Legislator Case Law & Legislation
W19940333525 DK

Spørgsmålet om påbegyndelse af vedvarende selvstændig virksomhed i efterlønsperioden.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1994 3335 Valid

Spørgsmålet om påbegyndelse af vedvarende selvstændig virksomhed i efterlønsperioden.

Medlemmet overgik til efterløn sommeren 1990.

Medlemmets ægtefælle drev produktion og salg af juletræer fra bopælen. Ejendommens grundværdi var 105.900 kr. og arealet var 4,5 hektar. Medlemmet havde oplyst om ægtefællens virksomhed, som hun aldrig havde deltaget i.

I sommeren 1993 døde ægtefællen pludselig, og medlemmet overtog boet som uskiftet bo.

På efterlønserklæringen i januar 1994 oplyste medlemmet, at hun i ugerne 48 - 51 i 1993 havde haft beskæftigelse ved selvstændig virksomhed, med i alt 48 arbejdstimer og en indtægt på 14.907 kr. ved salg af juletræer.

Arbejdsløshedskassens hovedledelse fandt, at medlemmet måtte anses for at have påbegyndt vedvarende selvstændig virksomhed ved ægtefællens død og måtte anses for udtrådt af efterlønsordningen.

Medlemmet skulle tilbagebetale efterløn udbetalt fra ægtefællens død frem til januar 1994, hvor hun oplyste om arbejdet. Tilbagebetalingsbeløbet var på ca. 34.000 kr.

Medlemmet forklarede, at hendes indtægt udelukkende skyldtes, at hun ikke kunne fraflytte ejendommen dagen efter mandens død, og at hun ikke kunne sælge ejendommen, før den var overdraget til hende ved skifteretsattest, som hun fik i januar 1994.

Medlemmet søgte dispensation for tilbagebetalingen og genindtræden i efterlønsordningen, da hun ikke havde drevet landbrug, men alene havde solgt de juletræer, hendes ægtefælle havde sat. Jorden havde ikke været dyrket i mange år, og på grund af sygdom var medlemmet slet ikke i stand til at drive landbrug.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen fandt, at medlemmet påbegyndte selvstændig virksomhed, da hun overtog juletræsproduktionen efter sin mand, hvorefter hun som udgangspunkt havde mistet retten til efterløn.

Direktoratet fandt dog, at der forelå sådanne særlige undskyldende omstændigheder, at der kunne gives tilladelse til, at medlemmet kunne fortsætte i efterlønsordningen, såfremt hun snarest og inden en måned fra afgørelsen var ophørt med drift af den selvstændige virksomhed i overensstemmelse med reglerne i direktoratets bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Medlemmet skulle på tro og love erklære, at hun ikke ville påbegynde selvstændig virksomhed igen i efterlønsperioden.

Tilladelsen blev givet på vilkår, at den opnåede indtægt skulle fradrages krone for krone i efterlønnen.

Medlemmet ankede over, at hun ikke kunne blive omfattet af 200 timers reglen.

Medlemmet forklarede bl.a., at ægtefællens sædvanlige kunder havde henvendt sig i december 1993. De vidste ikke, at han var død. For at slutte virksomheden på en ordentlig måde havde medlemmet udleveret en sav, så kunderne selv kunne fælde træerne og betale for dem. Der var ikke annonceret med juletræssalg.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at medlemmet ved ægtefælles død påbegyndte vedvarende selvstændig virksomhed med juletræsproduktion.

Ankenævnet fandt, at salget af juletræer i december 1993 efter omstændighederne kunne anses for enkeltstående arbejdsopgaver, der havde karakter af selvstændig virksomhed, og som kunne udøves inden for 200 timers begrænsningen.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet alene havde til hensigt at afslutte ægtefællens juletræsforretning og ikke at drive virksomheden videre.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1994 3335 Valid

Medlemmet overtog uskiftet bo, som omfattede afdøde ægtefælles hobbyproduktion af juletræer. Da kunderne henvendte sig - uden at vide, at ægtefællen var død - lod medlemmet kunderne fælde træer selv og afregne til hende. På efterlønserklæringen oplyste medlemmet om beskæftigelsen, som udgjorde ialt 48 timer med en indtægt på ca. 15.000 kr.

Direktoratet anså medlemmet for at have påbegyndt selvstændig virksomhed ved ægtefællens død, men tillod hende at forblive i efterlønsordningen på betingelse af, at hun på tro og love erklærede, at hun ikke ville påbegynde selvstændig virksomhed igen i efterlønsperioden, og at indtægten skulle fradrages krone for krone i efterlønnen.

Ankenævnet fandt, at forholdet kunne anses for et enkeltstående tilfælde af selvstændig virksomhed, der kunne udøves inden for 200 timers begrænsningen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →