Legislator Case Law & Legislation
W19941008325 DK

Varemærket MAO SKO (ordmærke) indarbejdet som varemærke for IRMA A/S

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 10083 Valid

Varemærket MAO SKO (ordmærke) indarbejdet som varemærke for IRMA A/S

År 1994, den 20. oktober afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 75/91: Klage fra Irma A/S, Rødovre, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 3. september 1991 af varemærkeansøgning nr. VA 3248/89 efter protest fra Paw Sko APS, Dragør, og Skorådet, Tåstrup. Den 5. maj 1989 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket MAO SKO (ordmærke) for alle varer i klasse 25. Med skrivelse af 26. juli 1989 til Patentdirektoratet indleverede Paw Sko ApS, Dragør, kopi af følgende skrivelse af samme dato til klageren: » Vedrørende: Markedsføring af sko Tak for Deres brev af 3. juli og 18. juli. Disse besvares først nu på grund af bortrejse. I den Ny Rødovre Avis og i mange andre aviser over hele landet annoncerer PAW SKO, andre skohandlere, tøj- og kunstforretninger med Mao sko. Som det tilsyneladende ikke er Irma bekendt, så har skobranchen igennem en lang årrække markedsført Kinesiske sko under navne som f.eks. MAO, KONG FU, OG KINA SKO. Disse er brugt i flæng til det enormt store og forskelligartede udvalg i de Kinesiske typer af sko. Vi tillader os her at nævne nogle af de mange typer, der under eet benævnes som f.eks. MAO. KONG FU OG KINA SKO: Materiale: lærred, satin, velour, foer: bomuld eller uden foer, flere farver, såler: gennemsyet gummisål, påsyet sejlgarnssål, vulkaniceret gummisål o.s.v. modeller: elastik på vrist, elastik i den ene side, elastik i begge sider, rem over vrist, snøre på vrist, helt glat og flere andre, farver: alle ovenstående modeller findes i et utal af farver gående fra sort over hele skalaen til hvid. I hele EF-området er dette vareoplæg kendt og godt solgt under ovenstående navne og specifikationer. Ligeledes sælges skoene af næsten alle danske skogrossister, importører, kæder og indkøbsforeninger under navn som MAO, KONG FU, KINA SKO OG ANDRE NAVNE, som henleder tanken hos forbrugeren på: »ØSTEN SOM HELHED«. Som beskrevet har det været i mange, mange år, og det vil sikkert være svært, at ændre på forhold, som forlængst har vundet hævd. -MAO nævnes af Irma. - Vi vil hævde, at MAO var en kendt mand, men det var NAPOLEON jo også, men ingen ville vel i dag begynde, at søge eneret på »NAPOLEONSKAGER«. MAO-sko, MAO-tøj, MAO-kasketter hævder vi er begreber, som efter vor klare opfattelse ikke kan registreres som varemærke for een virksomhed. Til orientering tillader vi os derfor, at sende kopi af denne sag til vore brancheorganisationer: DANMARKS SKOHANDLERFORENING og SKORÅDET (Skobranchens Fællesråd) som vi fornemmer har samme holdning til sagen som vi. Formanden for SKORÅDET er på ferie i øjeblikket, men sagen har været drøftet med direktør Helge Madsen, Danmarks Skohandlerforening, som har samme opfattelse om sagen som vi. For at undgå tvivl har vi også tilladt os, at fremsende kopi af sagen til Patentdirektoratet.' Den protesterende, Paw Sko ApS, indleverede med skrivelse af 14. august 1989 kopi af følgende skrivelse af 7. august 1989 fra klageren: »Tak for Deres brev af den 26. juli, hvori De redegør for Deres anvendelse af forskellige betegnelser for sko, bl.a. Mao Sko, når De markedsfører kinesiske sko i Deres butikker henholdsvis i diverse aviser m.m. Irma har som tidligere meddelt markedsført kinesiske under betegnelsen Mao Sko i en ganske lang årrække - faktisk helt tilbage til 1971/1972, og vi er følgelig helt klart af den mening, at Irma - og kun Irma - har eneret på betegnelsen Mao for sko. At De markedsfører kinesiske sko under betegnelsen Kong Fu samt Kina Sko og andre navne, er denne sag helt uvedkommende og har intet med betegnelsen