Ombytning af aktier
Statutory Text (1 Articles)
Ombytning af aktier
- Ombytning af aktier
Sagens omstændigheder var følgende
Spørgsmål
1. Vil hovedaktionæren undgå at udløse aktieavancebeskatning i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2, ved afståelse af samtlige aktier til et af ham 100 pct. ejet holdingselskab, når vederlaget alene er aktier i holdingselskabet?
2. Kan aktieombytningsreglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2, anvendes, hvis holdingselskabet stiftes på datoen for aktieombytningen ved apportindskud af aktierne i datterselskabet?
3. Er holdingselskabets anskaffelsessum for aktierne i datterselskabet handelsværdien på ombytningsdatoen?
Svar
Ad. 1: Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
Ad. 2: Ja.
Ad. 3: Ja.
Sagsfremstilling og begrundelse
Hovedaktionæren ønsker at indskyde et 100 pct. ejet holdingselskab mellem sig og datterselskabet (D A-S). Hovedaktionæren ønsker at benytte reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2, om aktieombytning
Aktieombytningen foretages ved, at holdingselskabet erhverver hele aktiekapitalen i selskabet (D A/S), ved til gengæld for aktier at tildele ham samtlige aktier i Holding A/S.
Revisionsfirmaet opfatter reglerne således, at der ikke udløses beskatning, i det omfang aktierne i D A/S udelukkende ombyttes med aktier i H A/S, således at der ikke skal opgøres avance/tab i forbindelse med ombytningen.
Opgørelse af avance/tab vil først skulle ske ved senere afståelse af de ved ombytningen modtagne aktier. Disse aktier anses således for anskaffet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessumsom H's oprindelige anparter/aktier i D A/S.
Spørgsmål 1
Ligningsrådet udtaler, at den beskrevne aktieombytning kan ske uden at den udløser beskatning i henhold til aktieavancebeskatningsloven.
Det er dog en forudsætning for anvendelse af reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2, at H vederlægges med nyudstedte aktier i Holding A/S, hvortil den skattemæssige aktionær succession knyttes, jf. fusionslovens § 11, stk. 1, såfremt H i forvejen ejer alle aktierne i Holding A/S. H kan således ikke vederlægges ved, at hans tidligere aktier i Holding A/S bliver mere værd.
Spørgsmål 2
Den i spørgsmålet beskrevne transaktion, hvorved holdingselskabet stiftes ved apportindskud af aktierne i D A/S, og H samtidig vederlægges disse aktier med aktierne i det nystiftede holdingselskab, anses for en aktieombytning, der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2. Der vil ikke i denne situation skulle nyudstedes aktier som vederlag til H, idet han ikke forud for ombytningen ejer aktierne i holdingselskabet.
Spørgsmål 3
Holdingselskabet må anses for at erhverve aktierne i D A/S på ombytningsdagen. Aktiernes anskaffelsessum er handelsværdien på de erhvervede aktier i datterselskabet.