Legislator Case Law & Legislation
W19941004325 DK

Indgreb over for dyrlægernes kollegiale regler (* 1)

9 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (9)

Statutory Text (9 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

§ 2.

Avertering i henhold til § 1 må ikke: . . .

d) indeholde prisangivelser. . . .

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

§ 2d: bestemmelsen liberaliseres, således at det tillades at annoncere med en grundtakst. Ved grundtakst forstår klagerne en ydelse for konsultation/sygebesøg, almindelig undersøgelse, behandling lokalt eller ved indsprøjtning samt eventuelt recept og almindelig instruktion vedrørende lidelsen.

Direkte avertering (Regler for god dyrlægeskik m.v. § 3c)

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

§ 3.

Avertering i henhold til § 1 må kun ske på følgende måder: . . .

c) i brochurer, cirkulæreskrivelser og andre direkte henvendelser, såfremt disse alene tilgår kolleger og klienter samt personer og firmaer, der har anmodet om oplysning om dyrlægens praksisvirksomhed . . . »

2.c De relevante bestemmelser i » Kollegiale vedtægter for Den Danske Dyrlægeforening« er sålydende

» Honorartillæg i vagtperioder m.v. og honorartillæg for praksisbesøg.

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

§ 3c bestemmelsen ændres, således at anvendelsen af direct mail som udgangspunkt legaliseres, men dog således, at form og indhold forinden forelægges det etisk/kollegiale nævn, der i givet fald kan nedlægge forbud under hensyntagen til etik og kollegialitet.«

3. Klagerens argumentation

3.a Klageren har anført, at konkurrencelovens overordnede mål er størst mulig effektivitet, jf. lovens § 1. Imidlertid er der ikke i konkurrenceloven eller dens forarbejder noget bidrag til forståelsen af begrebet produktivitet i relation til så komplekse ydelser som dem, der præsteres inden for de liberale erhverv. En pris kan være relativt entydig: det samme er ikke tilfældet med kvaliteten.

I relation til dyrlægebranchen må effektivitetskriteriet indebære, at kunderne får adgang til bistand på et højt fagligt niveau på døgnbasis uden unødig ventetid. Et system, hvor dyrlæger kun har åbent i en begrænset tid af døgnet, hvor der kun tilbydes et begrænset antal ydelser, og hvor der er langt mellem de enkelte dyrlæger, vil således ikke være udtryk for nogen effektivitet. Et sådant system vil imidlertid blive følgen, hvis klageren fratages muligheden for at udøve en vis vejledning/styring over for medlemmerne, således som det er tilfældet ved de bestemmelser, som Konkurrencerådet kræver ophævet.

Der er ikke hermed lagt op til, at konkurrenceloven skulle have et særligt indhold i forhold til de liberale erhverv. Ved administrationen af lovens almindelige effektivitetsbegreb må man imidlertid inden for de liberale erhverv tage højde for, at effektiviteten i den præsterede ydelse ikke er entydig: effektiviteten kan blandt andet give sig udtryk i en særlig høj kvalitet. Klageren har i den forbindelse påpeget, at spørgsmålet om fortolkningen af konkurrencelovens effektivitetsbegreb inden for de liberale erhverv ikke er berørt i ankenævnets kendelse af 5. juli 1993 (j.nr. 92-31.254, Den Almindelige Danske Lægeforening ctr. Konkurrencerådet), som er nærmere omtalt nedenfor under pkt. 3f.

Til det af Konkurrencerådet anførte om, at man ikke ved ikke at skride ind over for en række bestemmelser i klagerens kollegiale vedtægt i øvrigt har godkendt denne, har klageren bemærket, at når Konkurrencerådet har afstået fra at skride ind, må det være begrundet i, at konkurrencelovens effektivitetskriterium inden for de liberale erhverv må administreres ved en konkret afvejning af de enkelte bestemmelsers fordele og ulemper.

Dette er i overensstemmelse med Konkurrencerådets sekretariats oversigtsnotat af 9. april 1992 vedrørende offentlige- og privatretlige reguleringer af de liberale erhverv, hvor det blandt andet fremhæves, »at såvel for den offentlige regulerings vedkommende som for en lang række af de bestemmelser, der er fastsat i foreningernes kollegiale og etiske regler, er langt de fleste regler baseret på saglige, objektive, rimelige og konsekvent gennemførte kriterier på områder, hvor det kan vise sig nødvendigt at lade konkurrencehensynet vige for andre mere tungtvejende politiske hensyn, f.eks. krav til uddannelsesmæssig baggrund og sikkerhed, der er nødvendige for at sikre en forsvarlig erhvervsudøvelse.«

I Monopolankenævnets kendelse af 18. december 1978 (Advokatrådet ctr. Monopoltilsynet) er anført, at der inden for de liberale erhverv er tradition for tilbageholdenhed i brug af reklamer. Konkurrenceloven betyder en ændring heri. Derimod er der intet i konkurrenceloven eller dens forarbejder, der peger i retning af, at man kan tilsidesætte det andet hensyn, som ankenævnet henviser til, nemlig hensynet til at undgå vildledning af kunderne.

Ankenævnets kendelse fra 1978 kan derfor også i dag tages til indtægt for, at der gælder særlige forhold med hensyn til de liberale erhvervs averteringsregler. Dette gælder på alle områder, hvor avertering med pris vil virke vildledende på grund af de pågældende ydelsers særlige karakter.

Heller ikke nævnte kendelse af 5. juli 1993 indeholder nogen udtalelse imod det synspunkt, at der fortsat vil kunne lægges vægt på hensynet til at undgå vildledning af kunderne.

3.b Klageren har etableret en unik vagtordning, som er uden sidestykke inden for andre liberale erhverv. Ordningen indebærer, at en kunde overalt i Danmark på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet kan modtage veterinære ydelser inden for maksimalt 15 - 20 minutter.

Vagtordningen er udelukkende baseret på frivillighed, og det er derfor nødvendigt med et incitament til at gå ind i ordningen. Dette er baggrunden for de kollegiale vedtægters §§ 12 og 15. Det obligatoriske vagttillæg skal gøre det attraktivt at deltage i vagtordningen og har endvidere den fordel, at dyrlægen ikke behøver at gå ind i en diskussion med kunden om tillæggets størrelse. Det er ligeledes nødvendigt at knytte bestemmelser om avertering om konsultation til vagttillægget. Hvis dyrlæger for eksempel averterede med aftenkonsultation i de attraktive timer mellem kl. 18 og kl. 20, ville dette fjerne grundlagt for vagtordningen i de tungere nattetimer, der langtfra er så givtige. Dette skal ses i sammenhæng med, at en meget stor del af klagerens medlemmer har en hovedstilling, der ligger uden for almen dyrlægepraksis.

I praksis administreres bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 15 således, at den ikke forhindrer medlemmerne i at annoncere med individuelle døgnvagtordninger. Bestemmelsen vender sig alene imod annoncering, der tilbyder konsulation i de lette aftentimer.

3.c De pristillæg, som er fastsat i § 12 i den kollegiale vedtægt, har ingen skadelige virkninger i form af prisuniformering eller lignende. Procenttillæggene beregnes af den enkelte dyrlæges takster. For så vidt angår grundtaksten er der ikke fastsat ensartede takster, og procenttillæggene beregnes derfor af individuelle takster, således at bestemmelsen ikke indebærer nogen uniformering af priserne.

Konkurrencerådet har ikke fremlagt materiale, der peger i retning af, at der skulle herske nogen form for ensartet gebyrstruktur i dyrlægebranchen. Der er da også rent faktisk betydelig variation i gebyrniveauet inden for branchen. Dette er i overensstemmelse med Monopoltilsynets tidligere redegørelse om dyrlægebranchen, hvoraf det blandt andet fremgår, at der er betydelige udsving i dyrlægernes takster - både inden for de forskellige ydelseskategorier og geografisk.

Det bør bemærkes, at Konkurrencerådets interesse for klagerens kollegiale bestemmelser ikke er affødt af konkrete klager fra kunder, men derimod er et led i rådets almindelige gennemgang af de liberale erhvervs kollegialt fastsatte konkurrencebegrænsninger.

3.d Klagerens betænkelighed ved generel prisavertering har sammenhæng med de ovenfor omtalte problemer i forbindelse med prisavertering inden for de liberale erhverv. Det kan meget ofte være overordentlig vanskeligt at beskrive den ydelse, der opnås for en bestemt averteret pris.

