Afslag på ansøgning om patent på grundlag af en væsentlig udvidelse af beskyttelsesomfanget.
Statutory Text (3 Articles)
Afslag på ansøgning om patent på grundlag af en væsentlig udvidelse af beskyttelsesomfanget.
År 1994, den 17. juni afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, L Herborg, Lindberg Møller, Ansgar Sørensen)
følgende KENDELSE
i sagen j.nr. P 4/92 Klage fra Novo Nordisk A/S, Bagsværd, over Patentdirektoratets afgørelse af 10. januar 1992 af patentansøgning Nr. 4409/85.
Den 30. september 1985 indleverede klageren en ansøgning om patent angående en nærmere beskrevet enzymatisk proces.
Patentdirektoratet afslog efter en forudgående betænkning ansøgningen med følgende begrundelse
» 1. Formålet med opfindelsen er at omdanne et dinitril til den tilsvarande cyanocarboxylsyre eller det tilsvarende cyanocarboxylsyreamid ved selektiv omdannelse af kun den ene af nitrilgrupperne i dinitrilet.
Fremgangsmåden karakteriseres i krav 1 alene ved, at dinitrilet behandles med en mononitrilase, dvs. med et enzym, som er i stand til selektivt at omdanne den ene nitrilgruppe.
Det må fastholdes, at krav 1 er ubestemt og ønskeagtigt og ikke karakteriserer en bestemt patenterbar opfindelse.
2. Kravet er ikke som forlangt begrænset til anvendelsen af sådanne nitrilaser, for hvilke det er sandsynliggjort, at de kan bevirke den tilstræbte omdannelse, dvs. til angivelse af de nødvendige tekniske ejendommeligheder til opnåelse af den tilsigtede virkning. Uden en sådan begrænsning angår krav 1 ikke en bestemt opfindelse, idet det nye og ejendommelige ved den omhandlede fremgangsmåde må søges i den konkrete angivelse af anvendelige enzymer og ikke i den mere abstrakte angivelse af, at anvendelige enzymer (dvs. mononitrilaser) eksisterer, jfr. også patentankenævnets afgørelse af 28. maj 1975 i Deres patentansøgning nr. 4568/68.
Ansøgning har derfor ikke kunnet imødekommes i det begærede omfang.«
Den 20 september 1988 indklagede ansøgeren afslaget for Patentankenævnet og medsendte følgende begrænsede patentkrav
»1. Fremgangsmåde til omdannelse af et dinitril til den tilsvarende cyanocarboxylsyre eller det tilsvarende cyanocarboxylsyreamid, kendetegnet ved at dinitrilet behandles med en af bakteriestammerne Brevibacterium NCIB 12072 (CBS 498.74) eller Bacteridium NCIB 12067 (CBS 496.74) eller med et nitrilaseholdigt enzymprodukt isoleret herfra.
2. Fremgangsmåden ifølge et hvilket som helst af de foregående krav, kendetegnet ved at dinitrilen (formel IV) er prochiral, og det ønskede produkt (formel V) er chiralt.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved at det nitrilaseholdige enzymprodukt er et immobiliseret enzym.«
Vedrørende patentkravene bemærkede klager følgende
».....Vi begrænser hermed ansøgningen til den i vedlagte nye patentkrav angivne opfindelse. De pågældende patentkrav er identiske med de patentkrav, som Patentdirektoratet syntes, opfindelsen skulle præciseres til.
Såfremt Ankenævnet også ønsker tilsendt en ny beskrivelse, der er nøje tilpasset i overensstemmelse med vedlagte nye patentkrav, inden De ønsker at træffe afgørelse, kan vi efter opfordring hurtigt tilsende Dem en sådan.....«
Ved brev af 29. december 1988 udbad Ankenævnet sig en udtalelse fra Direktoratet.
Den 19. januar 1989 svarede Direktoratet følgende
»Direktoratet kan bekræfte, at de patentkrav, ansøgeren nu har fremsendt til Patentankenævnet med brev af 20 sep 1988 er præciseret som forlangt i vores brev af 16 sep 1986 til ansøgeren. Hvis dette kravsæt havde været sendt til os som svar på vores 1. tekniske behandling, havde vi ikke afslået ansøgningen. Vi havde i stedet bedt ansøgeren om at korrigere henvisningen i krav 2's indledning og udelade de to paranteser i krav 2's kendetegnende del, samt fremsende en efter kravene tilpasset beskrivelse.«
Den 6. december 1989 fremsendte klager forslag til ændret beskrivelse og til mindre ændringer i kravsættet.
Den 29. juni 1990 afsagde Ankenævnet følgende kendelse i sagen
».....Under hensyn til direktoratets skrivelse af 19. januar 1989 og klagerens skrivelse af 6. december 1989 findes sagen at kunne tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på det for ankenævnet tilvejebragte grundlag.«
Patentdirektoratet skrev den 14. september 1990 følgende til klager med en frist på 2 måneder til besvarelse
»Da Patentankenævnet ved sin kendelse har bestemt, at ansøgningen skal sendes til fortsat behandling hos os, beder vi Dem foretage følgende af hensyn til denne behandling
De bedes tydeliggøre beskrivelse med krav, dateret 30 nov 1989, (fremsendt med Deres brev, dateret 06 dec 1989), under hensyntagen til de vedføjede bemærkninger.«
Da klager ikke havde svaret inden den fastsatte frist, meddelte Patentdirektoratet i skrivelse af 5. december 1990, at ansøgningen var henlagt, men ville kunne genoptages, hvis anmodning herom og genoptagelsesafgift var modtaget inden den 14. marts 1991.
Klager anmodede ved skrivelse af 13. marts 1991 om genoptagelse af sagen. Vedlagt var en ny beskrivelse og følgende nye patentkrav
»1. Fremgangsmåde til omdannelse af et dinitril til den tilsvarende cyanocarboxylsyre eller det tilsvarende cyanocarboxylsyreamid, kendetegnet ved at dinitriletbehandles med en af bakteriestammerne Bacteridium NCIB 12067 (CBS 496.74), Bacillus NCIB 12068 (CBS 494.74), Bacteridium NCIB 12069 (CBS 495.74), NCIB 12070 (LMD 79.2), Brevbacterium NCIB 12071 (CBS 717.73), Brevibacterium/Rhodococcus NCIB 12072 (CBS 498.74) eller Micrococcus NCIB 12073 (CBS 479.74) eller med et itrilseholdigt enzymprodukt isoleret herfra.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved at dinitrilen er prochiral, og det ønskede produkt er chiralt.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved at det nitrilaseholdige enzymprodukt er et immobiliseret enzym.«
Klager anførte endvidere
».....Som det fremgår af vedlagte kopi af vort manuskript til den nye beskrivelse, er der ikke indført noget utilladeligt nyt i beskrivelsen. I øvrigt bemærker vi følgende
Denne sag er desværre ikke blevet behandlet på den mest hensigtsmæssige måde, idet ansøgningen blev afslået efter første betænkning, og idet afslaget var formuleret på en sådan måde, at undertegnede fandt det uhensigtsmæssigt over for Patentankenævnet at argumentere for patentkrav i det omfang, som vi er berettiget til. Det aspekt, som endnu ikke er belyst tilstrækkeligt, er definitionen af de anvendelige bakteriestammer. Ifølge Ankenævnets kendelse skulle vi i hvert fald kunne opnå patent på fremgangsmåder under anvendelse af bakteriestammerne NCIB 12072 og 12067. Som det fremgår af side 5, linie 25 og 26 i den oprindeligt indleverede engelsksprogede beskrivelse, har vi redeponeret 7 organismer, nemlig NCIB 12067 - 12073. Der synes følgelig ikke at være grundlag for at forlange, at ansøgningen begrænses til en fremgangsmåde, ved hvilken der kun anvendes bakteriestammerne 12072 og 12067, idet de ligeledes deponerede bakteriestammer 12068 - 12071 og 12073 på tilsvarende måde kan anvendes ved fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse.
De deponerede organismer er ifølge US patentskrift nr. 4.001.081, spalte 5, linie 38 - 45, samt Adv. Biochem. Eng. 14 (1980), 15, 22 og 26, karakteriseret til at være Bacteridium, Bacillus, Brevibacterium og og Micrococcus. Som angivet i indledningen af eksempel 1 i den foreliggende ansøgning er en af de deponerede Brevibacterium også klassificeret som Rhodococcus. Organismerne i eksemplerne 29 og 30 er Rhodococcus erythropolis.
Til orientering vedlægges engelsksprogede tabeller III - V.
Det nye hovedkrav er formuleret under hensyntagen til ovenstående fakta.
Bortset fra udvidelsen med hensyn til de anvendelige bakteriestammer er den nye beskrivelse formuleret i nøje overensstemmelse med Deres ønsker.
Såfremt ansøgningen ikke nu er i en form, der kan godkendes til fremlæggelse, anmoder vi i overensstemmelse med EPO-praksis om
1) telefonisk oplysning om den eller de ønskede ændringer.
2) en yderligere betænkning eller
3) et møde til drøftelse af eventuel uoverensstemmelse,
idet den foreliggende besvarelse ikke, korrekt kan medføre et afslag og en deraf følgende gentagen behandling for Patentankenævnet.«
Direktoratet afgav i skrivelse af 4. november 1991 følgende betænkning
»1. I sin kendelse af 29 jun 1990 vedrørende ovennævnte patentansøgning udtaler Patentankenævnet på side 6 nederst, at sagen findes »at kunne tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på det for ankenævnet tilvejebragte grundlag« (understregningen foretages af os).
2. Som vor tekniske konsulent også har meddelt Dem telefonisk, kan vi herefter ikke behandle et patentkrav, der har et bredere omfang end det, der lå til grund for ankenævnets kendelse.
3. De må derfor tydeliggøre den beskrivelse med krav, der har foreligget for ankenævnet, som forlangt i vort brev af 14 sep 1990.
4. De er velkommen til at indsende kommentarer, som skal indgå i den videre sagsbehandling. Hvis vi hverken modtager kommentarer eller nye bilag til ansøgningen inden udløbet af den frist, der er nævnt ovenfor, henlægger vi ansøgningen, dvs. vi indstiller behandlingen indtil videre.'
Klager fremkom i skrivelse af 19. december 1991 med følgende bemærkninger
»Hovedkravet i den foreliggende ansøgning angår en fremgangsmåde, ved hvilken der anvendes et enzym, som er dannet af en af 7 specifikt angivne og deponerede mikroorganismer. Ifølge Patentankenævnets afgørelse er den foreliggende ansøgning hjemsendt til Patentdirektoratet til fortsat behandling, hvilket bl.a. skyldes, at Patentankenævnet ikke på det forelagte grundlag kunne se noget til hinder for, at vi skal have patentbeskyttelse for en fremgangsmåde, ved hvilken der anvendes et enzym, der er udvundet fra 2 af de specifikt angivne og deponerede mikroorganismer. Patentankenævnet har ikke taget stilling til, om kravet korrekt kan formuleres på en anden måde (og det skulle ankenævnet heller ikke tage stilling til). Patentankenævnet har heller ikke taget stilling til, om der i ansøgningen var basis for et bredere krav, i hvilket der nævnes andre end de to mikroorganismer (og det er ankenævnet heller ikke blevet anmodet om at tage stilling til).
Der kan ikke ud fra en teknisk vurdering af sagen findes en saglig begrundelse for ikke at godkende et krav, hvori alle 7 deponerede mikro-organismer er nævnt.
I punkt 2 i Deres skrivelse henviser De til, at Deres tekniske konsulent telefonisk har meddelt os, at De ikke kan behandle et patentkrav, der har et bredere omfang end det, der lå til grund for ankenævnets kendelse. Dette er ikke nogen begrundelse, men blot en konklusion, og der synes i Deres skrivelse at mangle en begrundelse. I øvrigt er det problem, som Deres tekniske konsulent har beskæftiget sig med, ikke et teknisk problem, men et rent juridisk problem, og vi vil foreslå, at sagen forelægges en retskyndig, eller at De indhenter en udtalelse fra Patentankenævnet, medmindre vi får medhold i nedenstående påstand.
