Ankestyrelsens principafgørelse O-66-94 om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt - særbarn - fastsættelse af egenbetaling

Ankestyrelsens principafgørelse O-66-94 om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt - særbarn - fastsættelse af egenbetaling

Resume

Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt omfattede ikke forsørgelses pligten over for den ene ægtefælles særbarn.

Kommunen kunne derfor ikke fastsætte egenbetaling for iværksatte foranstaltninger for barnet ud fra ægtefællernes samlede indtægter, men ud fra forsørgerens (moderens) indtægter .

Der var ikke uden videre grundlag for maksimering af betalingen, svarende til døgninstitutionsbetaling, det til sige højst summen af faderens og moderens normalbidrag.

Betalingen skulle fastsættes efter en konkret vurdering, således at et rimeligt budget ikke ville blive bragt ud af balance.

Kassation

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato

08-06-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 6, stk. 1, § 33, stk. 2, nr. 1 og § 33, stk. 2, nr. 7

Vejledninger

Socialministeriets vejledning af 15. december 1992 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 42, pkt. 48

Sagsfremstilling

Kommunen klagede over ankenævnets afgørelse om fastsættelse afhjælpeforanstaltninger i form af en eftermiddagsordning for en 16 årig dreng.

Ordningen skulle være en eftermiddagsansættelse af drengen, hvor arbejdsgiveren skulle lønnes f.eks. svarende til 32 timer til dobbelt dagplejetakst og drengen selv med en løn på ca. kr. 650 pr. måned.

Nævnet fandt desuden, at forældremyndighedens indehaver skulle betale for ordningen på samme måde som for en døgninstitution.

Det vil sige højst med et beløb svarende til summen af faderens og moderens normalbidrag.

Nævnet lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at ægtefællen ikke havdeforsørgelsespligt over for særbarnet, og at forholdet mellem ægte fællernes indtægter gjorde det rimeligt, at moderen kun tilregnedes 1/3 af boligudgifterne.

Kommunen afslog at etablere hjælpeforanstaltningerne med henvisning til, at familiens samlede ressourcer var af et sådant omfang, at familien selv måtte finde en løsning på problemet.

Familiens månedlige indtægter var opgjort til ca. kr. 8.192 for moderen og kr. 16.942 for ægtefællen.

De faste udgifter udgjorde ca. kr. 16.584.

Eftermiddagsordningen ville koste ca. kr. 5.069 om måneden.

I kommunens klage blev det bl.a. anført, at kommunen havde lagt vægt på princippet i bistandslovens § 6, stk. 1, om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, og at man ikke kunne vurdere den ene ægtefælles økonomiske formåen isoleret.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev det oplyst, at efter middagsordningen ikke havde været gennemført.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt i forhold til den ene ægtefælles særbarn, samt om hvorvidt egenbetalingen kunne maksimeres som sket af nævnet.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at ægtefællen ikke havde forsørgelsespligt over for moderens særbarn.

Betalingen (det ville sige den del af omkostningerne, der ikke blev ydet hjælp til efter § 46b, fordi ansøgeren skønnedes at kunne afholde disse selv) skulle derfor fastsættes ud fra en konkret vurdering af moderens indtægter og fordelen ved fælles husførelse på en sådan måde, at beløbet ikke bragte et rimeligt budget ud af balance.

Betalingen kunne ikke uden videre fastsættes til, hvad der svarede til betalingen for ophold på døgninstitution, idet der skulle foretages ovennævnte skøn over forsørgerens betalingsevne.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at foretage en konkret udmåling af betalingens størrelse, da ordningen ikke var blevet gennemført.

Ankestyrelsen tiltrådte med disse bemærkninger ankenævnets afgørelse.