Spørgsmål om hoved- eller bibeskæftigelse. Fradrag i dagpengene efter anvendelse af omregningssatsen.

Spørgsmål om hoved- eller bibeskæftigelse. Fradrag i dagpengene efter anvendelse af omregningssatsen.

Medlemmet var fuldtidsansat som tømrersvend. Ved siden af dette job havde han arbejde som kasserer for et vandværk, samt tilsyn med den daglige drift.

Medlemmet blev opsagt fra sit arbejde som tømrersvend pr. 1. oktober 1993 på grund af betalingsstandsning.

Arbejdsløshedskassen meddelte, at arbejdet ved vandværket ansås for bierhverv med ukontrollabel arbejdstid, hvorfor hans arbejdstid skulle beregnes ved omregning af indtægten med den til enhver tid gældende omregningssats.

Arbejdsløshedskassen anførte, at den omstændighed, at medlemmet havde udført arbejdet på vandværket sideløbende med fuldtidsbeskæftigelse, betød, at han ikke på grund af beskæftigelsen ved vandværket kunne anses for at være forhindret i at udføre fuldtidsarbejde. En udvidelse af medlemmets forpligtelser vedr. arbejdet på vandværket ville dog kunne medføre, at hans rådighed ansås for indskrænket med deraf følgende tab af ret til supplerende dagpenge.

Medlemmet klagede og anførte, at hans faktiske arbejdstid kunne kontrolleres effektivt, hvorfor arbejdstiden ikke burde beregnes ved omregning.

Medlemmet vedlagde kopi af ansættelsesaftalen af 1. juni 1993 mellem ham og vandværket, hvoraf fremgik, at hans arbejdsopgaver var varetagelse af kassererposten bortset fra regnskab og vandafgift m.m., som blev varetaget af et revisionsfirma. Derudover skulle medlemmet deltage i den daglige drift med rensning af filtre og kontrol af pumpetryk og vandforbrug. For dette arbejde skulle der udbetales et fast vederlag på 9.900 kr. månedligt, som skulle dække et fast timeforbrug på 4 om ugen, fordelt efter medlemmets egen arbejdsplan. Arbejde af mere omfattende karakter kunne efter medlemmets skøn overlades til et VVS-firma, El-firma eller lignende virksomhed.

Ansættelsesaftalen indeholdt en frigørelsesattest, idet det var anført, at såfremt medlemmet overtog anden hovedbeskæftigelse, som var uforenelig med varetagelsen af vandværkets drift, ville han have ret til at ophøre med arbejdet for vandværket med øjeblikkelig virkning.

Arbejdsløshedskassen fastholdt, at arbejdstiden måtte anses for ukontrollabel, idet medlemmet selv skulle udarbejde en arbejdsplan, og idet vederlaget var af en sådan størrelse, at det efter hovedledelsens opfattelse skulle medføre omregning.

Medlemmet oplyste, at hans arbejde som kasserer for vandværket bestod i at modtage nye tilslutninger, hvoraf der var ca. 4-6 om året. Endvidere skulle han en gang om måneden betale regninger. Disse funktioner blev varetaget fra hans hjem. Der havde endnu ikke foreligget en situation, hvor der havde været arbejde i mere end 4 timer om ugen. Hvis en sådan situation opstod, ville medlemmet være berettiget til ekstra betaling. Vederlaget blev udbetalt som A-indkomst.

Direktoratet var enig i arbejdsløshedskassens afgørelse, hvorefter medlemmets indtægt fra arbejdet ved vandværket skulle medføre fradrag i dagpengene efter anvendelse af omregningssatsen. Endvidere fandt direktoratet, at arbejdet efter sin art var hovedbeskæftigelse, hvilket bl.a. betød, at medlemmets sats skulle nedtrappes, og at han var omfattet af reglerne om tidsbegrænset ret til supplerende dagpenge.

Direktoratet henviste til, at når et ledigt medlem, som er arbejdssøgende til arbejde i fuld, sædvanlig arbejdstid, opnår arbejde af kortere varighed, nedsættes dagpengene. Nedsættelsen sker efter forholdet mellem medlemmets arbejdstid i vedkommende uge og fuld, sædvanlig arbejdstid. Inden for områder, hvor nedsættelsen ikke kan foretages på grundlag af arbejdstiden, sker nedsættelsen under hensyn til arbejdslønnen.

Direktoratet fandt, at medlemmets arbejde ved vandværket efter sin art kunne udbydes som hovedbeskæftigelse. Direktoratet havde fundet det af betydning, at der som vederlag for beskæftigelsen blev udbetalt et fast beløb på 9.900 kr.