Vedrørende bemærkningen i punkt 1 af Deres skrivelse skal det tilføjes, at Patentankenævnet øjensynligt har fundet det overflødigt at tilføje en sætning med omtrentligt følgende indhold, som er analogt med sætninger, der findes i andre af ankenævnets afgørelser (f.eks. P 41/88)
»Det bemærkes, at nævnet ikke herved (dvs. hjemsendelsen) har taget stilling til, hvorvidt patent bør meddeles, eller om kravet bør omformuleres, eventuelt således, at....«
Med en i afsnit 1 af Deres skrivelse foretagne understregning synes De at have foretaget en næppe tilsigtet omformulering af det, som ankenævnets afgørelse gik ud på. Som alternativ til ankenævnets fuldt korrekte formulering kunne ankenævnet have valgt følgende formulering, nemlig at sagen findes »at kunne tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling, f.eks. med udgangspunkt i det for ankenævnet tilvejebragte grundlag«.
Mogens Koktvedgaard og Lise Østerborg skriver følgende side 131 i Patentloven, 1979, 2. reviderede udgave
» Patentankenævnet virker alene som klageinstans«, jfr. Patentlovens § 7, stk. 1 (understregningerne foretaget af os).
Det pågældende citat, der er i nøje overensstemmelse med øvrig dansk forvaltningspraksis, viser klart, at det ikke er korrekt at fortolke Patentankenævnets afgørelse så restriktivt, som den af Dem foretagne understregning kan give udtryk for.
Det er vores påstand, at de foreliggende patentkrav skal underkastes en teknisk vurdering af, hvorvidt hovedkravet, i hvilket der er nævnt 7 specifikke, deponerede mikroorganismer, opfylder Patentlovens bestemmelser, især Patentlovens §§ 1 og 2.'
Patentdirektoratet afslog ved skrivelse af 10. januar 1992 ansøgningen og udtalte
»....2. Patentankenævnet har i sin kendelse af 29 jun 1990 udtalt, at sagen findes »at kunne tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på det for ankenævnet tilvejebragte grundlag«. Det for ankenævnet tilvejebragte grundlag var den beskrivelse med krav (dateret 30 nov 1989), som De fremsendte med Deres brev af 06 dec 1989 til ankenævnet.
3. Vi har behandlet ansøgningen på dette grundlag og i vort brev af 14 sep 1990 bedt Dem foretage nogle tydeliggørelser i den nævnte beskrivelse med krav.
4. Som svar på vort brev af 14 sep 1990 har De med Deres brev af 13 mar 1991 fremsendt en beskrivelse med et krav 1, der betegner en væsentlig udvidelse af beskyttelsesomfanget i forhold til det for ankenævnet tilvejebragte grundlag.
5. Som vi meddelte Dem i vort brev af 04 nov 1991, kan vi efter ankenævnets ovenfor citerede udtalelse ikke behandle et patentkrav, der har et bredere omfang end det, der lå til grund for ankenævnets kendelse.
6. Vi bemærker til Deres anbringender i brev af 19 dec 1991, at vi har lagt den nøjagtige formulering af Patentankenævnets kendelse til grund for den fortsatte behandling og ikke, hvad ankenævnet eventuelt kunne have tilføjet til sin udtalelse eller kunne have valgt som alternativ formulering, samt at sagen på ethvert trin har været behandlet i overensstemmelse med direktoratets interne arbejdsgange.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 9. marts 1992 indbragt for Patentankenævnet.
Klageren anfører bl.a.
»Patentdirektoratet har tidligere afslået ansøgningen, nemlig den 26. juli 1988, og ifølge Patentankenævnets kendelse dateret 29. juni 1990 fik vi medhold i vores klage, idet Patentankenævnets kendelse gik ud på, at sagen findes at kunne tilbagesendes til Direktoratet til fortsat behandling.
Under den efterfølgende behandling i Patentdirektoratet udvidede vi patentkravene til noget, som der ubestrideligt er fuld basis for i basisdokumentet (den oprindeligt indleverede, danske beskrivelse). En sådan udvidelse af patentkravene under behandlingen i Patentdirektoratet er i nøje overensstemmelse med Mogens Koktvedgaard's og Lise Østerborgs Patentloven , 1979, 2. reviderede udgave, side 131, hvor der står følgende
» Patentankenævnet virker alene som klageinstans, jfr. stk. 2« i Patentlovens § 7, (understregningerne foretaget af os).
