Ankestyrelsens principafgørelse O-64-94 om opholdskommune - optagelse i plejehjem - mere end blot midlertidigt rekreationsophold - refusion

Ankestyrelsens principafgørelse O-64-94 om opholdskommune - optagelse i plejehjem - mere end blot midlertidigt rekreationsophold - refusion

Resume

En ældre mand, som søgte om optagelse i plejehjem, havde erhvervet opholdskommune i B kommune.

Mandens ophold i 2 år hos en datter i B kommune måtte anses for at være mere end blot et midlertidigt rekreationsophold, uanset at manden ikke havde opgivet sin bolig i A kommune.

Kassation

Der er kommet nye regler på området

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 3, § 83, stk. 2 og § 83, stk. 3

Sagsfremstilling

En 86-årig mand var ude for et trafikuheld i 1990.

Han boede på dette tidspunkt i A kommune.

Efter trafikuheldet flyttede manden ind hos sin datter i B kommune.

Han beholdt sin bolig og folkeregisteradresse i A kommune.

Efter ca. 2 år blev manden mere plejekrævende, og der søgtes om optagelse i plejehjem i B kommune.

A kommune gav refusionstilsagn med hensyn til betaling af opholdet på plejehjemmet.

Dette refusionstilsagn blev senere trukket tilbage.

Ankenævnet traf afgørelse om at pålægge A kommune at yde refusion til ophold i plejehjem i B kommune.

Nævnet fandt ikke anledning til, at tilsidesætte A kommunes første beslutning om, at A kommune var opholdskommune på tidspunktet for optagelse på plejehjem i B kommune.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke af de i sagen foreliggende oplysninger fremgik, at manden ikke skulle opfylde betingelserne for optagelse på plejehjem både i A og B kommuner, jf. § 83, stk. 2.

I klagen var det bl.a. angivet, at A kommune var af den opfattelse, at manden klart havde erhvervet opholdskommune - uden medvirken fra A kommune - i B kommune på optagelsestidspunktet.

Sagen blev antaget til belysning af den nye lovbestemmelse i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 3.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var opholdskommune jf. bistandslovens § 10, stk. 1, på tidspunktet for ansøgningen om ophold i plejehjem i B kommune.

B kommune kunne derfor ikke kræve refusion fra A kommune jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 3.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at manden på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i B kommune i 2 år, og at opholdet herefter måtte anses at være mere end blot et midlertidigt rekreationsophold, uanset at han ikke havde opgivet sin bolig i A kommune.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.