Medlem af firmapensionskasse var ikke klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og regler for beregning af udtrædelsesgodtgørelser.

§ 6 i pensionskassens vedtægter fra 1985 indeholder følgende bestemmelse

»Såfremt et medlem af pensionskassen fratræder sin stilling i banken uden at opnå ret til pension, har medlemmet krav på såvel sine egne som bankens bidrag med tillæg af renter, men med fradrag af den forsikringsrisiko, som pensionskassen har båret for medlemmet i samme tidsrum.«

I juni 1967 havde det daværende Forsikringsråd godkendt, at pensionskassen ved fremtidige forsikringstekniske statusopgørelser anvendte beregningsgrundlag med en forrentning på 4 1/4 % p.a. I august 1975 godkendte rådet, at pensionskassen ved beregning af udtrædelsesgodtgørelser indtil videre anvendte en forrentning på 6 % p.a.

Den 21. december 1993 godkendte Finanstilsynet, at pensionskassen opløses med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 1993 mod, at kassens aktiver og passiver overføres til C, Pensionsforsikringsselskab A/S. Opløsningen skete i overensstemmelse med en af Finanstilsynet godkendt delingsplan af 1. juli 1993. Om medlemmer, der udtræder af pensionskassen i perioden 1. januar - 24. maj 1993, hedder det i delingsplanens pkt. 7.4

»Disse medlemmer får en udtrædelsesgodtgørelse til rådighed efter de gældende vedtægter fra den 26. juli 1985. Gennemføres overdragelsen til C Pension vil forskellen mellem delingsplanens overgangsbeløb og udtrædelsesgodtgørelsen blive overført til den pågældende persons nye pensionsordning.«

Pensionskassen meddelte den 19. maj 1993 klageren, at hans udtrædelsesgodtgørelse var beregnet til 579.514 kr., som i henhold til klagerens instruktion var sendt til D Livsforsikring. Klageren henvendte sig den 22. juli 1993 til Finanstilsynet om størrelsen og beregningen af udtrædelsesgodtgørelsen og gjorde navnlig gældende, at forrentningen ikke var i overensstemmelse med vedtægternes § 6. Under den følgende brevveksling mellem klageren, Finanstilsynet og pensionskassen oplyste pensionskassens aktuar, at udtrædelsesgodtgørelsen er beregnet efter vedtægternes bestemmelser, og at den anvendte forrentning indtil 1. oktober 1975 var 4 1/4 % og derefter 6 %. Endvidere blev det bekræftet, at alle, der var medlemmer af pensionskassen den 1. januar 1993, ville deltage i fordelingen af kassens formue. Under forudsætning af Finanstilsynets godkendelse af overdragelsen til C Pension var klagerens andel heraf beregnet til 735.578 kr.

I en skrivelse til Finanstilsynet af 31. august 1993 frafaldt klageren nogle klagepunkter men fastholdt sin klage vedrørende forrentningen. Herom anfører klageren i skrivelsen

»Det fremgår klart af pensionskassens vedtægter af 26. juli 1985, at jeg ved fratræden har ret til de indbetalte bidrag med tillæg af renter, men med fradrag for forsikringsrisiko.

Kassen kan derfor ikke spise bl.a. mig af med kun en rente på et så urealistisk lavt niveau som 4,25% hhv. 6% når aktuaren selv meddeler i sin delingsplan for kassen at renten gennemsnitligt har ligget væsentligt over de nævnte rentesatser.

Ud fra den klare formulering af § 6 i kassens vedtægter dækker ovennævnte rentesatser i hvert fald ikke udtrykket med tillæg af renter. Så pensionskassen må betale mig (og de øvrige der fratrådte i foråret 1993) en rente der svarer til hvad pensionskassen har opnået i rente i den tilsvarende periode. (Alt andet ville også være urimeligt i betragtning af hvad jeg kunne have fået ud af en alternativ anbringelse af pengene i en anden pensionsordning.) Og § 6 ville i realiteten intet være værd. Uanset om rentesatserne er blevet fastsat af en generalforsamling eller af bestyrelsen er de i hvert fald ugyldige, da de beskedne satser i realiteten ville være en tilsidesættelse af vedtægterne.«

Klageren tilføjer, at såfremt han ikke får medhold i sin klage over forrentningen, protesterer han mod delingsplanen, »da det er helt klart, at overskuddet alene er opstået som følge af den for lavt fastsatte rente af opsparingen.«

I den påklagede skrivelse af 11. oktober 1993 udtalte Finanstilsynet

»... at mindstebeløbet for udtrædelsesgodtgørelse ifølge § 9 i den nu ophævede lov om tilsyn med pensionskasser var bidragene »med tillæg af renter, men med fradrag af den forsikringsrisiko, som pensionskassen har båret for ham, alt beregnet efter et af Forsikringsrådet fastsat beregningsgrundlag«. Det for pensionskassen godkendte beregningsgrundlag til beregning af regnskabsmæssige reserve m.v. har siden 1. januar 1967 været baseret på en rentefod på 4,25% p.a. Finanstilsynets daværende praksis var, at man ikke stillede krav om, at udtrædelsesgodtgørelser blev forrentet bedre.

Den 28. august 1975 godkendte Forsikringsrådet pensionskassens ansøgning om at forrente udtrædelsesgodtgørelser med 6% p.a.

Det fremgår af sagen vedrørende opløsning af pensionskassen, at De vil blive behandlet i overensstemmelse med delingsplanen af 1. juli 1993 og dermed få andel i overdækningen. De vil herved blive stillet, som om forrentningen havde været godt 1 procentpoint højere end de anførte 4,25% og 6% p.a.

Det fremgår således, at beregningen af Deres udtrædelsesgodtgørelse har været i overensstemmelse med lovgivningen og den gældende praksis samt i overensstemmelse med delingsplanen. Finanstilsynet kan derfor ikke på det foreliggende grundlag foretage sig yderligere i sagen.'

I skrivelsen gives sædvanlig vejledning om klage til Erhvervsankenævnet.

Sagens behandling i Erhvervsankenævnet

Klageren har i klageskrivelsen af 29. oktober 1993 og supplerende indlæg af 3. og 24. november 1993 samt 2. januar, 10. februar, 14. april og 7. juli 1994 fortsat gjort gældende, at den rente, som pensionskassen har anvendt ved beregningen af hans udtrædelsesgodtgørelse, er urealistisk lav og derved i strid med bestemmelsen i vedtægternes § 6 om tilbagebetaling »med tillæg af renter.« Den rente, som omtales i vedtægternes § 6, kan kun være en rente svarende til den forrentning, som kassen har opnået af sine investeringer i den periode, hvor klageren har været medlem. Klageren har herved henvist til det almindelige renteniveau og til de depotrenter, som forsikringsselskaberne har anvendt i samme periode. Klageren har endvidere gentaget sin subsidiære påstand om, at delingsplanen ændres.

Over for Finanstilsynets påstand om afvisning har klageren henvist til, at tilsynet i skrivelsen af 11. oktober 1993 selv meddelte, at afgørelsen kunne indbringes for Erhvervsankenævnet. Tilsynet må derfor være afskåret fra nu at påstå klagen afvist. Desuden gør klageren gældende, at Finanstilsynet ved sine godkendelser selv er part i sagen, og derfor ikke kan være klageinstans.

Klageren har endvidere krævet, at det notat, som klageren formoder, at Finanstilsynet har udarbejdet som grundlag for den påklagede afgørelse, bliver udleveret til ankenævnet og til klageren til brug for sagen.

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 18. marts 1994 principalt påstået klagen afvist. Som begrundelse herfor anfører tilsynet efter en gennemgang af sagen

»Det fremgår af pensionskassens aktuars skrivelser af 3. august 1993 og 23. september 1993, at K's udtrædelsesgodtgørelse er blevet beregnet på de af Finanstilsynet godkendte beregningsgrundlag til beregning af udtrædelsesgodtgørelser.

K's klage vedrører således i realiteten Finanstilsynets godkendelse af pensionskassens vedtægter og beregningsgrundlag. I dette spørgsmål er K efter tilsynets opfattelse ikke part i sagen, hvorfor han ikke efter § 70 i FPL er berettiget til at indbringe denne afgørelse for Erhvervsankenævnet. »

For det tilfælde, at ankenævnet tager sagen op til realitetsbehandling, har Finanstilsynet nedlagt påstand om, at beregningen af udtrædelsesgodtgørelsen har været i overensstemmelse med lovgivningen og den gældende praksis samt i overensstemmelse med delingsplanen, og at Finanstilsynets godkendelse af delingsplanen opretholdes.

Finanstilsynet har endvidere afgivet et supplerende indlæg af 5. maj 1994.

Erhvervsankenævnets formand har i skrivelse af 20. januar 1994 meddelt klageren, at nævnets formandsskab har overvejet at afvise klagen på forhånd på grund af manglende kompetence, men at formanden ikke i det foreløbig oplyste har fundet fornødent grundlag for en forhåndsafvisning. Sagen vil derfor blive taget op til behandling og yderligere oplysninger indhentet. Spørgsmålet om ankenævnets kompetence vil herefter indgå i nævnets overvejelser og vil til sin tid blive afgjort ved nævnets kendelse.

Ankenævnet udtaler

Det fremgår af det af klageren fremførte, at klagen er en klage over Finanstilsynets godkendelse af pensionskassens beregningsgrundlag og delingsplan, herunder navnlig Finanstilsynets godkendelse af de rentesatser, som pensionskassen anvender ved beregning af udtrædelsesgodtgørelser.

Efter lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn (lov nr. 858 af 23. december 1987) § 1, stk. 1, og lov om tilsyn med firmapensionskasser (lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1993) § 70, stk. 1, er Erhvervsankenævnet klageinstans for afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet i henhold til lov om tilsyn med firmapensionskasser. Det følger imidlertid af de almindelige forvaltningsretlige regler, at det er en forudsætning for nævnets behandling af en klage, at klagen indgives af en, der er klageberettiget. I overensstemmelse hermed bestemmer bekendtgørelsen om Industriministeriets Erhvervsankenævn (bekendtgørelse nr. 885 af 30. oktober 1992) i § 8, at nævnet kan afvise klager, der indgives af en, som ikke er klageberettiget.

Efter de almindelige forvaltningsretlige regler er det normalt kun den, der er part i en sag, som er klageberettiget. Klageren er ikke part i Finanstilsynets sag om godkendelse af pensionskassens beregningsgrundlag, delingsplan og rentesatser. Parterne i en sag om en sådan godkendelse er normalt kun vedkommende pensionskasse og Finanstilsynet. Finanstilsynets godkendelse indeholder en afgørelse i forhold til pensionskassen. Godkendelsen kan derimod ikke betragtes som en afgørelse i forhold til pensionskassens enkelte medlemmer, som disse kan indbringe for Erhvervsankenævnet.

Klageren er efter det anførte ikke part i den afgørelse, der påklages. Ankenævnet finder heller ikke, at der iøvrigt er noget grundlag for at anse klageren for klageberettiget. Da klageren således ikke er berettiget til at påklage den afgørelse, som klagen vedrører, må klagen afvises.

Vedrørende klagerens ønske om fremlæggelse af et notat fra Finanstilsynet bemærkes, at tilsynet i de foran omtalte udtalelser af 18. marts og 5. maj 1994 har redegjort for sagens retlige og faktiske omstændigheder, således som det er foreskrevet i den førnævnte bekendtgørelse om ankenævnet § 11, stk. 1. Ankenævnet ikke har fundet grundlag for at pålægge tilsynet at fremkomme med yderligere materiale, herunder eventuelt internt arbejdsmateriale.

Ankenævnet afviser herefter den indgivne klage fra behandling i nævnet.

Det tilføjes, at spørgsmål vedrørende Finanstilsynets virksomhed, som ikke er omfattet af ankenævnets kompetence, efter ankenævnets opfattelse kan rejses over for Industri- og Samordningsministeriet, der eventuelt vil kunne tage spørgsmålene op til behandlling på et almindeligt grundlag i medfør af det tilsyn, som ministeriet fører med Finanstilsynet.

Medlem af firmapensionskasse var ikke klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og regler for beregning af udtrædelsesgodtgørelser.

K har den 29. oktober 1993 klaget over Finanstilsynets godkendelse af en pensionskasses beregningsgrundlag og delingsplan, herunder navnlig de rentesatser, som pensionskassen har anvendt ved beregningen af hans udtrædelsesgodtgørelse. Finanstilsynet har i skrivelse af 11. oktober 1993 (j.nr. 6764-0004) afvist at foretage yderligere i anledning af en henvendelse herom fra klageren.

Sagens omstændigheder

Klageren K har været ansat i A-banken, senere B-bank, og været medlem af A-bankens Pensionskasse. Pr. 30. april 1993 udtrådte han af pensionskassen i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling i banken.

Ingen

Medlem af firmapensionskasse var ikke klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og regler for beregning af udtrædelsesgodtgørelser.