Konklusionen i ovennævnte kommenterede patentlov af professor Koktvedgaard og Patentdirektoratets kontorchef Østerborg er i overensstemmelse med en sætning, som findes i mange ankenævnsafgørelser, nemlig: »Det bemærkes, at nævnet ikke herved (d.v.s. hjemsendelsen) har taget stilling til, hvorvidt patent bør meddeles, eller om kravet bør omformuleres, evt. således at....«
Patentankenævnet har sandsynligvis fundet en sådan tilføjelse i ovennævnte kendelse overflødig.
I Patentdirektoratets afgørelse dateret 10. januar 1992 findes ingen argumenter for, at man ikke skal følge den praksis, som er nævnt i ovennævnte, kommenterede Patentlov.
Vores principale påstand er, at ansøgningen tilbagesendes til Direktoratet til fortsat behandling, idet nævnet ikke dermed har taget stilling til, hvorvidt patent bør meddeles og i bekræftende fald, hvorledes kravene skal formuleres.'
Med skrivelse af 16. juni 1992 har klager fremsendt følgende 3 alternative kravsæt.
»Kravsæt A
1. Fremgangsmåde til omdannelse af et dinitril til den tilsvarende cyanocarboxylsyre eller det tilsvarende cyanocarboxylsyreamid, kendetegnet ved at dinitrilet behandles med en bakteriestamme fra en af slægterne Bacteridium,-Bacillus, Brevibacterium, Rhodococcus eller Micrococcus eller med et nitrilaseholdigt enzymprodukt isoleret herfra.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved at dinitrilet er prochiralt, og det ønskede produkt er chiralt.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at det nitrilaseholdige enzymprodukt er et immobiliseret enzym.
Kravsæt B
1. Fremgangsmåde til omdannelse af et dinitril til den tilsvarende cyanocarboxylsyre eller det tilsvarende cyanocarboxylsyreamid, kendetegnet ved at dinitrilet behandles med en af bakteriestammerne Bacteridium NCIB 12067 (CBS 496.74), Bacillus NCIB 12068 (CBS 494.74), bacteridium NCIB 12069 (CBS 495.74), NCIB 12070 (LMD79.2), Brevibacterium NCIB 12071 (CBS 717.73), Brevibacterium/Rhodococcus NCIB 12072 (DBS 498.74) eller Micrococcus NCIB 12073 (CBS 497.74) eller med et nitrilaseholdigt enzymprodukt isoleret herfra.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved at dinitrilet er prochiralt, og det ønskede produkt er chiralt.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved at det nitrilaseholdige enzymprodukt er et immobiliseret enzym.
Kravsæt C
1. Fremgangsmåde til omdannelse af et dinitril til den tilsvarende cyanocarboxylsyre eller det tilsvarende cyanocarboxylsyreamid, kendetegnet ved at dinitrilet behandles med en af bakteriestammerne Brevibacterium/Rhodococcus NCIB 12072 (CBS 498.74) eller Micrococcus NCIB 12073 (CBS 497.74) eller med et nitrilaseholdigt enzymprodukt isoleret herfra.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved at dinitrilet er prochiralt, og det ønskede produkt er chiralt.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved at det nitrilaseholdige enzymprodukt er et immobiliseret enzym.«
Samtidig har klager resumeret sagen og endvidere bl.a. anført følgende
»....I visse af Ankenævnets kendelser, ifølge hvilke »sagen tilbagesendes til Direktoratet til fortsat behandling« bemærkes det specifikt, »at Nævnet ikke herved har taget stilling til, hvorvidt patent bør meddeles, eller om kravet bør omformuleres«. Det forhold, at Ankenævnets første kendelse i den foreliggende sag ikke (tilfældigvis) indeholder en sådan passus, kan ikke ubetinget medføre, at ansøgeren ikke har ret til at udvide patentkravet til noget, som der med sikkerhed er basis for i den oprindeligt indleverede basisbeskrivelse.
