Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af ankechef Ellen Eff - 'Samvær og kontakt' - social bistand - foranstaltninger for børn og unge (* 1)

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af ankechef Ellen Eff - »Samvær og kontakt« - social bistand - foranstaltninger for børn og unge (* 1)

Med lov nr. 501 af 24. juni 1992 om ændring af bistandslovens regler om foranstaltninger for børn og unge, herunder reglerne om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger, blev klagereglerne for afgørelse om forældre og anbragte børn og unges samvær ændret på afgørende vis. Indtil den 1. januar 1993 var der i den dagældende § 67 i bistandsloven kun omtalt afgørelser om samværsafbrydelse. Beslutninger om samværsafbrydelse på indtil 3 måneder kunne træffes af det sociale udvalg og indbringes for Socialministeriet. Beslutninger, der lå ud over 3 måneder, skulle træffes af det særlige børneudvalg (§ 31-udvalg) og kunne indbringes for amtsankenævnet. Andre beslutninger om forældrenes samvær med deres børn, som blev truffet af kommunerne, blev ka- rakteriseret som forsorgens udøvelse. For disse beslutninger var der ingen klageadgang, men afgørelserne kunne indbringes for tilsynsmyndighederne, der dog ikke kunne ændre afgørelserne.

Der var fra flere sider blevet peget på, at det forhold, at forældre og børns kontakt afskæres eller svækkes under en anbringelse uden for hjemmet, er et lige så stort, ja ofte et større indgreb i deres indbyrdes forhold end selve anbringelsen. Der burde derfor etableres de samme retssikkerhedsgarantier for forældre og børn og unge på de to områder. I overensstemmelse med et forslag fra

Udvalget om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge i betænkning nr. 1212/1990 er forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge derfor nu reguleret direkte i lovens § 67. Her nævnes hvilke indgreb, der kræver en egentlig afgørelse. Der er samtidig blevet fastsat nye klageregler i lovens § 67a ud fra princippet om, at de mest indgribende beslutninger vedrørende samvær og kontakt skal træffes af og kunne påklages til de samme myndigheder, som træffer af-gørelse om den tvangsmæssige anbringelse.

Gældende regler

I overensstemmelse med dette træffer Børn og unge-udvalget afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge - uanset periodens længde - og om, at samværet skal være overvåget i en periode ud over 3 måneder. Lige-

ledes skal en beslutning om, at barnets eller den unges opholdssted ikke må oplyses over for forældrene, træffes af Børn og unge-udvalget.

Det er kommunalbestyrelsen, der skal fastsætte, hvor ofte forældrene må have samvær med barnet eller den unge, når blot samværet finder sted en gang om måneden eller derover. Dette fremgår af bistandslovens § 67, stk. 4, 3. punktum. Samvær, der finder sted mindre end en gang om måneden, betragtes således som en afbrydelse af forbindelsen. Det er også kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om, at samværet skal være overvåget, hvis beslutningen kun gælder 3 måneder eller mindre. Dette fremgår af 1. punktum i samme paragraf.

Med hensyn til brev- og telefonkontakt for børn og unge på institution gælder, at en beslutning om, at dette skal være kontrolleret, dvs. overvåget - uanset periodens længde - skal træffes af Børn og unge-udvalget. Dette fremgår af bistandslovens § 14, stk. 7, som også er ny.

De afgørelser om samvær og kontakt, der er truffet af Børn og unge-udvalget, kan påklages efter samme regler som udvalgets afgørelser om tvangsanbringelse mv. Det vil sige, at afgørelserne kan indbringes for Den Sociale An-kestyrelse og herefter for Landsretten.

Kommunalbestyrelsens afgørelse kan indbringes for det sociale ankenævn. Kun hvis sagen er principiel eller generel, kan ankenævnets afgørelse indbringes for Ankestyrelsen.

Beslutninger, der drejer sig om den praktiske gennemførelse af samværet, træffes af anbringelsesstedet.

Ankestyrelsens erfaringer om reglernes anvendelse

Ankestyrelsen har mødebehandlet omkring 450 sager, hvor de nye regler i bistandsloven om gennemførelse af tvangsmæssige foranstaltninger er blevet anvendt. Der har kun været ganske få sager, hvor Børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene

og barnet eller den unge, dvs. hvor der er samvær mindre end en gang om måneden. Til gengæld har en stor del af sagerne, hvor afgørelsen drejer sig om anbringelsen, også indeholdt afgørelse om, at samværet skal være overvåget.

Vi har ved behandlingen af sager- ne konstateret, at der har været visse begyndervanskeligheder med hensyn til den gældende deling af afgørelseskompetencen i samværsspørgsmål.

Formalitetsproblemer

Vi har således set flere afgørelser fra Børn og unge-udvalget, hvor udvalget i forbindelse med, at der er fastsat samværsovervågning, også har truffet beslutning om, hvor ofte der skulle være samvær, selvom dette var hyppigere end en gang om måneden. Vi har i disse situationer meddelt, at afgørelsen om samværets omfang ikke var truffet af rette myndighed, og derfor var ugyldig. Ankestyrelsen har ligeledes set en afgørelse, hvor samværet af kommunalbestyrelsen var afbrudt i en måned. Denne afgørelse burde retteligt have været truffet af Børn og unge- udvalget, da samværet ifølge afgørelsen fandt sted mindre end en gang om måneden.

For så vidt angår afgørelser om samværsovervågning har vi set mange afgørelser, hvori det ikke er angivet, for hvilken periode beslutningen gælder. Dette er en betingelse efter § 67, stk. 3, 1. punktum.

Kompetencefordelingen mellem kommunalbestyrelsen og Børn og unge- udvalget beror også på periodens længde, idet en beslutning, der vedrører en periode ud over 3 måneder som tidligere nævnt skal træffes af Børn og unge-udvalget. Ankestyrelsen har i en afgørelse meddelt, at en beslutning om, at samværet kun måtte foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen i en periode på 3 måneder, var ugyldig. En beslutning af dette indhold skal rettelig træffes af kommunalbestyrelsen. Samtidig gjorde vi dog opmærksom på, at en evt. afgørelse om overvåget samvær i en ny periode, således at den samlede periode ville overstige 3 måneder, skulle træffes af Børn og unge-udvalget.

Vurdering af afgørelserne om samvær

Som nævnt indeholdt en del af de sager, vi har behandlet i Ankestyrelsen, også afgørelse om, at samværet kun måtte foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, dvs. at det skulle være overvåget. Ankestyrelsen har i flere tilfælde ophævet bestemmelsen om det overvågede sam-vær, idet betingelsen om, at overvågning skulle være nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, ikke fandtes opfyldt.

Ankestyrelsen træffer naturligvis sin afgørelse ud fra en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde. Ankestyrelsens udgangspunkt er imidlertid, at en beslutning om overvågning er en særdeles indgribende foranstaltning over for forældrene. En overvågning føles endog meget belastende for forholdet mellem forældre og børn og kan undertiden modvirke formålet med anbringelsen.

I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har ændret Børn og unge- udvalgets afgørelse har det som regel drejet sig om institutionsanbringelser, hvor samværet i forvejen er i faste rammer. Derudover har vi taget hensyn til barnets alder og naturligvis forældrenes tilbøjelighed til at påvirke børnene. Det sidst kan ske f.eks. på baggrund af et misbrug eller på grund af udpræget manglende forståelse for barnets behov.

I flere af de sager, hvor Ankestyrelsen har været enig i, at det var nødvendigt at træffe afgørelse om samværsovervågning, har vi fastsat en kortere frist for beslutningen ud fra den betragtning, at det bør være muligt at finde en anden løsning gennem et samarbejde med forældrene.

Det kan afslutningsvis oplyses, at Ankestyrelsen sidst på året udsender nogle SM'er, der ud fra afgørelser i konkrete sager illustrerer styrelsens praksis i forhold til de nye tvangsfjernelsesregler.

De nye regler om gennemførelse af tvangsmæssige foranstaltninger for børn og unge har nu været anvendt i omkring halvandet år. Med disse regler blev der bl.a. indført en ændret klagevej for afgørelser om forældre og anbragte børn og unges ret til samvær.

Ankestyrelsens erfaring er nu, at disse klageregler er ved at være indkørt.