Aftale om salærdeling anmeldelsespligtig (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Aftale om salærdeling anmeldelsespligtig (* 1)
År 1994, den 25. maj afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 93-26.003 Nakskov Sagførerforening ctr. Konkurrencerådet sålydende
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 23. april 1993 har advokat Svend Kinch på vegne Nakskov Sagførerforening påklaget en af Konkurrencerådet den 1. april 1993 truffet afgørelse, hvorved rådet fandt en lokal aftale om salærdeling indgået mellem samtlige selvstændige advokater i Nakskov anmeldelsespligtig i henhold til konkurrencelovens § 5.
Klageren har påstået afgørelsen ophævet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Advokat Carsten Malby, København, er indtrådt i sagen som biintervenient til støtte for Konkurrencerådet.
2. Konkurrencerådets skrivelse af 1. april 1993 er sålydende
»Advokatfirmaet Kierkegaard og Malby har ved brev af 10. november 1992 anmodet Konkurrencerådet om at tage stilling til, om en lokal aftale om salærdeling i Nakskovområdet er anmeldelsespligtig i henhold til konkurrencelovens § 5, og om aftalen er konkurrencebegrænsende på en måde, som kan begrunde en anvendelse af konkurrencelovens §§ 11 og 12.
I brev af 16. december 1992 har Advokatsamfundet kommenteret sagen.
I denne anledning skal man meddele, at Konkurrencerådet finder, at aftalen i Nakskov er omfattet af konkurrencelovens regler om anmeldelsespligt, jf. lovens § 5, stk. 1.
Rådet finder, at aftalen udøver den i bestemmelsen omhandlede dominerende indflydelse på konkurrenceforholdene ved berigtigelse af ejendomshandler i det lokale markedsområde, Nakskov.
Rådet finder ikke, at der foreligger sådanne skadelige virkninger ved aftalen, at der er grundlag for at gribe ind over for aftalen efter bestemmelserne i lovens §§ 11 og 12. . . . ».
3. A meta-reglen
Generelt forstås ved a meta-systemet den ordning, at hver af parterne kan være repræsenteret af egen advokat i forbindelse med en ejendomshandel og visse andre kontraktforhold uden at skulle betale ekstra derfor, idet advokaterne ifølge kollegial regel deler salæret for forretningen lige. Ved deling af salæret er parternes indbyrdes aftale om, hvem der skal betale salæret, uden betydning.
Den i Konkurrencerådets skrivelse omtalte aftale om salærdeling i Nakskovområdet fremgår af forhandlingsprotokollen for Nakskov Sagførerforening for 6. november 1972. Det hedder heri blandt andet
»Man drøftede herefter indførelse af nye regler for fordeling af honoraret ved handeler. Det vedtoges herefter, at der i handeler, hvor køber og sælger har hver sin advokat, skal ske en deling af det takstmæssige skødesalær og af sælgerpantebrevshonoraret mellem de to advokater, uanset hvem af parterne der betaler omkostningerne. Man var enige om at bestemmelsen også skal være gældende ved handeler med ejendomme udenfor Nakskov Retskreds når en sådan berigtiges af to Nakskov-advokater.«
4. Klagerens argumentation
Klageren har anført, at ved den omtalte vedtagelse på advokatmødet i Nakskov Sagførerforening den 6. november 1972 var der ikke tale om indgåelse af en ny aftale, men blot om en protokollering af et allerede eksisterende a meta-system.
A meta-systemet er en mere end 50 år gammel advokatkutyme, der har været gældende i et flertal af landets retskredse (nemlig 50 ud af 82), hvorfor reglen ikke kan anses for anmeldelsespligtig blot for Nakskov retskreds' vedkommende.
Bortset fra tilfælde, hvor 2 advokater fra Nakskov medvirker i en ejendomshandel uden for a meta-området, adskiller Nakskov-aftalen sig ikke fra det overalt vest for Storebælt gældende a meta-system.
A meta-reglen kan ikke anses at have nogen dominerende indflydelse på konkurrenceforholdene, idet reglen er deklaratorisk og således kan fraviges ved aftale mellem de to involverede advokater i den konkrete sag.
A meta-systemet er omkostningsbesparende for forbrugerne, idet de samlede advokatsalærer i en ejendomshandel, hvor køber og sælger har hver sin advokat, inden for a meta-området kun udgør 2/3 sammenlignet med det samlede salær uden for a meta-området.
5. Konkurrencerådets argumentation
Rådet har anført, at aftalen udøver den i konkurrencelovens § 5 nævnte dominerende indflydelse på konkurrenceforholdene ved berigtigelse af ejendomshandeler i det lokale markedsområde, Nakskov, og at aftalen derfor er anmeldelsespligtig efter lovens § 5.
