Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af souschef Tove B. Andersen - 'Udgifter i forbindelse med frivillige foranstaltninger for børn' (* 1)

§ 33, stk. 2, nr. 7 giver adgang til at yde hjælp til udgifter og medfører således ikke adgang til at opkræve egenbetaling.

Såfremt foranstaltningen medfører konkrete udgifter for familien, kan der ydes hjælp efter § 33, stk. 2, nr. 7 til udgiften.

Økonomisk støtte er afhængig af, om forældremyndighedsindehaveren selv har midler dertil.

Særligt om udgifter til efterskoleophold efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9

Efterskoleophold kan etableres som en anbringelse uden for hjemmet jf. § 33, stk. 2, nr. 10 med efterskolen som godkendt opholdssted efter § 66 stk. 1 og med handleplan mv. efter § 66 b.

Der blev pr. 1. januar 1993 indsat en særlig hjemmel til at yde støtte til efterskoleophold uden at der var tale om en egentlig anbringelse udenfor hjemmet. Det betyder bl.a., at der ved efterskoleophold efter nr. 9 ikke stilles krav om handleplan, og familien kan fortsat modtage børneydelser, da den unge i relation til disse regler anses for at have ophold i hjemmet.

Afgrænsningen beror netop på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af reglerne om anbringelse uden for hjemmet. Der er dog ved efterskoleophold efter nr. 9 også tale om en foranstaltning, hvis iværksættelse kræver, at betingelsen i § 33, stk. 1 om »væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte« er opfyldt.

Ankestyrelsen er i flere tilfælde anmodet om principiel behandling af spørgsmålet om hjælp til ophold på efterskole, hvor årsagen til efterskoleophold er, at den unge, forældrene og folkeskolen, ved klasselærer, pædagogisk/psykologisk rådgivning, eller skolepsykolog anbefaler efterskole for at tilgodese et behov hos den unge, som den almindelige folkeskole vel er forpligtet til at tilgodese, men hvor forældrene og skolens repræsentanter er enige om, at hensynet til eleven bedre kan tilgodeses ved ophold på efterskole. Der har været tale om ordblindhed, talevanskeligheder, læsehandicap og hørehandicap.

Disse elever har kommunen skønnet hørte under § 33, stk. 1, og forældrene har samtykket i/ønsket efterskoleopholdet - ofte på en bestemt skole som særligt retter sig mod barnets specielle problemtype.

På baggrund af familiens budget har den enkelte kommune vurderet, om der kunne ydes hel eller delvis hjælp til den egenbetaling, der er tilbage, når der er ydet stats-og kommunestøtte.

I et enkelt tilfælde havde kommunen valgt at yde støtte med et beløb svarende til specialundervisningsandelen, og i de andre tilfælde afviste kommunen at yde støtte til egenbetalingen med henvisning til, at forældrene selv havde midler.

Ankestyrelsen har ikke antaget disse sager til principiel behandling, da det er en konkret vurdering, om de økonomiske forhold medfører, at forældrene ikke selv har midler dertil.

Konklusion

Sagerne har efterladt det indtryk, at det undertiden er overraskende for forældrene og deres rådgivere, at et »anbefalelsesværdigt« efterskoleophold kan udløse en egen- betaling.

Det har derfor stor betydning, at vejledningsforløb bliver orienteret om de eventuelle økonomiske konsekvenser.

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af souschef Tove B. Andersen - »Udgifter i forbindelse med frivillige foranstaltninger for børn« (* 1)

Ankestyrelsen har modtaget en række henvendelser om bestemmelsen i bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 7, idet der har været tvivl om fortolkning af bestemmelsen med hensyn til, hvilke udgifter, forældre selv skal betale henholdsvis kan få støtte til. Der har også været tvivl om begrebet »der følger af foranstaltninger«.

Ankestyrelsen har truffet principiel afgørelse i en sag om dette spørgsmål. Afgørelsen blev offentliggjort som SM O-19-94.

Sagen var antaget til afklaring af, om forældrebetaling skal fastsættes efter reglerne i betalingsbekendtgørelsen eller i bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 7, når der var truffet bestemmelse om, at et barn skal søge et dagtilbud.

Ankestyrelsen fandt, at betalingsspørgsmålet i forbindelse med beslutning om foranstaltning efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1, skal løses efter de regler, der måtte gælde for den pågældende foranstaltning.

For dagtilbud gælder de betalingsregler, der er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 759 af 21. november 1991 om betaling for ophold i dagtilbud for børn og unge § 9, stk. 1 om økonomisk friplads og stk. 2, om socialpædagogisk friplads.

De særlige refusionsregler i § 135,

stk. 7 betyder, at kommunen refusionsmæssigt er stillet på samme måde efter betalingsbekendtgørelsen, som hvis udgifterne kunne afholdes efter § 33, stk. 2, nr. 7. Der kan henvises til pkt. 201 om finansiering i Vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om Bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge.

Eventuelle andre udgifter i forbindelse med dagforanstaltningen, f.eks. som led i forældresamarbejde, kan ydes efter § 33, stk. 2, nr. 7, jf. nedenfor.

Udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1-5

Bestemmelsen i bistandsloven § 33, stk. 2, nr. 7 skal opfattes som en ydelseshjemmel. Det er væ-sentligt at fastslå, at der ikke er tale om en opkrævningsadgang.

Bestemmelsen afløser § 46 b, stk.

1, 1. pkt., hvorefter der kunne afholdes udgifter i forbindelse med henstilling og pålæg.

Nr. 7 har betydning i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet en foranstaltning efter nr. 1-5, og denne foranstaltning medfører konkrete udgifter

for familien.

Såfremt der er tale om en foranstaltning, som er en sædvanlig offentlig ydelse (f.eks. rådgivning, vejledning, konsulentbistand), medfører beslutningen herom ikke en umiddelbar udgift for familien. Der er derfor ikke tale om en »udgift, der følger af foranstaltningen«.

Hvis der er fastsat betalingsregler for den besluttede foranstaltning, er det disse, der finder anvendelse. Udover dagtilbud efter bistandsloven kan nævnes skole-fritidsordninger og hjemmehjælp.

Hvis en besluttet foranstaltning medfører udgifter for familien (f.eks. transport, indkøb af legetøj, udflugter, kontingent til spejder, idræt, betaling for deltagelse på privat byggelegeplads eller lignende), kan udgiften hertil ydes efter nr. 7, hvis forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil.

Konklusion

Det har givet anledning til tvivl, i hvilket omfang en kommune dækker udgifter til frivillige foranstaltninger for børn. Der kan også opstå tvivl om, hvilke udgifter forældrene selv skal betale.

Ankestyrelsen har taget stilling til nogle af disse problemer.