Mao Sko at gøre. Deres bemærkninger om Napoleon og Napoleons Kager har ej heller noget med sagen at gøre, omend vi dog kunne fristes til at gøre Dem opmærksom på. at eksempelvis navnet Tordenskjold i forbindelse med tændstikker naturligvis er et for producenten beskyttet navn. Hvad angår Danmarks Skohandlerforening og Skorådet, har vi svært ved at se, hvad disse organisationers opfattelse har med sagen at gøre, og vi kan derfor ikke lægge vægt på de pågældendes eventuelle opfattelse. Vi skal derfor fastholde vort krav om, at de omgående ophører med at markedsfører kinesiske sko under betegnelsen Mao Sko, og beder Dem bekræfte dette senest den 15. ds., idet vi i modsat fald ser os nødsaget til at overdrage sagen til vor advokat.« Samt af følgende skrivelse af 4. august 1989 fra Skorådet, Skobranchens Fællesråd: »Vi har med tak modtaget Deres brev af 26. juli d.å. med tilhørende bilagsmateriale vedrørende spørgsmålet om betegnelsen »Mao sko«. Selv om det fremgår af materialet, at sagen betragtes som afsluttet, vil vi for den gode ordens skyld ikke undlade at bemærke, at vi er helt enige i, at ordet »Mao sko« i skobranchen har været brugt som betegnelse for en bestemt skotype - ikke som navn på et enkelt fabrikat af en meget udbredt skotype. Det forekommer også os helt utænkeligt, at nogen skulle kunne opnå eneret på formand Maos bedrifter, idet forholdet jo er det, at Mao som led i sin genopbygning af det kinesiske samfund havde mad og beklædning som et meget vigtigt element, og i en meget lang periode var alle kinesere stort set ens klædt på, nemlig i det, der i den øvrige del af verden også fik betegnelsen Mao tøj og Mao sko. Da Kina for vel omkring 14 år siden atter åbnede for samhandel med den øvrige verden, blev således Mao tøj som Mao sko hurtigt en populær eksportartikel, og de har siden da indgået i det normale udbud af fodtøj gennem stort set alle distributionskanaler i Danmark.' I skrivelsen af 14. august 1989 anførtes følgende: ....'Vi henholder os til vort brev af 26/7 med bilag.- Vi vil fortsat hævde, at Mao-sko er et begreb. Til illustration af dette vedlægger vi et udklip fra Berlingske Tidende så sent som fra den 9. august, hvoraf det med al tydelighed fremgår, at Mao-sko er et begreb, der også bruges i medieverdenen. Til understregning af vor opfattelse sendes vedlagt kopi af brev fra SKORÅDET af 4/8, som for god ordens skyld erklærer sig enig i, at ordet Mao for sko i skobranchen i mange år har været betegnelsen for en bestemt skotype- ikke som navn på et bestemt fabrikat af en meget udbredt skotype....' Skorådet skrev den 16. august 1989 følgende til Patentdirektoratet: »Da SKORÅDET er et fællesråd for den samlede danske skobranche, har det været naturligt at drøfte forholdet på et netop afholdt bestyrelsesmøde i SKORÅDET, og det skal i den forbindelse oplyses, at SKORÅDET består af de i alt 9 skobrancheorganisationer, nemlig 4 leverandørorganisationer og 5 detailbutikorganisationer. Der var i SKORÅDET enighed om, at »Mao-sko« - lige siden den vestlige verden fik mulighed for at købe dette produkt, da Kina omkring 1970 åbnede grænserne - har været et begreb og betegnelse for den bestemte type sko. SKORÅDET må derfor helt klart protestere mod, at et eventuelt ønske fra en enkelt udbyder om at erhverve eneret på dette navn imødekommes. Gennem den korrespondance, vi har fået forelagt, er vi bekendt med, at Patentdirektoratet allerede har modtaget SKORÅDET's brev af 8. d.m. til Paw sko, hvori der redegøres mere specifikt for problemstillingen. Afslutningsvis skal nævnes, at det ikke alene er i Danmark, at »Mao-sko« er et begreb. Det er det også i store dele af den øvrige vestlige verden...' Direktoratet sendte med skrivelse af 25. august 1989 protestskrivelserne til klageren til udtalelse og anførte i skrivelsen: »Mærket er fundet uegnet til registrering, da det indeholder noget, der er egnet til at opfattes som anden mands firma/navn, og hjemmel hertil ikke er godtgjort, jfr. bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 4 i varemærkeloven , jfr. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17 april 1989. Mærket er fundet uegnet til registrering, da det ikke er anset for at være i besiddelse af det til registrering som varemærke fornødne særpræg, idet det kan angive varens/tjenesteydelsens art, jfr. bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17 april 1989. Begrundelsen herfor er, at mærket angiver, at der er tale om en bestemt type lærredssko. Endvidere er Mao navnet på den nu afdøde kinesiske statsleder.« Danmarks Skohandlerforening udtalte i skrivelse af 28. august 1989 til direktoratet: »Gennem medlem af Danmarks Skohandlerforening, Paw Sko Aps, Lundegårds Strandvej 18 A, 2791 Dragør, er vi orienteret om firmaets protest mod registrering af »Mao Sko« som varemærke for Irma A/S, ligesom vi har modtaget kopi af Skorådets protest i skrivelse af 16. ds. vedrørende samme sag. I den anledning skal vi oplyse, at sagen har været drøftet i Danmarks Skohandlerforenings forretningsudvalg, der helt på linie med Paw Sko og Skorådet fuldt ud kan tilslutte sig protesterne mod, at »Mao Sko« registreres som varemærke for en enkelt virksomhed.' I skrivelse af 2. februar 1990 anførte klageren følgende: »Under henvisning til Patentdirektoratets stillingtagen i ovennævnte sag bemærkes, at denne henstilles omgjort. Betegnelsen er ikke egnet til at opfattes som anden mands firma/navn, da der er tale om et almindeligt kendt fornavn på en nu afdød kinesisk statsleder. Det er Direktoratets faste praksis at tillade registrering af navne på forlængst afdøde personer, når de tillige har en vis kendthed her i landet. Det turde være opfyldt med den nævnte betegnelse. Hvad angår Direktoratets indsigelse om, at betegnelsen mangler særpræg, henvises der til, at betegnelsen siden 1971 har været gjort til genstand for salg i anmeldernes virksomheder og udelukkende gennem disse. Der henvises således til vedlagte genpart af telexmeddelelse, hvoraf fremgår, at betegnelsen, som nævnt, har været forhandlet 5.914.150 par. Der er næppe tvivl om, at betegnelsen tilkommer anmelderne i Danmark. Til uddybning af det anførte bemærkes, at betegnelsen i øvrigt ikke har været anvendt af andre på det danske marked bortset fra for ganske nylig, hvor andre har forsøgt at trænge ind på anmeldernes område. Andre, der har forhandlet tilsvarende sko, har kaldt disse for KINASKO, hvilket også turde været Direktoratet bekendt.« Efter fornyet overvejelse meddelte direktoratet i skrivelse af 9. marts 1990 følgende: »Direktoratet må fastholde, at mærket indeholder anden mands navn, nemlig »Mao« som er navnet på den nu afdøde kinesiske statsleder. Denne er ikke forlængst afdød idet »Mao« først døde 1976, og ifølge direktoratets praksis anses personer først for at være forlængst afdøde, når der er gået omkring 100 år: Endvidere skal det oplyses, at »Mao« var statslederens familienavn, altså det der svarer til vores efternavn. Direktoratet må derfor fastholde personnavnsindvendingen. For så vidt angår indvendingen ifølge varemærkelovens § 13, kan direktoratet på det foreliggende grundlag ikke fastholde, at mærket er uegnet til registrering i følge varemærkelovens § 13, på grund af en artsangivelse. Kopi af dette brev er sendt til Paw Sko ApS og Skorådet.' Klageren anførte hertil i skrivelse af 9. marts 1991: »Vi er enige med Direktoratet i, at betegnelsen MAO er den velkendte statsleders almindelige navn, herom er der ingen tvivl. Det skal imidlertid ikke forhindre, at betegnelsen kan registreres som varemærke, dels fordi dette er sket tidligere med henblik på andre statsledere - selvfølgelig helst de populære - ligesom betegnelsen MAO i øvrigt allerede er registreret i Danmark, men for anden vareart. Hvad angår andre statsledere af tilsvarende international bekendthedsgrad, som også har givet anledning til merkantile interesser, skal vi henlede opmærksomheden på Winston Churchill, hvis familienavn ses registreret under VR 1298 1966 CHURCHILL for klasse 25: herrehatte og under VR 3242 1966 CHURCHILL for klasse 34: cigarer og cerutter. Særligt hvad angår disse varearter, bemærkes, at det netop er de varearter, som blandt andet karakteriserede Churchills fremtræden udover naturligvis personens politiske begavelse. I nærværende sag er der end ikke en henvisning til Maos sædvanlige klædedragt, hvilket skyldes, at det netop er anmelderne, der har »opfundet« betegnelsen for sko. At betegnelsen MAO ses registreret i øvrigt, fremgår af varemærkeregistrering VR 344 1933 MAO , hvor betegnelsen er registreret for margarine, ligesom den indgår i registrering VR 1626 1989 MAO MAO og VR 216 1991 OOH MOW MAO , det sidste endog for beklædningsgenstande. Under henvisning til det anførte skal vi henstille, at man optager Direktoratets stillingtagen til fornyet overvejelse, da det næppe kan have sin rigtighed, at man tillader nogle erhvervsdrivende at opnå registrering af denne betegnelse og ikke andre.' I skrivelse af 24. april anførte direktoratet følgende: »Med henvisning til den tidligere registrering VR 0344 1933 MAO skal vi gøre opmærksom på, at dette mærke blev registreret før Mao-Tse-tung i 1935 blev formand for det kommunistiske parti og i 1949 statschef. Modhold af §14, stk. 1, nr. 4 må derfor fastholdes. Modhold af § 13 må også fastholdes, idet vi henviser til Skorådets brev af 16 august 1989, hvor bestyrelsen mener, at Mao Sko er et begreb kendt i andre lande end Danmark samt protesten imod, at en erhvervsdrivende skulle have ret til dette navn. Direktoratet må derfor også fastholde dette modhold.« Patentdirektoratet afslog ansøgningen ved skrivelse af 3. september 1991 under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4, og § 13, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989. Som begrundelse anførtes følgende: »....Begrundelsen herfor er, at mærket angiver, at der er tale om en bestemt type lærredssko. Endvidere er Mao navnet på den nu afdøde kinesiske statsleder....« Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 3. november 1991 indbragt for Patentankenævnet med følgende klagebegrundelse: »Anmelderne skal hermed anmode om, at nævnte afgørelse ændres, og at det pålægges Patentdirektoratet at lade den pågældende varemærkeanmeldelse offentliggøre. Forholdet er nærmere det, at anmelderne, Irma A/S, i en lang årrække har forhandlet såkaldte MAO SKO i ganske betydeligt omfang. Forhandlingen er sket siden 1974, jf. bilag til skrivelse af 2. februar 1990 til Patentdirektoratet. Forhandlingen af skoene er sket kontinuerligt siden, således at der ved årsskiftet 1990 var solgt 5.914.150 par sko. Det er anmeldernes opfattelse, at betegnelsen MAO SKO er en betegnelse, der er indarbejdet for denne type sko i Danmark af anmelderne, hvorfor man ikke kan tillade, at andre benytter betegnelsen. Dette var baggrunden for, at anmelderne ved skrivelse af 3. marts 1989 påtalte den brug, som fa. Paw Sko havde gjort af betegnelsen, jf. vedlagte bilag 1. Som det fremgår af bilag 2, har Irma A/S gennem en lang årrække markedsført kinesiske sko under betegnelsen MAO SKO, og er af den opfattelse, at virksomheden er indehaver af betegnelsen MAO SKO, og, som anført, også mener at have indarbejdet denne betegnelse netop for sine sko. Når det anføres i nævnte bilag 2, at der er tale om kinesiske sko, er det efter vor opfattelse forkert, når Skorådet skriver, at betegnelsen MAO SKO er synonym med en bestemt type sko. Ved besøg i forskellige forretninger, der forhandler