Korrosion på renoveret facadebeklædning

Korrosion på renoveret facadebeklædning

K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C-3260 K Mod A1 A/S og A2 A/S

I 1980/81 opstod der behov for renovering af facaderne på de 9 bygninger, der indgår i X-parken i Y-by, og som udgør afd. 11 hos klageren, K, Y-by. Facaderne havde indtil da været beklædt med eternitplader, der på grund af revnedannelser var blevet utætte. Efter indbudt licitation blev der truffet aftale med indklagede 1, A1, Z-by, om udførelse af facadearbejdet med tyndplader som nedenfor nærmere beskrevet. Rådgivende ingeniør på arbejdet var B og C Ingeniørfirma A/S, Y-by, hvis virksomhed senere er overtaget af indklagede 2, A2 Ingeniørfirma A/S, Æ-by.

I slutningen af 1988 konstateredes begyndende korrosion på facadepladerne, og under denne sag, der er indbragt for Voldgiftsnævnet den 28. august 1990, har klageren efter sin endelige påstand påstået indklagede 1 dømt til betaling af udgifterne til udbedring af de konstaterede skader med 5.000.000 kr. med renter svarende til sædvanlig procesrente fra den 30. juli 1990. Subsidiært har klageren påstået sig tilkendt et mindre beløb med renter som angivet. Klageren har endvidere subsidiært påstået kravet forrentet fra datoerne for klageskriftets indgivelse og modtagelsen af en senere forhøjelse af påstanden i voldgiftsretten.

Overfor indklagede 2 har klageren nedlagt de samme påstande, men kun for det tilfælde, at indklagede 1 måtte blive frifundet.

Begge de indklagede har påstået frifindelse og har desuden bestridt grundlaget for den principale rentepåstand.

I voldgiftsrettens behandling af sagen har deltaget projektleder, civilingeniør T. Boe Larsen, direktør og ingeniør m.a.i. Knud Christensen og - som retsformand - landsdommer Peter Rørdam.

Civilingeniør D, Ø-by, der af Voldgiftsnævnet har været udmeldt som syns- og skønsmand, har i erklæring af 30. juli 1990 bl.a. udtalt

»Efter at have gennemgået sagens akter gives følgende beskrivelse af facaderne og de herpå konstaterede skader.

Facaderne er i store træk dækket med lodret trapezprofilerede tyndplader belagt med zink, primer og nominelt 25 micrometer af en brun N 500 (PVF2-acryl kombination). Bukningerne i trapezprofileringen er bløde, d.v.s de har en forholdsvis stor bukkeradius.

Udenpå de brune plader er facaderne derudover forsynet med hvide vandret trapezprofilerede pyntebånd af samme plademateriale. Trapezerne er meget mindre, og pladerne er bukket med lille radius.

Endelig er der anvendt formstykker fremstillet af det brune plademateriale over og under vinduer og over døre. Formstykkerne har relativt skarpe bukninger.

De refererede skader fremstår som gennemslag af hvidrust (zinkkorrosionsprodukter). De er stærkt varierende i omfang, men systematisk fordelt.

- Nordvendte facader er mere angrebne end sydvendte.

- Overdækkede områder er mere angrebne end frie flader. Overdækkede områder er under altaner og under sålbænke.

- Stort set alle inddækninger ved vinduer og døre er angrebne på undersiden

- Skaderne på frie plader er aftagende med højden over jorden.

- På lodrette flader er angrebne koncentreret på bukningerne, men i de hårdest angrebne områder (nordfacader ved jorden) findes også punktvise angreb på plane flader.

- Den hvide lak har generelt holdt lidt bedre end den brune.

- Der er ikke afgørende forskelle mellem X-parkens 9 blokke.

Angrebne er en funktion af den fugtpåvirkning pladerne udsættes for, af lakkens tykkelse og af defekter i lakoverfladen.

Fugtpåvirkningen er en funktion af tilsmudsningsgrad og varmeindstråling fra omgivelserne således, at kolde og ikke-regnvaskede flader angribes mest, medens varme (sydvendte) regnvaskede flader angribes mindst.

De særligt udbredte angreb på ombukningerne skyldes i et vist ringe omfang en reduktion af laktykkelsen under bukningen, men væsentligere er det, at zinklag og laklag revner under bukningen, så lakken ikke mere er poretæt.

Årsagen til punktangreb på plane flader kan være lokale skader eller porefejl i den oprindelige lakering, men mere sandsynligt er laktykkelsen på grænsen af det nødvendige i dansk byatmosfære.

Skønsmanden har ikke fundet faktorer i klimaet, som skulle kunne karakterisere området ved X-parken som specielt aggresivt i korrosionssmæssig henseende.

Herefter besvares syns- og skønstemaet efter bedste evne og overbevisning således

Spørgsmål 1

Er bebyggelsens stålfacader udsat for korrosionsangreb? I bekræftende fald, hvor udbredt er angrebet? Spørgsmålet ønskes besvaret for alle 9 boligblokke hver for sig.

Svar

Ja. Stålfacaderne er udsat for korrosionsangreb. Der er angreb i omtrent samme omfang på alle blokke. Angrebene er stærkt varierende, men systematisk fordelt, jvf. indledningen.

Spørgsmål 2

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende ønskes oplyst, hvad årsagen til angrebet kan være, herunder ønskes angivet, hvorledes en udbedring kan foretages, ligesom omkostningerne i forbindelse hermed ønskes angivet.

Svar

Angrebet på facaderne skyldes fugtpåvirkning, som forlænges på tilsmudsede flader og accelleres af aggresive, fortrinsvis sure, salte i smudset. Angrebet er særligt udtalt, hvor der er defekter i laklaget.

Med henvisning til Dansk Ingeniørforenings vejledning for skønsmænd, som fraråder detajlrådgivning, skal skønsmanden ikke fremkomme med et detaljeret udbedringsforslag, men henvise til udbedringsforslag i brev af 12. september 1989 fra E, YY-land, til den danske repræsentant.

Dette forslag tager øjensynlig hensyn til, at N 500 er vanskeligt til umuligt at male på med godt resultat, idet det foreskriver en total afrensning ned til ren zinkoverflade og derefter en total opmaling bestående af et lag grundmaling og to lag dækmaling. Til afrensningen anvendes organiske opløsningsmidler.

Efter skønsmandens vurdering vil udbedringsproceduren være uacceptabel for arbejdstilsyn og miljømyndigheder i Danmark, hvis den skal udføres på stedet. Endvidere vil der være mange utilgængelige steder, bl.a. i pladeoverlappene og under pynteprofilerne. Sidstnævnte skal iøvrigt under alle omstændigheder demonteres. Konkluderende skal facaderne dermed demonteres og behandles i telt eller på værksted, hvis de skal afrenses helt som foreslået.

Hvis der kan anvises et malingsystem, som hæfter på N 500, kan reparationer udføres ved afvaskning, slibning, stålbørstning og gentagen afvaskning efterfulgt af påføring af maling.

Slibningen skal antagelig omfatte en mattering af alle synlige flader. Det vil nemlig være et krav, at alle flader behandles, idet der ellers ikke opnås et ensartet udseende.

Malingpåføringen skal omfatte grundmaling af alle områder med blottet zink og påføring af flere lag dækmaling, afhængig af type 2-4 lag. Af hensyn til omgivelserne skal malingen antagelig påføres med pensel.

Omkostningerne ved renoveringen vil blive betydelige. Udover stilladsudgiften forventes en kvadratmeterpris på 250-300 kr. eller en udgift ialt på kr. 450.000,00 pr. blok eller 4 Mkr. totalt for alle 9 blokke, når arbejde udføres på stedet. Under forudsætning af nedtagning og behandling på værksted reduceres maleudgiften til ca. 175 kr./m2, men det modsvares i en vis grad af nedtagnings-, transport- og genmonteringsudgifter. Fra det oprindelige tilbud, jvf. tilbudsliste, haves en pris for nedtagning og transport på 25.000,00 kr./blok og for montage på 59.000,00 kr./blok. Priserne i dag skønnes til henholdsvis 35.000,00 kr. og 80.000,00 kr./blok. Den samlede pris for ommaling på værksted bliver dermed ca. 3,6 Mkr.

(Stålpladearealet, der skal behandles, er udregnet, som udfoldet areal, til ca. 1600 m2/blok).«

I en supplerende erklæring af 18. februar 1992 har skønsmanden udtalt

»Ny synsforretning er afholdt den 5. februar 1992 .....

Synsforretningen omfattede PVF2-behandlede facadeplader på F, på G, Å-by samt i X-parken, der er det sagen omhandlede byggeri. .....

Synet

Ved synet på Kulterminalen, hvor pladerne er overfladebehandlet med PVF2 N 500 af I, ZZ-land, viste lakskaderne sig ikke at være af samme type som i X-parken. Der var helt overvejende tale om kraftige afflagninger ved kanter og ridser. Der kunne observeres begyndende korrosion under lakken på bukningerne og pletvis enkelte steder på plane flader, og ved poreprøvning med 9 volt vådsvampsøger var der spredte poresignaler fra bukningerne.

Totaltykkelsen af zink + lak måltes til ca 55 micrometer. Kulterminalen er bygget ca. 1981.

På busgaragerne i Å-by er skaderne næsten 100% koncentreret til de trapezprofilerede pladers bukninger. Nord- øst og vestfacaderne, er skadede, medens der er meget få skader på sydfacaderne, der som følge af varmeindstrålingen fra himlen er våd i kortere tider end de andre facader.

Skaderne er sket ved korrosion i zinklaget under lakken på de vandret monterede plader i disses bukninger således, at 6-8 mm brede bånd er uden effektiv malingdækning. Lokale rødrustangreb, hvor zinklaget er gennemtæret, konstateres.

Tykkelsen af zink plus lak måltes til typisk 38-47 micrometer, og ved poresøgning på visuelt intakte bukninger på en sydfacade, kunne der registreres porer overalt.

På en senere monteret plade indsat efter en påkørsel måltes belægningstykkelser på 45-50 micrometer. (Pladen var uden synlige lakskader).

Garagerne er bygget i 1980 eller 1981 af plader fra franske Usinor.

To pladestykker udtaget på XX-by Kraftvarmeværk forevist af H udviste samme skademønster som pladerne på Kulterminalen og ligesom sidstnævnte, var de produceret af I i ZZ-land.

I X-parken, hvor pladeproducenten er E, konstateredes det på naboplader, at der var tale om to lakeringskvaliteter. På den ene måltes 32-37 micrometer og på den anden 40-45 micrometer. Skadebilledet var det samme, omend mindre fremskredet på pladerne med det tykkere lag. Som nævnt i den første syns- og skønserklæring var tæringerne iøvrigt mest udbredt på nordfacaderne, og som på busgaragerne kunne der registreres porer overalt på alle bukninger, men kun undtagelsesvis på fladerne.

Skaderne på J er inspiceret for en årrække siden, og det nuværende skadebillede er ikke kendt, men dengang var skadebilledet af type som på Kulterminalen og XX-by Kraftvarmeværk, dvs. der var primært tale om løsnelse og afflagning fra klippekanter og ridser.

