Ansøgning om patent på fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et insulin-protaminkompleks afslået, da det ansøgte patent ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik.

Ansøgning om patent på fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et insulin-protaminkompleks afslået, da det ansøgte patent ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik.

År 1994, den 20. oktober afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Holm,

Ansgar Sørensen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 25/90: Klage fra Eli Lilly and Company, USA, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 27. april 1990 af patentansøgning nr. 0906 1983 Den 25. februar 1983 indleverede klageren en ansøgning om patent på fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et insulin-protaminkompleks. Ansøgningens krav lød således

»1. Fremgangsmåde til genvinding af insulin fra et insulin-protaminkompleks, kendetegnet ved , at man (1) bringer insulin-protaminkomplekset i kontakt med et vandigt substrat med pH-værdi på ca. 2 til ca. 5, og som indeholder et insulin-spaltende eller depolymeriserende middel, en kationbytter og et salt i en koncentration på fra ca. 0,1 mol til ca. 0,6 mol, og at man (2) udvinder insulinet, der udviser et reduceret protaminindhold.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at saltet er natriumchlorid og forefindes i en koncentration på fra ca. 0,2 mol til ca. 0,5 mol.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved , at insulin-protaminkomplekset bringes i kontakt med det insulinspaltende eller depolymeriserende middel, kationbytteren og saltet ved en temperatur på fra ca. 453C til ca. 853C.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 3, kendetegnet ved , at det insulinspaltende eller depolymeriserende middel er urinstof, der findes i det vandige substrat i en koncentration på fra ca. 2 mol til ca. 8 mol.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 4, kendetegnet ved , at urinstoffet forefindes i en koncentration på fra ca. 5 mol til ca. 8 mol.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 5, kendetegnet ved , at kationbytteren er SP »Sephadex«, en sulfopropyl tværgående dextran.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 6, kendetegnet ved , at saltet forefindes i en koncentration på fra ca. 0,35 mol til ca. 0,5 mol.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 7, kendetegnet ved , at pH-værdien er fra ca. 3,5 til ca. 4,5.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at insulinet genvindes i det væsentlige uden protamin.'

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 19. oktober 1988: » 1. Vi mener, at den opfindelse, De søger patent på, er ny. Vi kan dog ikke vurdere, om opfindelsen er patenterbar, da vi ikke kan se, om den adskiller sig væsentlig fra kendt teknik. 2. Den nærmest liggende kendt teknik er beskrevet i EP-patentansøgning nr. 13.826. Herfra kendes en metode til oprensning af insulin, hvor man opløser den forurenede insulin i en insulinspaltende sur, vandig ureaopløsning, bringer denne opløsning i kontakt med en kationbytter og eluerer med en vandig opløsning indeholdende et uorganisk salt. Vi mener derfor ikke, at det er overraskende, at metoden ifølge Deres opfindelse har samme insulinoprensende virkning. 3. Hvis De mener, at Deres fremgangsmåde adskiller sig væsentligt fra den allerede kendte teknik, fordi den har uventet, nyttig virkning i forhold til denne, må De omarbejde ansøgningen sådan, som anført nedenfor. - De må i beskrivelsens indledning omtale den kendte teknik tydeligt, og De må angive tydeligt, hvilken uventet, nyttig virkning Deres metode har i forhold til den kendte teknik. - De må dokumentere, at Deres metode har den angivne virkning. - Kravene må præciseres overfor den allerede kendte teknik. 4. Benævnelsen og beskrivelsen må tilpasses efter de ændrede krav.« Klageren anførte i skrivelse af 18. april 1989 følgende: »Direktoratet er af den opfattelse, at den omhandlede fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et insulin-protamin-kompleks er ny, hvorimod man ikke ser sig i stand til at vurdere, hvorvidt opfindelsen er patentbar. I denne sammenhæng henviser Direktoratet til offentliggjort EP patentansøgning nr. 0 013 826, som angiveligt repræsenterer den nærmest liggende kendte teknik. Nærmere bestemt angiver dette skrift en fremgangsmåde til oprensning af insulin, hvorved man opløser det urene insulin i en sur vandig urinstofopløsning, bringer den resulterende opløsning i kontakt med en kationbytter og eluerer med en vandig opløsning, der indeholder et uorganisk salt. På baggrund af den således kendte teknik er det ifølge Direktoratet ikke overraskende, at fremgangsmåden ifølge nærværende ansøgning har den samme insulin-oprensende virkning. Hertil skal vi bemærke, at det fremdragne EP offentliggørelsesskrift nr. 0 013 826 angår en fremgangsmåde til oprensning af insulin, hvorimod fremgangsmåden ifølge opfindelsen er en fremgangsmåde til dvinding af insulin fra en nærmere angivet insulin-kilde. Med hensyn til den modholdte fremgangsmåde anføres det på side 8 linie 13 ff. i EP skriftet, at insulinet, som skal oprenses ved fremgangsmåden ifølge EP skriftet, er et produkt, som forinden er blevet delvis oprenset, f.eks. ved saltudfældning, ved isoelektrisk udfældning og/eller ved zink- eller alkalimetalkrystallisation. Den i fremdragne skrift beskrevne proces er blot en enkelt blandt mange kendte processer, som kan anvendes til ekstraktion og oprensning af insulin fra bugspytkirtler. Som omtalt i beskrivelsen til nærværende ansøgning (side 1, linie 30 - side 2, linie 3) findes der righoldige litteraturmængder, der vedrører ekstraktion og oprensning af insulin fra bugspytkirtler, men derimod ingen litteratur, der beskriver udvinding af insulin fra protamin-insulin-komplekser. Nærværende ansøgning råder bod herpå. Med andre ord angår den foreliggende opfindelse ikke oprensning af insulin, men derimod dvinding af insulin fra et protamin-insulin-kompleks. Fremgangsmåden ifølge opfindelsen er således ikke (som i det modholdte skrift) en simpel separation. Derimod er der tale om, at man nedbryder det som udgangsmateriale anvendte kompleks under dannelse af frit insulin, som man derefter udvinder. Denne proces er i alle enkeltheder helt forskellig fra den proces, der ligger til grund for den fremdragne EP ansøgning. Vi finder derfor ingen umiddelbar anledning til at ændre på kravformuleringen, da nærværende opfindelse ikke kan siges at bygge på den fra EP ansøgningen kendte teknik. Derimod skal vi gerne optage ovenstående argumentation eller dele heraf i beskrivelsens indledning til understregning af, at der er tale om en i forhold til kendt teknik særegen fremgangsmåde. At den omhandlede fremgangsmåde har den angivne virkning fremgår efter vor opfattelse på fyldestgørende måde af de eksempler, der allerede foreligger i ansøgningen. Vi håber derfor, at opfindelsens patentbarhed vil kunne anerkendes på det foreliggende grundlag.« Direktoratet afslog ved skrivelse af 27. april 1990 ansøgningen med følgende begrundelse: » 1. Vi har tidligere meddelt Dem, at vi af nærmere angivne grunde ikke kunne imødekomme ansøgningen. Vi mener, at disse grunde stadigvæk er til hinder for, at ansøgningen kan imødekommes, og vi har derfor afslået den under henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor. 2. Vi kan stadig ikke se, at Deres ansøgning adskiller sig væsentligt fra den i EP-A-13826 beskrevne kendte teknik. I både ovennævnte skrift og i Deres ansøgning er der tale om en fremgangsmåde til isolering af insulin ud fra en ikke-ren insulinopløsning. Begge fremgangsmåder angår opløsning af den urene insulin i sur, vandig opløsning indeholdende et denaturerende middel (urea), kontakt af denne opløsning med en kationbytter og udvinding af et renere insulin ved eluering med sur, vandig NaCl-opløsning. At udgangsmaterialet i Deres ansøgning er et andet end i EP-A-13826, gør ikke ovennævnte til to principielt forskellige fremgangsmåder.« Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 25. juni 1990 indbragt for Patentankenævnet. I ankebegrundelse af 19. november 1990 har klageren henstillet, at ansøgningen tilbagesendes til Patentdirektoratet til fortsat behandling på grundlag af de foreliggende patentkrav. Klageren har bl.a. anført følgende: »...Som den nærmestliggende kendte teknik har Direktoratet fremdraget EP-offentliggørelsesskrift nr. 0013826. Dette skrift angiver en fremgangsmåde til oprensning af insulin, hvorved man opløser det urene insulin i en sur vandig urinstofopløsning, bringer den resulterende opløsning i kontakt med en kationbytter og eluerer med en vandig opløsning, der indeholder et uorganisk salt. På baggrund af den således kendte teknik er det ifølge Direktoratet ikke overraskende, at fremgangsmåden ifølge nærværende ansøgning har den samme insulin-oprensende virkning. Over for Direktoratet har vi gjort gældende, at det fremdragne EP-offentliggørelsesskrift nr. 0013826 angår en fremgangsmåde til oprensning af insulin, hvorimod fremgangsmåden ifølge opfindelsen er en fremgangsmåde til dvinding af insulin fra en nærmere angivet insulin-kilde. Med hensyn til den modholdte fremgangsmåde anføres det på side 8 (linie 13 og de følgende linier) i EP-skriftet, at insulinet, som skal oprenses ved den i EP-skriftet angivne fremgangsmåde, er et produkt, som forinden er blevet delvist oprenset, f.eks. ved saltudfældning, ved isoelektrisk udfældning og/eller ved zink- eller alkalimetalkrystallisation. Den i det fremdragne skrift beskrevne proces er blot en enkelt blandt mange kendte processer, som kan anvendes til ekstraktion og oprensning af insulin fra bugspytkirtler. Som omtalt i beskrivelsen til nærværende ansøgning (side 1, linie 30 - side 2, linie 3) findes der righoldige litteraturmængder, der vedrører ekstraktion og oprensning af insulin fra bugspytkirtler. Derimod findes der så vidt ansøgeren bekendt ingen litteratur, der beskriver udvinding af insulin fra protamin-insulin-komplekser. Den foreliggende oprindelse er blevet til i et forsøg på at råde bod herpå. Således angår den foreliggende opfindelse ikke oprensning af insulin, men derimod dvinding af insulin fra et protamin-insulin-kompleks. Det betyder, at fremgangsmåden ifølge opfindelsen ikke (som i det modholdte skrift) er en simpel separation. Der er derimod tale om, at man nedbryder det som udgangsmateriale anvendte kompleks under dannelse af frit insulin, som man derefter udvinder. Denne proces er i alle enkeltheder helt forskellig fra den proces, der ligger til grund for fremdragne EP-ansøgning. I sit afslag af 27. april 1990 anfører Direktoratet, at man stadig ikke kan se, at nærværende ansøgning adskiller sig væsentligt fra den i ovennævnte EP-offentliggørelsesskrift nr. 0013826 beskrevne kendte teknik. Ifølge Direktoratet er der nemlig i både det fremdragne EP-skrift og i nærværende ansøgning tale om en fremgangsmåde til isolering af insulin ud fra en ikke-ren insulin opløsning. Såvel den kendte fremgangsmåde som fremgangsmåden ifølge oprindelsen går ifølge Direktoratet ud på, at man opløser det urene insulin i en sur vandig opløsning, der indeholder et denaturerende middel (urinstof), og bringer denne opløsning i kontakt med en kationbytter. Herefter kan man udvinde et renere insulin ved eluering med en sur vandig NaCl-opløsning. At udgangsmaterialet ifølge nærværende ansøgning er et andet end det udgangsmateriale, der anvendes ifølge det modholdte EP-skrift, gør ifølge Direktoratet ikke ovennævnte processer til to principielt forskellige fremgangsmåder. Direktoratets synspunkt giver os anledning til endnu en gang at understrege, at den foreliggende opfindelse ikke angår en fremgangsmåde til oprensning af insulin. Derimod angår opfindelsen, som det vil fremgå klart af det ovenstående, en fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et udgangsmateriale, som ikke er insulin, men derimod et insulin-protamin-kompleks. Den kendsgerning, at det af Direktoratet fremdragne EP-skrift angiver en fremgangsmåde til oprensning af insulin fra en uren blanding, der indeholder insulin, kan på ingen måde forlede en fagmand på området til at antage, at man ved den således kendte fremgangsmåde kan behandle et helt andet materiale, i dette tilfælde et insulin-protamin-kompleks, og derved udvinde insulin ved dekomponering af komplekset. Den kendsgerning, at det overraskende har vist sig at være muligt at gå frem på denne måde, danner basis for den foreliggende opfindelse, men har ikke på nogen måde kunnet forudses på basis af den teknik, der var kendt på ansøgningens prioritetsdag. Direktoratets bemærkninger tyder på, at forbehandleren ikke forstår denne forskel mellem opfindelsen og den kendte teknik, eftersom det i afslaget anføres, at der både i det fremdragne skrift og i nærværende ansøgning er tale om en fremgangsmåde til isolering af insulin ud fra en uren insulinopløsning. Denne antagelse er fuldstændig forkert, og vi finder, at forbehandleren har misforstået eller fejlbedømt opfindelsen. Forbehandleren anfører videre, at den kendsgerning, at udgangsmaterialet i nærværende ansøgning er et andet end i det fremdragne EP-offentliggørelsesskrift, ikke gør de to metoder til principielt forskellige fremgangsmåder. Vi kan imidlertid vanskeligt se, at denne påstand er holdbar. Der findes nemlig intet grundlag for at antage, at en fremgangsmåde, ved hvilken man isolerer et givet materiale fra en uren blanding, kan tillempes til en fremgangsmåde, hvor man faktisk nedbryder et materiale med henblik på at udvinde et af nedbrydningsprodukterne. De to procestyper er i bund og grund forskellige fra hinanden. Vi ønsker at opretholde de i sagen foreliggende patentkrav som principale krav, idet vi skal bemærkes, at vi ikke finder anledning til at fremkomme med subsidiære patentkrav. Som det vil fremgå af det ovenstående, finder vi, at nærværende ansøgning angår en fremgangsmåde, som i forhold til den kendte teknik både er ny og særegen...« Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 24. maj 1994. For klageren mødte civilingeniør Bent Christensen, der henholdt sig til og uddybede de skriftlige indlæg. Ankenævnet skal udtale: I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat bestemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. L. Herborg.

Arne Holm. Ansgar Sørensen.

Ingen

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter det ansøgte patent ikke fandtes af adskille sig fra kendt teknik.

Den nærmest liggende kendte teknik er beskrevet i EP-patentansøgning nr. 13.826.