Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blov afslået, da det ansøgte patent ikke fandtes at afvige væsentligt fra kendt teknik.
Statutory Text (3 Articles)
Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blov afslået, da det ansøgte patent ikke fandtes at afvige væsentligt fra kendt teknik.
År 1994, den 9. september afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Herborg, Holm, Ansgar Sørensen) følgende
KENDELSE i sagen j.nr. P 39/90: Klage fra Immuno Aktiengesellschaft, Østrig, v/Patentbureau Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 19. juni 1990 af patent- ansøgning nr. 0656/80 efter indsigelse fra Behringwerke Aktiengesellschaft, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S.
Den 21. december 1987 fremlagdes under nr. 151.611 B em den 125. februar 1980 indleveret ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blod.
De fremlagte krav lød således
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blod, med et indhold af fibrinogen og faktor XIII, k e n d e t e g n e t ved, at der i en fibrinogenholdig blodplasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold på mindst 7 enheder/ml og et fibrinogen-indhold på mindst 70 mg/ml, hvorhos koncentrationsforholdet af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af faktor XIII pr. gram fibrinogen, udgør mindst 80, og blodplasmafraktionen tilføres en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmim-inhibitor, fortrinsvis aprotinin, i en mængde på 20-2000 KIE pr. ml samt eventuelt en koldopløselig globulin og/eller albumin.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der fra et fibrinogenholdigt plasma-kryopræcipitat ved een eller flere behandlinger med en pufferopløsning, som indeholder natriumcitrat, natriumchlorid, en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor samt eventuelt glycin og glucose, fjernes koldt opløseligt plasmaprotein, det rensede bundfald opløses og i givet fald gøres det opløste rensede bundfald holdbart ved dybfrysning.
Ved skrivelse af 18. marts 1988 nedlagde klager i denne sag, Behringwerke Aktiengesellschaft, Tyskland, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S indsigelse mod ansøgningen med påstand om, at ansøgningen blev afslået i sit fulde omfang.
I indsigelsesbegrundelsen anførtes bl.a.
6. Den kendte tekniks stade.
Den eneste under ansøgningens behandling fremdragne publikation er Schrøder, Rufer, Schmiechen: Arzneimittelchemie II, G. Thieme Verlag Stuttgart 1976, side 3. Ansøgerne har således ikke henledt Direktoratets opmærksomhed på de talrige andre forpublicerede, relevante skrifter, jfr. det af indsigeren fremdragne materiale.
Den kendte teknik, hvortil der henvises i beskrivelsen (Matras et al. fra 1972 (bilag 3) og Spangler et al. fra 1973 (bilag 4), jfr. ovenfor), er langtfra omtalt fuldstændigt og derfor nærmest vildledende; dette fremgår af de i denne indsidelsesbegrundelse nævnte skrifter, bilag 1-12
De to i beskrivelsen nævnte arbejder, jfr. ovenfor, er så åbenbart ikke blevet vurderet korrekt.
6.1. Vævsklæberens manglende nyhed p. gr. af åbenlys udøvelse
En åbenlys udøvelse må betragtes som nyhedsskadelig, når der forelå en ikke-fjerntliggende mulighed for, at andre sagkyndige - konkurrenter - kunne få tilstrækkeligt kendskab til det, der blev udøvet, og egenskaberne af produktet.
6.1.1. Det fremgår af Spangler, Wiener klinische Wochenschrift, 88. årgang, 1976, Suppl. 49, side 3-18, bilag 1, Med. Welt, 29 (17), 720-724 (1978), bilag 5, Fibrinkleber Human Immuno, Stand: 11/1978, bilag 6, og Blut, 38 (1), jan. 1979, side 64, bilag 7, at man forud for prioritetsdatoen åbenlyst har anvendt et vævsklæbestof fremstillet ifølge ansøgningens krav 1-2. Dette fremgår også af det efterpublicerede trykskrift med betegnelsen bilag 8, jfr. bilagsfortegnelsen. Det angives her på side 199, andet afsnit, at »Fibrinkleber Human Immono« i 1974 overgik til klinisk afprøvning og »seither auf den verschiedensten medizinischen Bereichen zahlreiche Arbeiten uber dessen praktische Anwendung erschienen«.
Referat af T. Seelich (en af opfinderne) og H. Redl sammenfatter, hvad der før den fremlagte ansøgnings prioritetsdato var kendt m.h.t. vævsklæbestoffet, dets anvendelse og egenskaber, nemlig følgende
(a) dets oprindelse fra humant plasma-kryopræcipitat, jfr. bilag 1, side 4;
(b) fibrinklæberen bringes dybtfrossen i handelen, jfr. bilag 5, side 722, og bilag 6, side 4, 8, 10 og 11;
(c) indholdet af F XIII (tilstrækkelig mængde til stede) og fibrinogen (mindst 80 mg fibrinogen pr. ml), jfr. bilag 5, side 722 og 724, og bilag 6, side 4;
(d) medanvendelsen af en plasmin-inhibitor (aprotinin = Trasy-101R). jfr. bilag 1, side 6; bilag 5, side 721, bilag 6, side 8; endvidere Spangler et al., Langenbeck's Arch. Chir. Suppl. Chir. Forum, 249-251, (1974, især side 250, tredie afsnit ( Zusatz des Proteinase-Inhibitors zum Kleb-Klebstoff), jfr. bilag 9;
(e) Indholdet af koldtuopløseligt globulin og albumin, jfr. bilag 7, side 64;
(f) hæmningen af fibrinolysen i klæbeområdet og styringen af klæbningens holdbarhed, jfr. bilag 7, side 64;
(g) anvendelsen af homologt fibrinogen til vævsklæbning leder ikke til nogen forventning om skadelig indflydelse på sårhelingen. Fibrinklæberen muliggør en sikker og vedvarende blodstandsning, jfr. bilag 1, side 6, 13 og 14.
6.1.2. Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge den fremlagte ansøgnings krav 1-2 er ifølge ansøgerens egne angivelser og ifølge litteraturen før prioritetsdatoen uden begrænsninger blevet overgivet til trediemand - kiruger og forskere i instituter for eksperimentel kirugi - og blevet anvendt af disse. Arten af vævsklæbestofferne, deres anvendelse og de herved opnåede resultater er udførligt omtalt i de forpublicerede trykskrifter, hvortil vi har henvist.
De'trediemænd', der her er tale om, er fagfolk, dvs. biokemikere og læger, og pålidelige metoder til bestemmelse af mængderne af F XIII, fibrinogen, plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, totalprotein og albumin var kendt på prioritetstidspunktet.
Med den viden, som de relevante personer var i besiddelse af, kunne disse uden videre erkende kendetegnene for produktet »Fibrinkleber Human Immuno«, nemlig tilstrækkelig høj koncentration af F XIII og af fibrinogen, indhold af koldtuopløseligt globulin og albumin og medanvendelsen af aprotinin i til firbrinolysehæmning tilstrækkelig mængde ved fældningen med thrombin CaCl2-opløsning. Analysemetoderne var kendte og ren rutine. I øvrigt er det ifølge almen erfaring yderst usandsynligt, at kiruger skulle have anvendt fibrinklæber-præparaterne ubeset, kritikløst og uden nærmere kendskab til og information vedrørende deres oprindelse (human eller animalsk) og deres sammensætning.
6.1.3. Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge den foreliggende ansøgning nr. 656/80 stod forud for prioritetsdatoen klinisk til rådighed og blev med godt resultat anvendt i kirurgien. Herefter må stoffets sammensætning have svaret til den i krav 1 i ansøgningen angivne sammensætning.
På påføringsstedet må det omhandlede vævsklæbestof nødvendigvis foreligge sammen med fibrinolyse-inhibitoren. Når denne ikke foreligger i vævsklæbestoffet, foreligger den imidlertid efter tilsætning af thrombin-CaCl2-opløsningen med indhold af aprotinin (TrasylolR) til vævsklæbestoffet på påføringsstedet.
Det er åbenbart, at denne form for anvendelse er ækvivalent med anvendelsen af vævsklæbestoffet, som i forvejen indeholder inhibitoren - ellers ville ansøgerne ikke endnu i dag tilbyde denne udførelsesform til kirurgerne, jfr. prospektet »TissucolR Fibrinkleber tiefgefroren«, se bilag 10.
6.2. Teknikkens stade ifølge det fremdragne materiale.
Selv i det tilfælde, at man ikke vil kunne tiltræde, at der foreligger en åbenlys, patenthindrende udøvelse af den påståede opfindelse, må den fremlagte ansøgning alligevel afslås på baggrund af det nu fremdragne materiale på grund af manglende nyhed og i alt fald manglende opfindelseshøjde.
6-2-1- Fra bilag 11 (Spangler et al., Acta Chir. Austriaca, 4, 89-94 (1975)) kendes en klæbning af leverbeskadigelser med godt resultat ved hjælp af højkoncentreret fibrinogen, dvs. humant fibrinogen-kryopræcipitat (plasma-kryopræcipitat) med et fibrinogenindhold på 72 mg pr. ml, under anvendelse af F XIII-koncentrat (250 enheder pr. ml) og fibrinolyse-inhibitor TrasylolR (aprotinin).
Thrombin-Ca++-opløsning anvendes som fældningsmiddel. 3 ml af denne opløsning tilsættes lige før klæbningen 250 enheder F XIII pr. ml og 1 ml TrasylolR, jfr. side 90. Forfatterne betoner, at man ved klæbningen med fibrin også må tage hensyn til den lokale fibrinolytiske aktivitet af det væv, der skal klæbes.
6.2.2. Fra bilag 1 (Spangler, 1976) kendes den med godt resultat gennemførte vævsklæbning og lokale blodstandsning med højkoncentreret fibrinogen-kryopræcipitat (plasma-kryopræcipitat) med en gennemsnitlig fibrinogen-koncentration på 100 mg pr. ml. Tilsætningen af F XIII forøger klæb ningens styrke og forsinker lysen af fibrinkoagulatet. Ved tilsætning af fibrinolyse-inhibitor TrasylolR (aprotinin) kan fibrinolysen hæmmes fuldstændigt. Klæberen har sårhelingsfremmende egenskaber, og klæbestoffet er resorberbart. Der anvendes thrombin-CaCl2-opløsning som fældningsmiddel. Fibrinogen-opløsninger indholder Alpha priori faktor XIII, jfr. side 4-6, 16 og 17.
6.2.3. Fra bilag 5 (Stemberger et al., 1978) kendes der vævsklæbning med fibrinogenkoncentrat (fibrinklæber) med mindst 80 mg fibrinogen pr. ml klæberopløsning samt et indhold af albumin og F XIII »in ausreichender Menge«. Til stabiliseringen af fibrin er den i klæberen tilstedeværende F XIII tilstrækkelig. Fibrinklæberen bringes i handelen efter at være gjort holdbar ved dybfrysning.
6.2.4. Fra bilag 6 (firmaprospektet »Fibrinkleber Human Immuno, Stand 11/1978«) kendes der vævsklæbning med en fibrinklæber under anvendelse af en thrombin-CaCl2-opløsning (som fældningsmiddel) med aprotinin (som fibrinolyse-inhibitor). Fibrinklæberen udvindes ud fra sammenbragt humant plasma (»pool'et plasma«) - og derudfra fremstillet kryopræcipitat. I 1 ml opløsning er der indeholdt 90 mg koagulerbart humant plasmaprotein, dvs. fibrinogen. Det må med sikkerhed antages, at fibrinklæberen indeholder F XIII i tilstrækkelig mængde til stabilisering af fibrin, jfr. også udførelseseksemplerne i den fremlagte ansøgning. I modsat fald er en hurtig forøgelse af koagelstyrken (størkning i løbet af 30-60 sekunder) ikke sikret (hastigheden for fibrindannelsen afhænger af thrombinkoncentrationen. Bilag 6 beskriver en opløsning med 15 NIH-enheder thrombun), jfr. også bilag 1 og 5. I bilag 6 betones det, at den nødvendige aprotininmængde alt efter anvendelsesområdet kan variere inden for vide grænser og afhænger af den forventede fibrinolytiske aktivitet i klæbeområdet. Fibrinklæberen bringes dybfrossen i handelen, jfr. side 4, 8, 10 og 11.
6.2.5. Proteinsammensætningen af »Fibrinkleber Human Immuno« er kendt fra bilag 7, Blut, 38(1), 64 (1979). Der er øjensynligt tale om den samme klæber, som er omhandlet i bilag 1 og bilag 6. Klæberen indeholder således ud over fibrinogen også F XIII, koldtuopløseligt globulin og albumin i de i humant plasma-kryopræcipitat (som gængst udgangsmateriale, jfr. også eksemplerne i den fremlagte ansøgning) tilstedeværende mængder og mængdeforhold.
Det angives også, at man ved passende valg og dosering af fibrinolyse-inhibitor kan styre klæbningernes holdbarhed. Efter reaktion med thrombin i nærværelse af CaCl2 sker der også uden tilsætning af F XIII en hurtig tværbinding af fibrin. Heraf følger nødvendigvis, at firbrinklæberen a priori indeholder F XIII i tilstrækkelig mængde, jfr. bilag 1 og 6.
6.2.6. Bilag 2 (Vox Sang., 16, 2 (1969), tabel I) bekræfter resultaterne fra bilag 1 og 5 samt udførelseseksemplerne i den fremlagte ansøgning, nemlig at humane plasma-kryopræcipitat-opløsninger a priori foruden fibrinogen (610 til >2000 mg. pr. 100 ml) altid også indeholder F XIII (174 til 236 enheder pr. 100 ml), jfr. proteinanalyserne i fremlæggelsesskriftets eksempler. Endvidere indeholder sådanne kryoprædipitater også albumin, jfr. bilag 2, side 3, tabel II, samt fremlæggelsesskriftets eksempler.
6.2.7. Fra det ovenfor under pkt. 6.1.1.(d) citerede arbejde af Spangler et al. kendes klæbningen med et vævsklæbestof indeholdende en proteinase-inhibitor (dvs. en fibrinolyse- eller plasmin-inhibitor). Der opnås fremragende resultater ved vævsklæbningen.
6.3. Det i fremlæggelsesskriftet nævnte arbjde af Matras et al. (1972), jfr. bilag 3, er direkte nyhedsskadeligt for det i krav 1 angivne træk betegnet a), jfr. det foregående.
Det bemækes i denne forbindelse, at man til det nyhedsskadelige indhold af en beskrivelse af en fremgangsmåde også må henregne alt, som kan konstateres umiddelbart og automatisk af en fagmand ved efterarbejdning af den forbeskrevne fremgangsmåde. Det er ikke afgørende, om det slutprodukt, der skal fremstilles, i det forbeskrevne materiale er beskrevet i alle enkeltheder, eller om de automatisk opnåede resultater virker overaskende ved efterarbejdningen.
Fremstillingen af et kaninplasma-kryopræcipitat (gruppe I) ifølge det i ansøgningen citerede arbejde af Matras et al. (1972), side 518, se bilag 3, er blevet efterarbejdet af indsigerne.
Matras et al. fandt i kaninplasma-kryopræcipitatopløsningen 44,5 mg totalprotein pr. ml og 31 mg fibrinogen pr. ml.
Ved efterarbjdningen blev der fundet et totalproteinindhold på 31,6-39,3 mg/ml og 25,2-31,0 mg fibrinogen pr. ml. Den analytiske bestemmelse af faktor XIII svarende til angivelserne i fremlæggelsesskriftet gav resultatet 7,5 enheder pr. ml. forholdet mellem faktor XIII-enheder og gram fibrinogen andrager altså ca. 242 til ca. 298. herudover konstateredes der et indhold af plasmin-inhibitoren a2-antiplasmin svarende til 7-10 KIE/ml. Denne bestemmelse blev udført med testsættet »Berichrom-Alpha2-Antiplasmin«. Værdierne blev angivet i normalprocent, beregnet på et humant standardplasma med 100% a2-antiplasmin.
Resultaterne fremgår af tabel I; det ses endvidere, at der ikke var nogen signifikant forskel på humant og animalsk (kanin) kryopræcipitat.
Tabel I
Sammenlignende analyse af to kryopræcipitater fra kaninplasma og humanplasma
- fremstilling ifølge Matras -
(bilag 3)
--------------------------------------------------------------------- Kanin 170884 Kanin 170884 Human Forsøg I Forsøg II 13094 --------------------------------------------------------------------- Totalprotein 31 mg/ml 39 mg/ml 41 mg/ml iflg. Kjeldahl mg/100 ml 3160 3920 4160 Fibrinogen 25 mg/ml 31 mg/ml 33 mg/ml - koalerbart protein 2520 3100 3340 Kjeldahl, mg/100 ml = 79,7% = 79,1% = 80,3% - Clauss-test - - - mg/100 ml Faktor XIII - E/100 ml 750 750 730 - E/g Fibrinogen 298 242 219 Mikrozone-elektroforese - Fibrinogen mg/100 ml 2190 2948 3490 - Fibronectin* mg/100 ml 291 223 480 - Albumin mg/100 ml 455 490 150 Plasma-inhibitor - Alpha2 AP KIE/ml 7 10 8,3
Anm.: * Fibronectin = i kulden uopløseligt globulin (CIG)
Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.
Ud fra resiætaterme af mikrozone-elektroforesen iflg. tabel I fås et vægtforhold fibrinogen: CIG:albumin (i totalproteinet = 100) som følger: forsøg I: 67,8:8:9:14; forsøg II: 76,6:5,8:12,7.
6.4. Ifølge krav 2 fremstilles vævsklæbestoffet fremstillet ifølge krav 1 ved behandling af plasma-kryopræcipitat med en pufferopløsning med den angivne sammensætning, fjernelse af i kulden opløseligt plasmaprotein og opløsning af det rensede bundfald.
Ifølge angivelserne i fremlæggelsesskriftet skal behandlingen, dvs. elueringen eller vaskningen, af plasma-kryopræcipitatet gennemføres med pufferopløsningen »indtil der er opnået det ønskede forhold af faktor XIII til fibrinogen«. Ifølge eksemplerne er en enkelt behandling dog øjensynligt tilstrækkelig. Det nævnes ikke, hvor længe behandlingen skal udføres, og hvilke i kulden opløselige plasmaproteiner, der skal fjernes. Fjernelsen af disse plasmaproteiner kan i øvrigt ikke have nogen indflydelse på værdiern for vægtforholdet mellem faktor XIII og fibrinogen i vævsklæbestoffet.
6.4.1. Fremgangsmåden ifølge krav 2 i fremlæggelsesskriftet er blevet efterarbejdet af indsigerne. Ifølge undersøgelser under ledelse af professor, Dr. N. Heimburger i Abteilung Blutgerinnung und Fibrinolyse ved Behringwerke AG er pufferbehandlingen af plasma-kryopræcipitatet ifølge krav 2 ikke nogen væsentlig, kritisk foranstaltning til fremstilling af en fibrinklæber med kendetegnet a), jfr. det i det foregående anførte. Forsøgene har nemlig vist, at vaskningen af plasma-kryopræcipitatet med pufferopløsningen ikke ændrer noget ved kendetegnet a).
Metodik
Fra ved -20 graderC holdt plasma-kryopræcipitat fra plasma fra firmaet Community - opnået ud fra sammenbragt humanplasma - udtages der to gange hver gang 60 g, der betegnes som delmængderne 12 09 84 a og 12 09 84 b.
Delmængden a gøres flydende i vandbad ved 37 graderC, og det uopløselige materiale skilles fra ved centrifugering (30.000-35.000 G i 1 time). Den ovenstående væske fyldes på flasker og gøres holdbar indtil afprøvning ved indfrysning til - 20 graderC.
Delmængden b behandles ved 2 graderC med 600 ml af en pufferopløsning ifølge udførelseseksempel 1 i ansøgning nr. 655/80 (pr. liter: 6,6 g trinatriumcitrat, 2H2O; 3,4 g NaCl; 10 g glycin; 13 g glucose, H2O; 50.000 KIE aprotinin; 200 IU heparin; pH=6,5). (NB: pufferopløsningen adskiller sig fra pufferopløsningen ifølge den foreliggende ansøgning blot ved det yderligere indhold af heparin; dette indhold har imidlertid ifølge tabel II ingen indflydelse på analyse-resultatet). Efter behandlingen centrifugeres kryopræcipitatet ved 2 graderC (3500-4000 G; 20 min.). Den dannede fældning gøres flydende i vandbad ved 37 graderC, og det uopløselige materiale skilles fra ved centrifugering. Den ovenstående væske fyldes på flasker og gøres holdbar indtil afprøvning ved indfrysning til - 20 graderC.
Efter denne behandling foreligger der
Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet), 53 gram, og
kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbehandlet), 54 gram.
Resultaterne af de analytiske bestemmelser fremgår af den følgende tabel II. Der bestemtes totalprotein, fibrinogen, faktor XIII, albumin, i kulden uopløseligt globulin (CIG) og a2-antiplasmin (en i plsma naturligt forekommende plasmin-inhibitor).
Tabel II
Sammenligning mellem ubehandlet kryopræcipitat (a) og pufferbehandlet kryopræcipitat (b)
--------------------------------------------------------------------- Kryopræcipitat Kryopræcipitat 12 09 84 a (pufferbehandlet) 12 09 84 b --------------------------------------------------------------------- Totalprotein - iflg. Kjeldahl mg/ml 120,0 115,8 Fibrinogen - iflg. Clauss mg/ml 75,0 71,0 F XIII - E/ml 11,4 10,0 - E F XIII/g Fibrinogen 152 141 I kulden uopløseligt globulin, fibronectin - mg/ml 25,3 29,3 Albumin - mg/ml 6,5 3,1 Alpha2-antiplasmin - KIE/ml 64 100 ---------------------------------------------------------------------
Det ses af tabel II, at pufferbehandlingen af plasma-kryopræcipitatet ikke fører til nogen signifikant ændring af totalprotein-fibrinogen-, faktor XIII-, albumin-, CIG- og Alpha2-antiplasminmængden eller -koncentrationen.
Yderligere forsøg med det ubehandlede kryopræcipitat a og det pufferbehandlede kryopræcipitat b har ført til praktisk taget de samme tværbindelighedsegenskaber og overrivningsstyrker ved vævsklæbninger, jfr. de følgende afsnit 6.4.2. og 6.4.3.
6.4.2. Tværbindingen af fibrinmonomere med faktor XIII gennemføres ved SDS-polyacrylamid-gelelektroforesen ifølge angivelserne i fremlæggelsesskriftet. Herved kan det tydeligt konstateres, at Y-kæden med tiltagende inkubationstid forsvinder relativt hurtigt og fremkommer i form af Y-dimeren som langsommere bånd svarende til den højere molekylvægt. Tilsvarende gælder for Alpha-kæden. Der kan ikke konstateres nogen forskel mellem ubehandlet kryopræcipitat a og pufferbehandlet kryopræcipitat b.
6.4.3. De ovennævnte prøver 12 09 84 a og b er under ledelse af Dr. Hj. Ronneberger i Abteilung Pharmakologie und Toxikologie ved Behringwerke AG blevet anvendt ved et forsøg til påvisning af belasteligheden af med disse prøver udførte vævsklæbninger hos rotter efter 1 og 24 timer. Ved disse forsøg blev der fra voksne rotter udtaget stykker af huden, som derpå blev påklæbet under anvendelse af prøverne a og b. Dernæst bestemtes med et træktestsystem de kræfter, der krævedes til igen at løsne de igen påklæbede hudstykker.
1 time efter vævsklæbningen krævedes der gennemsnitligt følgende kræfter (vægt) til løsning af hudstykkerne
Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet): 268,0+/-62,7 g
Kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbeh.): 229,1+/-59,5 g
24 timer efter vævsklæbningen krævedes der gennemsnitligt følgende kræfter (vægt) til løsning af hudstykkerne
Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet): 406,8+/-121,7 g
Kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbeh.): 401,6+/-122,0 g
Ud fra de opnåede værdier er der ingen signifikant forskel mellem kryopræcipitaterne (beregning efter »Student's t-metoden«.
Der er statistisk ingen forskel mellem det ubehandlede kryopræcipitat ifølge teknikkens stade og det ifølge krav 2 i fremlæggelsesskriftet behandlede kryopræcipitat.
Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.
6.4.4 Til sammenligning af sammensætningen ved vævsklæbestoffet fremstillet ifølge fremlæggelsesskriftet er der blevet udført analyser af kryopræcipitater - fremstillet fra plasma-enkeltdonorer - og kryopræcipitater fra pool-præparater.
Kryopræcipitater hidrørende fra enkeltdonorer
Nr. 1 Donor 312 053 SA 101430 722 ml plasma - 2 »» 312 051 SA 03969 618 »» »» - 3 »» 312 064 SA 101354 756 »» »» - 4 »» 312 072 SA 12739 644 »» »» - 5 »» 312 061 SA 11968 659 »» »»
Plasmapræparaterne hidrørte fra en sending fra firmaet Sera Tec og havde blodtype O.
Pool-præparaterne fra ca- 4500 enkeltdonorer svarende til ca. 3000 liter plasma
Nr. 6 Roh-Kryo 27.1.1984 Baden-Baden - 7 Roh-kryo B 15012 Flavine, mannheim - 8 Roh-Kryo B 15015 DRK, Frankfurt - 9 *) Roh-Kryo B 10050 Breitscheik, Seroplast, Kiel, Nurnberg - 10 *) Roh-kryo B 10054 Associated
*) fremstillet hos Behringwerke A fra plasma fra de angivne leverandører.
Kryopræcipitaterne blev udvejet og opløst i forholdet 10 g kryopræcipitat til 1 ml isotonisk NaCl-opløsning (0,15 mol/1) plus glycin ved 37 grader C; glycin-slutkoncentrationen var 2%.
Alle kryopræcipitater opløstes fuldstændigt; endnu tilstedeværende uklaheder, f.eks. fra fedtandele, blev fraskilt ved centrifugering (30.000 G).
Der blev udført følgende analyser af de klarede opløsninger
1. Totalprotein iflg. mikro-Kjeldahl efter 1:10-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning.
2. Koagulerbart protein iflg. Clauss-test efter 1:10-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning og viderefortynding med barbital- puffer (Behring) indeholdende 10 mmol tri-Na-citrat pr. liter.
3. Faktor XIII ved hurtigtest analogt med DK-PA 656/80 efter 1:10-forfortynding i isotonisk NaCl-opløsning.
4. a2-Antiplasmin (a2Apl) med Berichrom-testsæt efter 1:10- forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning (bedømmelse i normprocent). Omregning af normprocenten til KIE/ml efter molvægte (70.000 for a2Apl og 6500 for aprotinin) og antagelse af støkiometriske 1:1-reaktioner: 100% af norm (70 microg a2Apl/ml) = 50 KIE eller 7 microg aprotinin pr. ml.
5. I kulden uopløseligt globulin ved radial immunodiffusion (RID) efter 1:10-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning.
6. Albumin ved RID efter 1:2-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning.
Forfotyndingerne var nødvendige til undgåelse af pipettefejl ved disse højviskose opløsninger.
Analyseresultaterne er sammenfattet i den følgende tabel III
Tabel III
--------------------------------------------------------------------- Enkeltdonorer Pool-præparater --------------------------------------------------------------------- Kryopræcipitat nr. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 MW --------------------------------------------------------------------- Totalprotein mg/ml 131 123 117 125 134 128 136 135 128 121 128 Fibrinogen mg/ml 85 85 85 75 86 82 104 96 76 85 86 Faktor XIII E/ml 8,6 5,7 4,3 5,7 11,4 14,2, 8,5 11,4 7,1 4,2 8,1 Faktor XIII E/g Fibrinogen 101 67 51 76 132 173 82 119 93 49 94 a2-Antiplasmin KIE/ml 28 26 24 18 22 22 15 28 20 34 24 Koldt uopl. globulin mg/ml 22 21 15 37 26 43 14 35 39 19 27 Albumin mg/ml 13 10 10 10 11 10 11 11 11 13 11 ---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat er såldeds karakteriseret ved følgende træk
1. a) indeholder mindst 4,2 E Faktor XIII/ml, gennemsnitligt 8,1 E Faktor XIII, og fibrinogen mindst 75 mg/ml, idet forholdet mellem Faktor XIII pr. g fibrinogen mindst er 49, i gennemsnit 94.
b) indeholder plasmin-inhibitoren a2-antiplasmin i en mængde på 15-34 KIE/ml;
2. indeholder koldt uopløseligt globulin;
3. indeholder albumin, idet fibrinogen, koldt uopløseligt globulin og albumin foreligger i vægtforholdet 75-104:14-43:10-13.
Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.
6.5 Sammenfatning; teknikkens stade
Af den kendte teknik fremgår følgende
Det ifølge den fremlagte ansøgning i krav 1 og 2 fremstillede vævsklæbestof er intet andet end en gængs fibrinogen-krypræcipitatopløsning eller plasma-kryopræcipitatopløsning, blot udtrykt ved hjælp af de kendte væsentlige bestanddele F XIII, fibrinogen og plasmin-inhibitor a2-antiplasmin (samt eventuelt koldt uopløseligt globulin og albumin) i de kendte resp. ved rutinemetoder fastlæggelige mindstemængder og mængdeforhold.
Tilsætning af fibrinolyse-inhibitoren aprotinin ifølge krav 1 er således forbeskrevet i de under pkt. 6.1.1 (d) nævnte bilag, at fagmanden kan gå frem som angivet og kan forvente at opnå ansøgernes resultat.
Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge ansøgningen er blevet anvendt åbenlyst før prioritetsdatoen, jfr. det allerede herom anførte.
7. Opfindelseshøjde
Selv om man ville anerkende den påståede opfindelses nyhed, adskiller den sig i alt fald på ingen måde væsentligt fra det kendte.
7.1. For en fagmand med den på prioritetsdatoen relevante viden, jfr. det fremdragne, var det uden opfinderisk indsats muligt at fremstille en fibrinklæber ifølge ansøgningen på basis af den nævnte relevante viden.
Det skal endnu en gang fremhæves, at der til de kendte fibrinogen-F XIII-klæberkomponenter i form af fibrinogen-kryopræcipitat eller plasma-kryopræcipitat med kendt eller uden videre bestemmeligt indhold af fibrinogen, faktor XIII, albumin og koldt uopløseligt globulin ud over det naturlige indhold svarende til krav 1 yderligere tilsættes en fibrinolyse-inhibitor. Fibronolyse-inhibitorer og deres-virkning i forbindelse med fibrinklæbere var ligeledes kendt. Området fra 20 til 2000 KIE pr. ml klæber giver sig selv ud fra den varierende fibrinolytiske aktiviteter af de væv, der skal sammenklæbes. De kendte indholdsstoffer i kryopræcipitatet udtrykkes talmæssigt m.h.t. deres mængder og mængdeforhold. Ved anvendelsen har man grebet tilbage til den kendte fysiologiske proces i slutfasen af blodkoagulationen.
Kombinationen af et kendt fibrinogen-kryopræcipitat eller plasma-kryopræcipitat med kendetegnene ifølge a) i krav 1 (se punkt 4.1.) i ansøgningen med en fibrinolyse-inhibitor i en til hæmning af fibrinolysen tilstrækkelig mængde (20-2000 KIE pr. ml, jfr. kendetegnet b), se pkt. 4.1.) er en gennem åbenlys udøvelse og på baggrund af den i det fremdragne indeholdte kendte teknik overmåde nærliggende, ganske triviel foranstaltning, når man ønsker at udvikle et fribrinogen-F XIII-thrombin-system, der skal give en hurtig klæbning med høj styrke og bestandighed mod fibrinolyse, jfr. navnlig de under pkt. 6.1.1. d) nævnte trykskrifter.
7.2. Ifølge krav 2 i den fremlagte ansøgning kan det opløste rensede bundfald gøres holdbart ved dybfrysning.
Som anført under pkt. 6.2.3. og 6.2.4. er fibrinogen-kryopræcipitat (fibrinogen-koncentrat), der er gjort holdbart ved dybfrysning, kendt. Dette gælder også for vævsklæberen ifølge bilag 6. Foranstaltningen ifølge krv 2 er ikke opfinderisk, fordi den ikke medfører nogen overraskende resultat. Fibrinklæbere med de ønskede egenskaber i henhold til den fremlagte ansøgning var kendt på prioritetstidspunktet.
8. Efter indsigerenes opfattelse er fremgangsmåden ifølge den fremlagte ansøgning nr. 656/80 altså ikke patenterbar. Denne opfattelse komme også til udtryk i en østrigsk »Gutachten« af 14. januar 1987 (bilag 12), idet det bemærkes, at AT-PT 359.653 svarer til den foreliggende ansøgning nr. 656/80 (151.611 B). Som man vil se, er Technische Abteilung XVI ved den østrigske patentmyndighed ikke i tvivl om, at den for en patenterbar opfindelse fornødne opfindelseshøjde ikke er til stede.
Den fremlagte ansøgning må herefter afslås i overensstemmelse med vor allerede fremsatte påstand.'
I skrivelse af 26. september 1988 imødegik ansøger indsigelsen og påstod principalt udstedelse af patent på basis af de fremlagte patentkrav, subsidiært på basis af følgende krav
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blod, med et indhold af fibrinogen og faktor XIII, k e n d e t e g n e t ved, at der i en fibrinogenholdig blodplasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold på mindst 7 enheder/ml og et fibrinogen-indhold på mindst 70 mg/ml, hvorhos koncentrationsforholdet af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af faktor XIII pr. gram fibrinogen, udgør mindst 80, og blodplasmafraktionen tilføres aprotinin, i en mængde på 20-2000 KIE pr. ml samt eventuelt en koldtuopløseligt globulin og/eller albumin.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der fra et fibrinogenholdigt plasma-kryopræcipitat ved een eller flere behandlinger med en pufferopløsning, som indeholder aprotenin samt eventuelt glycin og glucose, fjernes koldt opløseligt plasmaprotein, det rensede bundfald opløses og i givet fald gøres det opløste rensede bundfald holdbart ved dybfrysning.
Ansøger anførte endvidere bl.a. følgende
ad 6): Den kendte tekniks stade
Det under patentansøgningens behandling fra ansøgers side angivne og beskrevne stade for den kendte teknik er efter ansøgers mening korrekt og fuldstændig. Det i indsigelsen fremførte materiale komme ikke genstanden for den foreliggende opfindelse nærmere end det i bskrivelsesindledningen omtalte materiale.
ad 6.1: Vævsklæbestoffets nyhed
Der har ikke fundet en forbenyttelse af det omhandlede vævsklæbestof sted i et sådant omfang, at andre sagkyndige, nemlig industrikemikere på området plasmaproteiner, blodkoagulation og fibrinolyse, kunne få kendskab til sammensætningen af de af IMMUNO AG til kliniske forsøgsformål til rådighed stillede vævsklæbestoffer. Indsiger har ikke kunnet sandsynliggøre og da slet ikke bevise noget sådant. Faktisk var de vævsklæbestoffer, som blev stillet til rådighd af IMMUNO til klinisk afprøvning, kun forstadier for de nu ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen beskyttede sammensætninger. Under de kliniske forsøg blev klæbestoffernes sammensætning varieret og optimeret flere gange for at finde de optimale egenskaber, der nu er anført i patentkravene. Disse forstadier for det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof blev dengang, uagtet deres sammensætning, f.eks. betegnet som »fibrinogenkoncentrat«, »fibrinogen-kryopræcipitat« eller »fibrinklæbestof«.
ad 6.1.1
I intet af de nævnte litteratursteder er der konkrete angivelser vedrørende vævsklæbestoffets sammensætning, som svarer til de i patentkrav 1 angivne træk.
Endvidere er T. Seelich's beretning, bilag 8, offentliggjort efter den foreliggende ansøgnings prioritetsdato, hvorfor der ikke gås på dette, se også ovenfor.
ad 6.1.2
Som allerede anført blev vævsklæbestoffer fra IMMUNO AG (med ikke deklareret sammensætning) før prioritetsdatoen overgivet til afprøvning af tredjemand, nemlig kirurger og forskere på institutter for kirugi. Disse kirurger og forskere på institutter for kirugi. Disse kirurger kan imidlertid, som indsiger selv har anført i punkt 5 i indsigelsen, ikke betegnes som gennemsnitsfagfolk. Erfaringsmæssigt er det endvidere yderst usandsynligt, at kirurger analyserer produkter, som man stiller til rådighed for dem. Det er sædvanligvis tilstrækkeligt for dem at få en brugsanvisning og en henvisning til mulige bireaktioner. I denne sammenhæng er oprindelsen helt sikkert af betydning (human eller animalsk), men ikke den nøjagtige sammensætning. Det er heller ikke rigtigt, at disse vævsklæbestoffer er belvet overgivet uden nogen begrænsning. Alene ud fra fortrolighedsforholdet mellem IMMUNO AG og de i betragtning kommende kirurger eller forskere må det antages, at en videregivelse til en vilkårlig tredjemand er udelukket.
Selvom der på prioritetstidspunktet eller allerede før dette kendtes pålidelige metoder til bestemmelse af faktor XIII og fibrinogen og plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, totalt protein og albumin, så kan dette analysekendskab ikke forudsættes for kirurger. I øvrigt kendtes på prioritetstidspunktet ingen metode til kvantitativ bestemmelse af tværbindingsgraden af fibrin-a- og fibrin-y-kæderne. Disse metoder blev udviklet af IMMUNO AG er offentliggjort i litteraturen efter den foreliggende ansøgnings prioritetsdato.
ad 6.1.3
Den følgeslutning, at det før prioritetsdatoen klinisk afprøvede vævsklæbestof »må ... have svaret« til sammensætningen bskrevet i krav 1, er på ingen måde tillaelig. Som anført ovenfor blev der ved flere ganges variation af sammensætningen fundet det optimum, der nu svarer til det i kravene angivne.
Det er heller ikke rigtigt, at det ville være ligegyldigt, om fibrinolyseinhibitoren er inkorporeret i et vævsklæbestof eller først tilsættes ved klæbningen med thrombinopløsningen, jvf. det i forbindelse med bilag 9 angivne.
Det er i og for sig rigtigt, at der i indsigers bilag 10 beskrives en applikationsmetode, hvori Tissucol-fibrinklæberen anvendes sammen med en anden opløsning, der indeholder aprotinin, calciumioner og thrombin. Dette udsagn udelukker på den ene side ikke, at også klæbestofkomponenten selv, som beskrevet i den foreliggende opfindelse, indeholder aprotinin, og er på den anden side heller ikke nogen henvisning til, at det er ligegyldigt, hvilken metode, der anvendes. Den ifølge opfindelsen angivne arbejdsmåde er mere fordelaftig og at foretrække, idet der ved den separate tilsætning af aprotinin til vævsklæbestofopløsningen kan forekomme en uhomogen fordeling af inhibitoren og dermed en ukontrolleret virkning.
Ad 6.2: Teknikkens stade ifølge det fremdragne materiale
Der er allerede en gang taget stilling til disse litteratursteder. Det anførte viser, at et vævsklæbestof med trækkende fra krav 1 ikke kan udledes heraf.
Til supplering kan endvidere anføres
ad 6.2.1
I bilag 11 er der, som allerede nævnt, beskrevet et klæbestof, hvori kun et deltræk ved krav 1, nemlig et fibrinogenindhold på mindst 70 mg/ml, er opfyldt. Indsigers fortolkning er ikke korrekt, fordi der, når man blander det fibrinogenholdige klæbemiddel fra bilag 11 med thrombinopløsningen, ikke resterer noget fibrinogen, men derimod en fibrinclot, der ikke kan anvendes. man kan ikke betegne en blanding af fibrinogen-kryopræcipitat og thrombin som vævsklæbestof.
Man kan heller ikke tale om en thrombin-Ca2+-opløsnings faktor XIII-indhold, da faktor XIII i en sådan opløsning fortløbende og meget hurtigt omdannes til den aktiverede form faktor XIIIa, der imidlertid er mindre stabil i opløsning henholdsvis igen inanktiveres af thrombin i en yderligere reaktion (jvf. f.eks. L. LORAND et al: »Faktor XIII: Fibrin Stabilizing Factor«, Progr. hemost. Thromb. 5, 245-290, 1980, D.C. Triantaphyllopoulos: »The inactivation of factor XIII during blood coagulation«, Thromb. Res. 3, 241-250, 1973), kopi vedlagt.
Bortset herfra kan ingen af de i patentkravene angivne mængdeforhold udledes af bilag 11. I bilag 11 er der nemlig ikke angivet noget blandingsforhold. Selv hvis man antager, at kryopræcipitatet og den faktor XIII-holdige (mere korrekt: faktor XIIIa-holdige) thrombinopløsning blandes i et mængdeforhold på 1:1, hvilket ikke er angivet der, så ville man, uagtet den kendsgerning, at blandingen ikke er stabil, men straks koagulerer, ikke komme til et indhold på mindst 70 mg fibrinogen. Dette skyldtes, at når et faktor XIII-koncentrat med 250 enheder opløstes i 3 ml og thrombinet udelades - når altså 1 (m3) med 80,3 enheder faktor XIII/ml blandes med 1 ml fibrinogen på 72 mg - er der i denne opløsning kun fibrinogen i en mængde på 36 mg/ml, altså mindre end den i fremlæggelsesskriftet angivne mængde på 70 mg/ml.)
Trasylol sættes ikke til den fibrinogenholdige klæbestofkomponent, men til en højkoncentreret thrombinopløsning. Tilsætningen af faktor XIII og af inhibitoren til denne thrombinopløsning er imidlertid ufordelaftig, idet der ved sammenføring af disse komponenter indtræder en omgående koagulation på grænsefladen mellem de opløsninger, der skal blandes, med heraf følgende inhomogen fordeling, jvf. det ovenfor anført i forbindelse med bilag 9.
En yderligere ulempe ved det i bilag 11 beskrevne klæbesystem ligger i, at opløsninger af faktor XIIIa er lidet stabile i modsætning til opløsninger af faktor XIII. Det er derfor ugunstigt at aktivere faktor XIII allerede før anvendelsen.
ad 6.2.2 bilag 1
Som allerede anført drejer det sig her om et trekomponentsystem, der ligger fjernt fra det ifølge fremlæggelsesskriftet fremstillede vævsklæbestof. De i fremlæggelsesskriftet angivne mængdeforhold ville ikke engang blive opfyldt, hvis man blandede kryopræcipitatet ifølge punkt 1, side 4, venstre spalte, med faktor XIII ifølge punkt 3, side 4, højre spalte. Der ville fremkomme en blanding med mindre end 30 mg fibrinogen per ml. Vævsklæbstoffet ifølge punkt 1 indeholder heller ingen inhibitor.
Den iagttagelse (side 6, første spalte, Ergebnisse og side 16, anden apalte foroven), at fibrins opløselighed i 5 molær urinstofopløsning var forskellig ved anvendelse af flere fibrinogenopløsninger, viser blot, at nogle opløsninger ikke er fuldstændigt frie for faktor XIII.
Allerede spor af faktor XIII i en fibrinogenopløsning er nemlig nok til at gøre en derudfra opnået fibrinclot uopløselig i 5 molær urinstofopløsning, se også det ovenfor anførte vedrørende bilag 5.
For et vævsklæbestof, der svarer til alle fordringer, ville et så lavt faktor XIII-indhold imidlertid være fuldstændigt utilstrækkeligt. I bilag 1, Spangler, berettes ganske vist i sammendraget om eksperimentelle undersøgelser og kliniske erfaringer med et klæbesystem, der består af tre komponenter, nemlig fibrinogen-kryopræcipitat, thrombin og faktor XIII, og der anføres som fordele ved dette system vellykket blodstandsning, god klæbeevne i vævet, elastisk konsistens, god vævsforligelighed og fuldstændig resorberbarhed. Denne positive vurdering er imidlertid rent subjektiv og taber i betydning ved sammenligning med vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen, især i forbindelse med en af de krævede egenskaber, nemlig klæbningernes høje belastningsevne. Sammenligningsdataene viser nemlig, at vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen ved vævsklæbninger har en 10 gange (!) højere belastningsevne end det af Spangler beskrevne klæbesystem, hvilket vises i det følgende.
Spangler beskriver side 4, anden spalte, andet afsnit, om rottehudklæbninger, nemlig ringformede autologe hudtransplantater med en diameter på 2,5 cm svarende til en flade på 4,9 (cm2). Der opnåedes derved styrker på over 300 g, svarende til 61 g/(cm2).
Denne angivelse er i og for sig intetsigende, da det ikke af Spangler blevet angivet, efter hvilken reaktionstid denne styrke blev opnået. Den relevante reaktionstid fremgår af en anden, med (51) betegnet publikation fra Spangler, nemlig Wiener klin. Wochenschrift, 85, 827-829, 1973, der iøvrigt også blev anført af ansøger som teknikkens standpunkt (= bilag 4 fra indsiger). Deraf fremgår, at værdier over 300 g først blev opnået efter 8 timers forløb (gruppe A), henholdsvis 4 timers forløb (gruppe B) (se tabel 2, side 5, middelværdier). Efter en halv times forløb opnåedes styrker på 119 henholdsvis 109 g, hvilket svarer til 24, henholdsvis 22 g/(cm2). Ud fra disse værdier i kombination med afbildning 1, hvoraf fremgår, at styrketilvæksten forløber næsten lineært i den første time, opnås styrkeværdier efter 10 minutter på ca. 8 g/(cm2). De ovenfor angivne værdier kan aflæses af Spangler-publikationen, Wiener klinischen Wochenschrift, hæfte 50, 1973, side 828, nemlig ud fra tabel 2 og afbildning 1 som vist nedenfor
Spangler-værdierne er meget lave i sammenligning med de heri senere beskrevne forsøg (tabel 3). Forsøg 3 blev gennemført for at sammenligne rottehudklæbningens styrke, på den ene side med et sædvanligt kryopræcipitat, på den anden side med vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen. Sidstnævnte gav en signifikant overlegenhed i forhold til kryopræcipitatet. I forsøg 3 blev ringformede rottehudstykker klæbet sammen, ligesom hos Spangler, og efter et vist tidsrum underkastet belastningsforsøg. De i forsøg 3 anvendte ringformede hudstykker havde en diameter på 9 mm, svarende til en flade på 0,636 (cm2). Omregner man styrken til pond/(cm2) og sammenligner med Spangler (hos Spangler g/(cm), så fremkommer følgende sammenligningsværdier
Klæbning med Belastningsevne (styrke) efter 10 minutter (pond/(cm2) Klæbesystem ifølge Spangler ca. 8 Kryopræcipitat ca. 27 Vævsklæbestof svarende til fremlæggelsesskriftet ca. 84
Der kan således ikke på nogen måde være tale om, at de i det foreliggende fremlæggelsesskrift angivne og opnåede egenskaber allerede var opfyldt på teknikkens standpunkt. Tværtimod viser disse sammenligningsdata endnu engang på anden måde, at det af Spangler anvendte kryopræcipitat i bedste fald var et forstadium for vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen.
ad 6.2.3 til 6.2.5
Der er allerede blevet taget stilling til de heri nævnte bilag 5, 6 og 7 i det foregående.
ad 6.2.6
Der er også allerede blevet taget stilling til bilag 2, hvormed vises, at plasmakryopræcipitatet ikke opfylder trækkene ved krav 1.
De af indsiger nævnte proteinanalyser i eksemplerne i fremlæggelsesskriftet angår naturligvis vævsklæbestoffer fremstillet ifølge opfindelsen og ikke et kryopræcipitat. En sammenligning mellem de i bilag 2 indeholdte analyseværdier og eksemplerne fra fremlæggelsesskriftet viser særligt tydeligt forskellen mellem et kryopræcipitat og vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen.
ad 6.2.7
I intet af de under 6.1.1 (d) citerede arbejder er der beskrevet et vævsklæbestof med trækkene ifølge krav 1, der indeholder en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor (fibrinolyse-inhibitor). I bedste fald blev der først tilsat en inhibitor ved klæbningen sammen med en thrombinopløsning eller som separat opløsning. Heller ikke i bilag 9 er der beskrevet et vævsklæbestof, der indeholder en inkorporeret inhibitor.
Hvis man læser citatet nøje, så hedder det side 250, tredje afsnit
»...wurde bei der Klebung an der Leber dem Klebstoff eine entsprechende Menge eines handelsublichen proteinasen-Inhibitors zugesetzt«, dvs. der blev ikke anvendt et klæbestof, der a priori indeholder inhibitoren.
Iøvrigt har samme forfatter, H.P. Spangler, endnu to år senere anvendt et trekomponentsystem (se bilag 6), og var åbenbart ikke klar over ulemperne ved denne fremgangsmåde. Med det af Spangler beskrevne system opnåedes 10 gange dårlige styrker ved rottehudsklæbninger end med vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen, som allerede anført ovenfor i forbindelse med punkt 6.2.2.
I indsigelsen er der fra side 13 omtalt »efterarbejdninger«, herunder en efterarbejdning af den af Matras beskrevne fremgangsmåde, der ifølge ansøgers opfattelse, ligesom selve Matras-artiklen, ikke har nogen relevans for de foreliggende patentkrav. Således er fibrinogenindholdet i disse forsøg 25,2 mg/ml, 31,0 mg/ml eller 33,4 mg/ml. Denne efterarbejdning er et yderligere bevis for, at man på daværende tidspunkt med de sædvanlige metoder opnåede kryopræcipitater med under ingen omstændigheder mere end 50 mg/ml fibrinogen.
Hvad angår de påståede resultater af efterarbejdningen af fremgangsmåden ifølge opfindelsen ifølge krav 2 (bemærk, at der i eksemplerne 3-8 endvidere er beskrevet andre fremgangsmåder), der er anført fra side 15 i indsigelsesbegrundelsen, så skal der herimod indvendes, at den anvendte arbejdsmåde ikke er angivet.
Som bevis herfor belyses den nøjagtige arbejdsmåde, der fører til det ifølge opfindelsen opnåede nye resultat, ved hjælp af to parallelforsøg.
Forsøg 1
Ca. 87 l (268 enkeltdononer) humant, ved -20 graderC dybfrosset frisk plasma blev opvarmet til +2 graderC. Det dannede kryopræcipitat blev fraskilt ved 20 minutters centrifugering ved ca. 1200 g og 2 graderC, og der blev udtaget nogle prøver, som blev lagret ved -20 graderC. Hovedmængden af kryopræcipitatet blev behandlet (vasket) med 22 l af en pufferopløsning indeholdende 6,6 g Na3citrat.2H2O, 3,4 g NaCl, 10,0 g glycin, 13,0 g glucose.1H2O og 50.000 KIE aprotinin per l og en pH-værdi på 6,5 ved +2 graderC og endnu en gang centrifugeret. Det fraskilte bundfald blev flydendegjort ved opvarmning til 37 graderC, fyldt i slutbeholdere og lagret ved -20 graderC.
På det efter den første centrifugering opnåede kryopræcipitat og det efter vask og endnu en centrifugering opnåede vævsklæbestof gennemførtes følgende bestemmelser
Samlet protein
Fibrinogen
Kuldeuopløseligt globulin (CIG)
Albumin
Faktor XIII
Fibrin-a-kædernes tværbindingsevne.
Fremstillingen af kryopræcipitatet og dermed vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen blev gentaget i en yderligere opstilling (forsøg 2) på analog måde, og de beskrevne undersøgelser blev gennemført. Resultaterne er sammenfattet i tabellerne 1 og 2.
Som yderligere kvalitetstest måltes styrken af de clots, der opnås efter blanding af fortyndede kryopræcipitat- eller vævsklæbestofopløsninger med en thrombin-CaCl2-opløsning i throm-belastografer efter hartert. Denne thrombelastografi-(TEG)-test gennemførtes på følgende måde
Den kryopræcipitat- eller vævsklæbestofopløsning, der skulle testes, blev fortyndet med 0,9% NaC1-opløsning til det 20 dobbelte volumen. 0,5 ml af denne opløsning blev opvarmet til 37 graderC og hurtigt blandet med 0,05 ml af en opløsning indeholdende 3 NIH-enheder thrombin og 0,2 mmol CaCl2 per ml, og forøgelsen i forskydningsstyrken blev målt i mindst 30 minutter i thrombelastografen.
Det målte elasticitetsmodul E efter 30 minutters forløb ved 37 graderC er et mål for den dannede clots styrke og dermed for den anvendte opløsnings egnethed som vævsklæbestof. resultaterne er anført i tabellerne 1 og 2.
De fundne resultater viser for det første, at der er væsentlige forskelle mellem et sædvanligt kryopræcipitat og det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof med hensyn til proteinsammensætning og især fibrinogenindholdet. Et vigtigt deltræk ved krav 1, nemlig et fibrinogenindhold på mindst 70 mg/ml efter rekonstruktion, blev kun fundet hos vævsklæbestofferne fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, men ikke hos kryopræcipitaterne.
En sammenligning af værdierne før og efter behandling af kryopræcipitatet med en pufferopløsning giver følgende billede
Ved tilnærmelsesvis samme samlede proteinindhold før og efter pufferbehandlingen stiger det relative indhold af fibrinogen væsentligt ved pufferbehandlingen. Ligeledes falder albuminindholdet fra over 30% af det samlede proteinindhold til få procenter, hvor formindskelsen af albuminindholdet skal anses som en indikator for fjernelsen af også andre kuldeopløselige plasmaproteiner, og som således for virkningen af pufferopløsningsbehandlingen.
Disse resultater står i stærk modsætning til de af indsigeren fremlagte data (tabel II, side 17): for det første blev der ikke af indsiger taget udgangspunkt i et kryopræcipitat, men i en dybfrosset kryopasta med væsentligt anden proteinsammensætning, især væsentligt højere proteinindhold. For det andet blev der ikke af indsiger opnået nogen væsentlig ændring af proteinsammensætningen ved behandlingen med en pufferopløsning.
Indsigerens forsøg er foretaget med udgangspunkt i en frosset, fra tredjemand fremstillet kryopasta, altså ikke et kryopræcipitat. Man har delt en prøve af kryopastaen i to dele, optøet den ene deraf og centrifugeret, angiveligt for at fraskille uopløselige dele, og underkastet dette produkt en bestemmelse. Den andel del af prøven blev tilsyneladende vasket i frosset tilstand, hvorefter bundfaldet blev fracentrifugeret, gjort flydende ved opvarmning til 37 graderC, derefter endnu en gang centrifugeret og så underkastet en bestemmelse.
Denne arbejdsmåde afviger på flere punkter fra ansøgerens, idet der ikke er her anvendes nogen kryopasta, men kryopræcipitatet videreforarbejdes i den tilstand, som det opnås efter efter optøning. Der foregår altså ingen vask i frosset tilstand. Det kan heller ikke indses, hvorfor sammenligningsprøven i indsigerens forsøg er blevet centrifugeret, idet ansøgerens kryopræcipitat, der bliver flydende ved 37 graderC, ikke indholder nogen faste rester.
Allerede i dette trin afviger insigerens kryopasta åbenbart fra ansøgers kryopræcipitat, da indsiger ved centrifugeringen af sammenligningsprøven taber ikke mindre end 11,7%.
Den afvigende sammensætning af de af indsiger undersøgte produkter kan efter ansøgers mening blandt andet også skyldes, at der er blevet centrifugeret med for stor omdrejningshastighed for at fraskille flydende bestanddele og fremkalde et højest muligt fibrinogenindhold uden at fraskille de for en klæbning virkeligt skadelige iblandinger. Dette fremgår især, når man i de foreliggende tabeller 1 og 2 sammenligner resultaterne i tværbindeingsforsøget med fibrin-a-kæderne og i TEG-testen mellem kryopræcipitatet og vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Tværbindingsevnen stiger nemlig ved vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen til det dobbelte eller tredobbelte. En lige så stor forøgelse fremkom ved styrkebestemmelserne af rottehudklæbninger (forsøg 3).
Mod de af indsiger fremførte angivelser, henholdsvis det der anførte udgangsmateriale kan også indvendes, at det med hensyn til indholdet af kuldeuopløseligt globulin afviger væsentligt fra normalværdierne. Indsigers produkt havde før behandlingen med en pufferopløsning et indhold på 21,1% og efter pufferbehandlingen et indhold på 25,3% af kuldeuopløseligt globulin. Sædvanligvis indeholder kryopræcipitater imidlertid 2,6% CIG, sådan som det f.eks. fremgår af litteraturstedet F.T. Reilly i J. Clin. Pathol. 1983, 36, 1377-1381, kopi vedlagt.
En proteinbalance for indsigers angivelser giver vedrørende dette, at den i den pufferbehandlede kryopasta tilstedeværende sanlede CIG-mængde skulle have været ca. 230 mg højere - det vil alligevel sige 18% af udgangsværdien - end før pufferbehandlingen, hvilket naturligvis er umuligt.
Endeligt blev der fra ansøgers side også foretaget en sammenligning mellem rivestyrken af klæbninger, der på den ene side var fremstillet med et sædvanligt kryopræcipitat og på den anden side med vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Forsøg 3 belyser dette.
Forsøg 3
Et sædvanligt kryopræcipitat og et vævsklæbestof fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstilledes analogt med forsøgene 1 og 2. Til karakteriseringen af de to præparater bestemtes indholdet af totalprotein og af fibrinogen (som koagulerbart protein) samt fibrin-a-kædernes tværbindeingevne. En sammenligning med de i forsøgene 1 og 2 opnåede data viser, at såvel kryopræcipitatet som det derudfra fremstillede vævsklæbestof var sammenlignet med de i forsøgene 1 og 2 fremstillede kryopræcipitater, henholdsvis vævsklæbestoffer fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen.
Derefter gennemførtes under anvendelse af kryopræcipitatet og af vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen under standardiserede betingelser rottehudklæbninger, hvis rivestyrke bestemtes på følgende måde
Sprague Dawley-rotter (300-500 g) aflives, hvorefter hårene på ryggen fjernes med en barberkniv, og derefter udtages et rundt 10 x 5 cm stort stykke rughud, hvorfra der omhyggeligt afpræpareres subkutant fedt. Indtil anvendelsen opbevares hudstykket i et fugtigt kammer ved stuetemperatur. Til hvert riveforsøg udstanses fra hudstykket to ringformede prøver (d = 9 mm), som under anvendelse af et syntetisk vævsklæbestof (Histacryl blå, Braun Melsungen) med hudsiden klæbes på to cylinderformede tilsætningsstykker (d = 9 mm). Derefter sammenklæbes de to hudstykker med 200 micro l af den klæbestofblanding, der skal afprøves, under anvendelse af en adaptionsindretning under standardiserede betingelser og inkuberes ved 37 graderC i et fugtigt kammer. Efter en bestemt inkubationstid indsættes de sammenklæbede dele i et rivestyrkemåleapparat, og rivestyrken bestemmes ved en ekspansionshastighed på 1 cm/minut.
Den nævnte klæbestofblanding fremstilles ved hurtig sammenblanding af lige store volumener af den klæbestofopløsning, der skal afprøves (kryopræcipitat eller vævsklæbestof fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen), og en thrombin-CaCl2-opløsning (4 NIH-enheder thrombin per ml, 40 mmol CaCl2 per l) og anvendes straks.
Resultaterne er anført i tabel 3.
De yderligere forsøg 4 og 5 blev gennemført for objektivt og kvantitativt at vise, at vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen efter behandling med de foranstaltninger, der er angivet i kravet, rent faktisk giver et med hensyn til sammensætning (i forhold til udgangsproduktet) ændret nyt resultat.
Forsøg 4
Humant, ved -20 graderC dybfrosset frisk plasma blev opvarmet til + 2 graderC. Den dannede suspension blev delt i to dele, og kryopræcipitatet blev fraskilt enten ved centrifugering ved ca. 1200 g (kryopricipitat I) eller ved centrifugering ved ca. 15.000 g (kryopræcipitat II) ved 2 graderC.
Af de to således opnåede kryopræcipitater udtoges nogle prøver, som blev lagret ved -20 graderC. Hovedmængderne blev behandlet med en pufferopløsning som beskrevet under forsøg 1 ved 2 graderC, idet behandlingen af kryopræcipitat I foregik med en ca. 40 gange så stor mængde og behandlingen af kryopræcipitat II foregik med den tidobbelte mængde pufferopløsning. De således pufferbehandlede bundfald blev fraskilt ved centrifugering. Det af kryopræcipitat II opnåede bundfald blev delt og en del endnu engang behandlet på samme måde med pufferopløsningen og centrifugeret. Prøver af alle opnåede bundfald og centrifugeringssupernatanter blev opdelt ved hjælp af SDS-polyacrylamidgelelektroforese (3,25% gel indeholdende 4,75 rel.% N,N'-methylenbisacrylamid) og fotograferet efter sølvfarvning (svarende til en arbejdsforskrift fra firma Bio-Rad, Bulletin 1089, kopi vedlagt) (afbildning 1).
Afbildningen viser følgende prøver
1. Kryopræcipitat I før pufferbehandling.
2. Kryopræcipitat I efter pufferbehandling.
3. Centrifugeringssupernatant efter pufferbehandling af kryopræcipipatat I.
4. Kryopræcipitat II før pufferbehandling.
5. Kryopræcipitat II efter første pufferbehandling.
6. Centrifugeringssupernatant efter første pufferbehandling af kryopræcipitat II.
7. Kryopræcipitat II efter anden pufferbehandling.
8. Centrifugeringssupernatant efter anden pufferbehandling af kryopræcipitat II.
Diskussion af forsøgsresultater 4
En sammenligning af prøverne 1 og 2, dvs. kryopræcipitat I før og efter pufferbehandling, viser, at et kryopræcipitats proteinsammensætning forandres meget væsentligt ved behandlingen med en pufferopløsning: Albuminindholdet i den pufferbehandlede prøve er væsentligt mindre, men også andre proteiner (i intervallet mellem fibrinogen- og albuminbåndene) blev fjernet ved pufferbehandlingen. Som man kunne forvente, fremkommer disse proteiner i centrifugeringssupernatanten (prøve 3).
Dertil skal bemærkes, at der åbenbart blev påført noget mere samlet protein fra prøve 3 på gelen end fra prøverne 1 og 2, hvilket imidlertid er uden betydning for proteinsammensætningen. Prøverne 1 til 3 i dette forsøg bekræfter pufferbehandlingens virkning og resultaterne af forsøgene 1 til 3 (forøgelse af fibrinogenindholdet, formindskelse af albuminindholdet). De viser desuden, at ud over albumin fjernes også andre proteiner ved pufferbehandlingen fra kryopræcipitatet.
Prøve 4 viser sammensætningen af et kryopræccipitat, der blev opnået efter særligt hård centrifugering. Albuminindholdet ser ud til at være noget mindre end i prøve 1 (kryopræcipitat, opnået efter relativt mild centrifugering), men på den anden side ser pufferbehandlingen ud til at være noget mindre virksom end i det forudgående tilfælde.
Begge dele er forståeligt, når man tænker på, at der på den ene side ved den hårde centrifugering ganske vist udpresses flere opløselige bestanddele fra bundfaldet, men på den anden side er den yderligere rensning af et sådant kompakt bundfald vanskeligere på grund af pufferbehandlingen.
En gentagelse af pufferbehandlingen fører imidlertid til et produkt (prøve 7), der dårligt nok kan skelnes fra det pufferbehandlede kryopræcipitat I (prøve 2).
Forsøg 5
Plasminogenindholdet bestemtes i de i forsøg 4 beskrevne kryopræcipitater før og efter behandling med en pufferopløsning ved hjælp af radialimmundiffusion (RID). Resultaterne er sammenfatter i tabel 4.
Som det fremgår, fjernes hovedparten af det i kryopræcipitater indeholdte plasminogen ved den ifølge opfindelsen foretagne en eller flere ganges behandling med en pufferopløsning. Desuden bekræftes de i forsøg 4 diskuterede resultater endnu engang.
Disse resultater gendriver på indtryksfuld måde indsigers påstand om, at pufferopløsningen ikke skulle ændre noget ved et kryopræcipitats proteinsammensætning.
For rigtigt at forstå vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen og forskellen mellem dette og et kryopræcipitat, skal det understreges, at kombinationen af alle trækkene ved krav 1 udgør opfindelsens væsen. Disse træk virkeliggøres ikke i et kryopræcipitat uden behandling. Når fibrinogenindholdet ved en særligt hård centrifugering forøges til en værdi på mere end den angivne mindsteværdi, dvs. til mere end 70 mg/ml, så falder KIE-værdien til under 20. Hos et på sædvanlig måde fremstillet kryopræcipitat kan KIE-værdien ganske vist også stige til over 20, men så ligger fibrinogenindholdet med sikkerhed under 70 mg/ml. Dette betyder, at i modsætning til indsigers påstande er behandlingsforanstaltningerne nødvendige for at komme fra et kryopræcipitat til et brugbart vævsklæbestof, og udvaskningen af kryopræcipitatet og tilsætningen af aprotinin medfører netop de forandringer, der udgør forskellen mellem et kryopræcipitat og det ifølge opfindelsen opnåelige vævsklæbestof.
Tabel 3 i indsigelsen er med hensyn til a2-antiplasmin-angivelserne urigtig allerede på grund af den utilladelige beregningsmåde og gendrives af egne forsøgsresultater, sådan som det vises i det efterfølgende forsøg 6.
Forsøg 6
Fremstillingen af kryopræcipitatet I og II svarende til forsøg 4 blev gentaget.
De to således opnåede kryopræcipitater blev undersøgt med hensyn til deres plasmin-hæmningsvirkning under anvendelse af det chromogene substrat P1-1 (2 AcOH.H-D-Nleu CHA-Lys pNA) og med hensyn til deres fibrinolysehæmningsvirkning i en fibrinpladetest (plasminogenholdige fibrinplader, påføring af urokinaseholdige prøver), og sammenlignet i de samme testsystemer med rene aprotininopløsninger med kendt koncentration. Hæmningsvirkningen af kryopræcipitaterne i KIE/ml bestemtes ved grafisk interpolation. Desuden bestemtes fibrinogenindholdet i begge kryopræcipitater. Resultaterne er sammenfattet i tabel 5.
Resultaterne viser entydigt, at kryopræcipitater uafhængigt af fremstillingsbetingelserne (især centrifugeringsbetingelserne) i intet tilfælde samtidig opfylder alle træk ved krav 1.
Sammenfattende kan der således fastslås, at de ifølge opfindelsen opnåelige vævsklæbestoffer ikke blot giver nye resultater i forhold til teknikkens standpunkt, men at de også i flere henseender er kvalitativt væsentligt forbedrede vævsklæbestofpræparater i forhold til et sammenligningskryopræcipitat, nemlig væsentligt forbedret med hensyn til fibrin-a-kædernes tværbindingsevne, forskydningsstyrkerne i TEG-testen og styrken ved hudklæbninger og i forhold til kryopræcipitater væsentligt formindsket plasminogenindhold, hvorved der opnås en tilstrækkelig holdbarhed af klæbningerne in vivo. Der kan således ikke være nogen tale om, at de ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestoffer med hensyn til sammensætning og klæbeegenskaber kunne ligstilles med kryopræcipitater.
Som yderligere forskel mellem klæbningen ved hjælp af et ifølge opfindelsen opnået vævsklæbestof og et kryopræcipitat anføres det efterfølgende forsøt 7, der signifikant dokumenterer overlegenhed hos det ved hjælp af opfindelsen opnåede klæbestof med hensyn til forskydningsstyrke.
Forsøg 7
Styrken af clots, opnået på den side ud fra et sædvanligt kryopræcipitat, på den anden side fra vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, blev undersøgt med et apparat Fibritest 250, E. Biegler GmbH, Mauerbach ved Wien, hvilket apparat er blevet udviklet til kvalitetsafprøvning (undersøgelse af de elastisk-mekaniske egenskaber) af vævsklæbestoffer (fibrinklæbestoffer), og som muliggør den pulserende deformering (forskydning) af standardiserede clots og den samtidige måling af den derved optrædende forskydningsspænding. Derved kan såvel deformeringsmønsteret som frekvensen vælges frit inden for et bredt interval, og belastningen kan fortsættes over en ønsket lang tid. På denne måde er det muligt at imitere de belastninger, som en klæbning faktisk kan udsættes for in vivo under standardiserede betingelser. F.eks. udsættes et klæbet blodkar for en pulserende varighedsbelastning på ca. 1,3 Hz.
Gennemførelse
Fremstillingen af et kryopræcipitat og derudfra et vævsklæbestof fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen blev gentaget analogt med forsøg 1. Fibrinogenindholdet i begge prøver bestemtes. til sammenligningsformål blev en del af vævsklæbestoffet tilbagefortyndet til den i kryopræcipitatet foreliggende fibrinogenkoncentration.
Til styrkemålingerne ved langvarig belastning valgtes følgende betingelser
Hældning af clots: Prøven blev blandet ved 37 graderC med en thrombin-CaCl2-opløsning (4 enheder thrombin per ml, 40 mmol CaCl2/l) og anbragt i prøvebæreren.
Prøvens lagtykkelse: 0,5 mm
Forinkubation i ro: 10 minutter ved 37 grader C
Deformation: 490 microm, 1,3 Hz, 37 graderC
Måling: hver 50. deformation
Resultaterne er sammenfattet i tabel 6. Forskydningshastigheden ved den 50. og 500. deformation er angivet.
Resultaterne viser den væsentligt højere styrke af vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen i forhold til et sædvanligt kryopræcipitat. Selv når man tilbagefortynder vævsklæbestoffet til den oprindeligt i kryopræcipitatet foreliggende fibrinogenkoncentration opnås stadig en mere end dobbelt så stor styrke.
Selvom ansøger er af den mening, at de gældende patentkrav er tilstrækkeligt afgrænset i forhold til den kendte teknik og gengiver opfindelsen korrekt, fremsættes som subsidiær påstand et sådant kravsæt, hvor i krav 1 plasminogen-aktivator-inhibitoren eller plasmin-inhibitoren (fibrinolyseinhibitoren) begrænses til aprotenin. Ved denne begrænsning opnås en yderligere afgrænsning i forhold til teknikkens standpunkt, for så vidt denne angiver anvendelsen af et kryopræcipitat som vævsklæbestof. Et kryopræcipitat indeholder ikke noget aprotinin, men derimod udvindes aprotinin fra kvægorganer. Dette betyder, at produktet fremstillet ifølge opfindelsen heller ikke af denne grund kan ligestilles med et humant kryopræcipitat, der hører til teknikkens standpunkt, men derimod at det først ved fraktioneringsforanstaltninger og tilsætning af aprotinin fremstilles ud fra kryopræcipitat.
Tabel 1 (forsøg 1)
Sammenligning mellem sædvanligt plasmakryopræcipitat og vævsklæbestof fremstillet ifølge opfindelsen.
---------------------------------------- Kryopræcipitat Vævsklæbestof --------------------------------------------------------------------- Samlet protein 83,6 mg/ml 107,5 mg/ml --------------------------------------------------------------------- Fibrinogen* 46% (38,5 mg/ml) 79% (85 mg/ml) --------------------------------------------------------------------- kuldeopløseligt globulin (CIG)* 6,6% 7,3% --------------------------------------------------------------------- Albumin* 32% 2,5% --------------------------------------------------------------------- F XIII - 22 E/ml --------------------------------------------------------------------- F XIII: Fibrinogen - 259 --------------------------------------------------------------------- Tværbinding af fibrin- a-kæderne efter 2 timer 33% 77% --------------------------------------------------------------------- TEG-test Elasticitetsmodul E 33 89 --------------------------------------------------------------------- * Procentangivelser beregnet på samlet protein Tabel 2 (forsøg 2) Sammenligning mellem sædvanligt plasmakryopræcipitat og vævsklæbestof fremstillet ifølge opfindelsen. ---------------------------------------- Kryopræcipitat Vævsklæbestof --------------------------------------------------------------------- Samlet protein 91,8 mg/ml 102,9 mg/ml --------------------------------------------------------------------- Fibrinogen* 49% (45,0 mg/ml) 84% (86,4 mg/ml) --------------------------------------------------------------------- kulopløseligt globulin (CIG)* 6,0% 5,4% --------------------------------------------------------------------- Albumin* 32% 1,7% --------------------------------------------------------------------- F XIII 8 E/ml 20 E/ml --------------------------------------------------------------------- F XIII: Fibrinogen (E/g) 178 231 --------------------------------------------------------------------- Tværbinding af fibrin- a-kæderne efter 2 timer 32% 75% --------------------------------------------------------------------- TEG-test Elasticitetsmodul E 30 79 --------------------------------------------------------------------- * Procentangivelser beregnet på samlet protein Tabel 3 (forsøg 3) Styrke af rottehudklæbninger med plasmakryopræcipiptat og vævsklæbestof fremstillet ifølge opfindelsen ---------------------------------------- Plasma- kryopræciptat Vævsklæbestof --------------------------------------------------------------------- Samlet protein 79,9 mg/ml 119,5 mg/ml --------------------------------------------------------------------- Fibrinogen 28,8 mg/ml 80,0 mg/ml --------------------------------------------------------------------- Tværbinding af fibrin- a-kæderne efter 2 timer 30% 81% --------------------------------------------------------------------- Rivstyrke efter 10 17,1 +/- 3,9 pond 53,2 +/-8,7 pond minutter ved 37 graderC (n = 7) (n = 5) --------------------------------------------------------------------- Tabel 4 (forsøg 5) -------------------------- Plasminogen (microg/ml) --------------------------------------------------------------------- Kryopræcipitat I før behandling 170 --------------------------------------------------------------------- kryopræcipitat I efter behandling 70 --------------------------------------------------------------------- Kryopræcipitat II før behandling 241 --------------------------------------------------------------------- Kryopræcipitat II efter 1. behandling 173 --------------------------------------------------------------------- Kryopræcipitat II efter 2. behandling 82 --------------------------------------------------------------------- Tabel 5 (forsøg 6) --------------------------------------------------------------------- Kryopræcipitat --------------------------------------------------------------------- I II --------------------------------------------------------------------- Fibrinogenindhold 35,5 mg/ml 86 mg/ml --------------------------------------------------------------------- Plasminhæmning svarende til 20 KIE/ml 10 KIE/ml --------------------------------------------------------------------- Fibrinolysehæmning svarende til ??????? 80 KIE/ml 5 KIE/ml --------------------------------------------------------------------- Tabel 6 (forsøg 7) --------------------------------------------------------------------- Prøve Fibrinogen Forskydningsstyrke (pond.cm-2) (mg/ml) ----------------------------------- 50. def. 500 def. --------------------------------------------------------------------- Kryopræcipi- 49 50 45 pitat --------------------------------------------------------------------- Vævsklæbe- 71 149 123 stof konc. --------------------------------------------------------------------- Vævsklæbe- 49 118 100 stof 1,4 x fortyndet ---------------------------------------------------------------------
Patentdirektoratet anmodes derfor om at tilbagevise indsigelsen og at udstede et patent på ansøgningen med de i fremlæggelsesskriftet angivne krav, subsidiært i den begrænsede udgave.
Indsiger opretholdt i skrivelse af 24. januar 1989 sin påstand om afslag på ansøgningen og anførte bl.a.
Teknikkens stade (side 12 i imødegåelsen)
Ganske vist er en delmængde af teknikkens stade angivet, men er langtfra vurderet i dybden og fuldstændigt, jfr. det foregående.
Vævsklæbestoffets nyhed (side 12 ff. i imødegåelsen)
Som det fremgår ved en tilbundsgående vurdering af teknikkens stade, kan man i forbindelse med ansøgernes »vævsklæbestof« muligvis blot anse indholdet af en fibrinolyseinhibitor (aprotinin) i komponent I før anvendelsen som værende ny.
De af ansøgerne omtalte gentagne ændringer af klæbestofkomponenterne m.h.t. art og mængde under den kliniske afprøvning står i modstrid med den siden 1976 i kraft værende »2. Gesetz zur Aenderung des Arzneimittelgesetzes der Bundesrepublik Deutschland«. Sternberger et al. (bilag 5) analyserede vævsklæberen og således handelsproduktet på væsentlige punkter. Forfatterne er eksperimentelt arbejdende kirurger, og ansøgernes anbringende på side 13, linie 19-21, holder derfor ikke stik.
Med hensyn til de øvrige bemærkninger i imødegåelsen skal dertil undgåelse af gentagelser - kun henvises til de allerede omtalte kendsgerninger. Hvad angår pkt. 6.1.3 på side 14 i imødegåelsen må det anføres, at ansøgernes påstand ikke er troværdig, eftersom en sådan fremgangsmåde ville have været i modstrid med forskrifterne i den gældende lægemiddellovgivning.
Den på side 14 (sidste del af pkt. 6.1.3) igen påståede fordel ved den »rigtige« kombination af tilsætningsstofferne til klæberkomponenterne, f.eks. tilsætningen af aprotinin til komponent I, har intet grundlag i forsøgsdata, der viser, at den i ansøgningen foreslåede fremgangsmåde udviser en klar fordel i forhold til en anden fremgangsmåde, f.eks. tilsætning af aprotinin til klæberkomponent II.
Bemærkningerne på side 15 i imødegåelsen (første afsnit af pkt. 6.2.1) viser den måde, ansøgerne argumenterer på; herefter skulle f.eks. en tokomponent-acrylklæber heller ikke være et klæbestof, fordi man efter forening af de to komponenter og udhærdningen af massen ikke længere kan klæbe dermed.
Med hensyn til andet hele afsnit på side 15 i imødegåelsen er det ganske vist principielt rigtigt, at thrombin inaktiverer faktor XIII, men som det fremgår af det citerede arbejde af Triantaphyllopolous, side 245, fig. 2, sker der i de til anvendelsen nødvendige tidsrum en aktivering og ingen inaktivering.
Hvad angår de af ansøgerne udførte og refererede forsøg gøres der opmærksom på, at der er taget stilling hertil i forbindelse med indsigelsessagen mod det til nærværende ansøgning svarende tyske patent nr. 3.002.933. I denne indsigelsessag har Bundespatentgericht i en afgørelse af 27. maj 1988 (kopi vedlagt) stadfæstet Patentamt's tidligere afslag, dvs. ugyldighedskendelse af patentet.'
Ansøger henstillede i skrivelse af 20. juli 1989, at indsigers påstand ikke tages til følge, og bemærkede endvidere
» Vedrørende de indledende bemærkninger (side 1-3)
Indsiger fremfører det spørgsmål, om patentkravene som de foreliggende på grundlag af formelle overvejelser principielt er acceptable. Et sådant spørgsmål må der imidlertid allerede være taget stilling til fra sagsbehandlerens side, og det synes ikke sandsynligt, at der ville blive godkendt krav til fremlæggelse, som ikke »principielt« er tilladelige. Ret beset bør sådanne formelle overvejelser vel heller ikke være genstand for en indsigelsesprocedure, men må formodes at være afklaret på et tidligere behandlingsstadium.
I øvrigt er indvendingen mod en tilstrækkelig tydelig angivelse også af faglige grunde ukorrekt. Den oprindelige beskrivelse og de under sagsbehandlingen efterindleverede eksempler anskueliggør forskellige varianter af indstillingen af de i kravene angivne mængdeforhold.
At de absolutte og relative mængdeforhold forandres tydeligt under vask med en pufferopløsning ses af tabellerne 1 og 2 i imødegåelsen af indsigelsen af 26. september 1988, hvoraf det klart fremgår, at fibrinogenindholdet stiger ved vask, at forholdet mellem faktor XIII og fibrinogen ændres, og at kuldeopløselige proteiner fjernes, hvilke ændringer blandt andet bevirker en forbedring af tværbindingsegenskaberne og klæbeegenskaberne. Det henvises i denne forbindelse også til den udførlige fremstilling af de yderligere forbedringer, som er blevet vist i imødegåelsen af indsigelsen under henvisning til de gennemførte forsøg.
Indsiger gentager i øvrigt kritikken af betegnelsen »vævsklæbestof« for det ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstillede produkt. Denne indvending er der allerede tidligere taget udførlig stilling til, og en gentagelse skulle således være overflødig. Det er klart, hvad der menes med udtrykket »vævsklæbestof«, nemlig præparatet indeholdende fibrinogen, faktor XIII og inhibitor. Om dette præparat betegnes som »vævsklæbestof« eller som »vævsklæbestofkomponent« er kun en strid om ord; betydningen kan ikke misforstås af fagfolk. Da det imidlertid alment gælder, at ethvert klæbestof forandrer sig under anvendelsen, hvad enten det er under indvirkning af katalysatorer, vand, luft eller lignende, er det fornuftigt at definere et klæbestofs sammensætning i den uforandrede, stabile form før anvendelsen.
Vedrørende side 4, 2. afsnit
Indsiger forsøger - som allerede tidligere - at trække en parallel mellem det ifølge den foreliggende opfindelse fremstillede vævsklæbestof og et faktor VIII-præparat - en indvending, som allerede tidligere er blevet gendrevet af ansøger. Principielt kan man ikke sammenligne vævsklæbestofpræparateter med en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml (jvf. side 3, linie 35-36 i patentbeskrivelsen) med faktor VIII-præparater, som opløses til en koncentration på ca. 2%.
Af »Anlage 2« i indsigerens replik fremgår det endvidere, at det antihæmofile kryopræcipitat 500 først opløses efter 2 timers forløb ved 37 graderC. En så lang opløsningstid er naturligvis fuldstændigt uacceptabel for den, der skal anvende præparatet (kirurger) og gør derfor, at præparatet er fuldstændig værdiløst.
I modsætning hertil er det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof klar til anvendelse efter få minutters forløb, da det blot behøver at blive optøet og gjort flydende.
Bortset herfra skal de kendte lyofiliserede antihæmofile præparater være således sammensat, at de efter rekonstitution til en tynd proteinopløsning samtidig har en fysiologisk saltkoncentration henholdsvis ionstryke og osmolaritet for at være fysiologisk forligelige. F.eks. skal det af indsiger anførte præparat »antihæmophiles Kryoprazipitat 500« ifølge forskriften på pakningen opløses i 100 ml aqua ad injectabilia og giver så en tynd proteinopløsning med en fysiologisk forligelig koncentration af salte og andre tilsætningsstoffer.
For at opnå en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml skulle præparatet opløses i et 5 gange mindre volumen (20 ml), hvilket også anføres af indsiger. Dermed ville dog både ionstyrke og osmolaritet ligge langt over det fysiologisk forligelige område. En sådan sammensætning ville være cytotoksisk, og de for et vævsklæbestof krævede sårhelingsfremmende egenskaber ville ikke længere være givet.
Denne overvejelse gælder naturligvis også for andre lyofiliserede kryopræcipitatpræparater til fremstilling af faktor VIII-holdige infusionsopløsninger og viser, at sådanne præparater på ingen måde kan sammenlignes med det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof. Ville man i sådanne præparater nemlig formindske saltindholdet så meget, at der efter opløsning til en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml samtidigt opnås en fysiologisk saltkoncentration, så ville sådanne præparater være endnu dårligere, dvs. praktisk talt overhovedet ikke længere opløselige.'
Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 19. juni 1990 at tage indsigelsen til følge med følgende begrundelse
» Vedr. patentansøgning nr. 0656/80. Afslag
1. Vi har vurderet den fremkomne indsigelse og Deres kommentarer hertil, og mener herefter ikke at ansøgningen kan imødekommes, fordi opfindelsen ikke adskiller sig væsentligt fra kendt teknik. Vi har derfor afslået den under henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.
2. Af hensyn til overskueligheden over de nedenfor omtalte trykskrifter anvendes de af indsigeren anvendte bilagsnumre, som er følgende
bilag 1: Wiener klinische Wochenschrift, 88.,.supp. 49 (1976), 3-18,
bilag 3: Wiener medizinische Wochenschrift (1972), 517-523,
bilag 5: Med. Welt 29, 17, (1978), 720-724,
bilag 6: »Fibrinkleber Human Immuno«, stand: 11 (1978),
bilag 7: Blut, 38, 1, (Jan 1979), 64, 67,
bilag 9: Langenbeck's Arch. Chir. suppl. Chir. Forum, (1974), 249-251.
3. Fra bilag 5, se især side 722 og side 723, 1. afsnit kendes et vævsklæbestof i form af en fibrinklæber, der indeholder mindst 80 mg fibrinogen pr. ml klæberopløsning og tilstrækkelig faktor XIII til stabilisering af fibrinet samt yderligere albumin og andre proteiner. Produktet foreligger dybfrossent. Det er også herfra kendt at den under anvendelse af produktet forekommende fibrinolyse kan stoppes ved tilsætning af fibrinolyseinhibitorer.
Endvidere kendes fra bilag 1, se især side 4, venstre spalte, linie 1-3 fra neden, og højre spalte, side 5, højre spalte, linie 1-17 fra neden, side 6, venstre spalte, linie 1-16, princippet og teknikken for vævsklæbning under anvendelse af de samme komponenter, som de i bilag 5 angivne. Og af bilag 1 kan forholdet mellem enheder faktor XIII/g fibrinogen beregnes. Det fremgår af bilag 1, at den anvendte klæbeopløsning indeholder 0,2 ml fibrinogenopløsning (fibrinogenindhold 110 mg/ml) og 0,1 ml faktor XIII-opløsning (250 enheder i 4 ml destilleret vand). Heraf fås 0,3 ml, der indeholder 22 mg fibrinogen og 6,25 enheder faktor XIII, som omregnet til 1 ml klæber giver et fibrinogenindhold på 73 mg/ml og 20,8 enheder faktor XIII/ml, hvilket giver udtrykt i enheder faktor XIII/g fibrinogen 284, dvs. et forhold på over 70. Dette viser, at en fagmand i hvert fald kender størrelsesordenen på en tilstrækkelig mængde af faktor XIII i forhold til fibrinogen i en fibrinklæberopløsning, jfr. bilag 5, og endvidere at indholdet af faktor XIII her er over 7 enheder/ml.
4. Det i krav 1 angivne er med undtagelse af tilsætningen af plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor derfor kendt.
Det fremgår altså ikke af ovennævnte trykskrifter, at vævsklæbestoffet er tilsat en plasminogen-aktivator-inhibitor eller en plasmin-inhibitor, men forsøg udført af indsiger, se indselgelsesbegrundelsen af 18 mar 1988, side 13, linie 13, linie 14-16, viser, at et plasmakryopræcipitat, behandlet som angivet i bilag 3, indeholder plasmin-inhibitoren alfa2-antiplasmin, hvilket heller ikke er imødegået af Dem.
Men det fremgår af bilag 9, se især side 250, 3. afsnit, at der er udført forsøg, med vævsklæbning under anvendelse, af en fibrinklæber indeholdende faktor XIII. Disse forsøg viser, at fibrinolyse kan fuldstædnig undgås, når der anvendes proteinase-inhibitorer, og at disse tilsættes klæbestiffet.
Det skønnes nærliggende for en fagmand, der fra bilag 5, se side 723, venstre spalte, linie 1-4, bilag 9, se side 250, 3. afsnit, og i øvrigt også fra bilag 6, se side 8, sidste linie, og side 9, linie 7, og bilag 7, se side 64, linie 22-23, ved, at det er en fordel at anvende en plasmin-inhibitor, som f.eks. aprotinin, i forbindelse med et vævsklæbestof, og som ved, at et plasma-kryopræcipitat i forvejen naturligt indeholder små mængder plasmin-inhibitor, da at tilsættes en sådan plasmin-inhibitor til undgåelse af uønsket fibrinolyse, og i sådanne mængder som ca. 3000 KIE/ml, som angivet i bilag 6, og der ses ikke herved at være opnået noget overraskende, og ej heller ved anvendelse af blot 20.2000 KIE/ml, som angives i krav 1.
Fremgangsmåden ifølge krav 1 ses derfor ikke at adskille sig væsentligt fra kendte teknik.
5. Fra bilag 3, se især side 518 (under materialer og metodik) er det kendt at fremstille en vævsklæbeopløsning under anvendelse af et kryopræcipitat, som behandles med en pufferopløsning indeholdende samme stoffer, som de i krav 2 angivne, og i samme mængder, som anvendes i ansøgningens eks. 1, og der fås et produkt, der indeholder 93 mg fibrinogen, idet der angives, at 1 del sediment og 2 dele opløsningsmiddel indeholder 31 mg fibrinogen.
Fremgangsmåde ifølge krav 2 ses derfor heller ikke at adskille sig væsentligt fra kendt teknik, jfr. endvidere at det fra bilag 5, se side 722, højre spalte, linie 1, og bilag 6, se side 11, linie 5-6, er kendt at dybfryse et fibrinklæbeprodukt, og kravet omhandler derfor heller intet patenterbart.
6. Det skal endvidere anføres, at det er kendt, at en fibrinklæber kan indeholde såvel albumin og en kold uopløseligt globulin (CIG), jfr. bilag 7, side 64, linie 9-11, hvor mængdeforholdene er som i ansøgningens eks. 1-2 og 8, hvorfor eventualiteten i krav 1 ikke ses at angive noget patenterbart.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 17. august 1990 indbragt for Patentankenævnet.
I klagebegrundelse af 28. november 1990 har klager nedlagt påstand om, at der udstedes patent på basis af de i fremlæggelsesskrift nr. 151.611 af 21. december 1987, subsidiært på basis af de i skrivelse af 26. september 1988 fremsendte patentkrav.
Klager anfører endvidere
»De subsidiære krav adskiller sig fra de principielle krav ved, at »at en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor« i de subsidiære krav er indskrænket til »aprotinin«.
Som det fremgår af klagerens/ansøgerens skrivelse af 26. september 1988 (imødegåelse af indsigelse) blev såvel den principale påstand som den subsidiære påstand fremført under indsigelsesproceduren.
Det kan indledningsvis fastslås, at det danske Patentdirektorat i afslagsskrivelse af 19. juni 1990 kun har taget stilling til klagerens principale påstand, mens den subsidiære påstand slet ikke behandles. Dette synes at være en alvorlig formel fejl. Hvis Patentdirektoratet havde afprøvet den subsidiære påstand, havde det i det mindst været nødsaget til at fastslå nyheden ved de subsidiære krav.
Det er endvidere klagerens opfattelse, at Patentdirektoratets afslag i mange henseender er begrundet på en uafklaret og fejlagtig måde.
Afslaget bygger i det væsentlige på 3 dokumenter
1) Bilag 5, Med. Welt, 29 (17), 1978, side 720 til 724
Dette skrifts indhold er under punkt 3 i afslaget gengivet korrekt. Der kendes ganske rigtigt fra dette skrift et vævsklæbestof med mindst 80 mg fibrinogen/ml og med en »tilstrækkelig« mængde af faktor XIII sammen med et indhold af albumin, hvilket vævsklæbestof foreligger i dybfrossen tilstand. Af skiftet fremgår imidlertid ingen talmæssige angivelser vedrørende indholdet af faktor XIII, og man kan ikke af skriftet aflede, at faktor XIII skal være til stede i en mængde på mindst 7 enheder/ml, og det kan heller ikke udledes, at forholdet mellem faktor XIII og fibrinogen udtrykt i enheder af faktor XIII pr. g fibrinogen udgør mindst 80.
Denne angivelse, at der er indhold af »tilstrækkelig faktor XIII til stabilisering af fibrinet« er ikke tilstrækkeligt til at man kan slutte sig til det i kravet angivne forhold mellem faktor XIII og fibrinogen, idet en firbin-clot ifølge sædvanlig sprogbrug anses for at være »stabiliseret«, når den ikke mere er opløselig i 1% monochloreddikesyre eller 5-molær urinstofopløsning. Dette er imidlertid allerede tilfældet efter ca. 50% tværbinding af fibrin-Gamma-kæderne sker imidlertid altid væsentligt hurtigere end tværbindingen af fibrin-Alpha-kæder, og den er sædvanligvis helt tilendebragt før der overhovedet indtræder mærkbar fibrin-Alpha-kæde-tværbinding. Eftersom styrken er væsentligt afhængig af fibrin-Alpha-kæde-tværbinding, giver imidlertid først en sådan tværbinding en fornuftig kvalitet hos et vævsklæbestof. Udtrykket »tilstrækkeligt« i forbindelse med stabilisering kan således ikke sættes i stedet for den ifølge opfindelsen talmæssigt udtrykte værdi for den ønskede fuldstændige Gamma-kæde-tværbinding og høj grad af Alpha-kæde-tværbinding.
Man kan desuden heller ikke uddrage af bilag 5, at der skal være et indhold af plaminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor i klæbestoffet. Det fremgår tværtimod, at der må mangle en inhibitor: Det angives således, at en lagring af klæberen ved stuetemperatur i længere tid skal undgås, da der efter 24 timers lagring ved stuetemperatur kan påvises en spontan koagulering samt en spontant fibrinolyse (se side 722, højre spalte foroven).
Endelig er den anbefaling (side 723, venstre spalte foroven) at tilsætte en fibrinolyse-inhibitor til thrombinopløsningen (ikke vævsklæbestoffet) en ulempe, jvf. i denne sammenhæng redegørelsen i klagerens skrivelse af 26. september 1988, side 7. Det fremgår, at Patentdirektoratet slet ikke har taget hensyn til klagerens argumentation i forbindelse med bilag 5.
2) Bilag 1: Wiener Klinische Wochenschrift, 88, Suppl. 49, (1976), side 3 til 18.
Patentdirektoratets argumentation i forbindelse med dette skrift kommer slet ikke ind på det, som sagen drejer sig om. Patentdirektoratet synes ikke at have gjort andet end uprøvet at overtage, ja endog afskrive den ukorrekte afgørelse i ankesagen ved Bundespatentgericht, dateret 27. maj 1988.
Den nævnte afgørelse er i virkeligheden fuldstændigt forkert. Klageren gik ikke ud fra, at det danske Patentdirektorat i så vid udstrækning og på en så forkert måde ville lade sig påvirke af denne tyske afgørelse, og det er derfor, at klageren ikke tidligere har fremført nogen modargumentation. Hvis klageren kunne have forestillet sig, at denne forkerte tyske afgørelse var blevet taget så alvorligt, ville det ikke have været svært at fremføre en modargumentation.
Man kan i denne sammenhæng stille sig det spørgsmål, om ikke Direktoratet var forpligtet ifølge patentlovens § 15, stk. 1, til t opfordre klageren til at give en supplerende udtalelse, især da den tilsvarende argumentation, dvs. den fejlagtige beregning (se yderligere nedenfor) ikke er blevet fremført som eget referat fra indsigers side. Indsigeren har udelukkende fremført afgørelsen fra det tyske Bundespatentgericht for at vise det endelige resultat af den tyske sagsbehandling, men har ikke fremhævet den til grund liggende argumentation (idet det må være klart for indsigeren, at denne argumentation ikke er holdbar).
I realiteten er den tyske ankeafdelings og dermed Patentdirektoratets fortolkning af bilag 1 uholdbar.
Fra kapitlet »Material und Methodik« på side 4, højre spalte i bilag 1, kan man ikke udlede de mængdeangivelser, der er i den nærværende ansøgnings krav. Kapitlet »Material und Methodik« angår nemlig ikke klæbning, men derimod undersøgelser med thrombelastografi (TEG). I modsætning til det tyske ankesenats (og Patentdirektoratets) påstand om, at der bliver anvendt 0,2 ml fibrinogenopløsning (fibrinogenindhold: 110 mg/ml) fremgår det, at der til disse undersøgelser blev anvendt en firbrinogenopløsning med en koncentration på 20 mg/ml og nærmere bestemt et faktor XIII-frit oksefibrinogen (se det nævnte afsnit linie 2-3 og linie 11).