Ud af fem kendte bygværker, som er beklædt med samme principielt opbyggede pladetype, synes to at være udsat for een nedbrydningstype og de tre resterende for en anden.

Skaderne på X-parken og på busgaragerne skyldes begge revner i lakken, som er opstået under pladernes profilering.

Årsagen til skaderne på de andre bygværker er ikke klarlagt i detaljer, men sandsynligste hovedårsag er fejl eller mangler i de forzinkede pladers kemiske forbehandling før påføring af N 500. En anden, men mindre sandsynlig, årsag er forkert varmebehandling af lakken efter påføringen.

Til sidst bemærkes, at skønsmanden udover ovennævnte bygværker for ganske nylig har inspiceret endnu et i Y-by-området, men at pladerne kun er 1 år gamle. Pladerne er ikke leveret af nogle af de navngivne leverandører, men både tykkelser, poreindikationer og begyndende, svage spor af nedbrydning peger mod et nedbrydningsforløb som i X-parken.

Efter ovenstående gennemgang besvares de supplerende spørgsmål efter bedste evne således

En anmodning i det supplerende skønstema fra adv. K om besigtigelse af aktuelle bygværker med henblik på at konstatere, om skader af samme art som i X-parken forekommer, er opfyldt med ovenstående rapportering.

Spørgsmål A1: Er PVF2 (N 500) plader mere bestandige overfor ultraviolet lys end plader med plastisol 100 belægning?

Svar A1: Spørgsmålet er primært relevant med hensyn til glans- og kulørbestandighed, og her er svaret absolut ja. Kynar 500 gulner ikke og nedbrydes ikke overfladisk med glanstab til følge. Når der vælges kulører baseret på lysægte farvepigmenter er N 500 antagelig mest bestandige produkt på tyndplademarkedet.

Spørgsmål A2: Skønsmanden anmodes om på tilfældigt udvalgte eksemplarer af de korrosionsangrebne stålplader at undersøge, om overfladebehandlingen af de leverede, ombukkede plader har samme zinklag og lagtykkelse samt vedhæftningsevne ved ombukkede kanter som leverancer af tilsvarende type som de her i sagen foreliggende. I benægtende fald anmodes skønsmanden om at oplyse årsagen hertil.

Svar A2: Som det fremgår af synsrapporteringen, svarer totale lagtykkelser i X-parken og på busgaragerne i Å-by for en del af pladeeleverancens vedkommende stort set til hinanden (40-45 micrometer ctr 38-42 micrometer), medens noget af pladeleverance til X-parken har en mindre tykkelse.

Zinktykkelsen varierer erfaringsmæssigt meget lidt og ligger næsten altid på 19 micrometer +- 2 micrometer. Det er derfor overvejende sandsynligt, at tykkelsesvariationer mellem plader ligger i laklaget, hvilket også mere eller mindre dokumenteres af korrosionsangrebets udbredelse under lakken.

Det har ikke nogen mening at tale om laklagets vedhæftning på ombukkede kanter med korrosionsangreb under lakken, men lige op til bukningerne er vedhæftningen fortræffelig. På ueksponerede, nye plader er det i en tidligere sag (busgaragerne) vist, at vedhæftningen også er fortræffelig på bukninger med et tæt, frit revnemønster, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt.

Når pladerne i X-parken ikke er sammenlignelige med pladerne på Kulterminalen og XX-by kraftvarmeværk skyldes det udover en anden laktykkelse, at pladerne sidstnævnte steder har en anden og ikke sikkert belyst defekt, som medfører omfattende vedhæftningssvigt ved længere tids fugtpåvirkning.

Konkluderende er pladerne i X-parken og på busgaragerne af stort set samme kvalitet m.h.t. lagtykkelser og vedhæftning, selvom der er tale om to forskellige leverandører.«

Af sagens oplysninger fremgår iøvrigt følgende

Indklagede 1 rettede den 16. februar 1981 henvendelse til det rådgivende ingeniørfirma ved en skrivelse, hvori bl.a. anførtes

»I henhold til aftale har vi hermed fornøjelsen at gøre nærmere rede for vor opfattelse af problematikken i forbindelse med en udvendig facaderenovering med metalplader af boligblokke.

En stor del af de i tidens løb opståede skader og gener skyldes en kombination af ingen eller utilstrækkelig isolering, sætninger af bygningerne eller dele heraf med tilhørende revnedannelser og utætheder, ødelæggelser af ydervæggene som følge af frostsprængninger p.g.a. fugtindtrængen i form af ydre fugt og/eller kondensfugt fra bygningen og dens anvendelse.

Da det ofte vil være forbundet med meget store omkostninger og måske endda umuligt at fjerne den del af årsagerne, såsom sætninger og manglende diffusionstætninger, bør man efter vor opfattelse opbygge sin renovering således, at denne først og fremmest fjerner flest mulige årsager og dernæst er i stand til at modstå de resterende.

En udvendig monteret regnkappe af stålplader vil effektivt danne en tæt regnskærm, og i kraft af stålets styrke som regel også være i stand til at overføre vindbelastningen direkte til en evt. skeletkonstruktion, således at udfyldningsmurværk ikke påvirkes.

Samtidig bliver det muligt at pålægge en hvilken som helst tykkelse tillægsisolering, selv over den oprindelige bygnings kuldebroer ved konstruktionsknudepunkter, og dermed etablere en effektiv isolering af hele overfladen og en vindtætning af evt. sætningsrevner.

Denne form for regnkappe vil således være i stand til at udelukke ydre fugtpåvirkninger og dermed frostskader, eliminere vindtryk gennem eks. sætningsrevner samt optage evt. fortsatte bygningssætninger, således at evt. nye revner ikke får nogen betydning.