artikler fra Kina, har det kunnet konstateres, at denne type sko netop betegnes som kinesiske sko og ikke MAO SKO. Det er tilsyneladende udelukkede i Irma, at sådan betegnelse er anvendt, og det er da også helt uden dokumentation, nar Skorådet udtaler, at MAO SKO er et begreb, og at betegnelsen dækker en bestemt type sko. Udover udtalelsen af 28. august 1989 foreligger der overhovedet ingen dokumentation for andres brug af betegnelsen MAO, bortset altså fra den brug, der sker af Paw Sko, men denne brug er også udokumenteret og ses først at være aktuel ved nævnte annonce, jf. bilag 1. Det fremgår tilmed af Paw Skos egne oplysninger, jf. skrivelse af 26. juli 1989 i bilag 3, at andres import af sko hidrørende fra Kina forhandles under betegnelser såsom KONG FU, KINA SKO og andre navne. Patentdirektoratet har endvidere taget den stillingtagen i sagen, at der er tale om en betegnelse, der kan opfattes som anden mands navn og hjemmel hertil ikke er godtgjort. Vi har bestridt dette, dels fordi betegnelsen MAO i øvrigt er registreret tidligere, jf. dansk varemærkeregistrering VR 344 1933 MAO, VR 1626 1989 MAO MAO og VR 216 1991 OOH MOW MAO, sidstnævnte registrering endog for beklædningsgenstande. Andre registreringer er for eksempel sket af betegnelsen CHURCHILL, jf. VR 1298 1966 og VR 3242 1966. På denne baggrund ses der ikke at være nogen holdning i Patentdirektoratets stillingtagen, som den kommer til udtryk i bilag 3 og 8, i hvert fald kan det konstateres, at registrering af sådanne historiske navne allerede er sket og dette uden hensyntagen til den tidsfrist, som Patentdirektoratet selv har anført, hvor det efter sigende er Patentdirektoratets praksis, at registrering af sådanne betegnelser først kan ske, når der er gået omkring 100 år. Registreringerne af CHURCHILL dokumenterer med tydelighed det modsatte. Da der ikke ses at være dokumentation for andre erhvervsdrivendes markedsføring af sko under betegnelsen MAO SKO, og da Irma A/S omvendt har dokumenteret sådan brug af betegnelsen og også indarbejdelse af samme betegnelse for denne type kinesiske sko, og da Patentdirektoratet har dokumenteret, at der eksisterer tilsvarende registreringer indeholdende andre kendte statslederes navn, bør anmeldernes påstand om, at sagen tilbagevises til fornyet behandling og offentliggørelse følges« Skorådet har i skrivelse af 4. maj 1992 til ankenævnet fastholdt sin opfattelse. Patentdirektoratet har i anledning af sagen ved skrivelse af 26. januar 1993 afgivet følgende udtalelse: »...Hertil bemærkes, at man ved behandlingen af registrering VR 1626 1989 MAO MAO og VR 216 1991 OOH MOW MAO har været opmærksom på personnavnet, men har opfattet mærkerne som kunstord. Registrering VR 344 1933 MAO er registreret på et tidspunkt, hvor den vestlige verden endnu ikke havde hørt meget til Mao-Tse-tung, der først blev formand for Kinas kommunistiske parti i 1935 og statschef i 1949. Registrering VR 1298 1966 CHURCHILL er godkendt efter indsendelse af hjemlandsregistrering, og registrering VR 3242 1966 CHURCHILL er registreret efter dokumentation for indarbejdelse. Disse er derfor uden relevans i nærværende sag. For så vidt angår spørgsmålet om særpræg kan direktoratet henholde sig til udtalelsen af 16 aug 1989 fra Skorådet, Skobranchens Fællesråd og til udtalelse af 28 aug 1989 fra Danmarks Skohandlerforening. Det er brancheforeningernes vurdering, at »Mao-sko« siden 1970'erne har været en betegnelse for en bestemt type sko. Dette bevirker, at en enkelt virksomhed ikke kan opnå varemærkeret til ordene MAO SKO og derved hindre andre i at anvende betegnelsen. Direktoratet anmoder herefter om, at Patentankenævnet stadfæster vores afgørelse....' På ankenævnsmødet den 4. november 1993 blev det besluttet at udsætte sagen på klagerens indsendelse af yderligere dokumentation for indarbejdelse. På mødet afleverede klageren en skrivelse, dateret den 21. juni 1993, fra Skorådet, hvori Rådet frafaldt sine anbringender i sagen. I skrivelse af 8. november 1993 henviste klageren herefter til sin skrivelse af 2. februar 1990, hvoraf fremgik, at der i perioden 1974 - 1990 var solgt 5.914.150 par sko under betegnelsen MAO SKO, og i skrivelse af 23. november 1993 fremsendtes en ny og bedre kopi af det bilag til den nævnte skrivelse, der dokumenterede dette salg. Patentdirektoratet har i skrivelse af 14. januar 1994 på baggrund af skrivelsen fra Skorådet af 21. juni 1993 og skrivelsen fra klageren af 8. november 1993 afgivet følgende erklæring: »Ovennævnte varemærkeansøgning blev indleveret den 05 maj 1989 af Irma A/S, Rødovre, for alle varer i klasse 25. Ved skrivelse af 03 sep 1991 afslog Direktoratet ansøgningen. Dette skete dels i medfør af bestemmelsen i varemærkelov af 1959, § 14, stk. 1, nr. 4, dels i medfør af samme lovs § 13. Begrundelsen herfor var, at MAO er navnet på den nu afdøde kinesiske statsleder, og at mærket angiver, at der er tale om en bestemt type lærredssko. I medfør af § 14, stk. 1, nr. 4, er et mærke uegnet til registrering, hvis det indeholder noget, der er egnet til at opfattes som en anden mands navn, og hjemmel hertil ikke er godtgjort, og hvis der ikke er tale om en forlængst afdød. Ansøgers mærke indeholder navnet MAO, der er slægts-navnet, svarende til dansk efternavn, på Mao-tse-tung, formand for Kinas Kommunistiske Parti fra 1935 og statschef fra 1949. Direktoratet er fortsat af den opfattelse, at bestemmelsen i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4, er til hinder for registrering, medmindre det dokumenteres, at betegnelsen »Mao Sko« er indarbejdet af ansøger Irma A/S, således at der foreligger hjemmel til brug af navnet i forbindelse med sko. For så vidt angår afslaget i medfør af varemærkelovens § 13 har direktoratet tidligere i sin udtalelse til Ankenævnet af 26. jan 1993 udtalt, at man henholdt sig til udtalelsen af 16 aug 1989 fra Skorådet, Skobranchens Fællesråd, og til en udtalelse af 28 aug 1989 fra Danmarks Skohandlerforening. Det fremgik af disse udtalelser, at det var branchens vurdering, at »Mao-Sko« siden 1970'erne har været en betegnelse for en bestemt type sko, og således ikke er egnet til at adskille en virksomheds varer fra andre virksomheders. Ved skrivelse af 21 jun 1993 har Skorådet i overensstemmelse med PAW SKO Aps - og det må antages ligeledes i overensstemmelse med Danmarks Skohandlerforening - meddelt, at det frafalder sine anbringender i nærværende sag. Det er direktoratets opfattelse på det foreliggende grundlag, at bestemmelsen i varemærkelovens § 13 herefter ikke kan anses for at være til hinder for mærkets registrering. På baggrund heraf indstilles det, at ansøger Irma A/S gives mulighed for, inden for den frist, nævnet fastsætter, at fremskaffe dokumentation for, at MAO SKO er indarbejdet som varemærke for dem. Det bemærkes, at det er Patentdirektoratets opfattelse, at den ved skrivelse af 02 feb 1990 fra ansøger fremsendte kopi af en telexmeddelelse, hvoraf fremgår, at der i perioden 1974-1990 er solgt 5.914.150 par sko, ikke er tilstrækkelig til, at det kan anses for dokumenteret, at betegnelsen MAO SKO er et indarbejdet varemærke for ansøger, bl.a. fordi det ikke fremgår, at betegnelsen skulle være benyttet som varemærke. I telex'en synes betegnelsen nærmest benyttet som en artsangivelse, idet den er anført som »maosko«. Hvis det for Patentankenævnet dokumenteres, at ordene MAO SKO er indarbejdet af ansøger Irma A/S, er det direktoratets opfattelse, at der vil kunne ses bort fra såvel henvisningen til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4, som henvisningen til § 13. I så fald indstilles det, at sagen tilbagesendes til Patentdirektoratet til videre behandling. Såfremt tilstrækkelig dokumentation ikke fremskaffes, anmoder direktoratet om, at Patentankenævnet stadfæster den trufne afgørelse for så vidt angår afslaget i medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4.' Klageren har i skrivelse af 14. marts 1994 afgivet følgende bemærkninger til direktoratets erklæring: »Patentdirektoratet har i brev af 14. januar 1994 til Ankenævnet henvist til 1) varemærkelovens § 13 og 14, da varemærket MAO SKO af Direktoratet ikke kunne anses for at være i besiddelse af det til registrering som varemærke fornødne særpræg, og til 2) varemærkelovens § 14, stk. 1 nr. 4, da mærket indeholdt noget, der er egnet til at opfattes som anden mands navn, og hjemmel hertil ikke var godtgjort. ad 1) varemærkelovens § 13. Denne bestemmelse har Patentdirektoratet ved brev af 26. januar 1993 frafaldet. ad 2) varemærkelovens § 14, stk. 1 nr. 4. Patentdirektoratet opretholder henvisningen til denne lovbestemmelse, med mindre hjemmel til anvendelse af betegnelsen MAO SKO foreligger. Der er tidligere til Patentdirektoratet fremsendt en opstilling over solgte enheder siden 1974. Det giver til og med 1990 totalt 5.914.150 solgte par MAO SKO . Meddelelsen er fremsendt pr. telex, og det er derfor ikke muligt at angive, om betegnelsen MAO er anvendt som distinktiv betegnelse. Det er imidlertid tilfældet. Som ønsket vedlægges dokumentation for, at ordene MAO SKO er indarbejdet af vore klienter. Det vil heraf kunne konstateres, at IRMA A/S ved annoncering så tidligt som 10. februar 1975 har benyttet betegnelsen MAO på varemærkemæssig måde efterfulgt af en artsbetegnelse SKO , altså på linie med anden varemærkemæssig brug såsom BALLY SKO , LEGO KLODSER etc. Materialet er et udpluk fra perioden 1975 til dato. Der synes herefter at være fornøden dokumentation for, at der er hjemmel til registrering af mærket til fordel for IRMA A/S. Vi vedlægger en reklameavis fra købmandskæden ISO, der viser, at tilsvarende sko sælges under betegnelsen kinasko, hvilket er den korrekte betegnelse for denne type sko, mens MAO SKO alene er og bør være forbeholdt IRMA A/S. Vi skal herefter henstille, at Patentdirektoratet også frafalder henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1 nr. 4, således at mærket kan registreres.« I fortsættelse af ovennævnte skrivelse har klageren i skrivelse af 9. maj 1994 fremsendt genpart af en artikel fra Ekstra Bladet af 4. november 1971. Klager anfører herom: »Det fremgår her, at hr. direktør Børge Olsen, daværende direktør for Irma A/S, fandt skoene i Kina, og kort efter begyndte importen under betegnelsen MAO SKO , således som det også er dokumenteret gennem det tidligere fremsendte materiale. Artiklen er samtidig dokumentation for, at Irma A/S er dem, der først og fremmest påbegyndte importen af de her omhandlede sko, og at det altså også samtidig er dokumenteret, at andre ikke kan eller har haft adgang til betegnelsen MAO SKO . På denne baggrund er dette yderligere dokumentation for, at betegnelsen tilhører Irma A/S, som indarbejdet for denne virksomhed.« Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 16. juni 1994. For klageren mødte advokat Chr. Levin Nielsen, som havde lejlighed til at udtale sig. Ankenævnet skal udtale: Idet der ved det nu fremkomne må anses at foreligge dokumentation for det ansøgtes indarbejdelse som varemærke bestemmes: Sagen tilbagesendes til Patentdirektoratet.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.

Endelig adm. afgørelse 1994 10083 Valid

Varemærket MAO SKO var efter protest af Patentdirektoratet fundet uegnet til registrering på grund af manglende særpræg.

Patentankenævnet omgjorde direktoratets afgørelse, da man fandt, at der forelå dokumentation for det ansøgtes indarbejdelse som varemærke.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →