Tvist om økonomiske mellemværende i forbindelse med opgørelse af dobbelthus
Statutory Text (3 Articles)
Tvist om økonomiske mellemværende i forbindelse med opgørelse af dobbelthus
K E N D E L S E II i Voldgiftssag nr. C 2969 K mod A
Denne sag, hvor AB 72 er vedtaget, vedrører en tvist mellem klageren, K, og indklagede A, om det indbyrdes økonomiske mellemværende i anledning af en aftale, hvorefter klager for indklagede skulle opføre et dobbelthus i x-by.
I anledning af tvisten indbragte klager ved klagskrift af 4. oktober 1989 sagen for en i medfør af »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, der oprindeligt blev nedsat med ingeniør Jørn Buch Andersen som eneste voldgiftsmand.
Under sagen, hvor mundtlig forhandling første gang fandt sted den 25. oktober 1990, blev klagers påstand i det hele taget til følge, således at indklagede blev tilpligtet at betale 160.181 kr. + moms med nærmere angivne renter samt 12.000 kr. i sagsomkostninger til klageren.
Efter at voldgiftsretten den 22. februar 1991 havde afsagt sin kendelse, indbragte indklagede sagen for y-by civilret med påstand om, at klager skulle anerkende, at voldgiftsrettens kendelse var ugyldig, idet væsentlige retsplejehensyn var tilsidesat ved voldgiftsrettens sagsbehandling. Under et møde mellem parterne i civilretten den 17. juli 1991 opnåedes enighed om, at sagens behandling skulle genoptages ved voldgiftsretten under medvirken af en eller flere andre voldgiftsdommere, og at indklagede skulle stille en sikkerhed på 200.000 kr. for opfyldelse af voldgiftsrettens afgørelse.
Under sagens genoptagelse for voldgiftsretten har klager fastholdt sin oprindelige påstand om, at indklagde betaler 160.181 kr. + moms med tillæg af sædvanlig procesrente af 80.000 kr. + moms fra den 6. oktober 1989, af 54.381 kr. + moms fra den 17. januar 1990 og af 25.800 kr. + moms fra den 23. oktober 1990. Herudover har klager krævet, at indklagede betaler 12.000 kr. svarende til de sagsomkostninger, som klager fik tilkendt ved voldgiftsrettens oprindelige kendelse.
Indklagede har påstået frifindelse og har herudover nedlagt påstand om, at klager betaler indklagede 50.000 kr. med procesrente fra den 12. marts 1993, hvor modkravet blev fremsat under genoptagelsessagens mundtlige forhandling. Klager har påstået frifindelse overfor indklagedes modkrav.
Under sagens genoptagelse har voldgiftsretten bestået af arkitekt m.a.a. Erik Jørgensen, murermester Per Andersen og landsdommer Ole Nicolaisen med sidstnævnte som formand.
Det fremgår af sagen, at tvisten opstod i sommeren 1989, da byggesagens kloakprojekt måtte ændres, i hvilken anledning indklagede nægtede at betale en aconto begæring fra klager, som herefter standsede arbejdet.
Klager har opgjort sit tilgodehavende incl. 22% moms således
Resttilgodehavende vedr. entreprisesum 129.076,00 kr. Ekstraarbejder 66.344,82 kr. -------------- 195.420,82 kr. Sagsomkostninger fra 1. voldgiftssag 12.000,00 kr. -------------- ialt 207.420,82 kr.
Ekstraarbejderne, der er nærmere specificerede, vedrører etablering af kørevej, levering af jernpladevej, nedrivning af carport, etablering af byggestrøm og -vand, levering af el-tavle, ventetid for kran, etablering af indføringsrør gennem sokkel, aftrapning af facade i gavle, lejlighedsskel i tagrum, riller for elrør, indvendig fugning af vinduer, udstøbning af huller i dæk, udførelse af opkant ved bruser, planering af terræn, udlæg til landinspektør samt udførelse af aftræksventiler og af 2 huller til el-tavler.
Indklagede har anerkendt at skulle betale 2.412 kr. + moms vedrørende de 2 sidstnævnte poster, men har iøvrigt bestridt klagers ekstraregning, i det væsentlige under henvisning til, at arbejderne er omfattet af klagers entreprise eller, at de ikke er udført af klager.