Specielt for dyrlægeerhvervet vil det oftest være mere vildledende end vejledende for kunden, hvis der annonceres med en bestemt pris for en »bestemt« ydelse. Det kan kun i de færreste tilfælde forudses, hvilken samlet ydelse grundydelsen endeligt medfører. I henhold til dyrlægelovens § 7 er en autoriseret dyrlæge under udøvelse af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, hvilket betyder, at dyrlægen ikke kan tillade sig at nøjes med at gennemføre de opgaver, kunden udbeder sig, hvis det konkrete tilfælde lægger op til yderligere undersøgelser eller behandling. Derfor vil den endelige pris sjældent kunne forudses, og prisavertering om bestemte ydelser vil derfor ofte kunne være så tilfældig, at det vil være mere vildledende end vejledende for kunden.

Problemerne omkring en meningsfyldt prisannoncering har klageren forsøgt at afhjælpe derved, at foreningens etisk/kollegiale nævn over for de praktiserede dyrlæger har anbefalet, at medlemmerne averterer i venteværelser med den pågældende praksis' grundhonorarer. Ved en sådan avertering får forbrugeren mulighed for at diskutere de angivne priser og den pågældende ydelses nærmere indhold med dyrlægen eller det ansatte personale. Diskussionen på stedet gør det muligt at undgå vildledning.

Derimod vil en åben prisannoncering indebære, at ydelsernes kvalitet bliver forringet både til skade for kunder og dyr, og i værste fald vil den praktiserende dyrlæge kunne få svært ved at leve op til dyrlægelovens § 7 om omhu og samvittighedsfuldhed.

Klageren har - trods betydelige betænkeligheder herved - søgt at imødekomme Konkurrencerådets ønsker og har tilbudt, at foreningens medlemmer kan avertere med oplysning om grundtakst dækkende en ydelse for konsultation, sygebesøg, almindelig undersøgelse, bedøvelse lokalt eller ved indsprøjtning samt eventuelt recept og almindelig instruktion vedrørende lidelsen.

Konkurrencerådets argumentation vedrørende det forhold, at klageren har indgået takstaftaler med en række organisationer om konkrete ydelser, retter sig alene mod den oprindelige udformning af § 2d. Klageren har netop tilbudt at gøre takstordningen generel, hvilket indebærer, at averteringsreglerne ændres, således at medlemmerne generelt kan avertere med oplysning om grundtakster, som det er hensigten skal kunne dække forskellige, veldefinerede ydelser. For disse grundtakster som for allerede aftalte takster vil det gælde, at tillægsydelser skal honoreres særskilt. Det er netop tillægsydelserne, der antager varierende karakter, og som er den egentlige og afgørende årsag til, at prisavertering vil virke vildledende.

3.e Bestemmelsen i averteringsreglernes § 3c tager primært sigte på opretholdelse af en god etik. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at det i Danmark kun er klageren, der varetager etiske og kollegiale forhold for dyrlæger. Dette er for eksempel i modsætning til England, Frankrig og Tyskland, hvor der er etableret halvofficielle organer til at varetage etiske spørgsmål. Da sigtet med bestemmelsen ikke har være at undgå annoncering som sådan - heller ikke direct mail - men alene at undgå, at annoncering får en uheldig form, hvor dyrlægen optræder uetisk over for kunderne, har klageren tilbudt at ændre bestemmelsen, så også anvendelse af direkte henvendelser er acceptabel. Form og indhold skal dog forinden forelægges det etisk/kollegiale nævn, der i givet fald kan nedlægge forbud under hensyntagen til etik og kollegialitet.

Der vil naturligvis skulle væsentlige forhold til, før det etisk/kollegiale nævn vil tage beføjelsen til at nedlægge forbud i anvendelse. Klageren forventer således, at en bestemmelse som den foreslåede ikke vil betyde nogen reel begrænsning af adgangen til at annoncere heller ikke i form af direkte henvendelser. Bestemmelsen vil alene muliggøre en kontrol, som er nødvendig for at sikre en forsvarlig standard i det etiske niveau for annonceringen.