Tilbage står herefter de indre fugtpåvirkninger i form af diffusion, der ved kondensering dels nedsætter isoleringsevnen af den oprindelige isolering og dels ødelægger murværk og puds ved frostsprængninger.

Dette forhold forbliver uændret, såfremt diffusionstætheden ikke ændres, selv om der udføres en tillægsisolering og skalmuring eller pudsning.

En beklædning med stålplader vil heller ikke ændre dette forhold, men i kraft af, at den ydre fugtpåvirkning er udelukket, koncentreres problemet til alene at omhandle kondensfugten. En rigtig dimensionering af tillægsisoleringen vil kunne betyde, at dugpunktet lægges udenfor den oprindelige konstruktion, hvorved frostskader af denne standses. Kondenseringen vil herefter finde sted i den yderste del af tillægsisoleringen og på bagsiden af regnkappen.

Ved en rigtig detaillering af kappens udformning vil man være istand til at etablere en effektiv ventilation imellem kappen og isoleringen og således fjerne kondensfugten og holde isoleringen tør. Opmærksomheden henledes dog på, at dette stiller lige så store krav til korrosionsbeskyttelse af stålpladernes bagside som til disses forside, samt at ventilationen af kappe skal ske til det fri og ikke gennem tagrum og/eller udhæng. Ligeledes skal afledning til det fri af kondensvand på pladernes bagside kunne finde sted over vinduer og døre samt ved underkant beklædning.

Af hensyn til bygningernes udseende bør man desuden udover korrosionskravet til stålpladen stille tilsvarende krav til detaillernes udformning og finish, montagens udførelse, lav smudsoptagning på overfladen, diffus lysreflektion samt den mindst mulige farveændring som følge af lysets påvirkning.

Da vedligeholdelsesomkostningerne af enkelt-laksystemer anvendt på renoverede bygninger meget hurtigt kommer til at overstige anskaffelsessummen på bedre laksystemer, må det derfor anbefales, at der til renovering alene anvendes belægningssystemer, der modsvarer korrosionsklasse 4 i.h.t. den nye stålnorm. Ved valg indefor denne klasse og hensyntagen til lav smudsoptagen og stor farveresistens sikres både den nødvendige dobbeltsidede korrosionsbeskyttelse og den mindst mulige vedligeholdelse.

Det er vor opfattelse, at vi er i stand til at imødekomme alle disse krav med en renovering foretaget med materialer behandlet med vort »O-system«. Dette system består af 75 my epoxy på begge sider af stålkernen samt ca. 25 my toplak af silicone-polyester.

Denne kombination giver den størst mulige korrosionsbeskyttelse samt en meget høj lysresistens.

Dette fremgår af vedlagte »Beviset«, hvor enkeltlaksystemer afprøves og sammenlignes med de samme laksystemer kombineret med epoxy-belægning.

Til slut skal det anføres, at vort firma har beskæftiget sig med beklædningsentreprise og -konstruktioner siden 1906 og i Danmark med eget selskab siden 1960, samt at vi herhjemme har udført renoveringsopgaver siden 1967.

De herved opnåede erfaringer har alle tilfulde bekræftet ovenstående problemteorier, og vi stiller gerne denne erfaring lige fra produktion af materialer til entrepriseudførelse med egne folk til Deres rådighed.'

Det medfulgte bilag »Beviset« handler om korrosionsbeskyttelse i stålplader og går efter sit indhold ud på at påvise, at O systemet er bedre egnet til at modvirke korrosion end andre systemer.

Ingeniørfirmaet sendte bl.a. til indklagede 1 udbudsbrev den 26. februar 1981 vedrørende facadearbejdet, hvori det bl.a. anførtes

»Da bygherren forlanger en garanti på husets tæthed løbende over et åremål (vil fremgå af acceptskrivelsen), påhviler det de enkelte entreprenører endeligt at løse de enkelte samlingsdetaljer, da disse vil være meget afhængige af profiltypen.

Endvidere forlanges, at profilpladernes overfladebelægning har en modstandsevne overfor ultraviolet lys mindst som plastisolbelægning på 100 my.«

Som bilag til brevet var vedlagt et sæt Fællesbetingelser, hvoraf bl.a. fremgik, at alternative tilbud gerne modtages, og at det var entreprenørens ansvar, at alle materialer og varer var fri for fejl.

Endvidere vedlagdes tilbudsliste. Denne returneredes af indklagede 1 den 9. marts 1981. I tilbudslistens punkt 2 hedder det

»Levering af nye facadeelementer type 35/0,63, med belægning mindst som P ...«

Indklagede 1 afgav ikke noget alternativt tilbud. I den returnerede tilbudsliste var der imidlertid henvist til følgebrev, og i dette anførtes

»Under henvisning til det udsendte materiale vedr. ovenstående, gennemgang af eksisterende bygninger samt de foretagne løbende drøftelser, har vi opfattet Deres udbud som et ønske om opfyldelse af en række funktionskrav for facaderne excl. vinduer og døre samt gavle og trappetårne.

Funktionskravene skal opfyldes af den valgte entreprenør, der baseret på sine erfaringer og økonomiske vurdering skal redegøre for problemerne og deres løsninger samt kunne danne tilstrækkelig sikkerhed for bygherrens ønske om entreprenørens medansvar.

Som følge heraf omfatter entreprenørens tilbud og ydelser derfor i høj grad en kombination af ansvar og viden, der ikke umiddelbart lader sig præstentere i et skriftligt tilbud uden samtidig at afgive den væsentligste del af ydelsen men uden sikkerhed for arbejdets overdragelse.

