Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 27/1994

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 27/1994

Dommerfuldmægtigforeningen har på vegne af en dommerfuldmægtig klaget over en tv-udsendelse den 5. november 1993 i Danmarks Radio med titlen "Ret og Vrang", idet klageren finder, at udsendelsen er i strid med god presseskik.

Udsendelsen blev præsenteret således

"Her kommer nu "Ret og Vrang". Ingen af ufejlbarlige, heller ikke domstolene. Det afgørende er, at vort retssystem er i stand til at korrigere egne fejl. Med udgangspunkt i en konkret sag, en tvangsauktion fra Thisted, belyser DR's dokumentargruppe dette spørgsmål."

I begyndelsen af udsendelsen hed det bl.a.

"Speaker: "[PM] har knap to måneder tilbage på Sdr. Nordentoft. Her har hans forældre boet og hans bedsteforældre. Gården er blevet solgt på tvangsauktion for tre millioner. Det er ca. halv pris."

[PM]: "Jeg mener jeg havde pengene, på rette tid og rette sted, og at jeg derfor burde have gården tilbage, det mener jeg."

Interviewer: "Tror du selv på det?"

[PM]: "At jeg får den tilbage? Ja det...ellers så synes jeg alting hører op, så lever vi ikke i et retssamfund, det gør vi ikke."

Vestre Landsret er ikke enig med [PM]. De mener, at den dommerfuldmægtig, der ledede tvangsauktionen i Thisted, har handlet helt korrekt.

Speaker: "På trods af Vestre Landsrets afgørelse siger [PM] om dommerfuldmægtigen..."

[PM]: "Jeg troede ikke at han ville gå ned i retten og lyve, det troede jeg ikke."

Interviewer: "Det er jo meget voldsomt at sige om en dommerfuldmægtig, ansat ved retten i Thisted."

[PM]: "Jamen..... det var jo løgn det der, det er jo løgn."

Speaker: "Gårdejer [PØ] er enig med [PM] i hans syn på dommerfuldmægtigen."

[PØ]: "Jeg mener dommerfuldmægtigen, han har et problem. Hvor han har det fra, det vides ikke, men det er simpelthen utroligt."

Speaker: "[JD] er også indblandet i sagen. Hun siger om dommerfuldmægtigen."

[JD]: "Han lyver. Ganske enkelt, helt klart og tydeligt."

Speaker: "I begyndelsen af året forlanger DLR [PM]s gård sat på tvangsauktion. Den dårlige økonomiske situation skyldes væsentligst, at [PM] har involveret sig i et investeringseventyr på Bahamas. ....."

Det fremgik herefter af udsendelsen, at den første tvangsauktion blev udsat nogle uger. Under det nye auktionsmøde den 9. februar 1993 blev det drøftet, hvordan [PM] kunne afværge tvangsauktionen, hvilket krævede betaling af ca. 600.000 kr. Tvangsauktionen blev derfor udsat i yderligere to dage til den 11. februar 1993. [PM] havde i følge udsendelsen selv 400.000 kr. Han skaffede sig yderligere tilsagn om 100.000 kr. fra [JD], som ville købe hans lejligheder på Bahamaøerne, og om 100.000 kr. fra [PØ], som ville forpagte jorden på gården.

Det hed herefter i udsendelsen

"Speaker: "Så da [PM] den morgen kører op foran retten i Thisted, mener han selv, at han har de 600.000 kr. Hvad der videre sker under tvangsauktionen eksisterer der to forklaringer på. Den ene er dommerfuldmægtigens og den anden er [PM]s. Her vil vi gennemgå begge forklaringer for at finde ud af, hvad der præcist skete den dag i Thisted Ret.

Den første forklaring er dommerfuldmægtigens. Da han af principielle grunde ikke har ment at kunne deltage i dette program bygger hans beskrivelse af hændelsesforløbet på det skriftlige referat, han udarbejde efter tvangsauktionens afholdelse, og på den vidneforklaring han aflagde ved Vestre Landsret."

I følge udsendelsen var klagerens forklaring, at umiddelbart inden tvangsauktionens påbegyndelse havde rettet en "følende" telefonisk henvendelse til ham om betaling af 100.000 kr. Der var ifølge klageren ikke tale om, at [JD] ville telefaxe en bankindeståelse. Da klageren efter at have talt med [JD] var på vej til auktionslokalet mødte han [PØ], der sagde, at han alligevel ikke ville komme med et beløb for forpagtning, der kunne afværge auktionen. Klageren gennemførte derfor auktionen.

Derefter videregav udsendelsen udtalelser fra [JD] og hvori klagerens forklaring blev bestridt. [JD] sagde, at hendes henvendelse ikke havde været følende, men at hun havde givet udtryk for, at hun under alle omstændigheder ville afværge auktionen ved at telefaxe en indeståelse fra sin bank om betaling af beløbet. [PØ] sagde, at han slet ikke havde været tilstede på det tidspunkt, hvor klageren angav at have mødt ham. Endvidere blev klagerens forklaring bestridt af en række andre personer, der havde været tilstede ved tvangsauktionen. I følge udsendelsen havde disse personer ikke afgivet forklaring for Vestre Landsret.

Det blev fremhævet i udsendelsen, at Vestre Landsret havde lagt klagerens forklaring til grund, som ifølge udsendelsen blev støttet af advokaten for DLR, der havde begæret tvangsauktionen, og at tvangsauktionen var blevet stadfæstet af landsretten.

I slutningen indeholdt udsendelsen nogle generelle udtalelser fra advokat Klaus Berning

" Klaus Berning: "Jo, men næsten alle sager der føres ved de danske domstole er jo små, set i den belysning. Men vi taler jo undertiden om retssikkerhed og befolkningens beskyttelse med overgreb og lignende, og man kan jo ligefrem lave spændende spillefilm engang imellem om små sager, nemlig systemets eller andres overgreb på den lille mand, hvor folk selv føler sig dybt berørt deraf, ikke. Det er jo det drejer sig om.

.....

Klaus Berning: "Jeg synes egentlig ikke, det er så kritisabelt, at dommerfuldmægtigen begår fejl, for det gør vi jo alle sammen. Jeg synes egentlig, at det, der interesser mig mere, og gør mig lidt forstemt, det er dette, at landsretten ikke når at rette op på fejlen. Deri synes jeg egentlig, at det tankevækkende i denne sag ligger."

og

Klaus Berning, fortsat: "Og jeg fornemmer egentlig, at den bevisvurdering, som domstolene har anlagt i denne sag er atypisk, og at jeg ikke kan frigøre for en fornemmelse af, at når man når dette resultat, så skyldes det, at det er en underordnet domstols handlinger, der ligger til prøvelse."

Af udsendelsens afslutningsskilt fremgik, at [PM] havde søgt Justitsministeriet om tilladelse til at få Vestre Landsrets afgørelse prøvet ved Højesteret.

Til støtte for klagen er det navnlig gjort gældende, at udsendelsen er ensidig og på helt utilbørlig måde hænger dommerfuldmægtigen ud. Det er nærmere anført, at det allerede i de udsagn, som udsendelsen indledes med, konstateres som et faktum, at klageren lyver. Også i udsendelsens videre forløb tillægges den ene parts opfattelser og forklaringer en sådan dominerende vægt, at det må sidestilles med, at udsendelsen drager den konklusion, at klageren har afgivet falsk forklaring. Denne massivt mistænkeliggørende vinkel findes i særlig grad uacceptabel i betragtning af, at sagen har været prøvet og er blevet stadfæstet af landsretten.

Klageren har endvidere gjort gældende, at udsendelsen giver en fordrejet fremstilling af tvangsauktionssagens forløb. Der burde i følge klageren have været redegjort for hele sagens forløb, der blev indledt ved indgivelse af auktionsbegæringen den 4. februar 1992 - i udsendelsen hedder det "i begyndelsen af året forlanger DLR [PM]s gård sat på tvangsauktion", hvilket må forstås, som i begyndelsen af 1993. Da begæringen som nævnt er indgivet allerede i begyndelsen af 1992, må auktionen betragtes som afslutningen på et langt forløb. Der har under dette forløb været overvejet forskellige måder til afværgelse af auktionen. Dette forudgående forløb har betydning for, at man som seer kan foretage en samlet vurdering af de bestræbelser, Per Møller iværksætter i dagene den 9-11. februar 1993 for at tilvejebringe afværgebeløbet.

Klageren har endelig anført, at hvis formålet med udsendelsen er, at den skal være et partsindlæg i en konkret sag om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, burde man have afholdt sig fra de mere generelle afsluttende bemærkninger bl.a. fra Klaus Berning. I den forbindelse har klageren tillige rejst spørgsmål, om det er DR's opgave at lægge sendetid til et sådant partsindlæg.

I en udtalelse om klagen har DR anført, at udsendelsen videregiver nogle udtalelser, som på afgørende punkter strider mod klagerens forklaring. At præsentere seerne for denne modstrid kan ikke betragtes som en ensidig udhængning af klageren, navnlig da præsentationen efter DR's opfattelse ikke finder sted på en skæv, misvisende eller unfair måde. Hertil kommer, at DR videregiver DLR's advokats opfattelse, der støtter klageren. Når klageren ikke selv kommer til orde, skyldes det, at han ikke mente at burde deltage i udsendelsen. Den ensidighed, der kunne følge heraf, har DR forsøgt at rette op i udsendelsen. DR finder i øvrigt klagerens bemærkninger om, at sagen var afgjort i landsretten, principielt uacceptabel, hvis den skal forstås således, at medierne skal være tilbageholdende med kritik af endelige afgørelser truffet af domstolene eller andre myndigheder. DR fremhæver Trigon-sagen, Conevski-sagen, RF2-sagen, Pedal-Ove-sagen og Tamil-sagen som eksempler, der udelukkende blev taget op til nyvurdering, fordi pressen anfægtede afgørelserne.

DR har endvidere anført, at man fra starten har haft den opfattelse, at klageren havde været i sin gode ret til at gennemføre auktionen den 9. februar 1993. Imidlertid valgte klageren at udsætte auktionen, og det er behandlingen af den udsatte auktion den 11. februar og den efterfølgende behandling i landsretten, der er udsendelsens tema, idet der her på afgørende punkter er tale om modstridende opfattelser af det faktiske forløb. Forløbet frem til den 11. februar 1993, som der ikke er uenighed om, er derimod ikke anset for relevant i denne sammenhæng.

DR har endelig anført, at der ikke er lagt skjul på, at udsendelsen gerne måtte medvirke til, at der blev givet tilladelse til, at sagen kunne blive prøvet ved Højesteret. På det grundlag kan man kalde udsendelsen et partsindlæg, men ikke for nogen af de to umiddelbare parter i sagen, men for tredje- og fjerdepart, nemlig offentligheden og retssystemet, som gensidigt har krav på og væsentlig interesse i, at en sag som denne bliver prøvet.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Jørgen Flindt Pedersen, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

Udsendelsen belyser en del af forløbet af en usædvanlig tvangsauktionssag bl.a. gennem interviews med en række af de involverede personer.

I indledningen viderebringes nogle meget kritiske udtalelser om klageren fra tre centralt placerede personer, [PM], [PØ] og [JD]. Udtalelserne følges i løbet af udsendelsen op med disse personers opfattelse af omstændighederne i forbindelse med auktionsmødet den 11. februar 1993. Udsagn fra en række personer, der overværede auktionsmødet, supplerer udtalelserne.

Over for disse udtalelser stilles klagerens syn på forløbet. Klageren har ikke ønsket at medvirke i udsendelsen, men Danmarks Radio videregiver i stedet dele af den forklaring, som klageren afgav under behandlingen af sagen i Vestre Landsret. Det fremhæves, at Vestre Landsret lagde klagerens opfattelse af forløbet til grund og stadfæstede, at tvangsauktionen var gennemført. Det anføres tillige i udsendelsen, at advokaten for DLR i landsretten støttede klagerens forklaring.

Sagen var på udsendelsens tidspunkt færdigbehandlet i såvel Retten i Thisted som i Vestre Landsret, men det var endnu uafklaret, om sagen også kunne prøves ved Højesteret. Dette bevirker efter Pressenævnets opfattelse ikke, at Danmarks Radio er afskåret fra at tage sagen op til behandling i en udsendelse som den foreliggende.

Ved udsendelsens fokusering på sagens omtvistede del er der sket en forenkling af det samlede forløb, men der ses ikke herved i forhold til udsendelsens tema at være sket en fordrejning eller udeladelse af væsentlige oplysninger.

På det anførte grundlag finder Pressenævnet ikke, at Danmarks Radio har overtrådt god presseskik.

Afsagt den 14. juni 1994.

Mediet havde i en tv-udsendelse belyst forløbet af en usædvanlig tvangsauktionssag. Tv-udsendelsen indeholdt kritiske udtalelser fra forskellige personer om klageren, som havde været dommer i sagen. Klageren ønskede ikke at medvirke i udsendelsen, hvorfor mediet videregav den forklaring, klageren gav under behandlingen af sagen i ankeinstansen. Pressenævnet fandt, at mediet havde været berettiget til at tage sagen op. Ved fokuseringen på sagens omtvistede del, var der sket en forenkling af den samlede forløb, men ikke en fordrejning eller udeladelse af væsentlige oplysninger. God presseskik var derfor ikke overtrådt.