Legislator Case Law & Legislation
W19941930527 DK

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - 'Bistands- og plejetillæg' - af ankechef Karin Rasch - ophold i eget hjem - samtidig anden hjælp til dækning af bistands- og plejebehovet (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Kommentar 1994 19305 Valid

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - »Bistands- og plejetillæg« - af ankechef Karin Rasch - ophold i eget hjem - samtidig anden hjælp til dækning af bistands- og plejebehovet (* 1)

Efter lov om social pension § 16, stk. 1, kan der tilkendes bistandstillæg, når invaliditeten bevirker, at ansøgeren stadig må have personlig bistand af andre, eller når invaliditeten består i blindhed eller stærk svagsynethed.

Plejetillæg efter lovens § 16, stk. 2, tilkendes hvis invaliditeten bevirker, at ansøgeren må have vedvarende pleje eller tilsyn, som nødvendiggør andres stadige nærværelse.

Lovens generelle betingelser er således, at der skal foreligge invaliditet, det vil sige en varig nedsættelse af pågældendes funktionsevne, som skyldes helbredsmæssige forhold.

Hvilke behov

Tilstanden skal derudover medføre, at ansøgeren har et behov for personlig bistand af andre eller et behov for vedvarende pleje eller tilsyn.

Det behov for personlig bistand, som bistandstillægget er beregnet til at dække, er bistand til personlige fornødenheder, som f.eks. hjælp til personlig hygiejne, bistand i forbindelse med måltider, af- og påklædning og toiletbesøg.

Forholdet til andre hjælpeordninger

Udover de foran nævnte generelle betingelser forudsætter tilkendelse

af bistands- og plejetillæg, at behovet ikke kan afhjælpes gennem andre foranstaltninger, som f.eks. hjælpemidler eller hensigtsmæssig indretning af hjemmet.

Et eventuelt behov for hjælp til selve husførelsen, som f.eks. madlavning og rengøring m.v. kan ikke dækkes efter reglerne om bistandstillæg, men må afhjælpes på anden måde f.eks. efter bistandslovens regler om praktisk bistand i hjemmet (hjemmehjælp).

Institutionsophold, herunder ophold i plejehjem, hvor behovet for bistand og pleje dækkes gennem opholdet, bevirkede tidligere, at der slet ikke blev udbetalt pension eller bistands- og plejetillæg under opholdet.

Ændring af reglerne om udbetaling af pension under ophold på plejehjem og udviklingen af for-skellige boformer med tilknyttede hjælpeordninger samt udbygningen af den kommunale hjemmepleje har gjort det nødvendigt med en fornyet stillingtagen til spørgsmålet om bistands- og plejetillæg set i forhold til de øvrige hjælpeordninger, som er til rådighed for ansøgeren.

Ankestyrelsens praksis

Plejehjem

I forbindelse med den tidligere forsøgsordning i bistandslovens § 85a med udbetaling af pension under ophold på plejehjem har Ankestyrelsen taget stilling til spørgsmålet om udbetaling af bistands- og plejetillæg under instututionsophold.

I de principielle afgørelser om dette spørgsmål, som er offentliggjort i SM P-6-92, fandt Ankestyrelsen, at der ikke kunne tilkendes bistands- og plejetillæg. Ankestyrelsen fandt samtidig, at der måtte rejses sag om frakendelse af tillæg tilkendt før opholdet på institution. Begrundelsen var, at behovet for bistand og pleje måtte anses for dækket gennem plejehjemsopholdet.

Med en tilsvarende begrundelse fandt Ankestyrelsen, at der ikke kunne gives bistandstillæg til en ansøger med et vidtgående handicap under dennes midlertidige ophold på Egmonthøjskolen.

Se SM P-21-89.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ifølge finansloven var bevilget et særligt tilskud til højskolen til dækning af højskolens udgifter til pleje af handicappede elever, således at højskolen kunne modtage stærkt handicappede elever i undervisningen.

Bofællesskaber

Ankestyrelsen har tidligere taget stilling til spørgsmålet om bistands- og plejetillæg til ansøgere med ophold i bofællesskaber, oprettet i henhold til bistandslovens § 68. Afgørelserne er offentliggjort i SM P-13-89. I de konkrete sager fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for tilkendelse af bistandstillæg. Begrundelsen var, at behovet for personlig bistand ikke havde et sådant omfang, at der kunne tilkendes bistandstillæg.

Opholdet i § 68-bofællesskabet udelukkede således ikke i sig selv tilkendelse af bistandstillæg, men ansøgerne ansås ikke for at være berettigede ud fra en konkret vurdering af behovet.

Hjælpeordninger efter bistandslovens § 48, stk. 4

I nogle sager om støtte efter bistandslovens § 48, stk. 4, til ansættelse af private hjælpere til ansøgere med vidtgående handicap, som modtog ydelser efter pensionsloven, forudsatte Ankestyrelsen, at behovet for bistand og pleje primært skulle dækkes efter pensionslovens regler, men at der i ekstraordinære tilfælde kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4, til privat ansatte hjælpere. Afgørelserne fremgår af SM O-40-85.

Nye principielle afgørelser

I juni 1994 har Ankestyrelsen i et principielt møde behandlet 4 sager om bistands- og plejetillæg. Der var tale om ansøgere med ophold i eget hjem, som også modtog anden hjælp til dækning af bi-stands- eller plejebehovet. Denne hjælp bestod i hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4, faste hjælpeordninger, der var tilknyttet den boform, den pågældende havde valgt, eller kommunale hjemmeplejeordninger.

Ankestyrelsen fandt, at de pågældende hjælpeordninger i forbindelse med opholdet i eget hjem ikke afskar ansøgerne fra at få tilkendt bistands- eller plejetillæg, men at der i hvert enkelt tilfælde måtte foretages en konkret vurdering af bistands- og plejebehovet sammenholdt med den hjælp, der i øvrigt ydedes de pågældende til dækning af dette behov.

1. sag

Med hensyn til hjælpeordninger efter bistandslovens § 48, stk. 4, fandt Ankestyrelsen, som det også var tilfældet i de tidligere afgørelser, jf. SM O-40-85, at bistandslovens ydelser var subsidiære i forhold til pensionslovens regler om bistands- og plejetillæg.

Der blev derfor tilkendt plejetillæg til en ansøger, som i forvejen modtog hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4, til aflønning af 4 fuldtidsansatte hjælpere og 1 afløser. Ankestyrelsen overlod det herefter til kommunen, om tilkendelsen af plejetillæg kunne give anledning til ændring af udmålingen af hjælpen efter bistandsloven.

2. sag

En ansøger fandtes ikke længere berettiget til plejetillæg efter flytning til en handicapvenlig bolig oprettet i henhold til ældreboligloven med tilknyttede hjælpefunktioner.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens boligform måtte anses for at være ophold i eget hjem, men at hans behov for stadig personlig bistand og pleje blev dækket ved den hjælp, der blev stillet til rådighed i forbindelse med boligen.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at hans aktiviteter uden for hjemmet ikke selvstændigt medførte et så omfattende behov for bistand og pleje, som er en forudsætning for tildeling af bistands- og plejetillæg efter lovens § 16.

Ankestyrelsen gjorde samtidig opmærksom på muligheden for, at der eventuelt kunne ydes hjælp til dækning af behovet for bistand til sådanne aktiviteter efter reglerne i bistandslovens § 56 om praktisk bistand i hjemmet eller som personligt tillæg efter lov om social pension § 17.

3. sag

Ankestyrelsen nåede et tilsvarende resultat i en sag, hvor en ansøger ikke ønskede plejehjemsophold og i stedet opholdt sig i beskyttet bolig med omfattende hjemmehjælp (6 timer om dagen, 3-4 timer om aftenen og 1 time om natten.

4. sag

En ansøger, hvis tilstand fordrede vedvarende pleje og tilsyn, ansås for berettiget til bistandstillæg. Ansøgeren havde ophold i eget hjem og modtog hjemmepleje 1 time om morgenen, 1 time midt på dagen og 2 x 15 min. om aftenen.

Ankestyrelsen lagde i denne sag vægt på, at selvom ansøgerens invaliditet krævede vedvarende pleje og tilsyn, var dette behov delvis dækket gennem den kommunale hjemmepleje, som han selv havde valgt at modtage. Hjælpen kunne imidlertid ikke antages at dække hans samlede behov.

Ved Ankestyrelsens behandling af sagerne er det indgået i overvejelserne, at bistands- og plejetillæg efter lov om social pension er en sikringsydelse, som ansøgeren har krav på, når lovens betingelser er opfyldt. Tilkendelse af tillægget medfører krav på udbetaling af en fast ydelse, som den berettigede selv kan disponere over til dækning af behovet, og som kun kan ændres, såfremt lovens betingelser for frakendelse er opfyldt. Frakendelse forudsætter herudover, at der rejses sag herom, og at der træffes en egentlig afgørelse om frakendelse.

På den anden side må der tages hensyn til, at ansøgeren ikke skal have det samme behov dækket gennem flere samtidige ydelser (dobbeltforsørgelse). Det må derfor indgå i vurderingen i hvilket omfang behovet for bistand og pleje dækkes ved andre ordninger, som ansøgeren selv har valgt at modtage.

De enkelte afgørelser vil blive offentliggjort som SM P-17-94.

Kommentar 1994 19305 Valid

Ankestyrelsen har behandlet en række sager om bistands- og plejetillæg til personer med ophold i eget hjem, som også modtog anden hjælp til dækning af bistands- og plejebehovet.

Hjælpeordninger i forbindelse med ophold i eget hjem forhindrede ikke, at der efter en konkret vurdering tillige kunne tilkendes bistands- eller plejetillæg.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →