. juli 1992 med en svarfrist til den 18. oktober 1992 meddelte direktoratet, at ansøgningen var henlagt og skrev bl.a.

»Vi genoptager behandlingen, hvis vi inden udløbet af den svarfrist, der er anført ovenfor, har modtaget Deres svar og gebyr på 600 kr. for genoptagelse. De må i Deres svar bringe de forhold i orden, vi har bedt Dem om. I modsat fald bliver ansøgningen endeligt henlagt. De vil ikke få yderligere besked om en eventuel endelig henlæggelse.«

Ved skrivelse af 1. februar 1993 klageren om genoprettelse af ansøgningen som følger

»Denne ansøgning er blevet endeligt henlagt d. 18/10-92 på grund af manglende besvarelse, men det har nu vist sig, at dette beror på en fejl internt i ansøgerens virksomhed, og på den baggrund indgives der hermed begæring om g e n o p r e t t e l s e

af ansøgningen. Det tilhørende gebyr såvel som den forfaldne genoptagelsesafgift er d.d. indbetalt på Deres girokonto.

Vi fremsendes vedlagt nye patentkrav, der er præciseret overfor det modholdte, samt et udkast til den del af beskrivelsesindledningen, som forklarer hovedkravet på baggrund af det modholdte. Vi påregner, at yderligere forklaring vil være unødvendig.

Vi anmoder om en frist til indgivelse af nærmere begrundelse for begæringen om genoprettelse.«

Som svar herpå udtalte direktoratet i skrivelse af 5. februar 1993 følgende

»Vi har modtaget Deres begæring om genoprettelse af ansøgningen, hvori De anmoder om yderligere frist til at fremkomme med en nærmere redegørelse.

De må senest 1 måned fra dato indlevere en redegørelse, der detaljeret begrunder og om muligt dokumenterer Deres begæring om genoprettelse.

Hører vi ikke fra Dem inden fristen udløb, vil Deres begæring om genoprettelse blive afgjort på det foreliggende grundlag, hvilket formentlig vil medføre, at den ikke vil kunne imødekommes.«

Den 5. marts 1993 udbad klageren sig endnu en måneds fristforlængelse med følgende begrundelse

»Det har på grund af ejerskifte hos ansøgeren været vanskeligt for de implicerede at finde tid til en fornøden indgående behandling af nærværende sag. Ejerskiftet med tilhørende reorganisering af indtil flere selskaber er nu deklareret ved en cirkulæreskrivelse af 23/2-93, og det er stillet i udsigt, at der nu igen vil være ro og tid til det mindre hektiske arbejde.«

Direktoratet afslog i skrivelse af 1. juni 1993 begæring om genoprettelse og skrev

»De har i henhold til patentlovens § 72 begæret genoprettelse af Deres rettigheder i patentansøgning nr. 0336/91. Rettighederne er bortfaldet som følge af Deres manglende besvarelse i henhold til patentlovens § 15.

Deres begæring om genoprettelse kan ikke imødekommes.

Baggrunden herfor er, som anført i vor telefonsamtale den 24 maj 1993, at De ikke på trods af den besvarelsesfrist, som direktoratet har meddelt Dem, har indleveret en nærmere begrundelse for Deres begæring om genoprettelse eller iøvrigt nærmere belyst de omstændigheder, der har ført til, at De ikke rettidigt i henhold til patentlovens § 15 har besvaret vore breve af 18 dec 1991 og 01 jul 1992.«

Med skrivelse af 5. juli 1993 fremsendte klageren en nærmere begrundelse for anmodningen om genoprettelse og en sagsfremstilling fra ansøgeren. I skrivelse anførte klageren

» Genoptagelsessager PA 6504/87 og 0336/91 .

I ovennævnte sager har vi modtaget Deres reelt enslydende afslagsskrivelser af 01.06.93. Skrivelserne har bombet os lidt bagud i sagsforløbet, idet vi jo havde en telefonisk aftale om, at der herfra kunne reageres frem til den 01.06.93. Faktisk reagerede vi pr. 01.06.93, ved fax af samme dato, og vi anser det for helt givet, at Deres skrivelser er udfærdiget og afsendt, uden af De har været klar over, at der dog fremkom en reaktion på den aftalte dato. Reaktionen var vel ikke i sig selv fyldestgørende, men den var dog tilstrækkelig til at bebude, at der nu kunne ske noget i begge sagerne med en kort tidshorisont.

På baggrund af telefonsamtalen anser vi det for givet, at De ikke ville have sendt afslagsskrivelserne, hvis De forinden var informeret om den rettidigt indfaxede besked herfra.

Vi føler os derfor sikre på, at De vil kunne acceptere en hermed foreslået mellemløsning, ifølge hvilken De vil have mulighed for at tilbagekalde det meddelte afslag, ifald de hermed indleverede nærmere begrundelser måtte gøre det klart, at afslagene bør ophæves, medens vi på den anden side må acceptere de meddelte frister for indgivelse af anke i den udstrækning, De efter nærmere sagsbehandling må fastholde afslagene. De optrædende ansøgere har trods alt betalt det foreskrevne gebyr for en nærmere behandling af deres sager.

Vi tillader os derfor at forvente, at vi i begge sager modtager Deres stillingtagen i det mindste nogle dage før ankefristens udløb pr. 01.08.93.«

Direktoratet svarede i skrivelse af 12. juli 1993 som følger

»I Deres brev anfører De, at De anser det for givet, at direktoratet ikke ville have meddelt Dem afslag på Deres begæring om genoprettelse, såfremt vi havde været klar over, at De samme dag, som direktoratet fremsendte sit afslag, fremsendte en telefax, hvori De oplyste at kunne indlevere en begrundelse for Deres begæring om genoprettelse indenfor en uge.

Vi må imidlertid fastholde vor afgørelse af 1. juni 1993.

Den 2. februar 1993 modtager direktoratet Deres begæring om genoprettelse i henhold til patentlovens § 72, hvori De samtidigt anmoder om en frist på 2 måneder til at fremkomme med en nærmere begrundelse for Deres begæring. Direktoratet meddeler Dem herefter en frist indtil den 5. marts 1993.

Den 5. marts 1993 anmoder De om en yderligere frist på 1 måned som følge af, at ejerskifte og reorganisering i Rotor Ventilation A/S har vanskeliggjort sagsforløbet.

Mandag, den 24. maj 1993 meddeler vi Dem telefonisk, at såfremt vi ikke i løbet af denne uge modtager en nærmere begrundelse for Deres begæring om genoprettelse, må vi afslå begæringen. Den 1. juni 1993 fremsender De - ikke en begrundelse - men en meddelelse om, at De vil kunne indlevere en fyldig begrundelse indenfor en uge.

Det er korrekt, at Deres telefax og vort brev af samme dato har krydset hinanden. Dette ændrer imidlertid ikke på det faktum, at De allerede på dette tidspunkt har overskredet den frist, vi aftalte telefonisk, ligesom Deres telefax af 1. juni 1993 fortsat ikke indeholder nogen begrundelse. På dette tidspunkt er der således forløbet næsten 4 måneder fra Deres begæring om genoprettelse blev fremsat, uden at De nærmere har kunnet belyse eller begrunde de omstændigheder, der førte til fristoverskridelsen.

Først den 5. juli 1993 fremsender De en nærmere begrundelse, hvoraf det fremgår, at fristoverskridelsen skyldtes manglende reaktioner fra ansøgeren på Deres fax af 5. maj og 8. oktober 1992, hvori De gør opmærksom på henlæggelsesfristen. Ansøgerens manglende reaktion skyldtes, at Deres fax i hvert fald for så vidt angår fax af 8. oktober 1992, var midlertidigt forsvundet hos ansøgeren. Af både Deres brev og det fra ansøgeren vedlagte brev af 27. maj 1993 til Dem, fremgår det imidlertid, at man allerede omkring jul 1992 har været fuldt ud bekendt med årsagen til fristoverskridelsen. På trods af dette, har De imidlertid først den 5. juli 1993, og efter direktoratets afslag på Deres begæring, nærmere belyst de omstændigheder der var skyld i fristoverskridelsen.«

I anledning af ovennævnte fremsatte klageren i skrivelse af 15. juli 1993 følgende bemærkninger

»Jeg har modtaget Deres brev af 12.ds. og må skarpt protestere mod den måde, hvorpå De omtaler den sidst aftalte frist i sagen. Der var ikke tale om nogen »telefonisk meddelelse om, at der skulle reageres i løbet af ugen«. Der var tale om en nominelt venlig forespørgsel til sagerne, som mundede ud i en aftale om en frist. Det er muligt, at De ville have meddelt en frist, hvis det ikke kom til nogen aftale: men efter samtalens karakter var det også en mulighed, at vi kunne have aftalt 10 dage eller noget andet. Dette er dog ikke afgørende her.

Det afgørende er, at aftalen - eller beskeden, om De vil - ordret lød på, at De ville »afgøre sagen hvis der ikke skete mere inden for en frist på en uge«! En uge til mandag d. 24.05.93 er efter sædvanlig målestok mandag d. 31.05.93, som imidlertid var 2. pinsedag, hvorfor jeg selvsagt opfattede fristdatoen som tirsdag d. 01.06.93. Den dag reagerede jeg ved en faxbesked om, at der nu faktisk »skete mere«. På baggrund af den venlige samtale var jeg sikker på, at en sidste uge - trods alt - kunne tolereres, og det er klart, at jeg var yderst opmærksom på sagen og havde gode grunde til at bekræfte, at sagen nu kunne færdiggøres om ganske få dage. Det kunne den rent faktisk, og det er givet, at den indirekte udbedte slutfrist var blevet overholdt, hvis Deres afslag ikke var dukket så utidigt op.

Jeg hævder på det bestemteste at have overholdt den aftalte frist, og jeg har endda en tro på, at De i det mindste ville have udsat afgørelsen en uges tid, hvis De havde modtaget min sidste fax, inden De konciperede afgørelsen. De har helt tydeligt været irriteret over, at jeg tilsyneladende ikke reagerede på den aftalte frist: men det gjorde jeg faktisk!

De kan nu belejligt se det hele i et stort bakspejl: men reelt var der tale om en ultrabureaukratisk hændelse, som ligeså godt kunne være faldet anderledes ud, og jeg mener fortsat, at ansøgeren har lov til at forvente, at De tager stilling til sagen og eventuelt ophæver afgørelsen.'

Direktoratet fastholdt i skrivelse af 22. juli 1993 sin afgørelse og henviste i det hele til direktoratets brev af 12. juli 1993.

Denne afgørelse indbragte klageren den 2. august 1993 for Patentankenævnet og anførte i skrivelse af 11. oktober 1993 til støtte for anken

»Vi må med beklagelse tage til efterretning, at Patentdirektoratet har truffet afgørelse »på det foreliggende grundlag«, uden hensyntagen til den indleverede nærmere redegørelse af 05.07.93, idet denne - trods meget modstridende opfattelser - anses for at være indkommet for sent i forhold til en officiel fristsætning i sagen. Der henvises herved til PL § 15, som dog ikke synes helt relevant, da der herved skal være tale om et forhold, som udløser en mulighed for genoptagelse med en ekstra frist.

Imidlertid kan vi dårligt anfægte Direktoratets ret til at afgøre sagen på det foreliggende grundlag, uanset om sædvanlig praksis er fulgt eller ikke fulgt, og vi må derfor anmode Ankenævnet om at tage stilling til sagen på baggrund af den allerede indleverede nærmere redegørelse af 05.07.93 med bilag. Vi kan blot tilføje, at der ikke siden er tilkommet yderligere relevante oplysninger.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. april 1994.

Klageren gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Ingen

Genoprettelsesbegæring afslået, da patentansøgeren fandtes ikke at have udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af ham.