Ankestyrelsens principafgørelse O-18-94 om ankenævnets kompetence - ung over 15 år - foranstaltninger uden forældremyndighedsindehaverens samtykke
Statutory Text (3 Articles)
Ankestyrelsens principafgørelse O-18-94 om ankenævnets kompetence - ung over 15 år - foranstaltninger uden forældremyndighedsindehaverens samtykke
Resume
Ankenævnet kunne i medfør af § 36 a, stk. 2 (nu servicelovens § 47, stk. 2) ikke træffe afgørelse om foranstaltning for en ung over 15 år uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
Den unge var enig i anbringelsen.
Fremgangsmåden i § 35, stk. 3 (nu servicelovens § 42, stk. 3) skulle anvendes.
Kassation
Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi
Kassationsdato
05-06-2009
Love
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 36a, stk. 2
Sagsfremstilling
En 17-årig ung mand tog ophold hos en veninde i København.
Via døgnkontakten fik han økonomisk hjælp fra hjemkommunen i en afklarende periode.
Da hjemkommunen holdt møde med den unge og moderen, som havde forældremyndigheden, gav moderen udtryk for, at sønnen kunne bo hos hende.
Hjemkommunen afslog herefter hjælp til sønnen.
Sønnen klagede til ankenævnet, der pålagde kommunen at fortsætte hjælpeforanstaltninger i form af økonomisk og personlig støtte.
Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at den unge ikke kunne tvinges til at tage ophold hos sin moder, indtil han fyldte 18 år.
Nævnet henviste til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 6 og nr. 10 samt § 36 a, stk. 2.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af ankenævnets kompetence efter § 36 a, stk. 2, når der er uenighed mellem forældremyndighedens indehaver og en ung over 15 år.
Afgørelse
Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse til grund, at nævnet havde anset betingelserne i § 35, stk. 3 for opfyldt.
På denne baggrund burde nævnet efter § 36 a, stk. 2 have hjemvist sagen til kommunalbestyrelsen med henblik på forelæggelse for Børn og unge-udvalget.
Som en anden mulighed kunne nævnet ifølge § 36 a, stk. 3 have sendt sagen til Ankestyrelsen til overvejelse af, om betingelserne for at træffe beslutning uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver var til stede.
Nævnet havde således ikke hjemmel til at træffe den indankede afgørelse.