TV-Reklame - god markedsføringsskik/urigtige oplysninger/dokumentation for angivelser om faktiske forhold
Statutory Text (3 Articles)
TV-Reklame - god markedsføringsskik/urigtige oplysninger/dokumentation for angivelser om faktiske forhold
Ved skrivelse af 14.oktober 1994 har Viborg Amt klaget over en reklame for Ekstra Bladet, vist i TV 2 d. 30. september 1994. Klageren anfører, at reklamen overtræder de regler, som Radio- og TV-Reklamenævnet skal påse efter § 72 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, §§ 1-2 i Markedsføringsloven samt Medieansvarslovens bestemmelser om god presseskik. I reklameindslaget reklamerer annoncøren for sig selv gennem omtale af en konkret sag, der gennem en længere periode har været journalistisk behandlet i det af annoncøren udgivne dagblad Ekstra Bladet. I tv-reklamen vises en række billeder og skilte med relation til Ekstra Bladets behandling af den konkrete sag, mens reklamens speak i meget kort form fremfører Ekstra Bladets udlægning af sagen, herunder særligt hvorledes klageren, Viborg Amt, skulle have behandlet den konkrete sag. Det anføres således blandt andet, at »Viborg Amt kræver genforurening af søen«. Annoncøren, Ekstra Bladet, har d. 28. oktober 1994 anført, at Viborg Amt har stillet krav om, at ejeren af grunden med den omtalte sø skal retablere området, og henviser til, at dette flere gange er fremført af klageren og fremgår af Skive Rets dom i sagen SS nr. 769/1992, »Anklagemyndigheden mod Peter Hansen«. Annoncøren anfører, at man har valgt at opfatte udtrykke »retablere området« som svarende til at »føre området tilbage til dets tidligere tilstand«, hvilket ifølge annoncøren vil sige en stenet losseplads. Annoncøren anfører afslutningsvis, at klagen over reklamen bør afvises, idet klageren må tåle kritik i satirens form i en sag af samfundsmæssig betydning. TV2 Reklame A/S har d. 31. oktober 1994 anført, at man har vurderet, at der i Skive Rets dom i sagen »Anklagemyndigheden mod Peter Hansen« er belæg for udsagnene i reklamen. Der henvises til, at det af dommen fremgår, at Peter Hansen ikke har efterkommet et påbud fra Viborg Amt om at retablere den ubebyggede ejendom og dermed søen på ejendommen. Radio- og TV-Reklamenævnet har behandlet sagen på sit møde d. 15. november 1994 og har truffet følgende afgørelse: Dagspressen har en meget betydelig frihed til i redaktionel form at omtale offentlige myndigheder og deres sagsbehandling. De regelsæt, der regulerer dagspressens muligheder for journalistisk omtale, dvs. lovgivningens almindelige regler og de presseetiske regler, er imidlertid ikke de samme som de regler, der regulerer indholdet af reklamer. Uanset at der reklameres for et dagblad, finder lovgivningens almindelige regler om reklamering, herunder markedsføringslovens regler og de særlige regler for indholdet af reklamer i radio og tv, anvendelse i den konkrete sag. Nævnet har ved sin behandling af sagen således ikke foretaget en vurdering af den journalistiske form, som annoncøren har anvendt i det af annoncøren udgivne dagblad, men alene foretaget en vurdering af lovligheden af indholdet i reklamen for dette dagblad i forhold til de relevante bestemmelser herom. Reklamen fremstår som en selvstændig behandling af den konkrete sag, ikke blot som en fremlæggelse og udstilling af udgivne eksemplarer af annoncørens blad. Det anføres således i reklamen: » Viborg Amt kræver genforurening af søen«. Nævnet finder ikke i det faktiske hændelsesforløb som oplyst for Nævnet, i Skive Rets dom i sagen SS nr. 769/1992, »Anklagemyndigheden mod Peter Hansen« eller i Vestre Landsrets dom i sagen, dokumentation for en sådan påstand. Den således i reklamen anførte påstand om faktiske forhold fremstår som åbenbart urigtig, ikke dokumenterbar og dermed i strid med god markedsføringsskik. Radio- og TV-Reklamenævnet finder således, at reklamen er en overtrædelse af § 7, stk. 1, i Bekg. nr. 108 af 8. februar 1994, og § 1 og § 2, stk. 1 og 4, i Markedsføringsloven, jvf. § 7, stk. 2, i Bekg. nr. 108 af 8. februar 1994. Nævnets afgørelse er enstemmig.
Ingen
Tv-reklamer for et dagblad fundet i strid med god markedsføringsskik.
Annoncøren reklamerede for sig selv ved at henvise til en konkret sag, der samtidig blev journalistisk behandlet i dagbladet. Nævnet fandt, at reklamen fremstod som en selvstændig behandling af den konkrete sag, og at en i reklamen anført påstand om faktiske forhold fremstod som åbenbart urigtig, ikke dokumenterbar og dermed i strid med god markedsføringsskik.