Rentefiksering

Rentefiksering

- Rentefiksering

Ligningsrådet blev spurgt om følgende

Spørgsmål

Vil låneaftale på de nedenfor stipulerede vilkår medføre beskatning og-eller gaveafgift hos henholdsvis långiver og/eller låntager?

Sagens omstændigheder var følgende

Ligningsrådet afgav den 15. december 1992 bindende forhåndsbesked om det stillede spørgsmål. Forhåndsbeskeden er offentliggjort i Told & Skat Nyt 1993.10.494 og TfS 1993,262.

Efterfølgende anmodede skatteyderens revisor om at få sagen genoptaget, idet forhåndsbeskeden ifølge revisoren blev afgjort på forkerte faktiske oplysninger.

Foreningerne som lånegivere påtænkte at indgå en låneaftale med A A/S som låntager på nedennævnte vilkår

Lånet skulle fra kreditors side være uopsigeligt i 25 år fra lånets udbetaling, hvorefter det forfaldt til fuld indfrielse. Det overvejedes alternativt at yde lånet på anfordring, således at långiverne til enhver tid inden for de 25 år kunne opsige lånet til omgående indfrielse. Lånet forfaldt dog til betaling, såfremt låntageren måtte komme i nærmere beskrevne former for økonomiske vanskeligheder.

Lånet skulle være rente- og afdragsfrit i løbetiden.

Fra låntagerens side skulle lånet kunne indfries helt eller delvist til enhver tid med 14 dages varsel.

Forud for afgivelsen af den bindende forhåndsbesked af 15. december 1992 oplystes til brug for sagsbehandlingen, at der var et delvist personsammenfald mellem långiver og låntager. Denne oplysning var imidlertid forkert.

Sagens rette omstændigheder var, at de midler, der skulle stilles til rådighed for A A/S i form af et rentefrit lån, hidrørte fra et tidligere eksportudvalg.

Ved eksportudvalgets likvidation skulle udvalgets midler i henhold til vedtægterne fordeles med henholdsvis 2/3 og 1/3 til de to foreninger. Udvalgets oprindelige kapital stammede fra refunderede eksportafgifter, som blev stillet til det pågældende erhvervs disposition. Sigtet hermed var reelt at subsidiere erhvervet med »offentlige midler«.

Med eksportudvalgets opløsning var det hensigten, at udvalgte midler fortsat skulle stilles til erhvervets rådighed. Dette skete reelt ved, at foreningerne, som havde modtaget midlerne, fordelte nogle af midlerne videre i form af det i nærværende sag omhandlede lån.

Udlånet ønskedes udelukkende foretaget for at stille de oprindelige midler til rådighed til det formål, hvortil det var tænkt, og dispositionen var således ikke et udslag af nogen som helst form for gavmildhed, hvorved bemærkedes, at de to foreninger ikke var interesseforbundne med A A/S.

Det reelle i konstruktionen var, at der ydedes erhvervsmæssig subsidiering til A A/S.

På en række øvrige områder i erhvervslivet forekom der ifølge revisor subsidieordninger i form af lavt eller uforrentede lån, uden at dette medførte beskatning af debitor ud fra gavesynspunkter.

Svar

Ligningsrådet overvejede sagen på ny i relation til de nye oplysninger. Ligningsrådet henså ligeledes til en landsskatteretskendelse af 4. december 1992, som var offentliggjort efter afgivelsen af den første bindende forhåndsbesked i nærværende sag. Landsskatteretskendelsen var offentliggjort i Told & Skat Nyt 1993.5.205 og TfS 1993,81. Denne sag angik rentefrie udlån fra en familiefond til stifterens børn. Resultatet var, at de til markedsrenten svarende renter af foretagne udlån skulle medregnes til den skattepligtige indkomst successivt for de enkelte skatteår. De indtægtsførte renter kunne dog fradrages som uddelinger efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 2, dog ikke for så vidt angik udlånet til en person, der ikke var omfattet af kildeskattelovens §§ 1 og 2.

Landsskatteretten afsagde ligeledes den 4. december 1992 en kendelse vedrørende modtageren af et lån fra den omhandlede familiefond. Ifølge kendelsen var modtageren af det rentefrie lån successivt for hvert enkelt skatteår skattepligtig af rentefordelen svarende til markedsrenten. Et til renten svarende beløb kunne fradrages som »renteudgift«. Denne kendelse var ikke offentliggjort.

På baggrund af disse kendelser fandt Ligningsrådet, at A A/S til indkomsten successivt for hvert enkelt skatteår så længe lånet bestod, skulle medregne et beløb svarende til markedsrenten af lånet. Samtidigt ville A A/S have fradragsret for et tilsvarende beløb. For A A/S ville det rentefrie lån herefter være skattemæssigt neutralt, da såvel indtægten som udgiften for selskaber havde samme skattemæssige værdi.

Foreningerne, der begge beskattedes efter fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 2, skulle medregne et beløb svarende til markedsrenten af det udlånte beløb hvert år, lånet løb. Ligningsrådet fandt ikke, at der var fradragsret for beløbene, idet disse ikke kunne anses som uddelinger efter fondsbeskatningsloven. Rentefrit udlån til A A/S kunne ikke anses som almennyttigt eller almenvel gørende formål. Det kunne ej heller anses som vedtægtsbestemt uddeling med fradrag efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 2. Der var herved henset til, at foreningerne ikke udlånte beløbene til opfyldelse af vedtægtsmæssige formål, men fordi de havde modtaget midler med den klausul, at beløbene skulle stilles til rådighed for erhvervet.

Herefter tillagde Ligningsrådet det ikke vægt, om lånet ydedes mellem ikke-interesseforbundne parter, ligesom der heller ikke blev henset til, om lånet ydedes på anfordring eller ej.