Dobbeltbeskatning

Dobbeltbeskatning

- Dobbeltbeskatning

- Tyskland

- vikarer

- arbejdsgiver

Reference: DBO med Tyskland, art. 9, stk. 2, LV 1993 D.D.2 og D.E. Tyskland

Told- og Skattestyrelsen blev af en dansk virksomhed spurgt om anvendelsen af den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 9 i relation til beskatning af medarbejdere, som arbejder i Tyskland som vikarer. Virksomheden havde ved henvendelse til de tyske skattemyndigheder fået oplyst, at Tyskland ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 9, stk. 2, har beskatningsretten fra den 1. dag og ikke efter 183 dage.

Told- og Skattestyrelsen har ved besvarelsen forudsat, at vikarerne er fuldt skattepligtige og hjemmehørende her i landet.

Afgørende er dernæst, om der foreligger dansk eller tysk arbejdsgiver.

Den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 9 er på dette punkt i overensstemmelse med artikel 15 i OECD's modeloverenskomst.

I kommentarerne til denne bestemmelse (punkt 8) nævnes det, at arbejdsgiveren er den person, der har rettighederne til det udførte arbejde, og som bærer ansvaret og risikoen. I tilfælde af arbejdsudleje må det derfor udfra de faktiske forhold afgøres om arbejdsgiverfunktionerne hovedsagelig udøves af formidleren/udlejeren eller brugeren af arbejdskraften.

Af ligningsvejledningen vedrørende 1992 og 1993 afsnit D.D.2 vedrørende artikel 15 fremgår det, at 183-dages reglen fraviges i tilfælde af arbejdsudleje, idet der dog tages hensyn til hvorvidt begrebet konkret anerkendes af det andet land. Da man fra tysk side har anerkendt begrebet, måtte dette føre til ændring i ligningsvejledningen på dette punkt.

Tilsvarende principper for vurdering af, hvem der er arbejdsgiver i relation til arbejdsudlejebeskatning findes iøvrigt i de interne danske regler jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra c, jf. samme lovs § 43, stk. 2, litra h, samt kildeskattecirkulærets pkt. 42, som gælder for personer, der stilles til rådighed af en udenlandsk virksomhed for at udføre arbejde her i landet.

Ved besvarelse af spørgsmålet er det altså de faktiske forhold og dermed den danske virksomheds aftale med kunderne og vikarmedarbejderne samt virksomhedens beskrivelse af forholdene, som er afgørende.

Heraf fremgår, at den danske virksomhed udlejer medarbejdere til virksomheder i f.eks. Tyskland, betegnet som personaleleasing. Den tyske virksomhed betaler ugentligt og efter regning for det arbejde, der bliver udført.

For medarbejdernes vedkommende gælder, at arbejdet og dets tidsmæssige begrænsning skal følge det pågældende lands regler herom og iøvrigt reglerne på den pågældende arbejdsplads.

For så vidt angår den danske virksomheds ansvar og risiko, er der efter beskrivelsen tale om et medansvar, idet medarbejderne skal være kvalificerede, for at den danske virksomhed får betaling for arbejdet. Den danske virksomhed har normalt ingen ledelsesbeføjelser, idet medarbejderne skal arbejde selvstændigt. Kunden kan kontrollere resultatet, hvilket kan medføre, at arbejdet må gøres om.

Vederlag afregnes pr. times arbejde mellem kunden og den danske virksomhed.

Medarbejderne medbringer personligt værktøj og sikkerhedsudstyr, mens resten stilles til rådighed af kunden.

Det er den danske virksomhed, der ansætter og afskediger medarbejderne. De ansættes til at udføre det arbejde, som den danske virksomhed har påtaget sig. Kunden modtager information om, hvem virksomheden sender og har i enkelte tilfælde blandet sig i ansættelsen. Medarbejderne, som alle er danske, får udbetalt deres løn i Danmark.

På baggrund af beskrivelse og de indgåede standardkontrakter med kunder og medarbejdere jf. det ovennævnte svarede Told- og Skattestyrelsen, at de pågældende medarbejdere må anses for arbejdsudlejet.

Det er med andre ord den danske virksomheds kunder, der må anses for arbejdsgivere for medarbejderne i relation til de serviceopgaver, der er tale om.

Told- og Skattestyrelsen er dermed også enig med de tyske skattemyndigheder i, at Tyskland har beskatningsretten fra 1. dag. Til gengæld skal Danmark i overensstemmelse med dobbelt beskatningsoverenskomsten med Tyskland lempe i forbindelse med den danske beskatning. Det foregår i forbindelse med den enkelte medarbejders årsopgørelse i egen kommune.

Den danske virksomhed har herudover spurgt, om der skal betales bidrag til arbejdsmarkeds

fondene.

Told- og Skattestyrelsen svarede, at det også her er relevant, om der er tale om en arbejdsgiver her i landet eller en arbejdsgiver i udlandet. Samtidig er det relevant, om de pågældende vikarer er fuldt skattepligtige, mens de arbejder i udlandet jf. AMFL § 7, stk. 1, litra a.

Ved besvarelsen forudsattes det, at vikarerne er fuldt skattepligtige her i landet.

Det er også i denne sammenhæng de faktiske forhold og dermed den danske virksomheds aftale med kunderne og vikarmedarbejderne samt virksomhedens beskrivelse af forholdene, som er afgørende.

På baggrund af heraf har Told- og Skattestyrelsen anset de pågældende medarbejdere for arbejdsudlejet, således at det er den danske virksomheds udenlandske kunder, der må anses for arbejdsgivere for medarbejderne i relation til de serviceopgaver, der er tale om.

Dette medfører, at medarbejderne ikke skal betale bidrag til arbejdsmarkedsfondene jf. lov om arbejdsmarkedsfonde § 7, stk. 1, litra a.

Spørgsmål om beskatningsret til løn ved vikararbejde i Tyskland ifølge den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 9.