Uanset at beskæftigelsen ikke konkret kunne anses for hovedbeskæftigelse, fandt direktoratet efter en vurdering af de udførte arbejdsopgaver, sammenholdt med det udbetalte vederlag, at arbejdet havde karakter af hovedbeskæftigelse. Det forhold, at medlemmet havde kunnet udføre arbejdet sideløbende med fuldtidsbeskæftigelse, betød således ikke, at det kunne anses for bibeskæftigelse i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Det afgørende for vurderingen af, om arbejdstiden var kontrollabel, var, om det i forbindelse med den indgåede arbejdsaftale var et naturligt element, at arbejdsgiveren eller den, som han havde givet myndighed hertil, kunne kontrollere arbejdets udførelse.

Direktoratet fandt, at medlemmets arbejde ved vandværket ikke eller kun vanskeligt kunne kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, hvorfor hans arbejdstid i ugen skulle beregnes ved omregning af nettoindtægten med den til enhver tid gældende omregningssats.

Direktoratet havde bl.a. lagt vægt på, at arbejdet blev udført efter medlemmets egen arbejdsplan, samt at hans varetagelse af kassererposten, som bestod i at betale regninger månedligt og modtage nye tilslutninger til vandværket, blev varetaget fra hans hjem. At arbejdstiden var ukontrollabel, fremgik endvidere af, at medlemmet løbende kunne tilkaldes til arbejdsopgaver ved hjælp af en »bipper«.

Medlemmet indankede sagen og anførte, at det som hovedregel var arbejdstiden, der skulle anvendes ved vurderingen af, om der kunne udbetales supplerende dagpenge. Medlemmet fandt, at hans arbejde ved vandværket måtte være omfattet af denne hovedregel.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Direktoratet bemærkede, at det som hovedregel var arbejdstiden, der blev lagt til grund ved vurderingen af retten til supplerende dagpenge. Denne hovedregel blev dog fraveget, når arbejdstiden ikke eller kun vanskeligt lod sig kontrollere ved arbejdsgiverens registreringer.

Såfremt vandværket valgte at anskaffe et tidsur, og aflønningen herefter skete forholdsmæssigt, svarende til den forbrugte tid, ville arbejdstiden eventuelt kunne anses for kontrollabel.

Det fremgik dog af de modtagne oplysninger om arbejdsforholdet, at en del af vederlaget blev udbetalt for medlemmets kassererarbejde, der udførtes hjemme. Eftersom denne del af beskæftigelsen var ukontrollabel, skulle det samlede vederlag fortsat omregnes ved anvendelse af den til enhver tid gældende omregningssats.

Størrelsen af medlemmets indtægt, 9.900 kr. eller 300 kr., var som udgangspunkt uden betydning for, om der skulle ske omregning. Dog kunne spørgsmålet indgå ved vurderingen af, om et eventuelt oplyst tidsforbrug skønnedes at være korrekt.

Ved vurderingen af, om der var tale om hoved- eller bibeskæftigelse, havde direktoratet bl.a. inddraget lønnens størrelse, idet denne i nogen grad angav, hvilket omfang af ekspertise arbejdsområdet krævede.

Direktoratet havde herefter fundet, at medlemmets arbejde, for så vidt angik vurderingen af, om der var tale om hoved- eller bibeskæftigelse, var sammenligneligt med f. eks. beskæftigelse som varmemester for en boligblok og derfor efter sin art måtte betragtes som hovedbeskæftigelse.

Der var ikke tale om en konkret vurdering af arbejdsforholdet, men om en artsvurdering.

Medlemmet oplyste til ankenævnet, at han pr. 1. januar 1994 havde indgået ny aftale med vandværket. Arbejdets omfang var nu ansat til 6 timer ugentlig og lønnen til 4.730 kr. månedlig.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse med den givne begrundelse. (J.nr. 1994-1-1778).

Ingen

Ved siden af sit fuldtidsarbejde havde medlemmet ved et vandværk arbejde som kasserer. Endvidere havde han tilsyn med den daglige drift, herunder rensning af filtre, kontrol af pumpetryk og vandforbrug. Han fik 9.900 kr. pr. måned. Arbejdet var sat til 4 timer om ugen, og medlemmet kunne selv tilrettelægge arbejdet.

Medlemmet blev opsagt fra sit fuldtidsarbejde på grund af betalingsstandsning pr. 1. oktober 1993 og ledigmeldte sig.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen fandt, at medlemmets arbejde ved vandværket efter sin art kunne udbydes som hovedbeskæftigelse. Arbejdet kunne efter direktoratets opfattelse ikke eller kun vanskeligt kontrolleres, hvorfor arbejdstiden skulle omregnes. Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet selv tilrettelagde arbejdet, og at varetagelsen af kassererposten blev foretaget fra hans hjem. Endvidere blev der lagt vægt på, at medlemmet var udstyret med en personsøger.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den anførte begrundelse.