Ifølge kapitlet »Material und Methodik« blev der blandet 0,20 fibrinogenopløsning med 0,10 ml thrombinopløsning, idet der til denne thrombinopløsning blev tilsat faktor XIII i fast form og i stigende koncentration. Man kan ikke ud fra disse arbejdsbetingelser udlede, at der i 0,3 ml af blandingen var et indhold på 22 mg fibrinogen, idet der tværtimod var et indhold på 4 mg fibrinogen. En konklusion med hensyn til indholdet af faktor XIII er kun mulig på basis af tørstofindholdet, idet 85 mg tørstof svarer til 250 enheder faktor XIII og 1 mg svarer til 2,94 enheder. Ved stigende tilsætning af faktor XIII ved undersøgelserne med thrombelastografi fremkommer der værdier for forholdet mellem faktor XIII og fibrinogen på mellem 331 og 6248, hvilket ikke tillader, at man slutter sig tilbage til den af klageren anførte grænse på mindst 80.
Bortset herfra er Spanglers thrombelastografiundersøgelser også allerede helt urelevante af helt andre grunde. Man kan nemlig rejse den indvending mod dem, at de er gennemført på ufagmandsmæssig måde, idet de er blevet gennemført under en ekstrem calciummnagel.
Således indeholdt reaktionsblandingen praktisk talt ingen frie calciumioner (Ca++). Da Faktor XIII imidlertid kun er virksom i nærheden af calciumioner, fremgår det også af denne grund, at de beskrevne forsøg ikke er egnet til en hvilken som helst tilbageslutning med hensyn til sammensætningen af et vævsklæbestof. Ifølge Spangler, side 4, højre spalte foroven, opløstes thrombin i en Ringer-opløsning med dobbelt indhold af calciumioner.
Ringer-opløsning indeholder som bekendt 1,8 mmol calciumioner pr. 1 (se f.eks. W. Pschyrembel, Klinisches Worterbuch, Walter de Gruyter, 1977, side 1053, højre spalte).
Efter blanding af 0,2 ml fibrinogenopløsning med 0,1 ml thrombinopløsning udgjorde slutkoncentrationen af frie calciumioner uden at tage hensyn til fibrinogenopløsningens citratindhold 1,2 mmol/l. Når man dertil tager i betragtning, at fibrinogenpræparater til stabiliseringsformål altid indeholder citrat (sædvanligvis ca. 20 mmol/l), og idet citrat binder eller danner kompleks med calciumioner, fremgår det, at de af Spangler beskrevne TEG-forsøg blev gennemført praktisk talt uden tilstedeværelse af frie calciumioner. Tilsætningen af stigende mængder af faktor XIII ses under disse omstændigheder at være helt uden betydning, og forsøgene er samlet uegnet til, at man deraf kan drage nogen som helst tilbageslutninger.
Ved hjælp af en tankemæssig kombination af bilag 5 og 1, når man fører disse tilbage til deres faktiske informationsindhold og der ikke tages spekulationer til hjælp, kan der ikke være tale om, at man ved en sådan kombination kommer frem til den foreliggende opfindelse som affattet i patentkravene. Dette underbygges endnu mere af, at det træk at tilsætte en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, eller som angivet i de subsidiære krav: aprotinin, hverken kan anses som kendt eller betragtes som nærliggende på basis af en sådan tankemæssig kombination.
Selv om det også er rigtigt, at der i et kryopræcipitat er indeholdt ringe mængder af Alpha2-antiplasmin, betyder det ikke, at det er overflødigt i overensstemmelse med tanken bag den foreliggende opfindelse af inkorporere en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor i vævsklæbestoffet. Det naturlige indhold er nemlig ofte svingende, og man kan kun garantere gentagne optimale resultater, når man foretager den ifølge opfindelsen anviste tilsætning i den ifølge opfindelsen angivne mængde, navnlig en tilsætning af aprotinin.
Aprotinin har i forhold til andre inhibitorer den fordel, at der er tale om et lille stabilt molekyle med en god opløselighed, som, når det er inkorporeret i klæbestoffets samlede sammensætning, ikke på skadelig måde påvirker den samlede proteinsammensætnings opløselighed. I modsætning hertil har andre inhibitorer, såsom Alpha-antiplasmin, en større molekylvægt med tungere opløselighed, som, når det er indeholdt i tilstrækkelige mængder i den samlede proteinsammensætning, nedsætter denne sammensætnings opløselighed.
3) Bilag 9: Langenbeck's Arch. Chir. Suppl. Chir. forum, 1974, side 249 til 251.
Direktoratets fortolkning af dette bilag er heller ikke korrekt. De på side 250, 3. afsnit, beskrevne forsøg blev ikke gennemført med en faktor XIII-holdig-fibrinklæber, hvilket der påstås i Direktoratets afslag, idet der som angivet på side 249 til klæbningen blev anvendt en højkoncentreret human fibrinogen og en thrombinopløsning, hvortil der var sat calciumioner og faktor XIII, idet der som angivet side 250, 3. afsnit ved klæbningen til leveren er tilsat en protionase-inhibitor. Det drejer sig åbenbart om trekomponentsystem (jvf. i denne sammenhæng også klagerens redegørelse i skrivelsen af 26. september 1988).
Når man tager i betragtning, at Patentdirektoratet fortolkning af de enkelte ovennævnte bilag 5, 1 og 9 enten er ufuldstændig eller direkte ukorrekt, er det ikke mærkværdigt, at den faktiske betydning af opfindelsen ikke kommer til sin ret, og at Direktoratet kommer til den ukorrekte følgeslutning, at den foreliggende opfindelsen mangler opfindelseshøjde.
Det kan ud fra den ovenfor givne redegørelse bevises, at en sammensætning af dokumenterne 5, 1 og 9 ikke fører til det førstnævnte træk i krav 1, dvs. at der i en fibrinogenholdig plasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold på mindst 7 enheder/ml og et fibrinogen-indhold på 70 mg/ml, hvorhos koncentrationsforholdet af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af faktor XIII pr. g fibrinogen, udgør mindst 80. Det kan imidlertid også fastslås, at det andet træk, nemlig det at tilsætte en inhibitor, fortrinsvis aprotinin, i en mængde på 20 til 2000 KIE/ml til vævsklæbestoffet, ikke var kendt før den foreliggende opfindelse. Ifølge kendt teknik var inkorporeringen af inhibitor i vævsklæbestoffet slet ikken kendt - dette træk er i sig selv nyt. Derimod blev inhibitoren tilført eksternt, f.eks. som en bestanddel af thrombinopløsningen, som angivet i bilag 6.
Der skal i denne sammenhæng påny henvises til det af klageren gennemførte forsøg nr. 6, der er beskrevet og forklaret af skrivelsen af 26. september 1988. Det må i denne forbindelse opfattes som mærkværdigt, at Patentdirektoratet i sin afgørelse ganske vist har kunnet tage indsigerens forsøg ifølge indsigelsesbegrundelsen af 18. mrts 1988 i betragtning, men fuldstændigt har ignoreret klagerens forsøg og forklaring dertil i skrivelsen af 26. september 1988.
Med forsøg 6 blev det på overbevisende måde godtgjort, at de ovennævnte to træk ifølge krav 1, dvs. kombinationen deraf, udgør det væsentlige ved den foreliggende opfindelse, idet intet af kryopræcipitaterne uden behandling opfylder begge disse træk samtidigt.
Således er de ifølge opfindelsen vundne vævsklæbestoffer ikke kun nye produkter i forhold til den kendte teknik, de giver også i flere henseender kvalitativt væsentligt forbedrede vævsklæbestofpræparater i forhold et sammenligningskryopræcipitat, sådan som det tydeligt fremgår af de foretagne forsøg, og de er væsentligt forbedret med hensyn til tværbindelighed af fibrin-Alpha-kæder, forskydningsstyrke og styrke ved hudklæbninger; de har i forhold til kryopræcipitater en væsentligt højere proteinkemisk renhed og navnlig også et formindsket plasminogenindhold, hvorved der opnås en tilstrækkelig holdbarhed hos klæbningerne in vivo. Der kan ikke være tale om, at man kan sidestille de i patentkravene anførte vævsklæbestoffer med kryopræcipitater med hensyn til sammensætning og klæbeegenskaber.
Som det fremgår af den ovenfor givne redegørelse, er det ikke kun krav 1, men også krav 2, der refererer tilbage til krav 1, der adskiller sig væsentligt fra den kendte teknik på flere punkter.
De i Direktoratets afslag under punkt 5 anførte argumenter mod krav 2, der refererer til Matras-artiklen, bilag 3, er ikke holdbare. Det er således ikke korrekt, at Matras opnår et klæbestof med 93 mg fibrinogen/ml. Det er rigtigt, at Matras har opnået en firbrinogenopløsning med 31 mg fibrinogen/ml. En tilbageregning på basis af den antagelse, at når der er anvendt to dele opløsningsmiddel, har sedimentet indeholdt 93 mg fibrinogen, er ikke mulig, og den er ikke fagmandsmæssig korrekt; det kan ikke henføres til ml. Et sediment er, som allerede udtrykt, et fast bundfald. Dette faste bundfald er ikke noget klæbestof, idet det først må gøres flydende.
Sedimentets sammensætning fremgår ikke af Matras artikel. Sandsynligvis var sedimentet en proteinsammensætning, hvortil man netop behøvede så meget opløsningsmiddel, som det Matras angiver. Den i virkeligheden anvendte opløsning til klæbning, som yderligere måtte filtreres, havde netop kun et indhold på 31 mg fibrinogen/ml.
Der skal i denne sammenhæng henvises til klagerens duplik af 20. juli 1989, hvor der på side 4 er gjort rede for, at allerede det relativt lave fibrinogenindhold på 70% beregnet på det samlede proteinindhold (31 ud af 44,5 mg/ml) viser, at den af Matras beskrevne fremgangsmåde og det dermed vundne produkt ikke kan sammenlignes med den fremgangsmåde og det produkt, der er beskrevet i den foreliggende ansøgning.
Matras artikel og de dertil anstillede overvejelser giver således ikke noget basis for at afslå krav 2.
Konklusion
Det ses sammenfattende, at den i dansk patentansøgning nr. 0656/80 angivne fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blod, hverken er kendt eller nærliggende på baggrund af den kendte teknik, og at den frembyder væsentlige tekniske fordele.
På denne baggrund anmodes Patentankenævnet om at anerkende, at de principale krav, subsidiært de subsidiære krav omhandler en fremgangsmåde, der opfylder patentlovens krav om patenterbarhed.'
I skrivelse af 8. februar 1991 har indsiger påstået Patentdirektoratets afgørelse af 19. juni 1990 stadfæstet og anført
»Den påklagede afgørelse, der er fremkommet efter en omfattende indsigelsesprocedure, er efter indsigernes opfattelse ikke blot korrekt i sin konklusion - afslag på grund af manglende opfindelseshøjde - men også korrekt m.h.t. de detaljerede præmisser, der ligger til grund for afgørelsen.
Ansøgerne har i klagebegrundelsen ikke fremført sådanne nye argumenter eller bevisligheder, som kan bevirke, at sagen kan anses at være tilført noget reelt nyt i forhold til det af ansøgerne under indsigelsesproceduren allerede fremførte. De følgende bemærkninger må derfor nødvendigvis - hvilket beklages - i væsentligt omfang omfatte gentagelser af det af os under indsigelsesproceduren anførte.
Klagen omhandler såvel påståede formelle som reelle fejl begået af direktoratet i det givne afslag. Ansøgerne synes at mene, at det er en formel fejl, at direktoratet ikke specielt har kommenteret de subsidiære krav. Eftersom de sidstnævnte krav blot afviger fra de fremlagte krav ved en begrænsning af »plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor« til »aprotinin«, er det efter vor opfattelse fuldt ud berettiget, at direktoratet ikke har fundet anledning til specifikt at begrunde de subsidiære kravs manglende patentværdighed, jfr. afslagets detaljerede grunde.
Ansøgerne kommenterer 3 ud af de 6 bilag, der ligger til grund for den påklagede afgørelse, hvorfor vi må formode, at ansøgerne ikke vil bestride, hvad der i afslaget er anført om de øvrige bilag.
Ansøgerne forsøger i forbindelse med bilag 5 (Med. Welt 29, (17), 720-724 (1978)) fortsat at fremkalde det indtryk, at den der beskrevne klæber er noget ganske andet end den i den foreliggende ansøgning omhandlede vævsklæber. Ifølge bilag 5 anvendes der imidlertid ikke en vilkårlig dybfrossen vævsklæber med mindst 80 mg fibrinogen pr. ml, albumin, andre proteiner, 0,13 mg plasminogen pr. ml og tilstrækkelig faktor XIII (side 722 f.o., venstre og højre spalte), men derimod ifølge side 720, højre spalte, Materialien und Methoden, 1.-3. linie, præparatet »Fibrinkleber«, som ansøgerne havde frigivet til klinisk afprøvning, jfr. også det følgende. Ansøgerne hævder, at angivelsen på side 722, venstre spalte, linie 7 f.o., »F XIII ist ausreichend vorhanden«, ikke kan udlægges derhen, at denne klæber opfylder betingelserne m.h.t. den senere i nærværende ansøgning omhandlede fibrinklæber, eftersom allerede en ringe tværbinding af fibrinet skulle føre til uopløselighed, hvorfor der ikke har foreligget en klæber med tilstrækkelig klæbestyrke.
Nu angives det imidlertid i bilag 5 (side 724, venstre spalte, første stykke), at »Fibrinklebungen sind, wie diese Untersuchungen gezeigt haben, at »Fibrinklebungen sind, wie diese Untersuchungen gezeigt haben, mindestens bis zu 200 pond/(cm2) belastbar«, og det fremgår af tabel 3 (forsøg 3) i ansøgernes indsigelsesimødegåelse, at deres ifølge den påståede opfindelse fremstillede »vævsklæbestof« ved rottehudklæbninger kun udviser en styrke på 53,2 +/- 8,7 pond pr. 0,636 (cm2) svarende til en styrke på 83,6 pond/(cm2). Den til den kliniske afprøvning af ansøgerne til rådighed stillede »Fibrinkleber« havde således en mere end dobbelt så høj klæbestyrke som det ifølge den foreliggende ansøgning fremstillede præparat. Eftersom ud over klæberens fibrinogenindhold faktor XIII-indholdet i det væsetnlige er ansvarligt for klæbestyrken, må det være åbenbart, at den beskrevne klæber i det mindste havde det fornødne faktor XIII-indhold, og at alle forholdsværdierne - såfremt de var blevet bestemt - ville have vist sig at være opfyldt. Man kunne fristes til at hævde, at meget tyder på, at de ifølge ansøgningen fremstillede vævsklæbere reelt er forringede udførselsformer for de for længst fra litteraturen kendte vævsklæbestoffer på basis af fibrinogen, faktor XIII og thrombin.
Når ansøgerne i deres klagebegrundelse synes at opfatte klæberens 24 timers anvendelighed som bevis for, at der i denne klæber ikke skulle være en tilstrækkelig mængde plasminogen-aktivator-inhibitor til stede, må det vække forundring, at ansøgerne i pakningsinstruktionerne til deres nuværende dybfrosne klæber anfører, at »Die Klebenkomponenten mussen innerhalb von 4 Stunden nach dem Auftauen verbraucht werden«, jfr. vedlagte bilag I, pakningsinstruktioner hørende til Tissucol Duo S, se »Art der Anwendung«, Pkt. 2 »Verwendungsdauer der Kleberkomponenten«.
Den i forhold til Stemberger's angivelser (bilag 5) for ansøgernes handelsprodukt til 1/6 afkortede anvendelsestid for den formodentlig ifølge patentkravene fremstillede klæber må lede til den konklusion, at enten er tilsætningen af inhibitoreren direkte til fibrinogenbestanddelen - modsat hvad ansøgerne synes at mene - totalt virkningsløs og medfører intet teknisk fremskridt, eller også var i det mindste den i ansøgernes nuværende handelsprodukt tilstedeværende inhibitormængde også til stede i den klæber, som Stemberger fik stillet til rådighed af ansøgerne (bilag 5); i så fald er klæberen ikke ny, hvilket i øvrigt også fremgår af andre af de fremdragne publikationer.
Ansøgernes på ny fremsatte påstand om, at tilsætningen af inhibitoren (aprotinin) til thrombin skulle være en ulempe i forhold til tilsætningen til fibrinogenbestanddelen, synes ikke på noget tidspunkt at være dokumenteret, og ansøgerne vil ikke være i stand til at fremkomme med en sådan dokumentation, eftersom deres påstand strider mod de fysisk-kemisk love (diffusionslovene). Da aprotinin med molvægt 6500 Dalton er et ca. 6 gange lettere molekyle end thrombin (38000 Dalton), difuderer førstnævnte væsentligt hurtigere ind i fibrinogenbestanddelen end thrombin. Reaktionen mellem fibrinogen og thrombin er imidlertid forudsætningen for klæbningen. Ansøgernes påstand om, at deres fremgangsmåde skulle være fordelagtig i forhold til den af Stemberger (bilag 5) anvendte, har altså intet med virkeligheden at gøre.
Det står hen i det uvisse, hvad ansøgerne vil opnå med deres bemærkninger til bilag 1, jfr. klagebegrundelsens side 4 f.n. til 7 f.n. Det synes nærmest at forholde sig således, at ansøgerne kun har læst brudstykker af bilag 1 eller ikke har forstået det eller bevidst udlægger indholdet fejlagtigt. Hertil kommer, at ansøgerne faktisk ikke kommer nærmere ind på de af direktoratet i afslaget fremhævede dele af bilag 1.
Såfremt ansøgerne havde læst hele bilaget, ville de have set, at det indeholder flere dele, der omfatter såvel in vitro-undersøgelser m.h.t. forskellige parametre, der påvirker vævsklæbning, som in vivo-undersøgelser med klæbninger (jr. side 8, pkt. 3.3 til side 11, 3.3.4).
Til de forskellige problemstillinger blev der valgt forskellige forsøgsmaterialer til bedømmelse af betydningen af de enkelte bestanddele af klæberen for klæbningens samlede resultat, og som det fremgår af arbejdets materiale- og metodikafsnit benyttedes da også en række forskellige komponenter. Patentdirektoratet har i afslaget af ansøgningen kun fremdraget de dele af arbejdet, som var af betydning for bedømmelsen af patentbarheden, og direktoratet har efter vor opfattelse også draget de korrekte slutninger på basis af de fremdragne passager. Den af ansøgerne angrebne del af arbejdet vedrørende thrombelastografi (TEG) er overhovedet ikke taget i betragtning ved bedømmelsen og ikke anvendt til begrundelse af afslaget af ansøgningen. Den pågældende del af arbejdet tjener i det væsentlige kun til at vise betydningen af faktor XIII for fibrinstabiliteten, og derfor anvender forfatteren et specielt faktor XIII-frit oksefibrinogen fra Behringwerke og et faktor XIII-koncentrat og ikke ansøgernes humane fibrinogen-kryopræcipitat med gennemsnitligt 100 mg fibrinogen pr. ml, således som det anvendes til klæbeforsøgene på side 4, højrespalte f.o., 2. afsnit. Under de angivne eksperimentelle betingelser kunne farfatteren til arbejdet vise virkningen af faktor XIII på koagulatstyrken (afbildning 2, side 5). Ansøgernes kritik af disse forsøg, der ikke primært er relevante for den påståede opfindelse, er i øvrigt ikke relevant, eftersom ansøgerne opstiller antagelser, der ikke er belæg for, og som ikke er korrekte, eftersom det faktor XIII-fri oksefibrinogen fra Behringswerke overhovedet ikke indholder citrat, og idet det i den til det pågældende afsnit hørende materiale- og metodikdel på side 4, højre spalte f.n. kun angives, at der anvendes Ringer-lactat med forøget Ca++-ionindhold (hvilke f.eks. også kunne være det 10-dobbelte indhold).
Nærmere angivelser om Ca-indholdet i den anvendte Ringer-lactat-opløsning findes kun i de af patentdirektoratet fremdragne materiale- og metodikdele af arbejdet (bilag 1). I forbindelse med de af direktoratet m.h.t. disse dele af arbejdet opstillede beregninger finder vi det vanskeligt at se, at der skulle foreligge en principiel fejl. Det var således ikke specielt Spangler's formål med arbejdet at etablere fibrinklæbesystemer til vævsklæbning, eftersom sådanne systemer i den form, ansøgerne har søgt at patentere, i det væsentlige har været kendt siden Matras' arbejde fra 1972 (bilag 3); således anfører Spangler i bilag 1 i indledningen på side 4, venstre spalte, næstsidste afsnit i indledningen vedrørende klæbesystemet
»Einer Anregung Lindners folgend konnte dann Matras mit dieser Methode erfolgreich Anatomosierungen von Nerven im Tierexperiment vornehmen und 1975 uber die Anwendung dieses Verfahrens auch am Mennschen berichten. Um die Verwenbarkeit dieser Methode aug breiter Basis in der operativen Medizin zu evaluieren wurden experimentelle Untersuchungen und klinische Ad-hoc-Erprobungen vorgenommen.....«
Til de udførte dyreforsøg anvendtes de på side 4, venstre spalte f.n. og side 5, højre spalte angivne betingelser, nemlig humant fibrinogenkryopræcipitat med en koncentration på ca. 100 mg/ml eller på 120 mg/ml (med 110 mg fibrinogen pr. ml). Inden anvendelsen blev kryopræcipitaterne langsomt opvarmet til stuetemperatur og videreanvendt således (side 4, højre spalte f.o.). Der er ikke tale om, at der i forbindelse med klæbningerne blev benyttet fortyndede opløsninger.
Alt i alt kan ansøgernes bemærkninger til bilag 1 ikke anses for relevante resp. korrekte og kan ikke tillægges betydning.
De af ansøgerne på side 7, de to sidste afsnit, fremførte påstande savner grundlag, eftersom ansøgerne ikke har godtgjort, at deres anvisninger m.h.t. tekniske handlinger skulle udgøre et fordelagtigt valg blandt mulige alternativer. Med hensyn til inhibitoren (se side 7, næstsidste afsnit i klagebegrundelsen) er påstanden om den nødvendige tilsætning af inhibitoren til fibrinogenbestanddelen uholdbar, jfr. de i det foregående omtalte fysisk-kemiske forhold, og tilsætninger af aprotinin til thrombinet og dermed til klæbesystemet på den af ansøgerne angivne måde var forud kendt. Også angivelserne om Alpha2-antiplasmin på side 7 f.n. i klagebegrundelsen er ukorrekte, eftersom Alpha-antiplasmin er et Alpha-globulin, som over for fibrinogen udøver en mere cosolubiliserende indflydelse end aprotinin, der som et lille peptid ganske vist selv er let opløseligt, men som på grund af dets positive ladning virker i retning af at hindre opløseligheden af fibrinogen.
Ansøgernes bemærkninger til bilag 9 tilfører ikke sagen noget nyt.
Forfatterne til bilag 9 (Spangler et al.) undersøgte indflydelsen af de forskellige bestanddele af en vævsklæber på basis af fibrinogen, faktor XIII, Ca++-ioner og thrombin; fibrinolytisk aktivitet i klæbeområdet kunne forfatterne undertrykke fuldstændigt ved tilsætning af proteinase-inhibitorer. Eftersom den først angivne forfatter til bilag 9 er identisk med forfatteren til den 2 år senere offentliggjorte publikation i bilag 1, udgør bilag 1 en videreudvikling af bilag 9 med stærkere præciseringer af detaljerne og unerbyggelse med forsøgsresultater.
I bilag 9 formulerer forfatterne i de to første sætninger klart det grundprincip for fibrinklæbning, som også gælder frem til i dag
»Dei Grundlage der »Fibrinklebung« stellt die im Rahmen der Blutgerinnung auftretende Polymerisation des Fibrinmonomers dar. Dieses Polymer wird von aktiviertem F XIII - einer Transglutaminase-durch Quervernetzung stabilisiert.'
Som konsekvens af denne erkendelse nævnes de for klæbningen betydningsfulde komponenter
1. Højkoncentreret fibrinogen og
2. thrombin samt
3. Ca++-ioner
4. faktor XIII og til undgåelse af en fibrinolyse
5. fibrinolyseinhibitorer (se bilag 9, side 250, Ergebniss, første afsnit, 3. og 4. sætning).
Det er herefter klart, at forfatterne korrekt havde erkendt klæbeprincippet som en reaktion mellem fibrinogen og thrombin til fibrinmonomere - øjensynligt i modsætning til ansøgerne, der ukorrekte stadig betegner bestanddele af klæberen, som i sig selv ikke har klæbeegenskaber, som vævsklæbestof. Ud fra denne fejlagige definition fremkommer da de ukorrekte konklusioner, idet ansøgerne øjensynligt mener, at det skulle være af afgørende betydning, til hvilken af de to bestanddele, der principielt skal holdes adskilt, fibrinogen og thrombin, der tilsættes yderligere bestanddele såsom Ca++-ioner, faktor XIII, aprotinin, albumin etc.
De tilsatte bestanddele ændrer ikke klæbningens grundprincip, men modificerer blot enkelte af klæberens egenskaber. Således forøger tværbindingen af fibrinkoagulatet med faktor XIII i nærværelse af Ca++-ioner elasticiteten og overrivningsstyrken af klæbningen, og proteinase-inhibitoren aprotinin forøger resistensen mod fibrinolyse. Da klæberen først dannes ved kombinationen af fibrinogen og thrombin (eller en thrombinlignende protease), er det også i højeste grad ligegyldigt, hvilken af de to komponenter der får tilsat de yderligere for klæbningen fordelagtige stoffer, når blot de er indeholdt i klæberblandingen i den rigtige koncentration.
Det er ikke ansøgernes fortjeneste at have fundet frem til de korrekte forhold mellem bestanddelene; de forskellige til klæbningen - ud over grundbestanddele er for længst forud for ansøgningen blevet kendt fra de fremdragne (og mange andre) publikationer og er forud beskrevet i den størrelsesorden, der svarer til de af ansøgerne anvendte koncentrationer; herudfra lader også mængdeforholdene sig beregne. Selve beregningen af mængdeforholdene ud fra de angivne koncentrationer, evt. efter analyse af den i litteraturen mange gange forbeskrevne fibrinklæber, kan ikke begrunde ansøgernes fremgangsmådes patenterbarhed.
Det er ikke nødvendigt at gå nærmere ind på ansøgernes forsøg nr. 6 (se klagebegrundelsen side 9 f.o.), eftersom det for kryopræcipitat I angivne fibrinogenindhold på 35,5 mg pr. ml i tabel 5 i ansøgernes indlæg af 26.9.1988 klart viser, at der er tale om uvasket kryopræcipitat som i forsøg nr. 1, 2 og 3 og på ingen måde om et ifølge teknikkens stade i henhold til Matras (bilag 2) fremstillet, vasket og ved 37 graderC (ifølge bilag 8) flydendegjort kryopræcipitat. Et ifølge Matras fremstillet, vasket og ved 37 graderC flydendegjort kryopræcipitat opfylder ifølge indsigernes undersøgelser alle de betingelser, der i patentkravene opstilles for vævsklæbestoffet.
Vi forstår ansøgerne således, at de trods alt erkender, at de ifølge krav 1 i ansøgningen i kombination anvendte klæberkomponenter med undtagelse af aprotinin allerede fremgik af den kendte teknik.
Tilstedeværelsen af aprotinin i disse komponenter er ganske vist ikke nævnt i de fremdragne publikationer, men de kan heller ikke udelukkes i fibrinkomponenterne ifølge bilag 1, 5, 7 og 9, eftersom der i alt fald i bilag 5 er tale om ansøgernes »Fibrinkleber«, der blev frigivet til klinisk afprøvning, jfr. Med. Welt 29 (1978), side 720, højre spalte i »Materialien und Methoden«, første sætning. Da de allerede på daværende tidspunkt gyldige lovforskrifter vedr. kliniske godkendelsesafprøvninger tvingende foreskriver anvendelsen af de materialer, for hvilke godkendelsen ønskes, kan der givetvis ikke være tale om, at den anvendte fibrinklæber ikke svarede til det i patentkravene angivne.
Herudover er en diskussion om, til hvilken komponent af fibrinklæberen der blev sat aprotinin, ganske ørkesløs, eftersom klæberen først dannes ved foreningen af fibrinogen komponenten med thrombinkomponenten, og idet alle komponenter, der indeholdt i de to opløsninger, hører til klæberblandingen. Det er således ganske uvæsentligt, i hvilken opløsning den ene eller den anden bestanddel har befundet sig inden blandingen, blot der drages omsorg for at sikre en streng adskillelse af fibrinogen og thrombin. Under dette for funktionen af klæberen eneafgørende aspekt er aprotinin i klæberblandingen naturligvis absolut ikke ny, men derimod for længst af forfatterne til det fremdragne inkorporeret i klæberen i de angivne koncentrationer.
Ansøgernes bemærkninger om Matras-artiklen (bilag 3) kræver heller ikke mange kommentarer. Det turde være klart, at såfremt det der opnåede, vaskede kryopræcipitat, såfremt det ikke var blevet opløst med 2 dele puffer, men derimod - som forfatteren senere selv og også Spangler (bilag 1) gjorde det - var blevet flydendegjort ved opvarmning til 37 grader C, ville ansøgernes koncentrationer og forholdsmængder have været opfyldt, idet ansøgerne jo reelt ikke har gjort andet end at kopiere Matras-metoden og blot supplere den af Matras til opløsning ved 37 graderC anvendte puffer (se side 518, venstre spalte) men aprotinin og anvende den til vaskningen ved +2 graderC. Ved den lave temperatur på +2 graderC, der anvendes her, forbliver kyropræcipitater som bekendt uopløste; der ligger således intet opfinderisk i ombytningen med Matras-pufferen.
Sagens bilag 6 (Fibrinkleber Human Immuno 1978) kommer ansøgerne ikke ind på. Dette bilag 6 viser, at ansøgerne inden ansøgningstidspunktet havde bragt det ifølge kravene fremstillede produkt på markedet, hvorved det var blevet kendt for offentligheden.
Den ifølge ansøgernes såvel principale som subsidiære kravsæt anvendte fremgangsmåde er i vidt omfang svarende til den af Matras i bilag 3 beskrevne, idet der anvendes ækvivalente udgangsmaterialer og fremstillingstrin.
Alle de af ansøgerne for deres klæber påberåbte kendetegn er allerede forud kendt gennem de publicerede undersøgelser m.h.t. klæbersystemer, der nødvendigvis består af en fibrinogen- og en thrombinbestanddel.
Ansøgerne har ikke kunnet dokumentere deres påstande om, at de ved deres fremgangsmåde fremstillede klæbere skulle adskille sig fordelagtigt fra de kendte klæbere.
Ansøgernes ifølge kravene fremstillede vævsklæber har været anvendt åbenlyst før ansøgningstidspunktet.'
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. april 1994.
For klageren mødte akademiingeniør H. Zeuthen-Aagaard med Dr. Alge, Dr. Rehl og Dr. Seelich.
For indsigeren mødte civ.ing. Gunnar Lind med Dr. Herman Karges.
Parterne procederede sagen under henvisning til de indgivne processkrifter.
Klageren gjorde navnlig gældende, at der ved det ansøgte er tale om en teknisk effekt, som ikke kunne udledes af den på ansøgningstidspunktet kendte teknik.
Indsigeren anførte heroverfor, at der er tale om en række praktiske foranstaltninger inden for kendt teknik, og at det ansøgte ikke vil føre til noget uventet teknisk resultat.
Ankenævnet skal udtale
Under henvisning til det af Direktoratet anførte og til, at det ansøgte findes at være en optimering af allerede kendt teknik uden overraskende teknisk effekt.
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen L. Herborg Arne Holm.
Ansgar Sørensen.
Ingen
Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse efter indsigelse om, at den ansøgte fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blod ikke fandtes at adskille sig væsentligt fra kendt teknik.
Patentankenævnet udtalte ednvidere, at det ansøgte fandtes at være en optimering af allerede kendt teknik uden overraskende teknisk effekt.