Ankestyrelsens principafgørelse O-117-94 om fælles forældremyndighed - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke - ankestyrelsens beføjelser uden klage

Ankestyrelsens principafgørelse O-117-94 om fælles forældremyndighed - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke - ankestyrelsens beføjelser uden klage

Resume

Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse af en 7-årig pige uden for hjemmet uden moderens samtykke blev ophævet, idet der ikke samtidig var truffet en afgørelse over for faderen, der havde del i forældremyndigheden.

Ankestyrelsen fandt, at Børn og unge-udvalgets afgørelse var ugyldig, fordi en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter bistandslovens § 35, ( nu servicelovens § 42 ) når forældrene har fælles forældremyndighed, kun kan ske i forhold til begge forældre, således at afgørelsen herom træffes i samme møde over for dem begge.

Det gælder, selvom faderen var enig i anbringelsen.

Ankestyrelsen traf herefter, uden klage fra faderen, beslutning om en tvangsmæssige anbringelse uden for hjemmet over for begge forældre og pålagde kommunalbestyrelsen at gennemføre beslutningen, jf. bistandslovens § 36 a, stk. 3 (nu servicelovens § 47, stk. 3) .

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

08-06-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 35, stk. 1 og § 36a, stk. 3

Vejledninger

Socialministeriets vejledning nr. 11 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 66

Sagsfremstilling

Forældrene havde levet sammen i en årrække og havde to børn på 1 3/4 år og 7 år.

Moderen havde alene forældremyndigheden over det yngste barn, medens der var fælles forældremyndighed med faderen over det ældste barn.

I forbindelse med at forældrene ophævede samlivet på grund af uoverensstemmelse, fik børnene ophold hos moderen.

På baggrund af moderens psykiske problemer og deraf følgende frygt for børnenes sundhed traf Børn og unge-udvalget afgørelse om, at begge børn skulle anbringes uden for hjemmet.

Faderen var enig i, at børnene blev anbragt uden for hjemmet, fordi han anså moderen for ude af stand til at tage vare på børnene.

Da faderen var enig i anbringelsen, traf Børn og unge-udvalget kun en afgørelse efter bistandslovens § 35, stk. 1, over for moderen.

Moderen indbragte sagen for Ankestyrelsen med påstand om hjemgivelse af begge børn.

Faderen erklærede sig over for Ankestyrelsen enig i Børn og unge-udvalgets afgørelse.

Samtidig med sagen om tvangsfjernelsen verserede der for byretten ensag om forældremyndigheden over begge børn.

Efter Børn og unge udvalget havde truffet afgørelse, blev der afsagt dom, hvorved faderen fik forældremyndighed over begge børn.

Denne afgørelse blev af moderen indbragt for landsretten.

Da indbringelsen havde opsættende virkning, havde moderen også ved Ankestyrelsens behandling af sagen forældremyndigheden alene over det yngste barn, mens der fortsat var fælles forældremyndighed over det ældste barn.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt afgørelsen om anbringelsen af det ældste barn uden for hjemmet ugyldig, idet en anbringelse efter bistandslovens § 35 af et barn, hvis forældre havde fælles forældremyndighed, kun kunne ske i forhold til begge forældre og kun, hvis der var samtidighed i afgørelserne over for begge forældrene.

Ankestyrelsen traf herefter beslutning om anbringelse af det ældste barn uden for hjemmet uden samtykke over for begge forældre med henvisning til bistandslovens § 35 stk 1, nr. 1 jf. bistandslovens § 36 a, stk. 3, og pålagde kommunen at gennemføre beslutningen.

Der blev henvist til, at Ankestyrelsen efter § 36 a, stk. 3 har samme beføjelser uden klage som Det Sociale Ankenævn og kan træffe beslutning efter § 32 d, § 35 og § 35 b.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse af det yngste barn uden for hjemmet uden moderens samtykkke.