Legislator Case Law & Legislation
W19941914625 DK

Nyt fra Ankestyrelsen - Kommentarer til SM-afgørelser af fuldmægtig Jørgen Lützow - 'SM 0-48-94 bilstøtte - afdragsfrihed - bruttorevalideringsydelse - SM 0-74-94 bilstøtte - ændring af lånevilkår'(* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 19146 Valid

Nyt fra Ankestyrelsen - Kommentarer til SM-afgørelser af fuldmægtig Jørgen Lützow - »SM 0-48-94 bilstøtte - afdragsfrihed - bruttorevalideringsydelse - SM 0-74-94 bilstøtte - ændring af lånevilkår«(* 1)

Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af hjælpemiddelbil indeholder i § 4, stk. 4 en hjemmel til, at personer under uddannelse kan opnå afdragsfrihed, så længe uddannelsen varer, hvis der ingen erhvervsindtægt er.

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager til afklaring af om revalidender, der modtager bruttorevalideringsydelse, kan opnå denne afdragsfrihed.

I den ene sag fastslog Ankestyrelsen, at en 24-årig kvinde, der læste på handelsskole og modtog bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2, var berettiget til afdragsfrihed. Hun havde ikke andre indtægter end bruttorevalideringsydelsen.

I den anden sag nåede Ankestyrelsen til det modsatte resultat. Det drejede sig om en tidligere tømrer, der nu var i gang med en uddannelse som radiomekaniker. Han modtog maksimal bruttorevalideringsydelse i perioder, hvor han gik på skole. I andre perioder var han i praktik, og i disse perioder modtog han fagets mindsteløn med løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8.

Ankestyrelsen vurderede, at ansøger ikke var berettiget til afdragsfrihed i perioder, hvor han modtog mindsteløn med løntilskud. Indtægten, inklusive løntilskuddet, måtte betragtes som erhvervsindtægt.

Fuldmægtig Jørgen Lutzow Knudsen

Diskussion

Ankestyrelsens 2 afgørelser er truffet på grundlag af bilbekendtgørelsens ordlyd, som den foreligger. Det kunne måske være en diskussion værd, om ikke tiden er løbet fra bekendtgørelsen på dette punkt. Modtagere af bruttorevalideringsydelse vil ofte være bedre økonomisk stillet end andre modtagere af bilstøtte, som for eksempel pensionister eller unge, der vælger en lærlingeuddannelse med løn.

Det skal understreges, at størrelsen af erhvervsindtægten er helt uden betydning. Det er alene selve det forhold, at der er en erhvervsindtægt, som har betydning. En modtager af bruttorevalideringsydelse, der samtidig har en betydelig pensionsindtægt, vil således være berettiget til afdragsfrihed, da pension ikke er erhvervsindtægt. Tilsvarende gælder ansøgere med betydelig formue.

Som bilbekendtgørelsen er formuleret, er der for tiden ingen mulighed for at ændre på disse forhold.

SM 0-74-94 bilstøtte - ændring af lånevilkår

Det har hidtil været fast praksis, at lånevilkårene ikke kan ændres, efter at en bilbevilling er udnyttet. Det har den gode begrundelse, at det ville give administrativt kaos, hvis en hvilken som helst ændring i en klients indtægtsforhold skulle udløse en ny beregning af støtten.

Ankestyrelsen har nu truffet en afgørelse, der bryder med den hidtidige opfattelse.

Sagen drejede sig om en 48-årig mand med dissemineret sklerose. Han havde på et tidspunkt fået bevilget bilstøtte for at kunne opretholde sit arbejde. Efter ca. 4 års forløb tvang sygdommen ham til at opgive jobbet. Hans sag blev taget op til kontrol, og nævnet fandt, at han fortsat var berettiget til bilstøtte, men nu til fritidsformål. Nævnet fandt, at bilstøtten kunne fortsætte på de hidtidige vilkår.

Ansøger klagede til Ankestyrelsen og gjorde gældende, at hans indtægtsgrundlag var blevet mindre efter opgivelsen af arbejdet. Han mente derfor, at han var berettiget til få nedsat afdragene på den tilbagebetalingspligtige del af billånet.

Ankestyrelsen gav ham medhold heri. Begrundelsen var, at der ikke i bilbekendtgørelsen er regler, der taler imod at ændre lånevilkårene i den slags tilfælde. Da støtte til bil desuden er en løbende ydelse, indtog Ankestyrelsen det stand-punkt, at ansøger var berettiget til at få nedsat afdragene på den tilbagebetalingspligtige del af lånet.

Reguleringen skulle ske således, at han fra nævnets afgørelse blev stillet som om afdragsvilkårene fra begyndelsen var fastsat i forhold til hans nuværende indtægtsforhold.

Ankestyrelsens afgørelse er udtryk for en væsentlig ændring af praksis.

Endelig adm. afgørelse 1994 19146 Valid

Kommentarer til »SM 0-48-94 bilstøtte - afdragsfrihed - bruttorevalideringsydelse - SM 0-74-94 bilstøtte - ændring af lånevilkår«

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →