Ankestyrelsens principafgørelse O-58-94 om opholdskommune - vidtgående psykisk handicap - flytning - refusion

Ankestyrelsens principafgørelse O-58-94 om opholdskommune - vidtgående psykisk handicap - flytning - refusion

Resume

Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelserne for refusion var til stede i en sag, hvor en person med et vidtgående psykisk handicap, som havde været bosat hos sin moder frem til dennes død, flyttede til sin søster i en ny kommune på søsterens initiativ.

Begrundelsen var, at flytningen fandt sted uden at den tidligere opholdskommune havde kendskab til eller medvirkede ved flytningen.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1

Sagsfremstilling

En mand med et vidtgående psykisk handicap, som var tilkendt højeste førtidspension, boede hos sin moder i A kommune.

Kommunen havde tilbudt aflastningsophold for pågældende, men dette havde moderen afslået.

Moderen døde pludselig ved en trafikulykke, da sønnen var 34 år.

En søster til ham, boende i B kommune, hentede ham hjem til sig umiddelbart efter dødsfaldet og oplyste 9 dage senere til B kommune, at hun ønskede at passe ham fremover.

Søsteren fik senere tilkendt plejetillæg til ham, og ca. 5 måneder senere blev han indskrevet på beskyttet værksted.

Ca. 10 måneder senere krævede B kommune refusion, jf. bistandslovens § 11 fra A kommune.

Ankenævnet fandt ikke, at A kommune var refusionspligtig og begrundede sin afgørelse med, at pågældendes ophold i B kommune ikke kunne henføres til nogen af de i bistandslovens § 11 anførte omstændigheder samt, at B kommune havde anset sig for opholdskommune i forbindelse med søsterens henvendelse til kommunen 9 dage efter dødsfaldet og ikke havde henvist eller rettet henvendelse til A kommune.

Derfor kunne A kommune heller ikke ud fra passivitetsbetragtninger pålægges refusionspligt.

I klagen fra B kommune var det bl.a. anført, at der var tale om en person, der under ingen omstændigheder kunne foretage selvstændige dispositioner.

Pågældendes ophold i B kommune kunne derfor kun henføres til andres medvirken, i dette tilfælde en søster.

B kommune var enig med nævnet i, at den var opholdskommune for pågældende på henvendelsestidspunktet, men at dette forhold ikke kunne tillægges betydning i forhold til refusionskravet.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om der forelå refusionspligt for en kommune i tilfælde af, at en voksen person med et vidtgående psykisk handicap flyttede til en anden kommune uden medvirken fra fraflytningskommunen eller fra anden offentlig myndighed.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt ikke, at B kommune, der var opholdskommune, kunne kræve refusion fra A kommune.

Begrundelsen var, at opholdskommunen ifølge hovedreglen i bistandslovens § 10, stk. 1 havde handlings- og betalingsforpligtelsen.

Begrundelsen var videre, at pågældende hos moderen klarede sig for sin pension, og at det ikke havde været påkrævet at yde støtteforanstaltninger efter bistandsloven fra A kommune.

Begrundelsen var endelig, at flytningen til B kommune skete på initiativ fra pågældendes søster samt, at flytningen fandt sted, uden at A kommune eller en anden offentlig myndighed medvirkede ved eller havde kendskab til flytningen.

Betingelserne for refusion, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 var herefter ikke opfyldt.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.