Legislator Case Law & Legislation
W19941942825 DK

Underskudsfremførsel

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 19428 Valid

Underskudsfremførsel

Reference

LL § 15, stk. 5

AL § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7

LV 93 S.C. 1.2.2.14, E.C. 1.1.1 og E.C. 1.1.7

Ligningsrådet blev spurgt om følgende

SPØRGSMÅL

1) Vil indkomst fra virksomhed med opsætning, udleje og nedtagning af stilladser i et af S ApS erhvervet datterselskab være omfattet af den med virkning fra 19. maj 1993 udvidede underskudsbegrænsningsregel i ligningslovens § 15, stk. 5?

2) I det omfang spørgsmål 1) besvares bekræftende, ønskes det oplyst, hvilken del af datterselskabets indkomst der i så fald vil være omfattet heraf?

3) Vil stilladsmateriel, som S ApS og-eller det af S ApS nyerhvervede datterselskab fremtidigt anskaffer, være omfattet af afskrivningslovens § 2, stk. 8, og/eller § 3, stk. 7?

Sagens omstændigheder er følgende

S ApS's væsentligste virksomhed består i opsætning, udlejning og nedtagning af stilladser i forbindelse med opførelse og istandsættelse af ejendomme. Denne virksomhed udøves i praksis på den måde, at kunden bestiller stilladsmateriellet hos S ApS, som herefter foranlediger stilladset opstillet ved den pågældende ejendom og efter kundens anvendelse nedtaget igen. Herefter faktureres kunden for arbejdet med opsætning og nedtagning samt for en leje, beregnet på grundlag af den periode, hvori kunden har haft stilladset til rådighed.

S ApS påtænker nu at erhverve et anparts- eller aktieselskab med et skattemæssigt underskud og overdrage stilladsvirksomheden hertil i form af den til virksomheden knyttede kundekreds (goodwill), inventar, driftsmidler, personale m.v. dog således, at stilladsmateriellet ikke overdrages til underskudsselskabet.

Stilladsmateriellet vil således forblive i S ApS, idet der mellem S ApS og datterselskabet etableres en lejekontrakt om datterselskabets leje af materiellet.

Datterselskabet vil herefter videreudleje stilladsmateriellet til kunderne på samme grundlag, som det hidtil har været tilfældet for såvidt angår S ApS, hvis hidtidige virksomhed herved vil blive videreført i uændret form af datterselskabet.

Selskabets advokat har som sin opfattelse anført, at datterselskabets indkomst i sin helhed ikke vil være omfattet af den udvidede underskudsbegrænsningsregel i ligningslovens § 15, stk. 5, idet denne efter sin ordlyd forudsætter ejerskab til stilladsmateriellet.

Subsidiært gør advokaten gældende, at der ikke er tale om udlejningsvirksomhed i bestemmelsens forstand, idet udlejningsydelsen må anses for relativ underordnet i forhold til virksomhedens primære ydelse, bestående af opsætning og nedtagning af stilladserne, og at virksomheden således heller ikke af denne årsag kan anses for omfattet. Dette må efter advokatens opfattelse også gælde indkomst fra stilladsmateriel, som datterselskabet selv måtte anskaffe den 19. maj 1993 eller senere.

Såfremt Ligningsrådet måtte anse datterselskabets indkomst for omfattet af den udvidede underskudsbegrænsningsregel er det advokatens opfattelse, at dette kun kan få betydning for den del af indkomsten, der af datterselskabet faktureres som leje.

Advokaten har endelig til spørgsmål 3 anført, at materiellet efter hans opfattelse ikke vil være omfattet af de nye bestemmelser i afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7, idet dette ikke eller i hvert fald i det væsentlige ikke, vil kunne anses som 'erhvervet med henblik på udlejning'. Som begrundelse herfor henvises til det ovenfor anførte forhold, at udlejningsydelsen udgør en relativ beskeden del af virksomhedens samlede ydelser.

Ad. spørgsmål 1 og 2

Den lokale skattemyndighed udtalte, at den af advokaten beskrevne konstruktion, hvorefter S ApS i forbindelse med køb af et underskudsselskab overfører samtlige aktiver med undtagelse af udlejningsaktiver, der efterfølgende udlejes til det nykøbte underskudsselskab, ikke medfører, at indkomst fra virksomheden i underskudsselskabet omfattes af den udvidede underskudsbegrænsningsregel i ligningslovens § 15, stk. 5.

Ligningsmyndigheden har herved lagt vægt på, at bestemmelsen i henhold til forarbejderne udelukkende omfatter den situation, hvor udlejningsaktiver overdrages til et underskudsselskab og altså ikke en situation som den her beskrevne, hvor underskudsselskabet blot formidler udlejningen.

Told- og Skatteregion en har udtalt, at ordlyden i den udvidede underskudsbegrænsningsregel i ligningslovens § 15, stk. 5 ikke ses at udelukke den situation, hvor datterselskabet, uden at være ejer heraf, videreudlejer afskrivningsberettigede driftsmidler. Når imidlertid henses til bestemmelsens forarbejder er det regionens opfattelse, at ejerskab til de omhandlede driftsmidler er afgørende for bestemmelsens anvendelse. Da udlejningsaktiverne forbliver i S ApS kan regionen tiltræde den af skattemyndigheden afgivne udtalelse.

Regionen har endvidere udtalt, at såfremt datterselskabet selv måtte anskaffe stilladsmateriel den 19. maj 1993 eller senere, vil indkomst fra udlejning heraf være omfattet af den udvidede underskudsbegrænsningsregel i ligningslovens § 15, stk. 5. At indtægter fra udlejning, som følge af den af S ApS hidtil anvendte faktureringsform og opdeling af ydelserne, regnskabsmæssigt fremstår som relativ beskeden, jf. advokatens bemærkninger herom, ses ikke at kunne bringe aktiviteten udenfor bestemmelsens anvendelsesområde. Hvor stor en del af datterselskabets samlede indtægter, der således vil være omfattet af den udvidede underskudsbegrænsningsregel i ligningslovens § 15, stk. 5 er et ligningsmæssigt spørgsmål, som henhører under den løbende ligning.

Ligningsrådet finder ikke, at lovbestemmelsens ordlyd sammenholdt med lovens forarbejder åbner mulighed for at holde datterselskabets indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler udenfor bestemmelsens begrænsningsregel. Datterselskabets indkomst vil derfor være omfattet af underskudsbegrænsningsreglen i ligningslovens § 15, stk. 5.

Ligningsrådet er af den opfattelse, at det alene er indkomsten fra selve udlejningen, der er omfattet af underskudsbegrænsningen og alene for så vidt angår afskrivningsberettigede driftsmidler erhvervet den 19. maj 1993 eller senere, jf. § 5, stk. 2 i lov nr. 425 af 25. juni 1993. Spørgsmålet om, hvilken del af datterselskabets indkomst, der kan henføres til selve udlejningsaktiviteten er et ligningsmæssigt spørgsmål, der henhører under den almindelige ligning.

Ad. spørgsmål 3

Told- og Skatteregionen har til spørgsmål 3 udtalt, at såvel S ApS som datterselskabet ved erhvervelse af stilladsmateriel den 19. maj 1993 eller senere vil være omfattet af afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7.

Regionen har herved under henvisning til advokatens beskrivelse af virksomheden lagt vægt på, at stilladsmateriellet uanset den anvendte faktureringsform og opdeling af ydelserne må anses for erhvervet med henblik på udlejning.

Ligningsrådet kan tiltræde regionens indstilling.

Endelig adm. afgørelse 1994 19428 Valid

Et selskab S ApS, der drev virksomhed med stilladsopsætning, - nedtagning og -udleje ville købe et datterselskab D ApS med et skattemæssigt underskud. Herefter skulle S ApS's virksomhed overdrages til datterselskabet. Stilladsmateriellet skulle dog forblive i S ApS og udlejes til D ApS, der herefter skulle fortsætte stilladsvirksomheden. Datterselskabets udlejningsvirksomhed ville efter Ligningsrådets opfattelse være omfattet af den med virkning fra 19. maj 1993 udvidede underskudsbegrænsningsregel i ligningslovens § 15, stk. 5.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →