Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse etiske regler (* 1)

Kapitel 3.2, stk. 2, får følgende ordlyd: »Opsætning af flere skilte, begrundet i klinikkens særlige beliggenhed kan finde sted på relevante steder«.

Kapitel 3.4, stk 4, får følgende ordlyd: »I flerspaltede publikationer skal annoncerne være enspaltede, bortset fra annoncering om nyetablering jf. kapitel 3.4. stk. 1 samt stillingsannoncer, som må være tospaltede. Forkortelser, der . . . ».

2.d I ankenævnets kendelse af 5. juli 1993 i sagen j.nr. 92-31.254 Den Almindelige Danske Lægeforening ctr. Konkurrencerådet udtaler ankenævnet blandt andet.

»De liberale erhverv indtager ikke nogen særstilling ifølge konkurrenceloven, og de særlige hensyn til forbrugerbeskyttelse inden for sundhedssektoren, som klageren har påberåbt sig til støtte for at opretholde de omtvistede kollegiale regler, må antages i fornødent omfang at være varetaget i den øvrige lovgivning, herunder især markedsføringslovens almindelige bestemmelser og den særlige regel om reklamering i lægelovens § 21«.

2.e Af Sundhedsministeriets skrivelse af 25. oktober 1991 til Konkurrencerådet fremgår blandt andet følgende

» Ifølge lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger, § 16, stk. 1, må reklamering for tandlægevirksomhed, herunder fremstilling af kunstige tænder og tandsæt, kun ske ved meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel tilslutning til overenskomst med det offentlige.

Denne begrænsning i reklameringsadgangen skyldes navnlig, at patienterne ikke har mulighed for at vurdere reklamens indhold. Reklamen anses på dette område for at kunne være mere vildledende end vejledende over for patienterne, som ikke på et så specielt område har de nødvendige forudsætninger for at kunne bedømme den ydelse, der er tale om. . . .

Ministeriet anser det endvidere for hensigtsmæssigt, at de respektive faglige foreninger herudover udøver en vis selvkontrol med hensyn med reklamering m.v., f.eks gennem foreningernes kollegiale og etiske vedtægter.«

3. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at de pågældende bestemmelser ikke har konkurrencemæssigt skadelige virkninger. Begge bestemmelser giver en supplerende beskrivelse af, hvorledes der hensigtsmæssigt kan skiltes og annonceres med udgangspunkt i tandlægelovens § 16. Det gøres således principalt gældende, at de omhandlede bestemmelser ikke er i strid med konkurrenceloven. Subsidiært gøres det gældende, at bestemmelserne med de under § 11-forhandlingerne foreslåede ændringer ikke er i strid med konkurrenceloven.

Med den under § 11-forhandlingerne foreslåede ændring beskriver kapitel 3.2, stk. 2, netop mulighederne i relation til tandlægelovens § 16, idet opsætning af skilte uden for de i den foreslåede tekst anførte situationer vil være i strid med intentionerne bag tandlægelovens § 16.

For så vidt angår kapitel 3.4, stk. 4, gælder, at meddelelse af de i tandlægelovens § 16 anførte oplysninger selvsagt kan finde sted fuldt oplysende over for patienterne i en enkeltspaltet annonce. Bestemmelsens formål er at undgå unødvendig ressourceanvendelse inden for sundhedssektoren samt at lægge et niveau for standens grafiske etik, som er en del af klagerens image.

Det er også Sundhedsministeriets opfattelse, at der gælder særlige vilkår for konkurrencen inden for sundhedssektoren. Det er således i overensstemmelse med intentionerne bag tandlægelovens § 16, når der kollektivt søges lagt et niveau for annonceringsvirksomhed. Der henvises i den forbindelse til Sundhedsministeriets skrivelse af 25. oktober 1991, hvor baggrunden for de pågældende bestemmelse i tandlægeloven beskrives. I samme skrivelse tilslutter Sundhedsministeriet sig det ressourcebegrænsende element i de faglige foreningers virksomhed.

4. Konkurrencerådets argumentation

Rådet har anført, at annonceringsbestemmelserne bevirker en ensartethed, som begrænser den enkelte tandlæges mulighed for at påkalde sig omverdenens opmærksomhed. Dette kan medføre skadelige virkninger for effektiviteten, idet incitamentet til effektivitetsforbedringer formindskes, hvis sådanne ikke kan meddeles forbrugerne.

Klagerens forslag om ændring af kapitel 3.2, stk. 2, er udtryk for en liberalisering, idet opsætning af flere skilte ikke længere kræver kredsbestyrelsens godkendelse. Men kravet om, at opsætningen skal være begrundet i klinikkens særlige beliggenhed, er opretholdt. Dette krav begrænser medlemmernes mulighed for ved skiltning at gøre opmærksom på deres virksomhed i det omfang, de finder det nyttigt. Selv om skiltet ifølge tandlægeloven kun må indeholde oplysninger om navn, stilling, adresse og træffetid, kan det have betydning for et medlems erhvervsudøvelse - ikke mindst for en nyetableret tandlæge. Også i den liberaliserede form lægger bestemmelsen unødige hindringer i vejen for det enkelte medlems erhvervsudøvelse og medfører således eller vil således kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen.

Klagerens forslag om ændring af kapitel 3.4, stk. 4, indebærer kun en ubetydelig lempelse i forhold til den gældende bestemmelse. Det er fortsat som hovedregel kun muligt at annoncere med enspaltede annoncer. Liberaliseringen består i, at den afvigelse, der ifølge den gældende bestemmelse kan finde sted ved stillingsannoncer, udvides til også at gælde ved nyetablering, således at annoncen i disse tilfælde må fylde to spalter. Bestemmelserne indebærer dermed stadig en ensartethed i medlemmernes annoncering, som begrænser det enkelte medlems mulighed for at påkalde sig omverdens opmærksomhed, hvilket som nævnt kan medføre skadelige virkninger for effektiviteten. Nyetablerede tandlæger har ganske vist fået bedre vilkår, idet det er blevet muligt at udskille sig fra de etablerede, men deres annoncering er stadig lagt i snævre rammer.

Ankenævnets kendelse af 5. juli 1993 i sagen j.nr. 92-31.254 (se pkt. 2.d ovenfor) indebærer, at liberale erhverv skal vurderes som alle andre erhverv uden særlig hensyntagen til f.eks. et ønske om at undgå unødvendig ressourceanvendelse inden for sundhedssektoren og at lægge et niveau for standens grafiske etik. Disse hensyn kan ikke forenes med konkurrencelovens formål: At fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser.

Dette formål opnås bedst, hvis det overlades til hver enkelt erhvervsudøver at afgøre, hvilke ressourcer der skal anvendes til annoncering. Spørgsmålet om nødvendige ressourcer skal således ifølge konkurrenceloven ikke afgøres kollektivt, men af den enkelte erhvervsudøver. At Sundhedsministeriet - ligesom klageren - finder det hensigtsmæssigt, at der gennem de kollegiale regler udøves en vis selvkontrol med hensyn til blandt andet medlemmernes reklamering, ændrer ikke herved, idet det herved skal bemærkes, at tandlægeloven ikke sætter grænser for annonceringens udformning.

Tandlægelovens § 16 vedrører alene annonceringens indhold og fastsætter ikke retningslinjer for, hvorledes de efter bestemmelsen tilladte oplysninger meddeles. Det er klageren, der har vedtaget at begrænse medlemmernes mulighed for at reklamere med de oplysninger, der kan meddeles i henhold til tandlægelovens § 16. Uden begrænsningerne i klagerens etiske regler og kollegiale vedtægts kapitel 3.2 - 3.5 ville tandlæger selv kunne afgøre annonceringsformen. Det ville være op til den enkelte at afgøre f.eks. skiltes placering og antal og annoncers størrelse. Bestemmelserne i kapitel 3.2, stk. 2, og 3.4, stk. 4, er således ikke fastsat ved lov og er derfor omfattet af indgrebsbeføjelserne i konkurrencelovens §§ 11-14.