Det fremgår ikke, hvorledes Konkurrencerådet kan tiltræde, at det er muligt, at den liberaliserede bestemmelse ikke vil indebære nogen reel begrænsning i medlemmernes annonceringsadgang, og samtidig mene, at bestemmelsen er uforenelig med konkurrenceloven. Hertil kommer, at det til enhver tid står rådet frit for at tage forholdet op til fornyet overvejelse, hvis rådet måtte finde, at bestemmelsen bliver administreret utilfredsstillende.

3.f Til det af Konkurrencerådet om ankenævnets kendelse af 5. juli 1993 (j.nr. 92-31.254 Den Almindelige Danske Lægeforening (DADL) ctr. Konkurrencerådet) anførte bemærkes følgende

Der gør sig en række særlige forhold gældende, som indebærer, at ankenævnets afgørelse vedrørende DADL ikke er sammenlignelig med den nu foreliggende sag. DADL-sagen angår en beslutning om optagelse af § 11-forhandlinger. Dette indebærer, at ankenævnets afgørelse er af generel og processuel karakter, idet ankesagen i vid udstrækning drejer sig om, hvorvidt der er hjemmel til at bestemme, at der skal optages forhandling med DADL for at søge de skadelige virkninger bragt til ophør. Derimod har klageren i nærværende sag først indbragt sagen for ankenævnet, da Konkurrencerådet efter afslutningen af § 11-forhandlingerne i medfør af konkurrencelovens § 12 havde udstedt et konkret påbud om at ændre nærmere angivne bestemmelser i de kollegiale regler. Denne sag drejer sig derfor om en række konkrete spørgsmål, der ikke på tilsvarende vis har været specifikt behandlet i DADL-sagen.

Ankenævnet omtaler overhovedet ikke de konkrete konkurrencebegrænsninger, der forelå i sagen: men anførte alene, at der i konkurrencelovens § 11 har været hjemmel til at bestemme, at der skal optages forhandling med DADL for at søge de skadelige virkninger bragt til ophør. Afgørelsen er således efter klagerens opfattelse først og fremmest en bekræftelse på, at konkurrencelovens indgrebsbeføjelser kan tages i anvendelse over for DADLs - og andre liberale erhvervs - kollegiale vedtægter.

De annonceringsbegrænsninger, der er tale om i denne sag, er af en meget begrænset art i forhold til de begrænsninger, det drejede sig om i DADL-sagen. Når der tillige tages højde for klagerens forslag om ændret udformning af de pågældende bestemmelser, er substansindholdet i annonceringsbestemmelserne i nærværende sag således et helt andet end i DADL-sagen.

4. Konkurrencerådets argumentation

Rådet har anført, at markedsføringsbestemmelser af den omhandlede karakter begrænser konkurrencen mellem klagerens medlemmer - samtidig med, at de virker strukturbevarende og utidssvarende i relation til de behov, som samfundsudviklingen skaber. Endvidere vanskeliggøres nyetablering.

4.a Til det af klagerne anførte om en særlig målestok for effektivitet inden for de liberale erhverv har rådet bemærket, at der ikke i forarbejderne til konkurrenceloven findes noget bidrag, der kan be- eller afkræfte, at der skulle bestå noget særligt effektivitetsbegreb for de liberale erhverv.

Rådet har ved sin administration af konkurrencelovens bestemmelser ikke sondret mellem liberale erhverv og andre erhverv. Denne praksis er nu stadfæstet ved ankenævnets kendelse af 5. juli 1993 vedrørende lægers annonceringsregler. Kendelsen fastslår, at de liberale erhverv ikke indtager nogen særstilling ifølge konkurrenceloven.

Rådet har til det af klageren anførte om, at rådet i vid udstrækning skulle have godkendt klagerens kollegiale regler, bemærket, at rådet ikke har godkendt klagerens kollegiale regler og således ikke herved har tilkendegivet, at der i dyrlægebranchen må anlægges en særlig effektivitetsmålestok.

Klagerens kollegiale regler er anmeldt til rådet i medfør af konkurrencelovens § 5, stk. 1, men heri ligger ikke nogen godkendelse fra rådets side. Rådet har efterfølgende foretaget en vurdering af det anmeldte efter konkurrencelovens øvrige bestemmelser og har ved forhandling og senere pålæg ophævet de bestemmelser, der medfører eller vil kunne medføre de i lovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen. Indgreb i henhold til konkurrencelovens § 12 stk. 1, forudsætter, at der foreligger en konkurrencebegrænsning, og at denne medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen.

De meddelte påbud er resultatet af en generel gennemgang af de liberale erhvervs kollegiale regler, som især har koncentreret sig om bestemte typer af konkurrencebegrænsninger - herunder annonceringsregler og regler om honorarvejledning. Hvis rådet har undladt at gribe ind over for bestemmelser, som indeholder konkurrencebegrænsninger med de i § 11 nævnte skadelige virkninger, skyldes det ikke, at der har været anlagt en anden vurdering end ved andre tjenesteydelser eller varer. Baggrunden for rådets afgørelse om ikke på det foreliggende grundlag at gribe ind over for klagerens kollegiale regler om salg af praksis, om vikarer og assistenter og om ansættelse/samarbejde med ikke-medlemmer er, at rådet har fundet, at de nævnte bestemmelsers betydning for konkurrenceforholdene må formodes at være relativt begrænset. Rådet har dog forbeholdt sig senere at tage bestemmelserne op til fornyet vurdering, f.eks. i tilfælde af klage.

Til det af klageren anførte vedrørende Monopolankenævnets kendelse fra 1978 har rådet henvist til, at Konkurrenceankenævnet ved kendelse af 5. juli 1993 har tiltrådt, at annonceringsreglerne i de kollegiale regler for læger vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger. Der har derfor i loven været hjemmel til at bestemme, at der skal optages forhandling med Den Almindelige Danske Lægeforening for at søge de skadelige virkninger bragt til ophør.

Det fremgår af ankenævnets bemærkninger i nævnte sag, at de liberale erhverv ikke indtager nogen særstilling ifølge konkurrenceloven, og at de særlige hensyn til forbrugerbeskyttelse inden for sundhedssektoren, som DADL havde påberåbt sig til støtte for at opretholde de omtvistede kollegiale regler, må antages i fornødent omfang at være varetaget i den øvrige lovgivning, herunder især markedsføringslovens almindelige bestemmelser og den særlige regel om reklamering i lægelovens § 21.

4.b De kollegiale vedtægters § 15 medfører eller vil kunne medføre de i konkurrencelovens § 11 nævnte skadelige virkninger for konkurrencen. Bestemmelsen forhindrer dyrlægerne i at avertere med konsultation på det for dem mest hensigtsmæssige tidspunkt. Herved begrænses muligheden for at opnå den størst mulige effektivitet, hvilket er i strid med konkurrencelovens formål. Hensynet til opretholdelse af vagtordningen med det indhold, den har i dag, er ikke tilstrækkeligt til at opveje den i § 15 indeholdte begrænsning i den erhvervsdrivendes adgang til frit at kunne disponere ved annoncering med konsultationstid.

Også med den af klageren foreslåede ændring af § 15 indebærer bestemmelsen en konkurrencebegrænsning, der går videre, end hensynet til vagtordningen kan begrunde.

Bestemmelserne forhindrer dels en markedsbestemt honorarfastsættelse (§ 12), dels en markedsbestemt kapacitetsudnyttelse (§ 15), og hermed en større konkurrence. Disse skadelige virkninger skal afvejes over for opretholdelse af den eksisterende vagtordning, der som anført af klageren er unik. Det er rådets standpunkt, at de i bestemmelserne indeholdte begrænsninger i dyrlægernes adgang til at disponere frit i relation til honorarfastsættelse og valg af tidspunkt for afholdelse af konsultation går ud over hensynet til opretholdelse af den gældende vagtordning. En forsvarlig vagtordning må kunne etableres også uden en så indgribende regulering som den foreliggende. Efter principperne i konkurrenceloven er det klageren, der i forbindelse med de afholdte § 11-forhandlinger skal udarbejde forslag til ændring af de gældende bestemmelser. Herefter tager rådet stilling til, om forslaget er foreneligt med konkurrenceloven.

4.c Rådet er opmærksom på, at pristillæggene beregnes på grundlag af de af den enkelte dyrlæges individuelt fastsatte takster. De faste procenttillæg, som dyrlægerne er forpligtet til at beregne sig, jf. generalklausulen i de kollegiale vedtægters § 1, afskærer imidlertid den enkelte dyrlæge fra at beregne sig et tillæg, der er afstemt efter egne omkostningsforhold og ud fra en selvstændig vurdering af markedsforholdene. Bestemmelsen begrænser således mulighederne for en markedsbestemt fastsættelse af vagthonorarer og dermed øget konkurrence herpå. At klageren, således som hævdet i sin argumentation for ankenævnet, i enkelte tilfælde accepterer fravigelse af de i § 12 fastsatte procenttillæg, ændrer ikke herved.

4.d Til det af klageren anførte om, at rådet ikke har påvist en ensartet gebyrstruktur, har rådet fremført, at der tales om to forskellige takster, nemlig takster for almindelige dyrlægebesøg og takster for vagtbesøg. Rådet har ikke påvist en ensartet struktur for førstnævnte takster, og rådets indgreb retter sig da heller ikke herimod. Rådets indgreb retter sig mod den ensartede gebyrstruktur ved vagtbesøg, som er en følge af bestemmelsen om, at dyrlægerne ved vagtbesøg skal tillægge deres honorar den i § 12 nævnte procentsats. Det må fastholdes, at de i bestemmelsen fastsatte retningslinier for dyrlægernes honorarberegning ved vagtbesøg medfører skadelige virkninger for konkurrencen og dermed effektiviteten.

I øvrigt er den af klageren omtalte redegørelse fra Monopoltilsynet om dyrlægebranchen fra 1979 og afspejler derfor ikke nødvendigvis gebyrstrukturen i dag.

4.e Annoncering for dyrlægeydelser adskiller sig ikke fra annoncering med andre ydelser, idet der altid vil kunne være omstændigheder, der bevirker, at der skal udføres mere end oprindeligt forudset. De problemer, der kan opstå i forbindelse med, om og hvor meget der skal betales ud over den annoncerede pris, er ikke så specielle for dyrlægeydelserne, at det kan begrunde en kollegialt fastsat bestemmelse, der forbyder - eller begrænser, jf. klagerens liberaliseringsforslag vedrørende grundhonorar - dyrlægernes mulighed for selv at afgøre spørgsmålet om prisannoncering.

Klageren har ikke godtgjort, at prisannoncering specielt for dyrlægeydelser skulle medføre kvalitetsforringelse. I den forbindelse kan henvises til, at dyrlægegerning udøves i henhold til en autorisation, og at autoriserede dyrlæger under alle omstændigheder er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. dyrlægelovens § 7. Dette gælder uafhængigt af, hvilke retningslinier klageren fastsætter for dyrlægernes adfærd, herunder om adgangen til at annoncere med priser.

Klagerens liberaliseringsforslag, hvorefter det tillades dyrlægerne at annoncere med et grundhonorar, er ikke tilstrækkeligt vidtgående til at bringe de skadelige virkninger af konkurrencebegrænsningen i § 2d til ophør.

Klagerens hovedargument mod annoncering med priser for konkrete ydelser - at det principielt ikke er muligt på forhånd at beskrive den ydelse, der endeligt opnås for en bestemt annonceret pris - kan ikke accepteres. I den forbindelse henvises til, at det har kunnet lade sig gøre at fastsætte priser på en række definerede ydelser, f.eks. øretatovering.

En ophævelse af prisannonceringsforbudet indebærer ikke pligt til at annoncere med priser på alle ydelser, men giver alene den enkelte dyrlæge mulighed for selv at afgøre, om og for hvilke ydelser prisannoncering eventuelt skal finde sted.

4.f Rådet modtager jævnligt klager fra dyrlæger over annonceringsreglerne, og under den generelle behandling er der modtaget en klage over klagerens praktisering af bestemmelsen i § 3c.

Ifølge klagerens forslag til ændret udformning af § 3c skal dyrlægerne have godkendt enhver planlagt annoncering ved direkte henvendelse af klageren, som kan skride ind over for såvel annonceringsformen som indholdet.

