Ankestyrelsens principafgørelse O-59-94 om opholdskommune - definitivt opgivet tidligere bolig - flytning

Ankestyrelsens principafgørelse O-59-94 om opholdskommune - definitivt opgivet tidligere bolig - flytning

Resume

Ankestyrelsen fandt i 2 sager, at personer som henvendte sig om hjælp i nye kommuner, måtte anses for at have fået opholdskommune i den nye kommune, uanset at de kun havde opholdt sig der i kortere tid.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var noget på ansøgningstidspunktet, der tydede på, at opholdet ville være af rent midlertidig karakter.

I den 1. sag lagde Ankestyrelsen således vægt på, at ansøger måtte anses for definitivt at have opgivet sin tidligere bolig, og at han rent faktisk opholdt sig i C kommune på ansøgningstidspunktet.

I den 2. sag blev der lagt vægt på, at ansøger definitivt havde opgivet sin bolig i A kommune, at hun rent faktisk opholdt sig i B kommune, og at opholdet ikke kunne betegnes som ferie eller lignende rent midlertidigt ophold.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

08-06-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 10, stk. 1

Sagsfremstilling 1

Sag nr. 1 - j.nr. 20624-93

Det fremgik af sagen, at klienten mødte uanmeldt og søgte økonomisk hjælp i C kommune.

Han oplyste, at han kom fra A kommune, hvor han havde modtaget bistandshjælp.

Han oplyste, at han opholdt sig i et sommerhus i C kommune.

Det fremgik endvidere, at han var tilmeldt folkeregistret i B kommune, men at han der havde fået afslag på bistandshjælp og hjælp til bolig.

Han var blevet henvist til forsorgshjem, hvilket han ikke kunne klare psykisk.

C kommune udbetalte "overlevelseshjælp", men fandt under henvisning til SM O-48-92 ikke at være opholdskommune for manden, da han kun havde haft kortvarigt ophold i kommunen.

Ankenævnet pålagde C kommune at udbetale ansøgeren kontanthjælp i den periode, han faktisk havde ophold i kommunen.

Nævnet anførte ved sagens indbringelse for Ankestyrelsen, at der var opstået nogen usikkerhed om fortolkningen af SM O-48-92, idet kommunerne ikke mente sig forpligtet til at yde hjælp efter bistandsloven med henvisning til SM'en i tilfælde, hvor enlige personer kun havde haft kortvarigt ophold i kommunen.

Nævnet var af den opfattelse, at det var klienten, der havde bevisbyrden for, at han faktisk opholdt sig i kommunen.

Nævnet fandt imidlertid, at klienten i denne sag havde løftet bevis byrden, da han i perioden 8. marts til 20. marts 1993, hvor han oplyste at have opholdt sig hos bekendte, rent faktisk henvendte sig i kommunen og ansøgte om hjælp til underhold den 8. marts 1993, den 15. marts 1993 og den 17. marts 1993, og da han i denne periode samtidig ansøgte kommunen om hjælp til indskud i en bolig i kommunen.

Endvidere var nævnet af den opfattelse, at der var så væsentlig forskel mellem de faktiske forhold i denne sag og i SM O-48-92, at SM'en ikke var direkte anvendelig i dette tilfælde.

Endelig lagde nævnet vægt på, at pågældendes ophold i C kommune varede 12 dage, og at pågældende i denne periode ansøgte kommunalbestyrelsen om hjælp til indskud i en bolig, medens opholdet for det samlevende par i SM'en kun varede 3 dage.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af hvilken kommune, der var opholdskommune for den pågældende på ansøgningstidspunktet.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at C kommune var opholdskommune for ansøgeren ved pågældendes henvendelse den 8. marts 1993, jf. § 10, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han måtte anses for definitivt at have opgivet sin tidligere bolig, og at han rent faktisk opholdt sig i C kommune på ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsen bemærkede, at det ikke var afgørende, om personen havde opholdt sig i den nye kommune i kortere eller længere tid, men om opholdet havde en rent midlertidig eller mere permanent karakter ved opholdets start.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

_________________________________________________

Sagsfremstilling 2

Sag nr. 2 - J.nr. 20645-93

Det fremgik af sagen, at en kvinde med sine 2 børn den 5. november 1992 tog ophold hos sine forældre i B kommune.

Hun havde indtil den 5. november 1992 boet sammen med sin ægtefælle i A kommune.

Den 9. november 1992 meddelte hun A kommune, at hun var flyttet ind hos sine forældre, som boede i B kommune.

Den 12. november 1992 søgte hun A kommune om hjælp til indskud og første måneds husleje i forbindelse med flytning til C kommune.

Nævnet fandt, at kvinden på tidspunktet for sin henvendelse i A kommune henholdsvis den 9. og den 12. november ikke længere kunne anses at have opholdskommune i A kommune, idet hun fra den 5. november 1992 havde taget ophold sammen med sine 2 børn hos sine forældre i forbindelse med forestående separation.

A kommune fandtes derfor at have været berettiget til at afslå at yde hende hjælp til det ansøgte indskud m.v. og henviste hende til B kommune, hvor hun på det tidspunkt havde taget ophold sammen med de 2 børn.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af hvilken kommune, der var opholdskommune, efter at ansøgeren den 5. november 1992 havde forladt ægtefællen i det fælles hjem og havde taget ophold hos sine forældre i en anden kommune.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at B kommune havde været opholdskommune jf. bistandslovens § 10, på tidspunktet for kvindens ansøgning om flyttehjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at samlivet mellem hende og hendes ægtefælle måtte anses for at være ophørt, at hun definitivt havde opgivet sin bolig i A kommune, at hun rent faktisk opholdt sig i B kommune, og at opholdet ikke kunne betegnes som ferie eller lignende rent midlertidigt ophold.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.