Spørgsmålet om fyldestgørende grund til arbejdsophør.
Statutory Text (3 Articles)
Spørgsmålet om fyldestgørende grund til arbejdsophør.
Et medlem opsagde sit arbejde på et fjerkræslagteri. Medlemmet havde selv søgt dette arbejde og var blevet ansat.
Medlemmet oplyste, at han skulle hænge kyllinger op på bånd, og at han efter ca. 1 - 2 timers arbejde fik kvalme, opkastninger og diarre og gentagne gange måtte gå fra arbejdet. Han havde ikke tidligere haft problemer i denne retning og var derfor sikker på, at symptomerne stammede fra lugten og det, at dyr blev behandlet på denne måde.
Kassens afdeling ikendte medlemmet 5 ugers karantæne, idet kassen lagde vægt på, at han skulle have forsøgt at arbejde mere end en dag, da han var raskmeldt den efterfølgende dag.
Afdelingen henviste endvidere til, at medlemmet ikke havde konsulteret sin læge, og at lægen ikke var bekendt med, at medlemmet skulle lide af overfølsomhed overfor den slags arbejde.
Hovedledelsen fastholdt afdelingens afgørelse.
Direktoratet fandt, at medlemmet havde opsagt sit arbejde uden en fyldestgørende grund, idet der ikke forelå en lægelig dokumentation for, at han ikke eller kun med vanskelighed havde kunnet udføre arbejdet som følge af helbredsmæssige årsager.
Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse.
Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet selv havde søgt arbejdet på fjerkræslagteriet.
Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet ikke havde fyldestgørende grund til at sige sit arbejde op på slagteriet.
Ankenævnet lagde særlig vægt på, at arbejdets karakter under de foreliggende omstændigheder ikke kunne anses for fyldestgørende ophørsgrund. Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.
Ingen
Ankenævnet fandt, at et medlem efter de foreliggende omstændigheder ikke havde haft fyldestgørende grund til at opsige arbejde på et fjerkræslagteri på grund af arbejdets karakter, idet han selv havde søgt arbejdet.