Indklagede, der er enig i at have undladt at afregne 129.076 kr. vedrørende entreprisesummen, har krævet godskrivelse af følgende beløb med tillæg af 22% moms
1. Udbedringsudgift vedrørende skillerums- montering kr. 5.000,00 2. Sandspartling af skillerum kr. 15.000,00 3. Besparelse ved skillerum (kælder- nedgang kr. 6.000,00 4. Besparelse vedrørende fliser i køkken kr. 3.000,00 5. Besparelse vedrørende indgang og repos kr. 40.000,00 6. Besparelse vedrørende armering af kældergulv kr. 4.000,00 7. Monteringsudgifter vedrørende udluft- ningshætter kr. 3.000,00 8. Udbedringsudgifter for faskine kr. 3.000,00 9. Udbedringsudgifter vedrørende kloak betalt med kr. 34.040,75 10. Udbedringsudgifter vedrørende retablering af jord uden stampning og vibrering kr. 3.500,00 -------------- ialt kr. 116.540,75 - klagers resttilgodehavende kr. 105.800,00 -------------- kr. 10.740,75 - anerkendte ekstraarbejder kr. 2.412,00 -------------- saldo i indklagedes favør kr. 8.328,75
Hertil kommer et krav på erstatning for værdiforringelse af ejendommen som følge af klagers udførelse af vinduesåbninger, erstatning for 3 måneders huslejetab på grund af forsinket ibrugtaglse samt erstatning for kloakrør, som klager har fjernet fra byggepladsen. De nævnte erstatningskrav og den forannævnte saldo i indklagedes favør danner grundlag for indklagedes modkrav, der er skønsmæssigt ansat.
Klager har i det hele bestridt, at indklagede skulle have krav på reduktion i entreprisesummen, idet det gøres gældende, at arbejdet er udført uden fejl og mangler. Det erkendes, at kloakarbejdet ikke blev endeligt færdiggjort af klager på grund af indklagedes betalingsvægring, men klager har ikke opnået besparelse herved. Indklagedes erstatningskrav bestrides.
Der er under sagens genoptagelse afgivet erklæringer af den 2. juni 1992 og den 6. juli 1992 af ingeniør m.a.i. B, som har været udmeldt som syns- og skønsmand.
Under den mundtlige forhandling den 12. marts 1993 er der afgivet forklaringer af klagers direktør C, indklagede A, landinspektør D, arkitekt E, murer F, rendegravefører G, tømrer H og gartner I ligesom skønsmanden har besvaret spørgsmål vedrørende sine erklæringer.
Parterne og deres advokater erklærede sig under den mundtlige forhandling indforstået med, at voldgiftsrettens kendelse udfærdiges uden gengivelse af afgivne forklaringer og advokaternes procedure.
Voldgiftsretten skal herefter om de enkelte tvistpunkter udtale
Montering af skillerum.
Det af klager udførte arbejde giver mulighed for at overholde en loftshøjde på 230 cm. som forudsat i projektet. Der findes således ikke fejl i det udførte arbejde hverken i relation til projektet eller til resultatet af arbejdet.
Sandspartling af skillerum.
Det fremgår ikke af tegninger eller tilbud, at klager har påtaget sig dette arbejde, og dette er heller ikke på anden måde udtrykkeligt aftalt. Det er herefter ikke en mangel, at klager ikke har udført dette arbejde.
Skillerum ved kældernedgang.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at klager i overensstemmelse med det oprindelige projekt opsatte nævnte skillerum i det ene dobbelthus, men derpå fjernede disse og kørte dem væk efter anmodning fra indklagede. På grundlag af skønsmandens erklæring og hans oplysning under afhjemlingen lægges det til grund, at klager har haft en besparelse herved på 3.000 kr., som dog skal reduceres med en udgift på 1.000 kr. til nedtagning og bortkørsel, begge beløb med tillæg af moms. Der tilkommer herefter indklagede et beløb på 2.000 kr. + moms i reduktion af entreprisesummen vedrørende dette punkt.
Fliser i køkken.
Det fremgår ikke af tilbuddet, at fliser i køkken - modsat i badeværelse - er inkluderet. Herefter, og da det ikke findes bevist, at det efterfølgende er aftalt mellem parterne, at sådanne fliser skulle opsættes uden beregning, findes indklagede ikke at have krav på reduktion i entreprisesummen herfor.
Indgang og repos.
