Manglende omhu samt god revisorskik.
Statutory Text (3 Articles)
Manglende omhu samt god revisorskik.
Under denne sag har Lise-Lotte og Finn Westh ved skrivelse af 5.
august 1993 anmodet nævnet om at tage stilling til en klage over registreret revisor Lennart Gutfelt vedrørende den revisorassistance, klagerne og deres nystartede virksomhed Westh & Westh ApS har fået af indklagede, herunder indklagedes mangel på samarbejdsvilje i forbindelse med klagernes skifte af revisor fra indklagede til et andet firma.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Lennart Gutfelt blev optaget i registeret for registrerede revisorer den 6. september 1989.
Det fremgår af sagen, at indklagede i august 1989 blev antaget som revisor for klageren Finn Wesths personlige firma »Psykologisk rådgivning Finn Westh«. I tilknytning hertil opstod der overvejelser om at lade klagerne danne et anpartsselskab, der skulle overtage klagernes ejerlejlighed - beliggende Østbanegade 5.
Det fremgår herom af en skrivelse af 14. august 1989 fra indklagede til klagerne
» Vedlagt returneres, med tak for lån, jeres regnskaber for 1988.
Lad mig for god ordens skyld kort gentage de indgåede aftaler. ...
- Jeg udbeder mig det lokale skattevæsens syn på den påtænkte overdragelse af lejligheden til et til formålet stiftet ApS. - Jeg modtager hvert kvartal den edb-behandlede bogføring til gennemsyn. - Honoraret for udarbejdelse af personlige regnskaber samt firmaregnskab i selvstændigt regi overstiger ikke kr. 12.000 under forudsætning af, at grundmaterialet er i god og ordentlig stand.
...«.
Pr. 1. november 1989 blev herefter underskrevet et stiftelsesdokument for det nye selskab, Westh og Westh ApS, som stiftedes ved kontant indbetaling af kr. 80.000, tilvejebragt via selskabets kassekredit. Efter stiftelsen blev en række aktiv- og passivposter overdraget fra den personlige virksomhed til selskabet. Selskabets regnskabsår blev fastlagt til 1. maj - 30. april, med første regnskabsår fra 1. november 1989 - 30. april 1991.
Ved brev af 25. november 1991 meddelte indklagede klagerne, at han ikke længere mente sig i stand til at være revisor for dem. Klagerne henvendte sig herefter til statsautoriseret revisor Jan Jefting, der bl.a påtog sig at udarbejde årsregnskabet for Westh og Westh ApS, der imidlertid skulle have været indsendt allerede den 30. november 1991.
Den 5. december 1991 skrev statsautoriseret revisor Jan Jefting til indklagede
» Vedr. Westh & Westh ApS.
Som nyvalgte revisorer for ovennævnte selskab anmodes De om at oplyse følgende
- I forbindelse med omdannelse til anpartsselskab, er der da beregnet goodwill og evt. med hvilket beløb ? - Hvad er salgssummen og den vurderede handelsværdi ved overdragelse af ejerlejligheden Østbanegade 5 til Westh & Westh ApS ? - Pr. hvilket dato overdrages ejerlejligheden til selskabet ? - I forbindelse med omdannelse til anpartsselskab, bedes De fremsende os den udarbejdede revisorerklæring (vurderingsberegning). - De bedes fremsende kopi af selskabets åbningsbalance. - Er der beregnet fri bolig i forbindelse med udarbejdelse af de personlige selvangivelser for 1990, og hvorledes er denne beregnet ? - Er bilen overdraget til selskabet, og i givet fald til hvilken værdi?
Såfremt De har spørgsmål til ovenstående, er De velkommen til at kontakte os. På forhånd tak«.
Den 20. december 1991 fremsendte statsautoriseret revisor Jan Jefting indklagede dennes resthonorar for Westh og Westh ApS. I skrivelsen anførtes endvidere
» I forbindelse med udarbejdelsen af årsregnskabet for 1989/91 beder vi Dem oplyse følgende: - Størrelsen og beregning af goodwill i forbindelse med omdannelse til ApS - På hvilken konto anpartskapitalen kr. 80.000 er indskudt, og hvor pengene er kommet fra - Et overslag over størrelsen af en eventuel gæld/tilgodehavende hos anpartshaverne i forbindelse med overdragelsen - kopi af nota på Deres udlæg kr. 2.500, som Westh og Westh ApS har betalt den 11. april 1991 - Be- eller afkræfte, om der er udarbejdet revisorerklæring/vurderingsberetning i forbindelse med indskud i selskabet.
Vi ser frem til Deres svar på ovenstående hurtigst muligt, og såfremt der er spørgsmål er De velkommen til at kontakte os«.
Indklagede besvarede ovennævnte skrivelse ved et brev af 9. januar 1992 til statsautoriseret revisor Jan Jefting
» Tak for Deres skrivelse af 20/12 1991, hvori De fremkommer med yderligere en række spørgsmål.
For god ordens skyld beder jeg Dem venligst og skriftligt oplyse mig, hvorvidt alle de øvrige spørgsmål i tidligere korrespondance er afklaret.
Størstedelen af de nye spørgsmål kan besvares af Lise-Lotte og Finn Westh, idet jeg dog bemærker, at de omtalte kr. 2.500 efter min hukommelse var et udlæg for privatpersonerne Lise-Lotte og Finn Westh uden relation til driftsomkostninger af nogen art« .
Den 14. januar 1992 skrev statsautoriseret revisor Jan Jefting til indklagede
» Tak for Deres brev af 9. ds.
Vi har endnu ikke modtaget svar på følgende spørgsmål
- Størrelsen og evt. beregning af goodwill i forbindelse med omdannelse til ApS. - På hvilken bankkonto anpartskapitalen, kr. 80.000 er indskudt, og hvor pengene er kommet fra? - Et overslag over størrelsen af eventuel gæld/tilgodehavende hos anpartshaverne i forbindelse med overdragelsen. - Be- eller afkræftelse af, om der er udarbejdet revisorerklæring/vurderingsberetning i forbindelse med indskud af Finns virksomhed i selskabet. - Er edb-anlæg overdraget til ApS'et - og i givet fald til hvilken værdi?
For god ordens skyld skal vi oplyse, at hverken Liselotte eller Finn Westh kan besvare ovenstående spørgsmål«.
Den 15. januar 1992 rykkede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for anpartsselskabets årsregnskab for perioden 1. november 1989 - 30. april 1991. Det anførtes i skrivelsen, at såfremt regnskabet ikke var modtaget i korrekt stand inden 4 uger, ville Erhvervs- og Selskabsstyrelsen uden yderligere varsel bede Sø- og Handelsrettens skifteafdeling om at opløse selskabet efter selskabslovenes regler om tvangsopløsning.
Den 19. februar 1992 skrev klagerne til Foreningen af Registrerede Revisorer og fremsatte en klage over indklagede. Klagen blev af klagerne sammenfattet i følgende 3 klagepunkter
» 1. Reg. revisor Lennart Gutfelt har i sin rådgivning af os omkring etableringen af Westh og Westh ApS fejlvurderet de reelle muligheder for etablering af anpartsselskabet samt rådet os til handlinger i selskabets navn, der ikke var fuldt lovlige. Han har følgelig påført Lise-Lotte og Finn Westh en ikke ubetydelig risiko.
2. I den daglige rådgivning og kontrol af selskabets regnskaber, har Lennart Gutfelt ikke levet op til hvad man kunne forvente sig af en revisor for en nystartet virksomhed og derfor uretmæssigt hævet sit honorar herfor.
3. Ved sin opsigelse af samarbejdet, umiddelbart før selskabets første regnskab skulle foreligge, samt ved sit mangel på samarbejdsvilje med den nye revisor, har Lennart Gutfelt bragt Westh og Westh ApS i fare for at blive opløst. ...«.
Klagerne har i en supplerende skrivelse af 6. april 1992 sammenfattet de 3 klagepunkter således
»1. Mangelfuld og ufuldstændig vejledning omkring etablering af ApS.
2. Manglende opfyldelse af aftaler omkring den løbende rådgivning og kontrol omkring selskabets regnskaber.
3. Mangel på forståelse for den situation selskabet blev bragt i, ved at Lennart Gutfelt frasagde sig sit arbejde som revisor for os, umiddelbart før det første regnskab skulle afleveres, tillige med hans mangel på samarbejdsvilje med vores nye revisor. ...«.
Det fremgår i øvrigt af de nævnte skrivelser af 19. februar og 6. april 1992, at klagerne navnlig fremhæver, at indklagede umiddelbart efter sin tiltræden anbefalede klagerne at omdanne den enkeltmandsejede virksomhed til et selskab og herunder overdrage klagernes ejerlejlighed, Østbanegade 5, til selskabet. Klagerne og indklagede diskuterede den mulige størrelse for goodwill, uden at der dog overfor klagerne blev afgivet skriftlige beregninger. Den nødvendige anpartskapital kr. 80.000 blev tilvejebragt via selskabets kassekredit og samtidig påtog Lennart Gutfelt sig at stå for handelen af ejerlejligheden, Østbanegade 5. Da overdragelsen af ejerlejligheden blev udsat, og da anpartsselskabet betalte alle udgifter forbundet med ejerlejligheden, fremkom et ulovligt anpartshaverlån. Der opstod i øvrigt jævnligt tvivl om bogføring og kontoplan, ikke mindst i forbindelse med, at klageren Lise-Lotte Westh etablerede »Lotte Westh Design«, der - i modsætning til selskabets psykologiske rådgivning - er momspligtig. Klagerne fik bl.a. efterhånden den opfattelse, at de var kommet »i søgelyset« hos skattevæsenet. Endelig har indklagede ikke levet op til almindelig etik blandt revisorer ved overdragelse af et regnskab og har herigennem pådraget Westh og Westh ApS en yderligere udgift.
Indklagede har bl.a. kommenteret klagepunkterne i en skrivelse af 11. marts 1992 til Foreningen af Registrerede Revisorer: ». ..
Klage 1
Det fremtræder noget uklart, hvad klagen egentlig tager sigte på, men selskabet kunne stiftes fuldt lovligt, jvf. ... at der efter dækning af kapital var et stifter tilgodehavende på kr. 132.493.
At jeg skulle drages til ansvar for, at klager afholder en række private omkostninger over selskabets kassekredit, således at der opstår et ulovligt aktionærlån, virker aldeles urimeligt.
Klage 2
Klage vedrørende alene de udskrevne honorarnotater, som kan kommenteres således: ...
Jeg finder ikke, at jeg har opkrævet honorarer, for hvilke der ikke skulle have været udført et væsentligt stykke arbejde.
Klage 3
Den omtalte ekstraregning fra revisor Jan Jefting ... er jo et honorar jeg ville have krævet for udførelsen af de nævnte arbejder, hvorfor klager efter mit bedste skøn ikke er blevet påført et tab. ... ».
Indklagede har i en supplerende skrivelse af 26. marts 1992 bl.a. anført, at han har foretaget økonomiske beregninger, før han tilrådede omdannelse til et ApS, og at der blev lavet en » løs » beregning af goodwillens størrelse, der efter indklagedes mening gav » rigelig luft » til såvel indskudskapital som stiftertilgodehavende.
Foreningen af Registrerede Revisorer overgav klagen til responsumudvalget, der den 4. maj 1992 afgav en udtalelse i sagen. Af udtalelsen - der er stilet til klagerne - fremgår bl.a.
» Der foreligger i sagen 4 honorarnotaer, der ekskl. moms udgør
kr. 2000 01.12.89 Udarbejdelse af stiftelsesdokumenter samt tilhørende dokumenter til offentlige instanser. ...
Derudover er der betalt til revisor tinglysningsgebyr kr. 500 samt kr. 2.000 for udarbejdelse af skøde.
Det fremgår af korrespondancen, at revisor »kender en, der kan skrive skødet« og kr. 2.000 skulle være til denne.
Af den foreliggende korrespondance fremgår det:»vi vil udarbejde skøde for overdragelse af Østbanegade 5 (skrivelse af 04.04.90). Endvidere fremgår det ligeledes, at revisor har foretaget alle de nødvendige handlinger og ekspeditioner i forbindelse med ejendomsoverdragelsen. ...
Responsumudvalget kan herefter udtale
Det et ikke i overensstemmelse med god revisorskik at medvirke ved skrivning af skøder o.l. juridiske dokumenter.
Det er god revisorskik i forbindelse med stiftelse af et selskab, at udarbejde budgetter - skriftlig til stifternes orientering - der udviser de økonomiske forhold de nærmeste år.
Endvidere bør stifterne skriftligt oplyses om de skattemæssige konsekvenser, der må forventes at forekomme ved omdannelse/stiftelse af et selskab, både for selskabet og den part, der afstår aktiver.
Efter responsumudvalgets opfattelse har revisor ikke levet op til god revisorskik vedrørende disse forhold.
Til de af Dem nævnte 3 punkter skal udvalget udtale
Ad 1 og 2
Således som sagen foreligger oplyst, er det responsumudvalgets opfattelse, at revisor i startfasen burde have fulgt sine klienter nøje, således at der i tide kunne være skredet ind for dispositioner, der stred mod lovgivningen.
Det er revisors opgave at informere sine klienter om de særlige regler, der gælder for selskaber vedr. bogføringen og de foretagne dispositioner.
Registreret revisor Lennart Gutfelt har ikke fuldt ud levet op til de forventninger, som De med rette kunne forvente af en registreret revisor.
Det er dog udvalgets opfattelse ud fra en umiddelbar vurdering, at de af revisor opkrævede honorarer ikke kan betegnes som urimelige. ...
Ad 3.
Revisor har selv ønsket at fratræde som selskabets revisor.
Det er i overensstemmelse med god revisorskik i en sådan situation at være selskabets nye revisor behjælpelig med de oplysninger m.v., som denne måtte ønske for at kunne videreføre revisionen og udarbejde et korrekt årsregnskab. Udvalget finder ikke, at revisor har levet op hertil.
Ved at fratræde før et regnskabsårs afslutning påføres der selskabet ekstraomkostninger, da den nye revisor i en vis udstrækning må gennemgå tidligere revisors arbejde, da den nye revisor skal bære ansvaret for revision af årsregnskabet. Denne konsekvens er uundgåelig, men kan ved samarbejdsvilje begrænses. Revisor har imidlertid ret til nårsomhelst at fratræde.
Hvorvidt revisor i Deres situation har pådraget Dem ekstraudgifter eller tab, som revisor kan gøres erstatningspligtig for, er en juridisk afgørelse, som udvalget ikke kan foretage ».
Det fremgår i øvrigt af sagen, at indklagede den 26. oktober 1992 skrev til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der bl.a. havde anmodet indklagede om en udtalelse vedrørende klagernes påstand om, at han skulle have medvirket til skødeskrivning. I sit svar anførte indklagede bl.a.
» Min eneste medvirken til skrivning af skøde består i, at jeg på klagers opfordring anviste en person, der var i stand til at udføre dette arbejde for en lavere takst en den for advokater gældende.
Dette forhold kan da umuligt være strafbart«.
Endelig har statsautoriseret revisor Jan Jefting i en skrivelse af 27. maj 1993 til Westh og Westh ApS bl.a. udtalt: ».. .
Vi tiltrådte som revisorer den 2. december 1991, hvorefter vi skriftligt kontaktede revisor L. Gutfelt den 5/12 1991 om uafklarede punkter vedr. selskabets og personernes forhold.
Herefter kontaktede undertegnede revisor L. Gutfelt pr. telefon og fik oplyst, at han ikke ville besvare skrivelsen af den 5/12 1991, før en ikke afregnet revisorhonorarnota på kr. 9.028 blev betalt. ...
Undertegnede foranledigede, at selskabet betalte restnotaen via vort revisionsfirma, og afregningen til revisor L. Gutfelt skete den 20/12 1991, hvor de på dette tidspunkt uafklarede spørgsmål blev opsummeret.
Revisor Gutfelt besvarede ikke skrivelsen skriftligt og var ikke til at træffe pr. telefon.
Vi rykkede igen for svar pr. brev den 14/1 1992 samt den 31/1 1992, men hørte stadig intet fra revisor Gutfelt, hvilket betyder, at registreret revisor L. Gutfelt ikke har besvaret de stillede spørgsmål.
Herefter måtte ekstraarbejder udføres af vort revisionsfirma, idet selskabet ville blive tvangsopløst, såfremt årsregnskabet for selskabets første regnskabsår 1990/91 ikke blev indsendt senest den 15. februar 1992.
Disse ekstraarbejder er særskilt fakureret til selskabet, men p.t. ikke afregnet overfor os.
Vi kan summere de på daværende tidspunkt uafklarede eller ikke af revisor Gutfelt udarbejdede punkter således
1. Vedr. virksomhedsomdannelse til anpartsselskab - Fastlæggelse af åbningsbalance for selskabet. - Fastlæggelse af de til selskabet overdragne værdier og gældsposter, herunder beregning af goodwill-værdi. - Afstemning og specifikation af mellemregningskonto med selskabet samt bestemmelse af den del af selskabets bankgæld, som skal overføres til privatregi på grund af mellemregningskontoens udvisende efter afstemning heraf. - Udarbejdelse af den fremtidige indtjening i anpartsselskabet med hensyn til afvikling af goodwill på grundlag af ledelsens fremlagte budgetoverslag. 2. Vedr. ejendommen Østbanegade 5 - Opgørelse af den erhvervsmæssige andel i ejendommen. - Beregning af størrelsen af de ydelser, som skal opkræves af selskabet for lys og varme m.m. i ejendommen samt beregning af værdi af fri bolig. 3. Vedr. EDB-udstyr - Beregning af leasingydelse samt scrapværdi af EDB-udstyr i den periode, hvor Finn Westh ejede udstyret. 4. Vedr. selvangivelse for Finn Westh for 1990 Rettelser til selvangivelse for 1990 - Værdi af fri bil ikke selvangivet. - Værdi af fri telefon ikke selvangivet. - Lejeindtægt EDB-udstyr ikke selvangivet. - Opgørelse af avance ved salg af blandet automobil ikke selvan- givet. - Ændring af afskrivning og afskrivningsgrundlag EDB-udstyr. - Prioritetsrenter på ejendommen var ikke fratrukket
selvangivelsen.
Ovenstående arbejder vedrører perioden, inden vi tiltræder som revisorer for selskabet og privatpersonerne. ...« ».
Den omtalte - særskilte - faktura, der er dateret den 13. februar 1992 og stilet til Westh og Westh ApS, lyder på 10.000 kr. excl. moms og vedrører
» Honorar for ekstraarbejder udført i forbindelse med udarbejdelse af årsregnskab, herunder beregning af goodwill, rekonstruktion af overdragelsesbalance, korrespondance med tidligere revisor, bogføring vedr. køb af ejendom og overdragelse heraf, åbningsbalance samt opgørelse af mellemregning med anpartshavere ».
Klagerne har anmodet nævnet om - på baggrund af de for revisorforeningen anførte klagepunkter - at tage sagen op til vurdering og idømme indklagede en bødestraf svarende til det beløb, klagerne yderligere er blevet påført i forbindelse med revisorskiftet og indklagedes mangel på samarbejde i denne sammenhæng. Endelig har klagerne påstået indklagede dømt til at betale Westh og Westh ApS og klagerne personligt en kompensation for de ulemper, de er blevet pådraget som resultat af indklagedes dispositioner i sin tid som revisor for Westh og Westh ApS og klagerne.
Indklagede har påstået ethvert af klagernes punkter afvist. Han finder således, at » en del » af responsumudvalgets kritikpunkter er ubegrundede, at klagerne har betalt for det arbejde, der er udført, og at honoraret er i overensstemmelse med det udførte arbejde. Uanset at det kan diskuteres, hvorvidt indklagede burde have udleveret nogle af sine beregninger og/eller arbejdspapirer, burde klagerne i så fald utvivlsomt have tilstillet ham et honorar herfor. I øvrigt har klagerne - trods gentagne opfordringer - ikke konkretiseret eller dokumenteret deres krav. Det er indklagedes opfattelse, at klagerne i virkeligheden ønsker honoraret til deres nye revisor godtgjort af indklagede, som har udført det arbejde, klagerne aldrig har fået udleveret af indklagede. Indklagede har endelig insisteret på at blive gjort bekendt med klagernes krav og formålet med klagen.
Nævnet har - i fortsættelse heraf - indkaldt parterne til et møde for en nærmere drøftelse af sagen. Under mødet, der blev afholdt den 28. februar 1994, mødte imidlertid alene klageren Lise-Lotte Westh sammen med sin revisor, statsautoriseret revisor Jan Jefting, der præciserede, at udgangspunktet for den klage, der er rejst overfor nævnet, er den samme som den klage, der blev behandlet af Foreningen af Registrerede Revisorers Responsumudvalg - dog suppleret med de punkter, der fremgår af ovennævnte skrivelse af 27. maj 1993 fra statsautoriseret revisor Jan Jefting.
Klageren, Lise-Lotte Westh, har bl.a. forklaret, at Lotte Westh Design blev etableret i 1990. Hun førte selv momsregnskabet efter telefonisk vejledning fra indklagede, således at hun kunne aflæse momsbeløbene i EDB-systemet. Derfor opstod en momsdifference (gæld) på kr. 11.000. Lotte Westh Design blev bogført »ind« i anpartsselskabet. Hun stemte af en gang om måneden og sendte det til indklagede på diskette. Kvartalsregnskabet blev også sendt til indklagede på diskette - og ikke printet ud. Hun har aldrig fået disketterne retur med bemærkninger eller omposteringer. Hun fandt først ud af et år senere, at indklagedes EDB-udstyr ikke kunne »læse« disketterne på grund af disketteformatet. Hun havde problemer omkring åbningsbalancen på regnskabet primo 1991, idet EDB-programmet PC Plus, som havde regnskabsafslutning pr. 31. december, ikke var korrekt tilrettelagt med regnskabsåret for Westh og Westh ApS. Der blev ikke udarbejdet åbningsbalance med vurderingsberetning, før statsautoriseret revisor Jan Jefting rekonstruerede den til brug for udarbejdelse og revision af selskabets regnskab for perioden fra opstarten den 1. november 1989 til den 30. april 1991.
Forespurgt, hvorfor der oprettedes et »kontantselskab«, når der var tale om en virksomhedsomdannelse, har Lise-Lotte Westh forklaret, at alt blev gjort på anbefaling af indklagede. Med hensyn til den af indklagede tidligere omtalte »løse« beregning af goodwill har der ikke været aftalt en beløbsstørrelse, ligesom der ikke har været papirer herom.
Endelig - vedrørende ejendomshandelen - har Lise-Lotte Westh forklaret, at skødet på ejerlejligheden blev udfærdiget af en ejendomsmægler, som indklagede kendte og formidlede kontakten til. Checken på kr. 2.000, der udgjorde betaling for skødet, blev udskrevet til indklagede. På ejendomspapirerne og opkrævningerne vedrørende ejerlejligheden var anført de private navne, idet der ikke var lavet gældsovertagelse for anpartsselskabet.
Det bemærkes endelig, at det omhandlede skøde på ejerlejligheden Østbanegade 5 er dateret den 21. januar 1991. Det fremgår af skødet, at ejerlejligheden blev overdraget fra klagerne til Westh og Westh ApS pr. 1. januar 1991. Indklagedes firmastempel - Gutfelt og Ploug I/S - var oprindeligt påført som betegnelse for anmelderen overfor tinglysningskontoret. Stemplet er imidlertid streget over og erstattet af Unibank A/S.
Indklagede, der har modtaget en udskrift af forhandlingerne den 28. februar 1994, herunder ovennævnte forklaring fra Lise-Lotte Westh, har efterfølgende erklæret, at han på baggrund af sin kompagnons pludselige død ikke ønsker at afgive yderligere indlæg i sagen.
Disciplinærnævnet skal udtale
Indledningsvis bemærkes, at nævnet ikke har kompetence til pålægge en indklaget revisor at betale erstatning til en klient eller andre for eventuelt tab, påført ved revisorens arbejde. Fastsættelsen af en sådan eventuel erstatning henhører således under de almindelige domstole. Klagernes påstand om, at de tilkendes en »kompensation« for de ulemper, som de måtte være pådraget som resultat af indklagedes dispositioner, vil derfor for så vidt være at afvise.
Med hensyn til spørgsmålet om indklagedes vejledning af klagerne omkring etableringen af Westh og Westh ApS samt indklagedes løbende rådgivning og kontrol omkring selskabets regnskaber bemærkes, at nævnet - i lighed med responsumudvalget - er af den opfattelse, at indklagede i den indledende fase - hvor klagerne på hans råd eller opfordring havde etableret et nyt selskab - burde have fulgt sine klienter ganske nøje, således at der i tide kunne have været advaret imod eller skredet ind overfor eventuelle retsstridige dispositioner fra klienternes side. Det påhviler således en revisor at informere sine klienter om de særlige regler, der gælder for bogføring i selskaber samt for lån til anpartshaverne. Det fremgår i øvrigt af sagen, at indklagede - der påtog sig at stå for udarbejdelse af stiftelsesdokumenter m.m. i forbindelse med stiftelsen af Westh og Westh ApS - ikke har udarbejdet åbningsbalance for selskabet med tilhørende vurderingsberetning, således at klagerne bl.a. kunne følge med i udviklingen på mellemregningskontoen. Nævnet finder, at indklagede herved ikke har handlet i overensstemmelse med god revisorskik.
I øvrigt - for så vidt angår spørgsmålet om indklagedes påståede mangel på samarbejdsvilje i forbindelse med hans fratræden som revisor for klagernes anpartsselskab - bemærkes, at nævnet som udgangspunkt er af den opfattelse, at en revisor når som helst kan vælge at fratræde som revisor for en klient, hvilket - næsten uundgåeligt - vil påføre klienten ekstra omkostninger. Det påhviler imidlertid en revisor i en sådan situation - hvor hans honorar er betalt - så vidt muligt at medvirke til, at disse ekstra omkostninger begrænses, og - efter omstændighederne mod honorar - at være klientens nye revisor behjælpelig med de oplysninger, som denne nye revisor måtte ønske for at kunne videreføre revisionen og udarbejde et korrekt og rettidigt årsregnskab. Denne pligt til samarbejde med den nye revisor bliver særlig påkrævet i en situation som den foreliggende, hvor indklagede - ifølge det oplyste efter eget valg - besluttede sig til at fratræde som revisor for klagernes selskab umiddelbart før årsregnskabet skulle foreligge og indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Indklagede, som fik udbetalt sit resterende honorar i december 1991, men som ifølge det oplyste desuagtet ikke svarede på adskillige forespørgsler fra klagernes nye revisor, findes herefter heller ikke vedrørende dette klagepunkt i forhold til klagerne at have handlet i overensstemmelse med god revisorskik.
Endelig bemærkes, at det fremgår af sagen - herunder indklagedes egne oplysninger - at han i hvert fald har medvirket til, at skødet på klagernes ejerlejlighed i forbindelse med overdragelsen af lejligheden til Westh og Westh ApS blev skrevet af en person, der ikke havde bemyndigelse hertil, jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986. Dette er ligeledes i strid med god revisorskik.
Ved således at have tilsidesat de pligter, som stillingen som revisor medfører, findes indklagede at have forskyldt en bøde i medfør af § 11 a, stk. 1, i lov om registrerede revisorer. Bøden fastsættes til 10.000 kr.
Afgørelsen findes at burde offentliggøres, jf. § 11 a, stk. 4, i lov om registrerede revisorer.
Kendelsen kan inden 3 måneder efter dens meddelelse indbringes for Revisornævnet. Indbringelse af sagen for Revisornævnet har opsættende virkning.
T h i b e s t e m m e s
Registreret revisor Lennart Gutfelt pålægges en bøde på 10.000 kr.
Ingen
Nævnets kompetence vedrørende fastsættelse af erstatning, revisors manglende omhu ved ikke have informeret klienter om de særlige regler, der gælder for bogføring i selskaber samt lån til anpartshavere, revisors manglende udarbejdelse af åbningsbalance med tilhørende vurderingsberetning for anpartsselskab samt manglende samarbejdsvilje i forbindelse med fratræden som revisor ikke i overensstemmelse med god revisorskik. Revisor fandtes at have tilsidesat de pligter, som stillingen som revisor medfører, og blev pålagt en bøde på 10.000 kr.