Såfremt vi - mod forventning - ikke får medhold i, at ansøgningen atter skal hjemsendes til Direktoratet, er dette også en klage over, at Direktoratets seneste afslag reelt ikke indeholder en begrundelse for afgørelsen. En henvisning til en telefonsamtale mellem en »teknisk konsulent« og undertegnede vedrørende et utvivlsomt rent juridisk aspekt kan ikke anses for tilstrækkeligt.
Den klareste dokumentation for, at Patentdirektoratets afslag er forkert, findes i den seneste udgave af den kommenterede Patentlov 1979, 2. reviderede udgave, som er udarbejdet af professor, dr.jr. Mogens Koktvedgaard og Patentdirektoratets hidtidige juridiske konsulent, kontorchef Lise Østerborg, som side 131 skriver følgende
» Patentankenævnet virker alene som klageinstans« (Understregningerne er foretaget af undertegnede). Det pågældende citat er i nøje overensstemmelse med øvrig dansk forvaltningspraksis.
Som udgangspunkt for Ankenævnets fortsatte behandling af sagen vedlægger vi 3 alternative kravsæt betegnet A, B og C. I kravsæt A svarer hovedkravet til de krav, vi har fået godkendt i den tilsvarende europæiske patentansøgning, kravsæt B er de krav, som Patentdirektoratet har afslået i sin seneste kendelse, og kravsæt C er krav, som Patentdirektoratet hele tiden har villet acceptere. I alle 3 kravsæt er underkravene ens.
Vi anmoder om, at Ankenævnet beslutter, at ansøgningn skal hjemsendes til Patentdirektoratet til videre behandling, idet ansøgningen synes at indeholde noget opfinderisk ejendommeligt, og måske med en tilføjelse om, at Nævnet ikke herved har taget stilling til, hvorvidt patent bør meddeles, eller om kravet bør omformuleres, evt. udvides inden for rammerne af basisbeskrivelsen.'
Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 22. marts 1994.
For klageren mødte cand. jur. Torsten Nørgaard.
Klageren henviste navnlig til, at der i forbindelse med den oprindelige ansøgning blev deponeret 7 mikroorganismer, og at en omformulering af kravene ikke går ud over basisdokumenterne. Ankenævnet virker alene som klageinstans og kan derfor alene antages at have taget stilling til, om begrundelsen fra det oprindelige afslag var korrekt, men ikke, om der kan meddeles patent på de to yderligere organismer.
Ankenævnet skal udtale
Grundlaget for Ankenævnets afgørelse af 29. juni 1990 var de med klagerens skrivelse af 20. september 1988 fremsendte patentkrav, hvorved ansøgningen udtrykkeligt begrænsedes til den med disse nye patentkrav angivne opfindelse. Dette findes at være en bindende proceserklæring, som afskærer ansøgeren fra efter Ankenævnets afgørelse at udvide ansøgningens omfang.
Direktoratets afslag på det nu ansøgte findes derfor at burde stadfæstes.
Det bemærkes, at nærværende afgørelse ikke er til hinder for, at der meddeles patent på grundlag af kravene af 20. september 1988, Direktoratets skrivelse af 19. januar 1989 og klagerens skrivelse af 6. december 1989.
Herefter bstemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans. Chr. Thomsen. L. Herborg B. Lindberg Møller. Ansgar Sørensen.
Ingen
En ansøgning om patent på omdannelsen af et dinitril til den tilsvarende cyanocarboxylsyre eller det tilsvarende cyanocarboxylsyreamid ved selektiv omdannelse af kun den ene af nitrilgrupperne i dinitrilet tidligere afslået af Patentdirektoratet og anket af ansøger. Ankenævnet havde udtalt, at sagen kunne »tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling på det for ankenævnet tilvejebragte grundlag«.
Direktoratet afslog efterfølgende ansøgningen, da en efter tilbagesendelsen foretaget ændring af krav 1 var en væsentlig udvidelse af beskyttelse som fanget i forhold til det for ankenævnet tilvejebragte grundlag. Ankenævnet stadfæstede Direktoratets afgørelse, men bemærkede, at afgørelsen ikke var til hinder for, at der meddeltes patent på grundlag af patentkravene, som de fremstod før ovennævnte ændring af krav 1.