Et sådant krav medfører eller vil kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen, idet retningslinierne for annoncering i henhold til § 3c vil kunne fastlægges af klageren. Det er muligt, at bestemmelsen ikke vil indebære nogen reel begrænsning i dyrlægernes annonceringsadgang: men således som bestemmelsen er formuleret, er den ikke forenelig med konkurrenceloven. Forslaget indebærer således, at enhver annoncering ved direkte henvendelse skal godkendes, og at foreningen kan forbyde annoncering, som er i overensstemmelse med lovgivningen, men som foreningen ikke ønsker skal finde sted af kollegiale eller etiske grunde.

5. Under den mundtlige forhandling har klageren på nævnets forespørgsel udtalt og præciseret, at klagerens påstand ad § 2d i Regler for god Dyrlægeskik m.v. skal forstås således, at der skal kunne annonceres med den grundtakst, som en dyrlæge måtte fastsætte for enhver af sådanne ydelser, som entydigt kan beskrives. For hver af sådanne veldefinerede ydelser vil der naturligvis kunne gælde en grundtakst, der størrelsesmæssigt adskiller sig fra andre sådanne ydelser.

6. Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at klagerens forslag til liberalisering af § 2d i Regler for god dyrlægeskik og kollegialitet m.v. i alt væsentligt vil afbøde de skadelige virkninger for konkurrencen, som det gældende prisannonceringsforbud må antages at medføre. For så vidt angår denne bestemmelse tager ankenævnet derfor klagerens påstand til følge, således at denne del af Konkurrencerådets afgørelse ophæves og hjemvises til ny forhandling for rådet om en ændret affattelse af § 2d i overensstemmelse med klagerens liberaliseringsforslag, således som dette er blevet præciseret under den mundtlige forhandling for ankenævnet.

I øvrigt må ankenævnet i det hele med henvisning til de grunde, som rådet har anført, tiltræde, at reglerne om beskyttelse af vagtordningen i den kollegiale vedtægts § 12 og § 15 også med den af klageren foreslåede ændring af § 15 må antages at medføre sådanne skadelige virkninger for konkurrencen, at ankenævnet for så vidt angår disse regler stadfæster rådets afgørelse. - Det samme gælder § 3c i Regler for god dyrlægeskik og kollegialitet m.v., idet ankenævnet for så vidt angår denne regel fremhæver, at navnlig markedsføringsloven og pligt- og ansvarsreglerne i loven om veterinærvæsen og udøvelse af dyrlægegerning må antages at give den fornødne forbrugerbeskyttelse m.v.

Ankenævnet afsiger herefter kendelse som nedenfor bestemt.

For så vidt angår den del af Konkurrencerådets afgørelse af 28. maj 1993, der angår § 2d i Regler for god dyrlægeskik og kollegialitet m.v., ophæves rådets afgørelse, og denne del af sagen hjemvises til ny forhandling for rådet.

I øvrigt stadfæstes Konkurrencerådets afgørelse.

Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

§ 12.

Honorartillæg i vagtperioder m.v.

Besøg bestilt efter kl. 09 indtil kl. 17 honorar + 25% Besøg bestilt kl. 17-07 honorar + 100% Helligdagsbesøg honorar + 100%

Besøg bestilt lørdag efter kl. 09 regnes som helligdagsbesøg.

Ved tilkaldelse der bevirker afbrydelser af praksistur, eller hvor der kræves omgående assistance: honorar + 25%.

Dette tillæg skal ikke benyttes, hvor der beregnes tillæg for aften-, nat- eller helligdagsbesøg. . . .

Avertering om konsultation.

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

§ 15.

Dyrlæger, hospitaler, klinikker, m.v., der averterer med konsultationstider, må ikke avertere med konsultation i tiden fra lørdag kl. 12 til mandag kl. 7.00.

Den averterede konsultation (træffetid), telefonkonsultation eller telefontid må kun en gang ugentlig slutte senere end kl. 17.00 og må ikke ligge i tidsrummet lørdag kl. 12 til mandag kl. 7.00.«

2.d Klageren har under § 11-forhandlingerne stillet følgende liberaliseringsforslag

» Vagtordningen (De kollegiale Vedtægter §§ 12 og 15) § 12: uændret § 15: bestemmelsen liberaliseres, således at adgangen til at avertere med aftenkonsultation udvides til to gange ugentligt.