Rådet bestrider ikke, at a meta-systemet bygger på en langvarig advokatkutyme.
A meta-systemet er da også anmeldt til Konkurrencerådet som en del af Advokatsamfundets salærtakster.
Den konkrete sag drejer sig imidlertid ikke direkte om denne advokatkutyme, men om den aftale, Nakskov Sagførerforening indgik den 6. november 1972 om »indførelse af nye regler for fordeling af honoraret«.
Sagen drejer sig heller ikke om den konkrete salærtvist mellem to advokater, men om, hvorvidt aftalen udøver dominerende indflydelse på konkurrenceforholdene i Nakskov og derfor skal anmeldes, jf. konkurrencelovens § 5, stk. 1.
Aftalen forpligter de advokater i Nakskov, som berigtiger ejendomshandeler både i og uden for Nakskov retskreds, til at afgive halvdelen af deres salær for handelen til modpartens advokat. Uanset hvilken omkostningsfordeling der er aftalt mellem køber og sælger, og uanset hvilken advokat der faktisk udfører hovedparten af arbejdet, finder aftalen anvendelse.
Aftalen adskiller sig fra det sædvanlige a meta-system ved, at der er tale om en bindende aftale, hvorved advokaterne fra Nakskov forpligter sig til at dele deres salær ved berigtigelse af ejendomshandeler.
For at kunne afregne a meta er det i øvrigt ikke nødvendigt, at der er indgået en aftale som den foreliggende, idet denne afregningsform vil kunne aftales fra gang til gang mellem de involverede advokater, såfremt de ønsker at benytte sig af a meta-systemet.
En afvejning af fordele og ulemper ved den indgåede aftale eller generelt ved a meta-systemet indgår ikke i vurderingen af, om aftalen er omfattet af lovens anmeldelsesregler. Afvejningen kommer først ind i billedet, hvis rådet efter bestemmelserne i lovens §§ 11 og 12 ønsker at gribe ind over for aftalen.
6. Biintervenientens argumentation
Biintervenienten har anført, at ud over den af klageren nævnte situation fraviger Nakskov-aftalen den sædvanlige a meta-ordning på følgende to punkter
Vest for Storebælt udfører sælgers advokat hovedparten af arbejdet i forbindelse med handelen, hvorimod hovedparten af arbejdet i Nakskov-området udføres af købers advokat.
Vest for Storebælt er det kutyme, at sælger og køber deler omkostningerne ved ejendomshandelen. I Nakskov-området betaler køber derimod sædvanligvis omkostningerne.
Nakskov-aftalen kan ikke fraviges ved aftale mellem køber og sælger. En aftale mellem de involverede advokater om en anden salærfordeling kræver, at begge de medvirkende advokater tiltræder den ændrede salærfordeling. Den medvirkende advokat fra Nakskov kan således ved at nægte at indgå en sådan aftale opretholde den salærfordeling, der følger af Nakskov-aftalen. Der er ingen mulighed for at fravige aftalen mod denne advokats ønske. Aftalens eksistens skyldes formodentlig netop, at advokater fra Nakskov ikke ønsker at fravige det af aftalen udspringende princip.
I Advokatrådets praksis anses aftalen at være bindende for alle advokater, som medvirker ved ejendomshandler i Nakskov-området.
Som anført af Konkurrencerådet er det for anmeldelsespligten ikke relevant, om aftalen er omkostningsbesparende, og i øvrigt er aftalen ikke i alle tilfælde omkostningsbesparende.
7. Ankenævnets bemærkninger
For afgørelsen af, om den omhandlede salæraftale er anmeldelsespligtig i henhold til konkurrencelovens § 5, er det uden betydning, om der måtte være indgået lignende salæraftaler gældende for andre dele af landet.
Også ankenævnet finder, at salæraftalen udøver dominerende indflydelse på konkurrenceforholdene ved berigtigelese af ejendomshandeler i det lokale markedsområde. Nævnet tiltræder derfor, at aftalen er anset anmeldelsespligtig i henhold til konkurrncelovens § 5, stk. 1, og stadfæster derfor Konkurrencerådets afgørelse.
Konkurrencerådets afgørelse af 1. april 1993 stadfæstes.
(* 1) Konkurrencerådet
Dokumentation 1995-2, s. 179-184
Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse, hvorefter Rådet fandt, at Nakskov Sagførerforenings aftale om deling af salærer mellem samtlige selvstændige advokater i Nakskov var anmeldelsespligtig i henhold til konkurrencelovens § 5.
Ankenævnet lagde vægt på, at aftalen udøver dominerende indflydelse på konkurrenceforholdene ved berigtigelse af ejendomshandler i det lokale område.
Konkurrenceankenævnet