Aktieerhvervelse
Statutory Text (1 Articles)
Aktieerhvervelse
- Aktieerhvervelse
Sagens omstændigheder var følgende
Spørgsmål
1. Anses A's seneste aktieerhvervelse, nominelt 7.500 t.kr., for erhvervet samtidig med moderaktierne, således at denne er mere end 3 år gammel med den konsekvens, at anskaffelsessummen for samtlige A's tilbageværende aktier opgøres efter gennemsnitsmetoden?
2. Har dette endvidere den konsekvens, at den samlede anskaffelsessum efter kapitalnedskrivningen uændret andrager 128 t.kr. + 7.500 t.kr. = 7.628 t.kr., således at ingen del af anskaffelsessummen går tabt ved kapitalnedskrivningen?
Svar
Ad 1. Nej.
Ad 2. Se nedenstående besvarelse.
Der henvises i øvrigt til nedenstående sagsfremstilling og begrundelse.
Sagsfremstilling og begrundelse
Det er oplyst, at der på den kommende generalforsamling i B A-S vil blive stillet forslag om nedskrivning af aktiekapitalen med minimum 50 pct. til dækning af tab.
Aktiekapitalen i B A/S udgør 28.500 t.kr., som fordeles således (t.kr.)
Direktør A (A-aktier)
14.500
Øvrige aktionærer (B-aktier)
14.000
I alt
28.500
Direktør A afstod i 1987 nominelt 14.000 t.kr. aktier ud af den samlede kapital på nominelt 21.000 t.kr., hvoraf hovedparten var erhvervet som fondsaktier.
De ældste nominelt 7.000 t.kr. af direktør A's aktier er således anskaffet for mere end 3 år siden, mens den nyeste aktiepost 7.500 t.kr. er tegnet i henhold til generalforsamlingsbeslutning af 1. juli 1992, hvor det på grund af selskabets økonomiske situation blev besluttet at forhøje aktiekapitalen.
Anskaffelsessummen for den ældste aktiepost opgjort efter gennemsnitsmetoden andrager 128 t.kr., mens den senest erhvervede aktiepost er tegnet til kurs 100, svarende til 7.500 t.kr.
Skattekursen beregnet på grundlag af regnskabsafslutningen 30. september 1991-30. september 1992 udgjorde henholdsvis 110 og 30. Selskabets regnskabsmæssige egenkapital 30. september 1991 udgjorde 11.421.000 kr. I regnskabsårene 1988/89, 1989/90 og 1990/91 udgjorde det regnskabsmæssige resultat følgende cirkabeløb: - 7.007.000 kr., - 7.592.000 kr. og - 13.579.000 kr.
Skatteforvaltningen udtaler, at man på grundlag af de regnskabsmæssige oplysninger anser det for umiddelbart tvivlsomt, om nytegningen af den senest erhvervede aktiepost på 7.500 t.kr. til kurs 100 er sket til favørkurs. Skatteforvaltningen har i den forbindelse henset til, at ingen af B-aktionærerne har deltaget i nytegningen, og formålet med aktieudvidelsen ved nytegning og den efterfølgende nedskrivning af aktiekapitalen var at få reetableret aktiekapitalen.
Skatteforvaltningen i selskabets hjemstedskommune har ligeledes med henvisning til selskabets økonomiske situation anset tegningen for at være foregået til overkurs.
Ad 1
Under hensyn til, at den senest erhvervede aktiepost ikke kan anses for tegnet til en kurs, der ligger under handelsværdien og derfor ikke tegnet til favørkurs, anses denne tegning ikke som udnyttelse af en tildelt tegningsret.
Ligningsrådet er herefter af den opfattelse, at anskaffelsestidspunktet for den senest tegnede aktieerhvervelse på nominelt 7.500 t.kr. vil være tegningstidspunktet, jf. TfS 1993,574 og TfS 1994,76.
Ad 2
Fra og med 18. november 1993 opgøres fortjeneste og tab på unoterede aktier efter gennemsnitsmetoden, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 3, som ændret ved lov nr. 1117 af 22. december 1993 § 2, nr. 1, og § 16, stk. 1. Dette medfører, at anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning indgår i anskaffelsessummen for den resterende oprindelige aktiebeholdning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 3, og Ligningsvejledningen 1992, S.G.3.2.