Vi anbefaler derfor, at De på basis af de indkomne tilbud vælger en entreprenør og derefter alene går i detaildrøftelse med denne, idet De er sikret gennem kravet om åbne kalkulationer.

Vi har vurderet funktionskravene som følger

Eksisterende beklædninger, der ikke er integreret i andre hovedkonstruktioner, demonteres og fjernes.

En ny regnskærm udføres som en 1-trinskonstruktion og min. i den foreskrevne materialekvalitet i den tætteste og mest økonomiske opbygning kombineret med et vindtæt lag alt monteret på eksisterende konstruktion.

Mindre bygningssætninger skal kunne optages uden væsentlige følger for regnsskærmens tæthed.

Demontagemuligheder skal forefindes ud for etageadskillelser, uden at indgreb skal foretages i hele bygningshøjden.

Tillægsisolering til eksisterende isolering udføres i min. 10 cm tykkelse, understøttet og mekanisk fastholdt.

Montagetegninger udføres af entreprenøren til godkendelse efter kontrakt men inden arbejdets påbegyndelse og indeholdende alle nødvendige detailløsninger.

Da ændring af bygningens diff. modstandsevne ikke er teknisk og økonomisk mulig, skal udluftning til det fri kunne foregå i tilstrækkeligt omfang uden at påvirke andre konstruktionsdele men samtidig modvirke fygesne.

Udvendig inddækning skal foretages med lysningsbeslag omkring vinduer og døre. Desuden udføres udvendig udfugning incl. rund polyetylenfugebaggrund om vinduer og døre, der leveres og monteres fra anden side.

Det er vor opfattelse, at vort tilbud imødekommer alle ovenstående krav til en 1-trinskonstruktion, og at vi har prioriteret ventilations- og tæthedsproblematikken. Som følge heraf er den vandrette markering ved etageadskillelserne ikke foretaget. Virkningen kan dog mod en mindre tillægspris udføres uden indgreb i konstruktionsopbygningen.

Det valgte profilerede facadeprofil 35 er anvendt af hensyn til en korrekt symetrisk vinduesinddækning, montagemulighed ud for altanbundplader samt med mulighed for en evt. kuldebroisolering af eksisterende bærende konstruktion. Alle inddækninger i pladematerialer foretages med indbyggede »vandlåse«, der ledes til det fri, ligesom den eksisterende sokkels store unøjagtigheder i forhold til facadeplanet optages og afdækkes med et specialbeslag.

Afhængig af det kvalitetsniveau De og Deres bygherre måtte ønske for facadeudformningen, kan vi oplyse, at med henvisning til vor generelle redegørelse af 16.2.1981 der vedlægges, at renovering kan udbygges fra en 1-trinskonstruktion til en 2-trinskonstruktion, nogle eksisterende kuldebroer kan nedsættes og/eller reduceres, isoleringsevnen kan løftes, materialernes korrosive og æstetiske kvaliteter kan forbedres, kassetteelementer i fuld modulbrede kan anvendes i stedet for profilerede plader m.v.

Den afsatte tilbudstid har desværre ikke åbnet os mulighed for at prissætte disse enkelte alternativer, men om ønsket deltager vi gerne i en drøftelse herom, ligesom vi med glæde er til Deres rådighed med evt. øvrige oplysninger om vort tilbud.'

Ved en samme dag dateret skrivelse skrev indklagede 1 således til ingeniørfirmaet

»Der kan vælges frit imellem en 100 my P eller en PVF2-(N 500)-belægning uden indflydelse på vor tilbudspris af d.d.«

Klageren accepterede indklagedes 1's tilbud ved en skrivelse af 3. juli 1981, hvori det bl.a. anførtes

»Accepten .... gives under følgende forudsætninger

1. At A1 udsteder tæthedsgaranti på den samlede facade ... indenfor en periode på 10 år i henhold til aftale på møde afholdt d.d. Garantierne skal godkendes af B & C ...«

Under henvisning hertil afgav indklagede 1 følgende erklæring af 20. august 1981

»Konstruktionernes detailløsninger er overalt udformet til at modstå og afvise normale nedbørs- og vindpåvirkninger, hvad angår tæthed. ...

Den valgte profil og de anvendte råmaterialer (galvaniseret stål belagt med N 500) er gængse materialer, og da de anvendte pladelængder ligger indenfor normalt forekommende bukkeværktøj, vil enkelte udskiftningsplader altid kunne fremstilles som kantbukkede plader, såfremt det anvendte Roll-formningsværktøj skulle udgå. Dog gøres opmærksom på, at farveforskelle vil kunne optræde, hvis plader udskiftes om nogle år, men at denne forskel vil minimeres i de efterfølgende år som følge af materialets egenskaber. Samtidig bekræfter vi, at N 500's modstandsevne overfor ultraviolet lys er væsentlig bedre end 100 my P . ...«

Indklagede 1 havde påregnet at levere plader fremstillet i Frankrig, men på grund af leveringsvanskeligheder bestiltes istedet plader fremstillet af E og leveret gennem L A/S, der tillige profilerede pladerne.

Efter at de begyndende korrosionsskader var konstateret, og der i den anledning var blevet rettet henvendelse til indklagede 1, blev en af pladerne nedtaget og sendt til E til nærmere undersøgelse. Resultatet heraf blev, at E afviste reklamationen med henvisning til, at udviklingen var forløbet, som man kunne forvente i »marine environments«.

Der er under sagen fremlagt et bilag modtaget fra E. Bilaget har overskriften »Colorcoat Pvf2 Long-term weathering performance« og indeholder bl.a. følgende tekst

»Colorcoat Pvf2 coated steel is produced by the E to meet the increasing demand for a long-life steel cladding suitable for world-wide use. The inert flourine modified coating is based on N 500 resin developed by the Pennwalt corporation. .....

Durability

Colorcoat Pvf2 is an inert coating, resistant to chemical and solvent attack. It has good heat resistance (150 grader C continous) and excellent weathering performance, being suitable for use in exterior applications all over the wold. In most temperate environments a life to first maintenance of the paint coating of circa 15 years can expected. Normal backing coats are not intended for weather resistance, but offer adequate longevity in most reasonably dry internal environments.«

Det er uoplyst, hvornår bilaget er udfærdiget, men det er modtaget af en af sagens parter i 1989 i anledning af den ovenståede tvist.

I en skrivelse af 19. december 1988 fra B og C A/S til indklagede 1 udtales det bl.a.

»I forbindelse med tilstandsvurdering af boligblokkene i ovennævnte bebyggelse har vi konstateret begyndende korrosion på facadepladerne.

Vi står uforstående overfor dette problem, da pladerne er monteret for kun 7 år siden.

Ifølge faglig litteratur vedrørende stålplader med den aktuelle belægning (PVf2 - N 500) anslås holdbarheden at være 25-30 år. .....«

Som bilag til skrivelsen var vedlagt en redegørelse fra 1977 fra Teknologisk Institut for levetiden for overfladebehandling. I dette bilag anføres det. bl.a.

»Den æstetiske levetid (før ommaling) anslås således (afhængig af kulør og glans)

..... Forventet æstetisk levetid (år) P 10 - 15 .....

a. Renholdelse

- Højtryksvask overalt med lunkent vand. hver 2-4 år. .....«

Under forhandlingerne i voldgiftsretten har skønsmanden uddybet sine erklæringer. Der er endvidere afgivet forklaring af ingeniør M og direktør H.

Skønsmanden har supplerende forklaret, at punktangrebene på de plane flader udgør et forholdsvis ubetydeligt problem. De væsentlige skader er hvidrustangrebene ved ombukningerne. Angrebene skyldes, at zinklaget er revnet ved bukningen, hvorved også det forholdsvis tynde laklag er revnet. Det samme ville være sket også med en anden laktype i samme tykkelse, mens et tykkere lag nok i højere grad ville have haft mulighed for at optage revnerne i zinken. Skønsmanden har ikke være ud for 100% revnefri lakker. Besigtigelsen af Kulterminalen viste tilsvarende bukninger af plader uden tilsvarende revnedannelser. Det samlede lag på pladerne er tykkere i Kulterminalen end i X-parken. Det er muligvis primer-laget, der er forøget. Efter pladeleverandørens specifikationer kan en bukkeradius på indtil 4 gange pladetykkelsen tolereres. Denne specifikation er klart overholdt i det foreliggende tilfælde, men efter skønsmandens opfattelse er anvisningen ukorrekt og rummer risiko for, at skader som den i sagen omhandlede kan opstå. Trapezpladerne kunne have været bukket blødere, hvorved risikoen for revner i zinklaget ville være reduceret. En tilstrækkelig stor bukkeradius ville helt have forhindret skadens opståen, men standardværktøjerne er i overensstemmelse med pladefabrikanternes anvisninger indrettet til bukninger som de i sagen omhandlede.

Med de definitioner, der traditionelt anvendes til korrosionsklassificering, er X-parken et typisk klasse 3-område.

De konstaterede angreb vil udvikle sig. Når zinken er gennemtæret, kommer der almindelig rødrust, og derefter vil stålet korrodere. Der er muligvis allerede enkelte steder rødrustdannelser, og det vil antagelig i løbet af 6-8 år være nødvendigt at fjerne beklædningen af sikkerhedsmæssige grunde. I denne periode vil beklædningen fortsat kunne fungere som regnkappe.

Skønsmandens erfaring med skader på tyndplader som de i sagen omhandlede hidrører fra skader, som skønsmanden for sit vedkommende blev opmærksom på i 1987/88, og risikoen var næppe erkendt i 1981. Efter hans erfaring har P 200 ikke givet problemer med porehuller.

Revnerne i zink- og laklaget må antages i det væsentlige at være opstået ved profileringen. Denne antagelse støttes bl.a. på, at skønsmanden på en nedtaget plade fra busgaragerne har foretaget nogle bukkeforsøg, der førte til tilsvarende revnedannelser. Revnedannelserne kunne have været konstateret straks efter bukningen af pladerne, hvis der var blevet foretaget en poretestning. Det var på det tidspunkt ikke usædvanligt at poreteste håndmalede produkter, men på grund af fremstillingsmåden for de produkter som denne sag drejer sig om, ville det ikke have været særlig nærliggende at poreteste disse produkter i produktionsledet.

M har forklaret, at han tidligere har været ansat hos B og C A/S, og at det var ham, der havde med den i sagen omhandlede byggeopgave at gøre. Da det var besluttet at foretage en facaderenovering, henvendte indklagede 1 sig selv til vidnet, og der blev holdt et utal af møder om sagen. X-parken var et af de første byggerier, hvor det blev aktuelt med facaderenovering, og vidnet havde ikke selv nogen erfaring i så henseende. Arbejdet skulle udbydes i licitation, og på grund af den tætte kontakt til indklagede 1 blev udbudsmaterialet udarbejdet i nøje samråd med denne. Han kan godt huske, at han modtog indklagede 1's skrivelse af 16. februar 1981, og han fik endvidere lejlighed til at se nogle af de plader, der var blevet afprøvet. Indklagede 1 var ivrig for at sælge sit eget produkt, hvilket vidnet opfattede som almindelig salgsagitation fra en sælger, men arkitekten syntes ikke, at indklagede 1's O plader med den udformning, de havde, passede til det pågældende byggeri. Arkitekten foretrak et andet produkt, der havde en P-belægning. Pladerne med denne belægning var efter arkitektens opfattelse letere at indpasse til de eksisterende døre og vinduer, og de var mindre profilerede. Han havde selv kendskab til P-belægninger, som han vidste var mere bøjelige, men også mere lysfølsomme, og han anså N 500 for at være en bedre belægning. Det var tætheden og udseendet, som interessen på det tidspunkt mest samlede sig om, mens holdbarheden ikke specielt var fremme under drøftelserne. Han mener heller ikke, at der blev talt økonomi med indklagede 1, og han tror bestemt ikke, at det har været tilkendegivet, at bygherren ikke ville betale for en O-belægning. Han kan ikke huske, om spørgsmålet om omfanget af vedligeholdelsen på de valgte plader var fremme under drøftelserne. Den profil, hvormed pladerne blev leveret, svarede til, hvad der var aftalt. Ved den renovering af ØØ-byggeriet, som fandt sted nogle år senere, blev indklagede 1's O-belægning anvendt, med det skyldtes, at den arkitekt, der medvirkede ved denne renovering, af æstetiske grunde foretrak O-belægningen til dette byggeri.

Direktør H har forklaret, at O-belægningen har været anvendt siden 1968/69, og at han siden da næsten udelukkende havde anvendt dette produkt. Hans erfaringer med andre belægninger var derfor begrænsede. Hovedopgaven ved den renovering, som denne sag drejer sig om, var at finde frem til en konstruktion, som var tæt, og som kunne modstå sætningerne i byggeriet. Han henledte både ved skrivelsen af 16. februar 1981 og under de mundtlige drøftelser opmærksomheden på O-belægningen, fordi det var det produkt, han havde de bedste erfaringer med. Han har ikke selv foreslået P-belægning, som efter hans opfattelse selv i en tykkelse på 200 my ville give problemer både æstetisk og på anden måde. Udbudsmaterialet var derfor i klar strid med, hvad han havde talt med M om, og han har ikke været med til at udarbejde det, men han blev orienteret om det. Han følte behov for at sende nogle supplerende kommentarer til tilbudslisten, hvilket er bagggrunden for hans følgebrev af 9. marts 1981. Når han samtidig tilbød i stedet at levere pladerne med en N 500-belægning, udsprang det reelt af et ønske om at fraråde P.

Holdbarhedsspørgsmålet var ikke fremme under drøftelserne med M, og hvis det var blevet rejst, ville han have afvist at udtale sig om det, fordi holdbarheden afhænger af mange usikre faktorer. Korrosions- og lysforhold hænger sammen. Hvert produkt har sine fortrin, og kun tidene kan vise, hvordan forholdene udvikler sig. O-belægningen ville have været 20-30% dyrere end det valgte produkt. Han anså det på forhånd for givet, at bygherren ikke var indstillet på denne merudgift og afgav derfor ikke noget alternativt tilbud. Det hang også sammen med, at han jo indgående havde gjort rede for O, men at man alligevel havde valgt et andet produkt, og det havde derfor ikke noget formål at gøre endnu et forsøg med O.

Stålværkerne markedsfører selv N 500 som en god belægning, og han havde intet grundlag for at tro, at produktet ikke skulle være i orden. Primer-lagets tykkelse og laktykkelsen var på det tidspunkt standard både fra stålværkerne og fra de øvrige pladeproducenter. Det var først i 1983-84, men begyndte at blive klar over, at lagtykkelsen måske var utilstrækkelig, og man gik over til at forstærke primer-laget. På grund af produktionsmåden kunne laklagets tykkelse ikke forøges.

Klageren har til støtte for sin påstand overfor indklagede 1 anført, at det, som det fremgår af skønsmandens angivelser, er en produktionsfejl, der har ført til de omhandlede skader. Ved en simpel testning både kunne og burde det have været konstateret i produktionsledet, at en bukning af pladerne som den, der har været foretaget, førte til revnedannelser, som havde såvel æstetiske skavanker som kortere tids holdbarhed til følge. Der foreligger derfor ikke en udviklingsskade, men en oprindelig, konkret mangel ved produktet, som indklagede 1 må være ansvarlig for.

Indklagede 1's skrivelser af 16. februar og 9. marts 1981 indeholder ikke sådanne advarsler mod brugen af produktet, at det kan fritage indklagede 1 for ansvar. Indklagede 1's oplysninger fremtræder som almindelig salgsagitation og kunne ikke give hverken klageren eller rådgiveren anledning til at overveje et produkt til brug i korrosionsklasse 4, når de iøvrigt foreliggende oplysninger viste, at byggeriet efter sin beliggenhed befandt sig i klasse 3. Der er iøvrigt intet belæg for, at klageren - såfremt et alternativt tilbud var blevet afgivet - alligevel ville have valgt det billigere produkt.

Indklagede 1 har frit kunne vælge mellem E's produkt og produkter af andre fabrikater, men valgte produktet fra E, som i det fremlagte bilag fremhæver produktets holdbarhed på en måde, der nærmer sig en garanti. Holdbarheden har nok ikke direkte været berørt under forhandlingerne, men det var under alle omstændigheder en selvfølgelig forudsætning, at produktet havde en rimelig holdbarhed, og denne forudsætning er ikke opfyldt. Der var forud for udarbejdelsen af udbudsmaterialet meget tæt kontakt mellem rådgiveren og indklagede 1, som derfor ikke kan påberåbe sig mangler ved udbudsmaterialet.

Indklagede 1 har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at indklagede ikke kan gøres til ansvarlig for, at pladerne havde egenskaber, som under særlige omstændigheder kunne føre til skader. Det var klageren, der ønskede plader med netop denne profil, og det er først senere erkendt, at den bukningsproces, som skulle frembringe den ønskede profil, kunne føre til skader. De revnedannelser, der opstod ved bukningen, kunne ikke uden videre konstateres, og de erfaringer, man havde med pladerne i andre lande, kunne ikke give grundlag for at påregne en skaderisiko. Det er i Danmark, hvor klimaet åbenbart er vanskeligere end andre steder, at problemerne er opstået, men produktet blev her i landet først taget i anvendelse sidst i 1970'erne, og i 1981 havde problemerne endnu ikke vist sig. Selv efter at problemerne er opstået, har det iøvrigt kunnet konstateres, at skadeudviklingen i høj grad afhænger af forholdene det pågældende sted. Der foreligger derfor ikke nogen konkret produktionsfejl.

Indklagede 1 har dernæst gjort gældende, at der slet ikke foreligger nogen mangel i juridsk forstand. Skaderne har ikke ramt bygningerne, men kun selve pladerne, og der er ikke stillet andre krav til pladerne end, at de skulle være tætte og modstandsdygtige overfor lys. Disse krav er opfyldt. Selvom der måtte kunne indfortolkes visse generelle forudsætninger med hensyn til holdbarhed navnlig i æstetisk henseende, er det uden betydning i det foreliggende tilfælde, hvor en holdbarhedsforudsætning i hvert fald måtte gælde for et kortere tidsrum end den udtrykkelige tæthedsgaranti på 10 år.

Almindelige rimelighedsbetragtninger fører endvidere til, at der ikke kan pålægges indklagede ansvar. Indklagede blev anmodet om råd og vejledning til løsning af den foreliggende opgave, og indklagede har fuldtud imødekommet ønsket herom i de afgivne skrivelser. I det medfulgte bilag »Beviset« var der endvidere netop henvist til korrosionsproblematikken, men desuagtet lod man dette spørgsmål uomtalt i udbudsmaterialet.

Overfor indklagede 2 har klageren anført, at denne indklagede må gøres ansvarlig, såfremt indklagede 1 frifindes, og frifindelsen sker med henvisning til, at der overfor rådgiveren er fremsat advarsler, der burde have medført, at man valgte et andet produkt.

Indklagede 2 har bestridt, at der er fremsat advarsler af en karakter, der burde have givet rådgiveren anledning til at reagere.

Parterne har desuden fremsat forskellige synspunkter i relation til størrelsen af det krav, der i givet fald kan komme på tale, og i relation til klagerens principale rentepåstand.

Voldgiftsretten skal udtale

Som af indklagede 1 anført gjorde indklagede opmærksom på korrosionsproblematikken i sine skrivelser til rådgiveren, men holdbarhedsspørgsmålet blev til trods herfor ikke omtalt i udbudsmaterialet, der alene stillede krav til tæthed og modstandsdygtighed overfor lys, og det kom heller ikke på tale under forhandlingerne mellem rådgiveren og indklagede 1. Også uden udtrykkelige krav til produktets holdbarhed kunne klageren naturligvis have nogle forventninger til holdbarheden, men det anførte får betydning, når voldgiftsretten skal forsøge at fastlægge, hvilke forventninger klageren med rimelighed kunne have. Det får i så henseende også betydning, at klageren valgte et prisbilligt produkt, og at indklagede 1 i sin skrivelse af 16. februar 1981 havde gjort opmærksom på, at der var tale om et laksystem, som ville trække større vedligeholdelsesudgifter med sig, end hvis man valgte et bedre laksystem.

En begyndende korrosion konstateredes efter ca. 7 års forløb, men efter voldgiftsrettens skøn har korrosionen endnu - efter 11-12 års forløb - ikke udviklet sig på en sådan måde, at facaderne ud fra en æstetisk betragtning fremtræder som uacceptable. Ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser har facaderne en restlevetid, som efter skønsmandens opfattelse er 6-8 år, men som efter voldgiftsrettens opfattelse kan være noget længere.

Dette må yderligere sammenholdes med angivelsen i rådgiverens skrivelse af 19. december 1988 om en holdbarhedsperiode på 20-25 år for den aktuelle belægning og med Teknologisk Instituts angivelse af den æstetiske levetid på 10-15 år for det i udbudsmaterialet omhandlede produkt P.

Efter et samlet skøn finder voldgiftsretten herefter, at det anvendte produkt i relation til holdbarheden ikke er ringere, end klageren med rimelighed kunne forvente. Der har således - trods den fra starten indbyggede skademulighed - ikke foreligget en mangel ved produktet, som klageren kan påberåbe sig som grundlag for noget krav overfor indklagede 1. Voldgiftsretten frifinder derfor indklagede 1, og som følge af den begrundelse, der er givet for frifindelsen, frifinder voldgiftsretten også indklagede 2.

T H I B E S T E M M E S

De indklagede, A1 A/S og A2 A/S, frifindes.

Klageren betaler inden 14 dage efter denne kendelses modtagelse til hver af de indklagede i sagsomkostninger 100.000 kr.

Klageren betaler endvidere de udgifter, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen. Disse udgifter betales efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

København, den 5. april 1993

T. Boe Larsen Peter J. Rørdam Knud Christensen

p.v.c.

G. Stark

Ingen

Det anvendte produkt var i relation til holdbarhed ikke ringere end kunne forventes . Der ansås ikke at foreligge en mangel ved produktet