Spørgsmålet om tidspunkt for overgang til efterløn: dato for kassens modtagelse af ansøgning om efterløn.

Spørgsmålet om tidspunkt for overgang til efterløn: dato for kassens modtagelse af ansøgning om efterløn.

Medlemmet overvejede i sommeren 1992 mulighederne for at gå på efterløn, når hun fyldte 60 år i maj 1993. Hun havde ifølge en lokalaftale på arbejdspladsen mulighed for at tilslutte sig en frivillig fratrædelsesordning, hvorefter hun kunne få et fratrædelsesbeløb (engangsbeløb) på 6 måneders løn efter 15 års ansættelse.

Medlemmet forespurgte i juli og august 1992 arbejdsløshedskassens lokalafdeling, hvilken betydning en sådan fratrædelsesgodtgørelse ville få for udbetaling af efterløn. Medlemmet oplyste, at hun havde til hensigt at søge sin afsked den 1. december 1992 til fratræden med udgangen af maj 1993.

Afdelingen svarede ikke på henvendelserne, men ved møde i afdelingen i oktober/november 1992 oplyste en medarbejder, at medlemmet først ville kunne gå på efterløn fra den 1. december 1993, hvis hun valgte at sige op og fratræde pr. 31. maj 1993 med fratrædelsesgodtgørelse.

Medlemmet søgte herefter sin afsked i november 1992 til fratræden pr. 1 juni 1993, forudsat at hun kunne deltage i fratrædelsesordningen.

I foråret 1994 blev medlemmet opmærksom på, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke var til hinder for, at hun kunne være gået på efterløn. Hun forelagde derfor spørgsmålet for arbejdsløshedskassen, der anmodede direktoratet om tilladelse til at anse medlemmet for berettiget til efterløn fra 1. juni 1993, selv om hun først havde indgivet ansøgning med virkning fra 1. december 1993.

Direktoratet fandt, at medlemmet først kunne gå på efterløn fra den 1. december 1993.

Direktoratet henviste til, at efterløn tidligst kunne ydes fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen modtog medlemmets skriftlige ansøgning.

Direktoratet fandt ikke, at medlemmets henvendelser til kassen forud for ansøgningen kunne anerkendes som »en skriftlig ansøgning« i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 a, stk. 3. Der var ikke i loven åbnet mulighed for at dispensere fra kravet om skriftlig ansøgning.

Direktoratet fandt ikke, at det kunne tillægges betydning, om der herskede tvivl om de kommende regler om fratrædelsesordninger allerede af den grund, at efterløn tidligst var aktuelt i 1993, da medlemmet fyldte 60 år. På det tidspunkt havde de ændrede regler været i kraft i små 5 måneder.

På vegne af medlemmet klagede arbejdsløshedskassen til ankenævnet. Kassen henviste til, at der burde kunne dispenseres fra det formelle krav om skriftlig ansøgning under henvisning til medlemmets henvendelse til arbejdsløshedskassen i oktober/november 1992.

Kassen henviste til, at medlemmet på baggrund af informationerne fra mødet i 1992 ikke havde nogen anledning til at begære efterløn pr. 1. juni 1993, idet hun ikke var bekendt med, at der var foretaget ændring i reglerne vedrørende fratrædelsesordningen.

Direktoratet bemærkede ved sagens oversendelse til ankenævnet, at direktoratet ikke fandt, at kassen havde været i stand til at vejlede medlemmet på det tidspunkt, idet reglerne endnu ikke forelå. Disse blev først udsendt med rundskrivelse nr. 88/92, dateret den 15. december 1992. Reglerne trådte i kraft den 1. januar 1993.

Efter direktoratets opfattelse burde kassen have afvist at vejlede medlemmet, forinden reglerne forelå, eller have givet en foreløbig vejledning, for så at vejlede endeligt, da de nye regler forelå.

Direktoratet fandt ikke, at det forhold, at medlemmet havde handlet i overensstemmelse med en fejlagtig rådgivning fra kassen, kunne tilsidesætte lovens krav om en skriftlig ansøgning.

Arbejdsløshedskassen fremsendte kopi af journalark og ansøgningsblanket til ankenævnet og anmodede om, at såfremt ankenævnet ikke kunne dispensere fra skriftlighedskravet i lovens § 75 a, stk. 3, at medlemmet i det mindste blev anset for berettiget til efterløn pr. 5. oktober 1993, svarende til datoen for ansøgningens modtagelse i afdelingen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet var berettiget til at overgå til efterløn med virkning fra den 5. oktober 1993.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet den 5. oktober 1993 indgav ansøgning om efterløn til kassen, og at hun dermed opfyldte betingelserne for ret til efterløn.

Ankenævnet fandt, at det i den foreliggende situation ikke kunne tillægges betydning, at det på ansøgning om overgang til efterløn var angivet, at medlemmet ønskede at overgå til efterløn med virkning fra den 1. december 1993.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Ingen

Medlemmet fik i 1992 oplyst, at hvis hun fratrådte pr. 31. maj 1993 med fratrædelsesgodtgørelse, kunne hun først overgå til efterløn fra den 1. december 1993. Reglerne blev ændret pr. 1. januar 1993, således at fratrædelsesordningen ikke ville være til hinder for overgang til efterløn ved fratrædelse den 31. maj 1993.

Medlemmet søgte sin afsked i november 1992 til fratræden pr. 31. maj 1993 med fratrædelsesgodtgørelse. Den 5. oktober 1993 søgte medlemmet om efterløn med virkning fra 1. december 1993.

Direktoratet fandt, at efterløn tidligst kunne ydes fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen modtog skriftlig ansøgning fra medlemmet, hvorfor medlemmet tidligst kunne overgå til efterløn pr. 1. december 1993, uanset at hun i øvrigt ikke var forhindret i at overgå til efterløn fra den 1. juni 1993.

Ankenævnet fandt, at medlemmet var berettiget til efterløn med virkning fra den 5. oktober 1993, hvor hun indgav ansøgning om efterløn til kassen og dermed opfyldte betingelserne for ret til efterløn.

I det konkrete tilfælde fandt ankenævnet det uden betydning, at der på ansøgning om efterløn var søgt om efterløn med virkning fra den 1. december 1993.