Varemærket TEBOKAN ikke fundet forveksleligt med varemærket SENDOXAN
Statutory Text (3 Articles)
Varemærket TEBOKAN ikke fundet forveksleligt med varemærket SENDOXAN
År 1994, den 11. november afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. V 23/93: Klage fra ASTA PHARMA AKTIENGESELLSCHAFT, Tyskland, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 23. april 1993 vedr. varemærkeregistrering nr. VR 6698 1992 for Dr. Willmar Schwabe GmbH & Co. Tyskland, v/LINDS PATENTBUREAU, Vedbæk Den 17. februar 1992 indleverede Dr. Willmar Schwabe GmbH & Co., Tyskland, v/Linds Patentbureau, en ansøgning om registrering af varemærket TEBOKAN for følgende varer i klasse 5: Farmaceutiske og veterinærmedicinske præparater samt præparater til sundhedspleje, diætetiske præparater til medicinsk brug, desinfektionsmidler. Den 26. august 1992 blev registreringen offentliggjort i Dansk Varemærketidende. Ved skrivelse af 26. oktober 1992 nedlagde klageren i denne sag, ASTA PHARMA AKTIENGESELLSCHAFT, Tyskland, v/patentbureau Budde, Schou & Co. indsigelse mod registreringens gyldighed. Som begrundelse for indsigelsen anførtes: »....Indsigelsen støttes på vor klients danske varemærkeregistrering nr. 4100/85 SENDOXAN, dækkende »alle varer i klasse 5«. Der foreligger således fuld varekollision mellem de to mærker. Da de to mærker endvidere ligger meget tæt op af hinanden, er det vor klients og vor opfattelse, at mærkerne må anses for forvekslelige. Vi henstiller derfor, at VR 06.698 1992 må blive slettet af registeret....' I skrivelse af 28. december 1992 uddybedes indsigelsen som følger: »....Det er derudover vor klients og vor opfattelse, at de to mærker SENDOXAN og TEBOKAN ligger så tæt op af hinanden såvel visuelt som auditivt, at fare for forveksling meget let vil opstå, når betegnelserne anvendes for identiske eller ligeartede varer. Ved vurderingen af forvekslelighedsspørgsmålet bør det tillægges vægt, at vokalrækkefølgen E-O-A er identisk i de to mærker, samt at begge mærker består af tre stavelser. Ganske vist tillades der ifølge sædvanlig dansk varemærkepraksis en højere grad af lighed indenfor lægemiddelområdet. Det ansøgte mærke dækker imidlertid ifølge sin varefortegnelse et bredt vareområde indenfor klasse 5, hvorfor forvekslelighedsproblematikken i forhold til vor klients mærke meget vel kan blive aktuel også for andre produkter end rene lægemidler. På baggrund af det anførte henstiller vi principalt, at det bekendtgjorte mærke må blive kendt ugyldigt. Subsidiært henstiller vi, at det bekendtgjorte mærke kun må blive opretholdt for en yderst begrænset varefortegnelse, f.eks. kun dækkende et enkelt veldefineret præparat....« Hertil bemærkede mærkeindehaver i skrivelse af 9. marts 1993 følgende: »I anledning af Direktoratets skrivelse af 11. januar 1993 med bilag skal vi oplyse, at indehaveren af nærværende registrering ikke finder nogen nævneværdig forvekslingsfare mellem TEBOKAN og SENDOXAN, hverken auditivt, visuelt eller associativt. Vi ser herefter frem til Direktoratets tilbagevisning af indsigelsen som værende utilstrækkeligt begrundet.« Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 23. april 1993 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse: »....I medfør af bestemmelsen i ovennævnte varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 2 er et varemærke udelukket fra registrering, hvis der er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne er af samme eller lignende art. For at to mærker kan anses for forvekslelige skal der derfor være såvel mærkelighed som vareartslighed. Der er varesammenfald, og det afgørende for, om mærkerne kan anses for forvekslelige, er herefter, om der er mærkelighed. Dette mener direktoratet ikke er tilfældet. Det forhold, at begge ord på samme plads indeholder vokalerne e o og a samt ender på n, er ikke tilstrækkeligt til, at der er mærkelighed. Ordene har ingen fælles stavelser, og forstavelserne er så forskellige, at der ikke er risiko for forveksling. Mærkerne er således ikke forvekslelige, og indsigelsen kan derfor ikke tages til følge....« Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 23. juni 1993 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratets afgørelse omgøres. I ankebegrundelsen anføres følgende: »....( Ankebegrundelse): Det er vor klients klare overbevisning, at mærkerne TEBOKAN og SENDOXAN er forvekslelige. Ikke blot foreligger varekollision, men mærkerne i sig selv ligger også meget tæt op ad hinanden. Hvis mærkerne derfor anvendes for identiske eller ligeartede varer, er der ikke tvivl om, at fare for forveksling meget let vil opstå. På denne baggrund er der indledt forhandlinger mellem vor klient og indehaverne af registrering nr. 6698/92 med henblik på at nå frem til en afgrænsning af vareområdet for TEBOKAN-varemærket....« I uddybende ankebegrundelse af 6. september 1993 har klager yderligere anført: »....Som allerede påpeget i Patentdirektoratets afgørelse af 23. april 1993 foreligger der fuld varesammenfald. Det afgørende er herefter, om der foreligger mærkelighed. Ved bedømmelsen heraf er det af afgørende betydning, at vokalrækkefølgen e-o-a er identisk i de to mærker, og at også slutbestanddelen -AN er identisk i begge mærkerne. Mærkerne vil derfor hver for sig give samme klanglige lydbillede hos forbrugeren, og vil - hvis de anvendes for ligeartede varer - meget let kunne danne grundlag for forveksling. Ganske vist har der ifølge dansk varemærkepraksis udviklet sig en mindre restriktiv vurdering af forvekslelighedsspørgsmålet, når der er tale om varemærker inden for lægemiddelområdet. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid tale om et langt bredere vareområde inden for klasse 5, som absolut ikke er begrænset til kun at dække receptpligtige lægemidler. Forveksling vil derfor kunne være yderst relevant, specielt når det drejer sig om giftindeholdende præparater i håndkøb. Vi henviser i denne forbindelse til afgørelsen vedrørende mærkerne DEPIXOL og PEXIDOL, som af Patentdirektoratet i sin tid blev anset for forvekslelige, jf. p. 189, Varemærker -Registreringspraksis. I lighed med den foreliggende sag er vokalrækkefølgen mellem de nævnte mærker identisk, og heller ikke disse mærker indeholder identiske stavelser. Yderligere skal det bemærkes, at ingen af de to mærker har særlige sproglige betydninger, idet ingen af dem indeholder bestanddele, som kan give forbrugeren specielle ide-associationer, og som kunne medvirke til at holde de to mærker adskilt. På baggrund af den nærliggende fare for forveksling af produkter solgt under de to mærker SENDOXAN og TEBOKAN, henstiller vi, at det under VR 6698/92 bekendtgjorte mærke må blive afvist fra registrering....« Mærkeindehaveren har ved skrivelse af 19. november 1993 udtalt: »I anledning af Ankenævnets skrivelse af 22. september 1993 med bilag skal vi blot bemærke at vi ikke er enige med Indsigerne i spørgsmålet om mærkelighed, men at vi er enige med Patentdirektoratet i dets afgørelse af 23. april 1993. Denne afgørelse mener vi ikke vil kunne ændres af det nye eksempel DEPIXOL/PEXIDOL, da der jo her er tale om både ens vokaler og ens konsonanter i samme rækkefølge, hvilket ikke kan siges at være tilfældet i nærværende sag med TEBOKAN/SENDOXAN, hvor sidstnævnte mærkes sidste stavelse desuden udtales SAN, der betyder »ven«, d.v.s. »ven af sendok«. Denne ide-association ville vel kunne medvirke til yderligere at holde de to mærker adskilt.' Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 8. august 1994. Ingen af parterne gav møde. Ankenævnet skal udtale: I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat bestemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans. Chr. Thomsen. Warnich-Hansen.
INGEN
Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter mærkerne TEBOKAN og SENDOXAN ikke var fundet forvekslelige. Det forhold, at begge ord på samme plads indeholder vokalerne e, o og a samt ender på n, er ikke tilstrækkeligt til, at der er mærkelighed. Ordene har ingen fælles stavelser, og forstavelserne er så forskellige, at der ikke er risiko for forveksling.