Spørgsmålet om fratrædelsesvederlag til freelancemedarbejder har betydning for dagpengeretten.

Spørgsmålet om fratrædelsesvederlag til freelancemedarbejder har betydning for dagpengeretten.

Medlemmet arbejdede i ca. 25 år i en halvtidsstilling som vurderingsformand for et forsikringsselskab.

Forsikringsselskabet meddelte i marts 1992 medlemmet, at han ikke kunne tilbydes fortsat beskæftigelse som taksator/vurderingsformand i selskabet.

Ifølge forsikringsselskabet var vurderingsformænd ikke omfattet af funktionærloven. Selskabet besluttede alligevel at udbetale et vederlag svarende til funktionærlovens bestemmelser om opsigelse. Selskabet udbetalte herefter et månedligt fratrædelsesvederlag i perioden fra 1. april til 30. september 1992 svarende til medlemmets gennemsnitlige indtjening af gebyrer og provisioner i de forudgående 12 måneder.

Forsikringsselskabet oplyste, at medlemmets tilknytning til selskabet ophørte med udgangen af september måned 1992 men således, at han med virkning fra 31. marts 1992 var fritaget for tjeneste og fritstillet med hensyn til at tage ansættelse et andet sted.

Kassen fandt, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge i perioden fra 1. april til 30. september 1992.

Kassen lagde vægt på, at medlemmets ansættelsesforhold først endelig var ophørt med udgangen af september måned 1992. Kassen fandt derfor, at det udbetalte vederlag måtte betragtes som løn i opsigelsesperioden og som sådan skulle medføre fradrag i dagpengene.

Medlemmet anførte bl.a. i klagen til direktoratet, at han ikke var omfattet af funktionærloven, idet han var ansat hos forsikringsselskabet som freelancemedarbejder, som kunne opsiges øjeblikkeligt og uden varsel. Den udbetalte fratrædelsesgodtgørelse måtte anses som en generøs gave, som ikke havde betydning for udbetalingen af dagpenge.

Forsikringsselskabet bekræftede, at medlemmet var tilknyttet selskabet som freelancemedarbejder og som sådan ikke omfattet af funktionærlovens varsel. Forsikringsselskabet fremsendte bl.a. en tilkendegivelse fra Østre Landsret fra en anden sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en vurderingsformand, som arbejdede for selskabet, måtte anses for omfattet af funktionærloven. Retten tilkendegav i den sag, at pågældende ikke kunne anses som funktionær, idet det lagdes til grund, at man som vurderingsformand ikke er undergivet instruktionsbeføjelser, at man ikke har pligt til at udføre det arbejde, der bliver tilbudt, og at man som vurderingsformand kan have supplerende beskæftigelse i en anden virksomhed.

Direktoratet var enig i arbejdsløshedskassens afgørelse, hvorefter medlemmet først var berettiget til dagpenge fra den 1. oktober 1992.

Direktoratet lagde blandt andet lagt vægt på, at ansættelsesforholdet først ophørte med udgangen af september 1992.

Direktoratet begrundede afgørelsen med, at forsikringsselskabet opsagde medlemmet efter vilkår, som svarer til funktionærlovens regler. I opsigelsen meddelte selskabet, at medlemmets tilknytning til firmaet ophørte med udgangen af september 1992, dog således at han blev fritstillet indtil dette tidspunkt. I fritstillingsperioden modtog han månedlige fratrædelsesvederlag.

Direktoratet fandt, at forsikringsselskabet opsagde medlemmet med et varsel, som løb fra den 1. april til den 30. september 1992.

Eftersom medlemmet modtog månedlige beløb, som svarede til hans sædvanlige løn, var han i denne periode ikke berettiget til dagpenge.

Ved vurderingen af, om medlemmet havde ret til dagpenge, mens han var fritstillet, fandt direktoratet det uden betydning, om han var omfattet af funktionærlovens regler. Det afgørende var, at arbejdsgiveren opsagde ham med et varsel, hvorunder han modtog løn eller et beløb, som svarede til lønnen.

Direktoratet henviste til § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse, hvorefter der ikke skal ske fradrag for arbejdsfri indtægter, herunder fratrædelsesgodtgørelse f.eks. efter funktionærlovens § 2a.

Ifølge vejledningen til bekendtgørelsen skal der ved vurderingen af, om en arbejdsfri indtægt skal medføre fradrag, undersøges, om den pågældende indtægt kan sidestilles med de i § 6, stk. 1 nævnte. Udbetaling af løn under et opsigelsesvarsel kan ikke sidestilles med de arbejdsfri indtægter, som er nævnt i § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen.

I det omfang medlemmet modtager løn i en periode, der svarer til pågældendes opsigelsesvarsel, men hvorunder medlemmet er fritstillet, kan der ikke udbetales dagpenge i den periode, som ydelsen dækker.

Denne regel blev præciseret ved § 1 c i bekendtgørelse nr. 969 af 7. december 1992 om ændring af bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse, hvorefter udbetaling af løn, rådighedsløn m.v. medfører fradrag i dagpengene, uanset der ikke udføres arbejde i den periode, udbetalingerne dækker. Ydelser, der træder i stedet for løn og rådighedsløn m.v., medfører fradrag i dagpengene. Bestemmelsen gælder for såvel løbende udbetalinger og udbetaling af engangsbeløb.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at nægte medlemmet dagpenge i den 6 måneders periode fra 1. april til 30. september 1992, hvor han modtog fratrædelsesvederlag fra forsikringsselskabet.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet arbejdede som freelancemedarbejder, og derfor ikke var omfattet af funktionærlovens opsigelsesvarsel. Han havde således ikke noget retskrav på løn eller fratrædelsesgodtgørelse efter afskedigelsen ved udgangen af marts 1992.

Ankenævnet fandt derfor, at det udbetalte vederlag måtte betragtes som et kulancebeløb, som var uden betydning for dagpengeudbetalingen.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Ingen

En taksator/vurderingsmand, der havde arbejdet som freelancemedarbejder ved et forsikringsselskab, var berettiget til dagpenge i den 6 måneders periode, hvor han modtog fratrædelsesvederlag efter afskedigelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at han som freelance ikke var omfattet af funktionærlovens opsigelsesvarsel. Han har derfor ikke haft noget retskrav på løn eller fratrædelsesgodtgørelse efter afskedigelsen.

Ankenævnet betragtede det udbetalte vederlag som et kulancebeløb uden betydning for dagpengeudbetalingen.