Prisavertering (Regler for god dyrlægeskik m.v. § 2d)

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

Indgreb over for dyrlægernes kollegiale regler (* 1)

År 1994, den 16. november afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 93-40.322 Den Danske Dyrlægeforening ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 17. juni 1993 har advokat Erik Mohr Mersing på vegne Den Danske Dyrlægeforening klaget over en af Konkurrencerådet den 28. maj 1993 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, pålagde klageren at ophæve foreningens averteringsreglers § 2d om prisangivelser og § 3c om avertering ved direkte henvendelser samt foreningens vedtægters § 15 om avertering med konsultation og § 12 om honorartillæg i forbindelse med vagtordningen.

Klageren har principalt påstået afgørelsen ophævet, idet Konkurrencerådet tilpligtes at godkende klagerens forslag til ny udformning af de omhandlede bestemmelser. Klageren har subsidiært påstået pålægget ophævet for så vidt angår §§ 12 og 15 i foreningens vedtægter, idet Konkurrencerådet tilpligtes at godkende klagerens forslag til udformning af § 15. Klageren har dog herved under den mundtlige forhandling præciseret, at der ikke herved af klageren er foretaget en for ankenævnet bindende prioritering af de omtvistede bestemmelser.

2.a Konkurrencerådets skrivelse af 28. maj 1993 er sålydende

»Konkurrencerådet har nu afsluttet sin vurdering af de af foreningen fastsatte kollegiale regler, jf. Konkurrencerådets brev af 4. maj 1992. Vurderingen omfatter ud over de i brevet nævnte bestemmelser § 15 i de kollegiale vedtægter, jf. Konkurrencerådets brev af 16. februar 1993.

Som et resultat af de afholdte § 11-forhandlinger har foreningen fremsendt ændringsforslag til §§ 1, 2d og 3c i averteringsreglerne og til de kollegiale vedtægters §§ 15 og 16, stk. 1 og 2. Endvidere har foreningen ophævet vedtægternes § 13 og ordet takster i § 1.

Konkurrencerådet kan acceptere ændringsforslaget til averteringsreglernes § 1 og vedtægternes § 16, stk. 1 og 2, men finder ikke, at de øvrige liberaliseringsforslag fuldt ud fjerner de skadelige virkninger af bestemmelserne.

På denne baggrund skal man i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 1, pålægge foreningen senest den 1. juli 1993 at ophæve averteringsreglernes § 2d vedrørende prisangivelser og § 3c om avertering ved direkte henvendelser. Endvidere skal man pålægge foreningen samtidig at ophæve vedtægternes § 15 om avertering med konsultation, og § 12 vedrørende honorartillæg i forbindelse med vagtordningen.

For så vidt angår § 1 i averteringsreglerne og de kollegiale vedtægters § 3, stk. 3 og 4, vedrørende salg af praksis, § 4, stk. 1 og 2, og § 6 vedrørende vikarer og assistenter og § 16 vedrørende ansættelse og samarbejde vil Konkurrencerådet ikke i øjeblikket foretage sig videre.

Bestemmelserne vil dog altid senere kunne tages op til vurdering - f.eks. i tilfælde af klage. . . . ».

2.b De relevante bestemmelser i »Regler for god dyrlægeskik og kollegialitet, dyrlægers avertering m.v.« er sålydende

»§ 1.

Dyrlægers avertering ved det skrevne ord, gennem radio eller tv må alene omfatte følgende forhold: . . .

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1994-4, s. 380-394

Endelig adm. afgørelse 1994 10043 Valid

Konkurenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets påbud efter konkurrencelovens § 12, stk. 1, til Den Danske Dyrlægeforening om at ophæve to konkurrencebegrænsende bestemmelser vedrørende ydelser udført i henhold til den af foreningen oprettede vagtordning.

Endvidere har ankenævnet stadfæstet et påbud om ophævelse af en bestemmelse i annonceringsreglerne, der begrænser medlemmernes adgang til at annoncere ved direkte henvendelse, mens et af foreningen fremsat liberaliseringforslag til prisannonceringsforbudet er blevet hjemvist til fornyet behandling i Konkurrencerådet.

For så vidt foreningens regler om annoncering ved direkte henvendelse fremhæver ankenævnet, at navnlig markedsføringsloven og pligt- og ansvarsreglerne i loven om veterinærvæsen og udøvelse af dyrlægeforeningen må antages at give den fornødne forbrugerbeskytelse m.v.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →