Legislator Case Law & Legislation
W19941942925 DK

Unoterede aktier i A A/S

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 19429 Valid

Unoterede aktier i A A/S

Handelsværdien pr. 19. maj 1993 på unoterede aktier i A A-S.

Reference:ABL § 4, jf. § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993 om ændring af ABL og forskellige andre skattelove. og LV 1993 S.G. 2.4.6.5.

Ligningsrådet kunne på baggrund af de foreliggende oplysninger godkende en aktiekurs på 405.

Sagens omstændigheder var følgende

SPØRGSMÅL

Kan aktionær X anvende kurs 4.636,7 som skattemæssig handelsværdi pr. 19. maj 1993 for aktier i A A/S?

SVAR

Nej. Handelsværdien kan fastsættes til kurs 405. Se iøvrigt sagsfremstilling og begrundelse.

SAGSFREMSTILLING OG BEGRUNDELSE (uddrag)

Det var bl.a. oplyst, at A A/S har en aktiekapital på nom. 300.000 kr. Aktionær X ejer 24,875 pct. af aktiekapitalen, mens de resterende 75,125 pct. af kapitalen ejes af samleveren, hovedaktionær Y, der er direktør i selskabet. De 2 aktionærer arbejder begge i selskabet og udgør sammen med

produktionschefen selskabets bestyrelse. Selskabet beskæftigede i perioden 1. juli 1992 til 30. juni 1993 (3. regnskabsår) i alt 7 medarbejdere.

A A/S beskæftiger sig med salg af produkter via agenturer, udvikling af produkter, afholdelse af kursusvirksomhed omfattende instruktion i selskabets produkter samt andre udviklingsopgaver, og ad-hoc løsninger.

A A/S var oprindeligt hovedaktionærens personligt drevne virksomhed. Med den 1. juli 1990 som skæringsdag solgte hovedaktionæren virksomheden til et af ham 100 pct.-ejet anpartsselskab, B ApS. Selskabet betalte kr. 90.000 for virksomhedens goodwill til hovedaktionæren. Værdiansættelsen skete efter den vejledende beregningsregel i dagældende SD-cirk. 1988-17 med senere ændring.

Den 17. oktober 1990 købte aktionær X de ovennævnte 24,875 pct. af selskabets kapital til kurs pari. Selskabet blev den 1. oktober 1991 omdannet til aktieselskab. Der har ikke siden aktionær X's køb i oktober 1990 været handlet med selskabets aktier eller været fremsat købstilbud, som kan have indflydelse på vurderingen af handelsværdien af aktierne.

Selskabet har perioden 1. juli til 30. juni som regnskabsår. Første regnskabsår gik fra stiftelsen 1. juli 1990 til 30. juni 1991 (skatteåret 1992/93).

Revisionsfirmaet har vurderet handelsværdien for hele aktiekapitalen pr. 19. maj 1993 til kr. 13.910.000, hvilket giver kurs 4.636,7.

Vurderingen er foretaget med udgangspunkt i skattekursen med tillæg af en merværdi for den til selskabet knyttede goodwill. Årsregnskabet for 3. regnskabsår med udløb pr. 30. juni 1993 (skatteåret 1994/95) er anvendt uden korrektion for indtjeningen i perioden 19. maj 1993 til 30. juni 1993, idet denne periode efter revisionsfirmaets opfattelse ikke væsentligt påvirker værdiansættelsen.

Goodwill er beregnet med udgangspunkt i SD-cirkulære 1988-17 (med senere ændring). Denne beregningsmodels resultat (kr. 11.068.540) er herefter skønsmæssigt nedsat til værdien i handel og vandel, kr. 11 mio.

Revisor anfører, at skattekursen (970) er beregnet på baggrund af den skattepligtige indkomst og indre værdi, jf. selvangivelsen for skatteåret 1994/95 (endnu ikke indsendt) samt de 2 foregående år.

Revisionsfirmaets hovedargument for at anvende kursen på 4.636,7 er begrundet i selskabets realiserede indtjeningsmæssige udvikling. Den beregnede goodwill på 11 mio. kr. vurderer revisionsfirmaet for at være et realistisk udtryk for, hvad tredjemand vil være villig til at give for de fremtidige indtjeningsmuligheder.

Til belysning af selskabets efterfølgende indtjening har revisor oplyst, at perioderegnskabet pr. 31.marts 1994 udviser et resultat på 3,490 mio. kr. før skat og 2,304 mio. kr. efter fradrag af beregnet skat på 34 pct.. For regnskabsåret 1993/94 forventes et resultat efter skat på ca. 3,0 mio. kr.

Endvidere oplyser revisionsfirmaet, at selskabet i november 1993 er blevet udnævnt til distributør af G's produkter. Denne udnævnelse vil efter revisionsfirmaets opfattelse utvivlsomt bidrage væsentligt til en forbedret fremtidig indtjening.

Ifølge kurslisten udgjorde aktiernes formueskattepligtige værdi følgende

Formueskattekurs pr. 1.1.1992: 100

(Nystiftet selskab ansættes til pari)

Formueskattekurs pr. 1.1.1993: 305

(Regnskabet for tiden 1.7.90-30.6.91)

Formueskattekurs pr. 1.1.1994: 420

(Regnskabet for tiden 1.7.91-30.6.92)

Formueskattekursen pr. 1.1.1995 (baseret på regnskabet for tiden 1.7.1992-30.6.1993 og på kapitaliseringsfaktorer pr. 1.1.1994) er af revisor beregnet til 970 efter anvendelse af den modificerende regel. Før anvendelse af den modificerende regel udgør kursen 1.512. (Den modificerende regel anvendes, hvor kursen beregnet efter de almindelige regler (her reglerne for hovedaktionærselskaber) overstiger den fulde indre værdi, og forudsat at indtjeningsevnen er større en 10 pct..)

Indre værdi for de seneste regnskabsår udgør

skattemæssigt regnskabsmæssigt

Skatteår 1992/93 412 599

(regnskab 1.7.90-30.6.91)

Skatteår 1993/94 340 405

(regnskab 1.7.91-30.6.92)

Skatteår 1994/95 1.002 1.095

(regnskab 1.7.92-30.6.93)

Told- og Skattestyrelsen bemærker indledningsvis, at revisors fastsættelse af handelsværdien af goodwill til 11 mio. kr. udelukkende er sket på grundlag af den vejledende beregningsregel i SD-cirk. 1988-17. Den vejledende beregningsregel anvendes, når der ikke foreligger andre holdepunkter for udøvelsen af skønnet over han delsværdien af goodwill. Beregningsreglen tager udgangspunkt i virksomhedens skattepligtige resultater i de sidste 3 år før overdragelsen. Reglen forudsætter således, at virksomheden har bestået i mindst 3 år. Den 19. maj 1993 havde selskabet ikke eksisteret i 3 år, og beregningsreglen er allerede af denne årsag ikke direkte anvendelig i nærværende sag.

Endvidere bemærker Styrelsen, at skattekursen pr. den 19. maj 1993 beregnes på grundlag af kapitaliseringsfaktorerne pr. 1. januar 1993. Beregningen foretages på grundlag af det seneste regnskab, hvor regnskabsåret er sluttet før den 1. juni 1993. Det regnskab, der skal anvendes ved udregning af skattekursen pr. den 19. maj 1993 i nærværende sag, er således regnskabet for tiden 1. juli 1991 til 30. juni 1992.

En korrekt beregning af skattekursen pr. 19. maj 1993 udviser kurs 675 før modificerende regel og kurs 420 efter modificerende regel.

Endvidere bemærkes, at revisionsfirmaet på Told- og Skattestyrelsens foranledning efterfølgende har fremsendt vedtægter for henholdsvis B ApS og A A/S.

Af § 3 i vedtægterne for B ApS fremgik bl.a.

»Der gælder følgende indskrænkninger i anparternes omsættelighed

Såfremt en anpartshaver ønsker at sælge sine anparter, har de øvrige anpartshavere forkøbsret i forhold til de pågældendes anpartsbesiddelse på det tidspunkt, hvor anparterne udbydes til salg, til en af selskabets revisor beregnet kurs. Kursen fastsættes på grundlag af et af revisor udarbejdet regnskab pr. den 1. i den måned, anparterne er udbudt til salg. I regnskabet optages selskabets aktiver til værdien i handel og vandel efter going concern princip. Revisor er berettiget til at tilkalde vurderingsmænd til at bistå med værdi ansættelsen af selskabets aktiver i det omfang, der ikke mellem anpartshaverne er enighed om værdiansættelsen, og i det omfang, revisor finder det fornødent. Regnskabet udarbejdes overensstemmende med årsregnskabslovens principper med periodisering af renter, og der foretages forholdsmæssige afskrivninger. Den kurs revisor på grundlag af det nævnte regnskab fastsætter er endelig.-----«

Den 1. oktober 1991 blev B ApS omdannet til aktieselskab, og i den anledning blev selskabets vedtægter ændret, herunder bestemmelsen om aktiernes omsættelighed. § 3 i vedtægterne for A A/S indeholder følgende bestemmelse

»Aktierne er ikke omsætningspapirer, og der tages i aktiebrevene utvetydigt og iøjnefaldende forbehold herom.

Såfremt en aktionær ønsker at sælge sine aktier, har de øvrige aktionærer forkøbsret i forhold til de pågældendes aktiebesiddelse på det tidspunkt, hvor aktierne udbydes til salg, til en af selskabets revisor på grundlag af regnskabet for seneste regnskabsår beregnet kurs. Kursen fastsættes således på grundlag af bogførte værdier. Kun såfremt ingen af de øvrige aktionærer ønsker at overtage aktierne kan disse frit sælges til anden side.-----«

Told- og Skattestyrelsen bemærker, at værdien af oparbejdet goodwill ikke indgår i de bogførte værdier. Den gældende § 3 i aktieselskabets vedtægter medfører, at aktionær X ved salg af aktierne den 19. maj 1993 først skulle tilbyde hovedaktionær Y aktierne til 'en af selskabets revisor på grundlag af regnskabet for seneste regnskabsår beregnet kurs', der fastsættes på grundlag af bogførte værdier.

Regnskabet for 'seneste regnskabsår', der forelå den 19. maj 1993, var årsregnskabet for 1991/92 (skatteåret 1993/94). Ud fra dette årsregnskab fastsættes kursen »på baggrund af bogførte værdier«, hvilket må forstås som regnskabsmæssig indre værdi. Den regnskabsmæssige indre værdi for regnskabsåret 1991/92 udgjorde kurs 405.

Såfremt aktionær X den 19. maj 1993 ønskede at sælge sine aktier, havde hun således ifølge selskabets vedtægter pligt til først at tilbyde hovedaktionær Y aktierne til kurs 405. Kun såfremt hovedaktionær Y ikke ønskede at købe aktierne til nævnte kurs, kunne aktionær X sælge aktierne frit til anden side.

Når henses til det af revisor anførte om selskabets indtjeningsmæssige udvikling og betydelige potentiale, må det antages, at hovedaktionær Y den 19. maj 1993 ville have udnyttet sin forkøbsret, såfremt aktionær X's aktier var blevet udbudt til salg på dette tidspunkt. Told- og skattestyrelsen finder derfor, at der ved fastsættelsen af handelsværdien den 19. maj 1993 af aktionær X's aktiepost må tages udgangspunkt i de vedtægtsmæssige bestemmelser, der begrænser aktiernes omsættelighed, og som anviser, hvorledes kursen skal beregnes, når aktierne skal tilbydes de øvrige aktionærer.

Told- og Skattestyrelsen finder herefter, at den skattemæssige handelsværdi af aktionær X's aktiepost den 19. maj 1993 udgør kurs 405, hvilket svarer til den regnskabsmæssige indre værdi.

Ligningsrådet kan tilslutte sig Told- og Skattestyrelsens opfattelse.

Det tilføjes, at handelsværdien pr. 19. maj 1993 alene vil kunne anvendes for personlige aktionærer, der ikke var værnsaktionærer pr. 18. maj 1993, og under forudsætning af, at aktierne afhændes efter mindst 3 års ejertid.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →