Lager- til realisationsprincip
Statutory Text (2 Articles)
Lager- til realisationsprincip
- Overgang fra lagerprincip til realisationsprincip, valutaterminskontrakter
Referencer: LV 1994 A.D.2.6.5 og KGL § 8 E
Terminskontrakterne, som blev indgået i 1992, blev udelukkende indgået med henblik på at afdække den risiko, som selskabet havde og løbende har i forbindelse med tilgodehavende i fremmed valuta hos udenlandske samhandelspartnere.
Selskabet havde kalenderårsregnskab. De terminskontrakter, som var uafsluttede den 31/12 1992, udløb senest den 19/5 1993.
De omtalte valutaterminskontrakter var alle indgået for at afdække salgsindtægter i fremmed valuta i perioden 1/1-31/12 1993. Beslutningsgrundlaget var allerede indgåede varesalgskontrakter for levering i 1993 samt forventede salgsindtægter i fremmed valuta til opfyldelse af selskabets salgsbudget. Det kunne konstateres, at det forventede salg stort set blev realiseret.
Selskabet forarbejdede og solgte produkter fra landbrugssektoren.
En stor del af produkterne blev eksporteret til andre lande i Europa, ligesom selskabet importerede en del råvarer fra udlandet.
Til afdækning af de risici, som selskabet havde i forbindelse med eksport af landbrugsprodukter, indgik selskabet i 1992 i en række terminskontrakter. Terminskontrakterne blev således indgået udelukkende med henblik på at afdække den risiko, som selskabet havde i forbindelse med tilgodehavender i fremmed valuta hos udenlandske samhandelspartnere.
I 1992, hvor der var meget valutauro i de lande, som selskabet havde samhandel med, opnåede selskabet en urealiseret fortjeneste vedrørende disse på ca. 27 mio. kr.
Selskabet gjorde gældende, at terminskontrakterne først udløb i 1993, hvorfor det ikke ved udgangen af 1992 var givet, at den gevinst, der kunne opgøres pr. statusdagen den 31/12 1992, også i sidste ende ville blive realiseret. Endvidere blev der peget på, at mellemværenderne opstod som led i virksomhedens løbende handel med landbrugsprodukter, og selskabet havde ikke indgået terminsforretninger i spekulationsøjemed, idet kontrakterne kun blev indgået i et omfang, der modsvarede handelsmellemværende i den løbende drift.
Selskabet fandt, at den skattebetaling, der udløses på grund af urealiserede terminskontrakter, ville belaste selskabets likviditet og ikke stå i forhold til den reelle indtjening, som selskabet i øvrigt havde. Det ville således være en væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden at skulle anvende lagerprincippet vedrørende disse kontrakter.
Ifølge kursgevinstlovens § 8 E, stk. 2, er det bl.a. en betingelse for at få tilladelse til at anvende lagerprincippet, at beskatning efter stk. 1 vil være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden. Ifølge cirkulære nr. 134 af 29/7 1992, punkt 145, indebærer dette blandt andet, at der skal være betydelige omkostninger forbundet med at frigøre likviditet til skattebetalingen. Dette indebærer, at dispensation normalt kun vil blive givet for kontrakter med lang løbetid, hvor lagerprincippet betyder en væsentlig fremrykket beskatning i tilfælde af gevinst. Denne betingelse vil ikke være opfyldt, såfremt gevinst på kontrakten realiseres inden det tidspunkt, hvor skatten af den lagerbeskattede gevinst forfalder.
Ligningsrådet kunne efter en konkret vurdering tillade det ansøgte. Tilladelsen var gældende for de terminskontrakter, der ikke var afsluttet pr. 31/12 1992, og som var indgået for at afdække kommende salgsindtægter i fremmed valuta i perioden 1/1-31/12 1993 vedrørende varer, der ikke var leveret/faktureret pr. 31/12 1992.
Told- og Skattestyrelsens kommentar
Efter afgørelsen kan man forvente, at Ligningsrådet vil efterkomme ansøgninger om tilladelse til at anvende realisationsprincippet i stedet for lagerprincippet for terminskontrakter, jf. kursgevinstlovens § 8 E, stk. 2, når følgende betingelser er opfyldt
1. Kontrakterne skal være begrundet i den primære drift.
2. Der skal være tale om en valutakontrakt, der modsvarer køb eller salg af varer eller tjenesteydelser, der importeres eller eksporteres.
3. Ved kurssikring af salgsindtægter for eksporterede varer skal kontrakten angå varer, der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets udløb. Ved kurssikring af købsprisen for importerede varer skal kontrakten angå varer, der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets udløb. (Kurstab på fordringer eller gæld opstået ved allerede faktureret/leveret eksport eller import kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet pr. ultimo).
4. Der må ikke indgås modgående kontrakter.
5. Fastholdelse af lagerprincippet skal være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden.
6. Der må ikke konkret være mulighed for, at en dispensation åbner op til skattearbitrage.
Lovgivers formål med en restriktiv dispensationspraksis må anses for tilgodeset, såfremt der kun gives dispensation i tilfælde, hvor ovennævnte betingelser er opfyldt, da en dispensations praksis som skitseret udelukker skattearbitrage ved skatteudskydelse gennem indgåelse af modsatrettede valutakontrakter.
Begrundelsen for betingelse 3. er, at kurstab på fordringer eller gæld opstået ved allerede faktureret/leveret eksport eller import kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet pr. ultimo. En eventuel modsvarende gevinst på en valutakontrakt ligeledes opgjort ultimo efter lagerprincippet, neutraliseres således af tabsfradraget på den enkelte fordring eller gæld. Der er derfor ikke nogen begrundelse for dispensation fra lagerprincippet i disse situationer.
Et selskab ansøgte om tilladelse til at anvende realisationsprincippet i stedet for lagerprincippet, jf. kursgevinstlovens § 8 E, stk. 2.