Kommentar

Kommentar

- Kommentar til bindende forhåndsbesked af 27. september 1994 om afskrivning på filmrettigheder - offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1994-669.

Ref.: LL § 16 E-F

Sagens omstændigheder var følgende

A A-S overvejede at etablere et kommanditselskab, der skulle købe råfilmen samt alle rettigheder til visuelle medier. Filmen var produceret af et amerikansk selskab. Filmen erhvervedes umiddelbart efter produktionens afslutning, men før verdenspremieren. Købsprisen var omkring 20 mio. USD, som dækkede de samlede produktionsomkostninger samt fortjeneste til producenterne. Købesum men betaltes enten kontant eller over en årrække med en forrentning svarende til markedsrenten.

Producenterne ville få tillagt en option til at generhverve rettighederne efter en årrække.

Det var tanken, at kommanditselskabet skulle indgå en eller flere aftaler med udenlandske distributionsselskaber, f.eks. Paramount, hvorefter disse forestod distributionen af filmen over hele verden. Distributionsselskaberne, der øvrigt ikke havde produceret filmen, var uafhængige af det danske kommanditselskab.

Filmrettighederne omfattede alle rettigheder til filmen, herunder filmforevisning gennem biografer i de enkelte lande og gennem TV-kanaler, videoindspilninger mv. Alle udgifter, der var forbundet med udleje m.v., afholdtes af distributionsselskaberne. Distributionsselskaberne betalte en filmlejeindtægt til kommanditselskabet, svarende til disse selskabers nettoindtægt fra filmen minus en distributions-fee på 25 pct..

Det ville være muligt at opgøre, hvor stor en del af nettoindtægterne, der kunne henføres til de væsentligste lande. Aftalen ville muligvis indeholde en passus om, at eventuelle skatter i form af royalty eller lign., der pålagdes nettolejeindtægten, afholdtes af distributionsselskaberne. Det var tanken at indgå aftale om minimumsindtægt, som distributionsselskaberne garanterede, dog max. 80 pct. af købsprisen.

Ligningsrådet anså filmrettighederne for at være et immaterielt aktiv, som er omfattet af ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 2, hvorefter erhververen, hvis rettighederne var tidsbegrænsede, var berettiget til at afskrive det ydede vederlag i den skattepligtige indkomst (for personer i den personlige indkomst) med lige store årlige beløb over et til rettigheden svarende åremål, eller, hvis rettighederne var tidsubegrænsede over en periode på 10 år med 10 pct. årligt.

Bestemmelsen i ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 2, svarer til den tidligere bestemmelse i lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4 og § 15.

Ligningsrådet har i 3 tidligere, ikke offentliggjorte bindende forhåndsbeskeder taget stilling til den skattemæssige behandling af vederlag for erhvervelse af filmrettigheder.

I 1985 tillod rådet for en konkret skatteyder ligestilling mellem den skattemæssige behandling af vederlag for filmrettigheder og driftsudgifter, der tager sigte på at sikre indkomsten over en periode, svarende til filmens levetid (jf. statsskattelovens § 6a).

I en bindende forhåndsbesked fra 1991 tillod rådet samme ligestilling som i den bindende forhåndsbesked fra 1985. I en bindende forhåndsbesked i 1992 ændrede Ligningsrådet (iøvrigt overfor samme skatteyder som forespurgte i 1991) den tidligere ligestilling, idet rådet fandt, at erhvervelse af filmrettigheder skulle behandles efter reglerne for tidsbegrænsede rettigheder, jf. lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4 og § 15. Dog kunne skatteyderen vælge mellem afskrivning efter lov om særlig indkomst § 15 og fradrag efter de retningslinier, som er anført i ligningsvejledningen for 1993.

I Ligningsvejledningen i perioden 1986 til 1993 har retningslinierne fra den første bindende forhånds besked været delvist refereret. Formuleringen har været uændret i hele perioden.

Efter fornyet overvejelse har skatteministeriet fundet, at de bindende forhåndsbeskeder ikke kan antages at være i overensstemmelse med bestemmelsen i den dagældende lov om særlig indkomst skat § 2, nr. 4 og § 15.

Praksis er kun ændret i de tilfælde, hvor regnskabsprincippet i ligningsvejledningen for indkomståret 1993 har kunnet finde anvendelse. Det vil sige, hvor der er tale om erhvervelse af rettigheder til nye film, der skal have premiere, og hvor der er en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem erhvervelses tidspunktet og premieretidspunktet. Desuden medfører princippet, at der skal ske en periodisering af indtægter og udgifter, således at udgifter til erhvervelse af rettighederne først kan bringes til fradrag, når filmen får premiere, dvs. når indtægterne indkommer fra førstegangsforevisningen.

Praksisændringen har ikke tilbagevirkende kraft for tidligere indkomster, da der er tale om en praksisskærpelse. Praksisændringen indtrådte ved offentliggørelsen af den bindende forhåndsbesked i TfS, 1994, 669. Dette indebærer, at skattemyndighederne må acceptere allerede indgåede rettighedserhvervelser, der er baseret på nye film, og hvor der er en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem på den ene side erhvervelsestidspunktet og på den anden side premieren og dermed indtægterne.

I andre tilfælde, f.eks. hvor der er tale om erhvervelse af rettigheder til film, som allerede har haft premiere, er praksis ikke ændret. Disse udgifter skulle indtil den 19. maj 1993 behandles i henhold til lov om særlig indkomst, og efter den 19. maj 1993 efter ligningslovens § 16 E-F.

Skattemyndighederne skal derfor ikke acceptere straksfradrag for udgifter til rettigheder til gamle film, idet den nævnte tætte tidsmæssige sammenhæng ikke er til stede, ligesom det er op til skattemyndighederne at foretage en konkret vurdering af, om arrangementerne har et reelt indhold, der berettiger til af skrivning efter de nævnte bestemmelser.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det kun er spørgeren, der kan påberåbe sig de to bindende forhåndsbeskeder fra 1991 og 1992. Andre skatteydere, og det gælder altså også investorerne i skattearrangementerne, kan ikke påberåbe sig en afgørelse, der ikke er offentliggjort, og som efterfølgende ikke anses at være i overensstemmelse med en lovbestemmelse, heller ikke ud fra en lighedsgrundsætning. Andre end spørgeren kan kun støtte ret på ligningsvejledningen for indkomstårene 1986-1993, der på dette punkt som anført ovenfor udelukkende bygger på den bindende forhåndsbesked fra 1985, og derfor vedrører premierefilm.