Efter bvisførelsen, herunder I's forklaring og den uklare angivelse af dette arbejde i tegningsmaterialet, kan det ikke anses godtgjort, at dette arbejde er omfattet af klagers entreprise, hvilket tillige støttes af, at indklagede først ca. et halvt år efter entreprisens afslutning har reklameret vedrørende denne beløbsmæssigt betydelige post. Indklagede kan herefter ikke indrømmes den herfor krævede reduktion i entreprisesummen.
Manglende armering af kældergulv.
Det lægges til grund, at der ikke på noget tidspunkt har været problemer med jordens bæredygtighed. Da den i projektet angivne armering alene har haft til formål at stabilisere kældergulvet, og da der efter bevisførelsen ikke findes godtgjort, at der er mangler ved kældergulvet eller, at klager, som angiver at han har anvendt ekstra grusfyld under gulvkonstruktionen og derved har kunnet udelade armeringen af kældergulvet, har haft besparelse ved den ændrede gulvkonstruktionsopbygning, tilkommer der ikke indklagede reduktion i entreprisesummen.
Manglende montering af udluftningshætter.
Efter det oplyste er hætterne leveret, men ikke monteret af klager. Indklagede findes i denne anledning at have krav på 3.000 kr. + moms i overensstemmelse med skønsmandens erklæring.
Faskine.
Det findes ikke bevist, at faskinen er fejlagtigt eller mangelfuldt udført, eller at dens kapacitet er utilstrækkelig, hvorfor indklagedes reduktionskrav vedrørende denne ikke tages til følge.
Kloakanlægget.
Efter bevisførelsen kan det fastslås, at kloakken måtte omlægges på grund af for ringe fald, som skyldtes fejlagtige koteangivelser i de af indklagede udleverede tegninger. Indklagede har derfor ikke krav på at få godtgjort de afholdte udgifter til at få ændret og færdiggjort kloakarbejdet ved en anden entreprenør. Voldgiftsretten finder dog, at klager, som har fjernet de oprindeligt nedlagte kloakrør, og som ikke har færdiggjort det pågældende arbejde, har haft en besparelse i forhold til den del af entreprisesummen, der vedrører kloakarbejdet. Størrelsen af besparelsen har ikke været genstand for bevisførelse og må herefter skønsmæssigt ansættes til et beløb på 10.000 kr. + moms, der tilkommer indklagede som reduktion i entreprisesummen.
Stampning og vibrering.
Indklagede findes ikke at have godtgjort, at der har været fejl eller undladelser vedrørende klagers udførelse af denne del af entreprisen, hvorfor kravet om reduktion af entreprisesum i denne anledning ikke tages til følge.
Ekstraregning for kørevej, jernplader, nedrivning af carport, ventetid for kran, etablering af byggestrøm og levering af el-tavle.
Det fremgår af klagers tilbud, at indklagede skal sørge for tilkørselsforhold og strøm til byggepladsen. Efter bevisførelsen findes klager med rette at kunne kræve udgifter vedrørende ovennævnte forhold afholdt af indklagede som ekstraarbejder, idet det dog må henstå som uafklaret, i hvilket omfang klager har afholdt udgifter til fjernelse af en carport. Klager findes herefter berettiget til for de pågældende arbejder under eet at afkræve indklagede et beløb på 20.000 kr. + moms.
Indføringsrør for vand.
Det er ikke under bevisførelsen nærmere oplyst, hvorpå klager støtter sit krav vedrørende dette arbejde, som indklagede har bestridt, at klager har udført. Som følge heraf tages klagers krav om ekstrabetaling herfor ikke til følge.
Aftrapning af facade.
Det lægges til grund, at dette arbejde, som ikke fremgår af tegningerne, er udført af klager efter indklagedes anmodning, hvorfor det skal honoreres som ekstraarbejde med det af klager krævede beløb på 4.300 kr. + moms.
Lejlighedsskel over loft i tagrum.
Det omhandlede skel fremgår ikke af tegningsmaterialet vedrørende klagers entreprise. Herefter, og da skellet kunne tænkes udført i gips af en tømrer, findes det ikke bevist, at det er omfattet af klagers tilbud, hvorfor det skal betales ekstra med 4.788 kr. + moms som krævet af klager.
Udførelse af aftræksventiler og huller for el-tavler.
Klagers krav på ekstra betaling herfor med ialt 2.412 kr. + moms er anerkendt af indklagede.
Riller for elrør og -dåser.
Udførelse heraf må forudsættes at være indeholdt i klagers tilbud og kan derfor ikke kræves betalt ekstra.
Fugning af vinduer indvendigt.
Det findes ikke godtgjort, at omhandlede fugning md mørtel er udført af indklagede eller hans folk, idet det må antages, at den af I omtalte fugning formentlig er udført med fugemasse udvendigt. Herefter tages klagers krav om ekstra betaling herfor med 2.376 kr. + moms til følge.
Udstøbning af huller i dæk.
Det lægges til grund, at arbejdet er udført af klager, og at indklagede ikke har afleveret plan over afsætning af huller, hvorfor arbejdet skal honoreres ekstra med 1.980 kr. + moms som krævet af klager.
Opkant ved bruser.
Som sagen er oplyst, findes klager at burde have taget hensyn hertil ved afgivelse af tilbud. Arbejdet med udførelsen kan herefter ikke kræves betalt som ekstraarbejde.
Planering-af terræn.
Det findes ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at klager har udført arbejde i denne forbindelse, der giver grundlag for at kræve ekstrabetaling.
Udlæg-til landinspektør.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at landinspektørens regning på 5.230 kr. + moms vedrører sådan afsætning, som ifølge AB 72 § 6, stk. 3 skal udredes af bygherren. Da klager imidlertid overfor landinspektøren har stået som rekvirent af arbejdet, hæfter klager overfor denne og kan herefter kræve beløbet refunderet af indklagede. Klagers krav om indklagedes betaling af nævnte beløb tages herefter til følge.
Indklagedes krav på erstatning for værdiforringelse af bygning.
Kravet støttes på, at huset har fået et skæmmende udseende på grund af klagers udførelse af vinduesåbninger. Efter det, der er oplyst om uoverensstemmelse mellem tegningernes mål og de af indklagede leverede vinduer, findes der ikke bevis for, at klager har handlet ansvarspådragende. Herefter, og da en mulig værdiforringelse af nævnte årsag ikke findes at være tilstrækkelig stor til at indrømme indklagede et forholdsmæssigt afslag, kan kravet ikke tages til følge.
Erstatning for kloakrør, som klager har fjernet.
Der er taget hensyn hertil ved den ovenfor omtalte reduktion i entreprisesummen vedrørende kloakarbejdet.
Erstatning for huslejetab.
Indklagedes krav herom kan ikke tages til følge, da et eventuelt tab og dets størrelse ikke er dokumenteret.
Under henvisning til det anførte kan parternes mellemværende opgøres således
- Klagers resttilgodehavende 105.800,00 kr. - reduktion vedrørende skillerum ved kælder- nedgang, udluftningshætter og kloak - 15.000,00 kr. - tillæg for ekstraarbejder vedrørende kørevej og andre udgifter til etablering af byggeplads, facadeaftrapning, lejlig- hedsskel, vinduesfugning, dækhuller, landinspektør samt aftræksventiler og huller for el-tavle + 41.086,00 kr. ---------------- 131.886,00 kr. + moms 22% 29.014,92 kr. ---------------- Indklagede skal herefter betale 160.900,92 kr.
med procesrente af 97.600 kr. fra
den 6. oktober 1989 og af 63.300,92 kr.
fra den 17. januar 1990.
Efter sagens udfald og med hensyn til de af klager afholdte udgifter til syn og skøn samt skønnede meromkostninger påført klager ved voldgiftssagens genoptagelse findes indklagede til klager at skulle betale ialt 30.000 kr. i sagsomkostninger. Udgifterne til den genoptagne voldgiftssags behandling skal betales af indklagede.
T H I B E S T E M M E S
Indklagede, A, skal til klageren, K, betale 160.900,92 kr. med tillæg af procesrente af 97.600 kr. fra den 6. oktober 1989 og af 63.300,92 kr. fra den 17. januar 1990, til betaling sker, samt 30.000 kr. i sagsomkostninger.
De omkostninger, der er forbundet med den genoptagne voldgiftssags behandling, betales af indklagede.
København, den 6. april 1993
Erik Jørgensen Ole Nicolaisen Per Andersen
P.v.c.
G. Stark
Ingen
Opgørelsen af de enkelte tvistpunkter medførte at indklagede tilpligtes at betale 160.900 kr.