5. Ankenævnets bemærkninger

De liberale erhverv indtager ikke nogen særstilling ifølge konkurrenceloven, og de særlige forhold, som klageren har påberåbt sig til støtte for at opretholde de omtvistede kollegiale regler om skiltning og annoncering, må antages i fornødent omfang at være varetaget i den øvrige lovgivning, herunder markedsføringslovens almindelige bestemmelser og den særlige regel om reklamering i tandlægelovens § 16, stk. 1. Over for konkurrencelovens udtrykkelige regler kan der ikke lægges afgørende vægt på Sundhedsministeriets udtalelse om, hvad der ligger bag tandlægelovens reklameringsregler, og om, hvad man anser for hensigtsmæssigt med hensyn til de faglige foreningers selvkontrol. Ankenævnet stadfæster derfor Konkurrencerådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 27. august 1993 stadfæstes.

Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse etiske regler (* 1)

År 1994, den 14. september afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 93-62.109 Dansk Tandlægeforening ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 17. september 1993 har Dansk Tandlægeforening klaget over en af Konkurrencerådet den 27. august 1993 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, pålagde Dansk Tandlægeforening at ophæve foreningens etiske regler og kollegiale vedtægts kapitel 3.2, stk. 2, om skiltning, og kapitel 3.4, stk. 4, om annoncers størrelser.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

2.a Konkurrencerådets skrivelse af 27. august 1993 er sålydende

»Konkurrencerådet har nu afsluttet sin vurdering af foreningens etiske regler og kollegiale vedtægt, jf. Konkurrencerådets brev af 4. maj 1992.

Der har været afholdt § 11-forhandlinger om annonceringsbestemmelserne i kapitel 3.2 - 3.5 og om etableringsbegrænsningerne i kapitel 4.12 og 4.13.

Som et resultat heraf har foreningen fremsendt ændringsforslag til kapitel 3.2, stk. 2, vedrørende skiltning, til kapitel 3.3, stk. 2, og 3.5, stk. 1, vedrørende annoncens placering, til kapitel 3.4, stk. 4, vedrørende annoncens størrelse og til kapitel 4.12 og 13 vedrørende etablering.

Endvidere har foreningen accepteret, at kapitel 3.5, stk. 2, vedrørende særlig typografisk opsætning ophæves.

Konkurrencerådet kan acceptere ændringsforslaget til kapitel 3.3, stk. 2, og 3.5, stk. 1, og til kapitel 4.12 og 4.13, men finder ikke, at liberaliseringsforslagene til kapitel 3.2, stk. 2, og til kapitel 3.4, stk. 4, fuldt ud fjerner de skadelige virkninger af bestemmelserne.

På denne baggrund skal man i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, pålægge foreningen senest den 1. oktober 1993 at ophæve skiltningsbestemmelsens stk. 2 i kapitel 3.2 og annonceringsbestemmelsens stk. 4 i kapitel 3.4. . . . ».

2.b De bestemmelser i klagerens etiske regler og kollegiale vedtægt, som påbudet angår, er sålydende

»Skiltning

3.2. . . .

Stk. 2. Opsætning af flere skilte, begrundet i klinikkens særlige beliggenhed kan finde sted med kredsbestyrelsens godkendelse. Er klinikken beliggende i en ejendomsopgang, kræves dog ikke tilladelse til opsætning af et skilt ved såvel ejendommens hoveddør (postadressen) som ved indgangsdøren til klinikken.«

»Specielt om annoncering i dagblade, distriktsblade og ugeblade m.v.

3.4. . . .

Stk.4. I flerspaltede publikationer skal annoncerne være eenspaltede, bortset fra stillingsannoncer, som må være tospaltede. Forkortelser, der kan give anledning til forveksling med speciltandlægevirksomhed, er ikke tilladt. Findes i publikationen en rubrik for tandlæger, skal annoncen placeres i denne.«

2.c Under § 11-forhandlingerne har klageren foreslået de pågældende bestemmelser ændret således

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1995-2, s. 254-260

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets påbud efter konkurrencelovens § 12, stk. 1 om, at Dansk Tandlægeforening skal ophæve foreningens etiske regler og kollegiale vedtægter om skiltning, og kapitel om annoncers størrelse.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at de liberale erhverv ikke indtager nogen særstilling ifølge konkurrenceloven, og at de forhold som Dansk Tandlægeforening havde påberåbt sig til støtte for at opretholde reglerne om skiltning og annoncering, må antages i fornødent omfang at være dækket af anden lovgivning, f.eks.

markedsføringsloven og den særlige regel om annoncering i tandlægelovens § 16, stk. 1.