Merbetaling for anvendelse af tagbelægning af bestemt fabrikat
Statutory Text (3 Articles)
Merbetaling for anvendelse af tagbelægning af bestemt fabrikat
K E N D E L S E i Voldgiftssag nr. C-3501 K A/S mod Aktieselskabet A Procestilvarslet: Arkitektfirmaet B A/S
I anledning af en tvist mellem klageren, K A/S, og indklagede, Aktieselskabet A om merbetaling for anvendelse af tagbelægning, mrk. Q, på busterminal m.v. ved X-sted har klageren ved klageskrift af 6. maj 1991 indbragt sagen for en i medfør af »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret bestående af civilingeniør Jens Wichmand Jørgensen, Direktør, civilingeniør Leif Egeskjold og landsdommer Vagn Rasmussen, sidstnævnte som formand.
Indklagede har procestilvarslet Arkitektfirmaet B A/S.
Efter sin endelige påstand har klageren nedlagt følgende påstande
Principalt: Indklagede tilpligtes at betale klageren 795.000 kr. incl. moms.
Subsidiært; Indklagede tilpligtes at betale klageren 703.000 kr. incl. moms.
Mere subsidiært: Indklagede tilpligtes at betale klageren et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn.
Rentepåstand: Indklagede tilpligtes at forrente det tilkendte beløb med en rente svarende til 2% over Nationalbankens diskonto fra den 5. marts 1990 til betaling sker.
Indklagede har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende
I 1988-89 udførte klageren for indklagede en kontor- og butiksbygning m.v. i totalentreprise. Ved et udbudsbrev af 15. jul. 1988 blev bl.a. klageren indbudt til en totalentreprisekonkurrence om de nævnte bygninger. I udbudsbrevet blev bl.a. henvist til »Betingelser og program for totalentreprisekonkurrence KONTOR- OG BUTIKSBYGNING«.
I det nævnte byggeprogram hedder det bl.a. i den generelle beskrivelse om ovenlys: »I butiksgaden indbygges gennemgående ovenlys som et 3-lags lyspanel af polycarbonat«. I afsnittet om busterminal hedder det om tag: »Tagkonstruktionen skal udføres som let konstruktion af træ eller stål. Tagfladen belægges med polycarbonat som i eksisterende butiksgade«. I den efterfølgende beskrivelse om belægningssten, kantsten og plantekummer henvises i det hele til samme type/farve/mønster/materiale som ved de eksisterende. Om en overdækket cykelparkering hedder det vedrørende tag: »Tagfladen belægges med polycarbonat som i eksisterende butiksgade« Belægningssten, kantsten og plantekummer beskrives efter sammer principper som foran anført.
I klagerens tilbud af 5. sep. 1988 henvises bl.a. til en omfangsbeskrivelse af samme dato.
I denne omfangsskrivelse hedder det om under »Råhus« om »Udhuse og sekundære bygningsværker«: Der udføres betonarbejder for busterminal og cykelparkering i forbindelse med punktfundamenter for stålsøjler'. Om tagkomplementering i råhus hedder det: »Der leveres og monteres selvbærende rytterovenlys som S eller T i butiksgade med brand og dagventilation«
I en tegning der medfulgte tilbuddet hedder der bl.a. under overskriften »Busterminal og cykelparkering« »...Taget er opbygget af perforede I-profiler, ilagt trådglas, så taget fremstår let og lyst...«
I Bedømmelsesudvalgets betænkning af september 1988 vedrørende Totalentreprisekonkurrencen blev de indkomne forslag gennemgået, herunder klagerens forslag. I en sammenfattende vurdering heder det bl.a.
»Forskellen mellem de enkelte hovedforslag fremstår generelt i ..... forskelle i udformning af facade og baldakintag samt udformning af ovenlyskonstruktionen over butiksgade, og her vurderer bedømmelsesudvalget, at forslag 3 - (klagerens) - udgør konkurrencens mest interessante indslag.
Bedømmelsesudvalget vurderer imidlertid, at ingen af de indkomne forslag til fulde opfylder bygherrens ønsker, og kun ved større eller mindre ændringer bør anbefales til udførelse.
Udvalget skønner dog, at forslag 3,......lettest kan tilpasses bygherrens ønsker og indstiller ...at der indledningsvis optages forhandling med fa, K A/S... for herigennem at undersøge, om de ønskede ændringer kan foretages, og der kan skabes grundlag for egentlige kontraktsforhandlinger.«
Om forslag 3 hedder det i øvrigt bl.a.
»Busterminalen...
Overdækningen med horisontalt tag og 12 m søjleafstand virker overbevisende i henseende til tilpasning til centret, hvorimod tegninger og beskrivelse kun giver en meget begrænset redegørelse for den tekniske udførelse.
Cykelhus er velplaceret, men taget burde ikke trækkes helt ind til facade på centret«
Bedømmelsesudvalget bestod af repræsentanter for bl.a. indklagede og arkitektfirmaet.
I B A/S forhandlingsoplæg af 15. sep. 1988 vedrørende forslag 3 hedder det bl.a. under punktet »Tilpasning«: »Som det fremgår af betænkningen, har udvalget imidlertid skønnet, at forslag 3 er det forslag, der lettest kan tilpasses bygherrens ønsker, såfremt forslagsstilleren kan og vil. »Videre hedder det under punktet »omfangsbeskrivelse«: »Omfangsbeskrivelsen er ufuldstændig. Der ønskes en omarbejdet og supplerende omfangsbeskrivelse, hvoraf det fuldstændigt klart præciseres, hvad tilbuddet indeholder, og hvori det også klart præciseres, hvor tilbuddet afviger fra programmets krav«. Under punktet »busterminal« heddet det: »Hvordan er konstruktionen, der spænder 12 m i længderetningen. Hvorledes foreslås afvandingen, og hvordan sikres tæthed (trådglas)».
I en skrivelse af 22. sep. 1988 besvarer klageren B.s forhandlingsoplæg. Der henvises til at »Udvidet og supplerende beskrivelse er udarbejdet«.
I en omfangsbeskrivelse, der i forhold til den tidligere nævnte fremtræder som revideret den 22.sep. og med håndskrift den 26.sep. 1988 hedder det bl.a.
»Busterminal og cykelparkering
Der udføres betonarbejder i forbindelse med punktfundamenter for stålssøjler.
Den bærende konstruktion består af betonsøjler og ståldragere med tagbeklædning af - (overstreget) glas eller polycarbonat - trådglas..... ..........
Tagkomplementering
Der leveres og monteres selvbærende rytterovenlys som S eller T i butiksgade med brand og dagventilation.
(Tilføjet med håndskrift)
3 lags Polycarbonat på den skrå flade
3 lags Thermoruder på den lodrette flade«
Af en tegning »Principsnit detaljer i terminaltag 26.09.88« fra C, K, dateret 22. sep. 1988, revideret den 26. sep. 1988 redegøres for afvandingsproblematikken.
I en skrivelse af 26.sep. 1988 fra klageren hedder det bl.a.
» Fradrag
Ovenlys i butiksgade ændret fra T/ til Q standard med 3-lags opaliseret polycarbonat på skrå flader og isoleringsglas på lodret flade...«
I en omfangsbekskrivelse »Dato 5. september 1988, rev 29. september 1988« hedder det bl.a.
»HOVEDDISPOSITION
Nærværende omfangsbeskrivelse supplerer byggeprogram; hvor der er uoverensstemmelser imellem byggeprogram og nærværende omfangsbeskrivelse, går byggeprogrammet forud for omfangsbeskrivelsen med mindre det er nævnt, at ændringen går forud for byggeprogrammet.
Ved byggeprogram forstås
Betingelser og program for totalentreprisekonkurrence dateret juli 1988 med rettelser pr. 2. september 1988. ..........
UDHUSE OG SEKUNDÆRE BYGVÆRKER
Busterminaler og cykelparkering: .........
Den bærende konstruktion består af betonsøjler og ståldragere med tagbelægning af trådglas.
KOMPLETTERENDE BYGNINGSDELE .........
Tagkomplettering.
Der leveres og monteres selvbærende rytterovenlys som Q standard i butiksgade.«
I en omfangsbeskrivelse der angiver revisionsdato 30. sep. 1988 hedder det under »Busterminal og cykelparkering« bl.a. »Den bærende konstruktion består af betonsøjler og ståldragere med tagbelægning af trådglas - (og tilføjet med håndskrift) - eller polycarbonat«. Den endelige version af omfangsbeskrivelsen, der ligeledes angiver revisionsdato 30. sep. 1988, er en renskrift heraf..
Ved en af begge parter underskrevet accept af 3. okt. 1988 indgås der aftale om totalentreprise - incl. projektering for en samlet entreprisesum på 39.000.000 kr. excl. moms. I accepten henvises der til klagerens tilbud af 30.sep. 1988 med bilag herunder omfangsbeskrivelsen.
Af den nævnte tilbudsskrivelse fremgår at busterminal og cykelparkering indgår incl. omkostninger i tilbudssummen med 2.045.000 kr. I tilbuddet henvises til bl.a. omfangsbeskrivelsen af 30. sep. og Betingelser og program for totalentreprisekonkurrence. I tilbudslisten er busterminal anført med 1.375.000 kr. og cykelparkering med 415.000 kr. De samlede omkostninger vedrørende hele tilbuddet er anført med 4.930.000 kr.
At et referat af et bygherremøde den 3. maj 1989 med deltagelse af bl.a. repræsentanter fra indklagede A, klageren H og B fremgår bl.a.
»Tagdækningsmateriale over busholdeplads, cykelhus ønskede H debatteret. Han oplyste, at der var en forskelspris på ca. 400 kr./(m2) for U Z (PVC) plader til V plade (Polycarbonat).
A bemærkede, at der centret er gode erfaringer med Polycarbonat, som man i øvrigt havde været indstillet på, at den oprindelige tilbudte glastagsdækning blev ændret til, hvorfor man ikke kunne se rimeligheden i at man skulle ændre til materiale, man ikke havde erfaringer med. H ville dog fremskaffe materialeprøven frem for yderligere drøftelse i uge 19.«
Af et notat af 10. maj 1989 udarbejdet af B, fremgår at klageren på to angivne bygninger har forevist polycarbonatpladedækning af fabrikat P og at indklagede efter besigtigelsen besluttede at fastholde anvendelsen af tagdækning med »polycarbonatprofiler som i eksist. centergade«.
I en skrivelse af 10. maj 1989 fra klageren til B A/S henvises der til de opståede uoverensstemmelser vedrørende arten af tagbeklædning på busterminal og cykelparkering. I skrivelsen redegøres for klagerens holdning til problemet. Der henvises til omfangsbeskrivelsens og byggeprogrammets beskrivelser af tagbelægningen. Man finder at P i klar eller opaliseret udførelse opfylder de ønsker der er stillet i byggeprogrammet og hvis anvendelse af Q havde været et ufravigeligt ønske fra bygherrens side burde dette være anført i byggeprogrammet. Skrivelsen fortsætter således
»Ydermere henledes opmærksomheden på (m2)-prisen for overdækninger i tilbudsliste, ca. kr 2.000.000,00, hvilken pris også er brugt ved udvidelse af cykeloverdækning. Dette anskueliggør med al tydelighed for bygherrens rådgivere, B A/S, at der ikke kan være tale om Q polycarbonat, da over halvdelen af anlægsudgiften incl. terræn ellers ville udgøres af tagbelægningen.
Ligeledes skal nævnes, at K i sin omfangsbeskrivelse i kontraktsfasen, efter ønske fra B A/S, tilføjede polycarbonat, som alternativ til glasbelægning uden dette medførte tillægspris.«
Der henvises endvidere til totalentreprenørens arkitektoniske ansvar og slutter med at tilkendegive, at klageren ikke kan tilbyde at udlægge Q polycarbonat som nu ønsket af indklagede.
På et bygherremøde den 12. maj var busoverdækning på ny genstand for drøftelse. Af et mødereferat fremgår bl.a., at klageren tilkendegav, at man var i stand til at udføre tagdækningen med Q, såfremt indklagede afholdt merudgiften. Tvistens videre behandling blev udskudt til et senere møde. Efter et ny møde og indbyrdes korrespondance blev spørgsmålet igen behandlet på et møde den 13. jun. 1989. Af et referat af mødet fremgår, at parterne trak sine synspunkter op og ligesom forskellige forligsforslag blev drøftet. Mødet sluttede med at klageren tilbød at oplægge Q med det samme, og lade betalingsspørgsmålet vedrørende det fulde beløb ca. 500.000 kr. afgøre ved voldgift.
Qs faktura til klageren lyder på 937.438,- kr. (excl. moms) og i slutopgørelse af 19. dec. 1989 er medtaget en post på 695.000,- kr. for »Oplægning af Q polycarbonat på bus- og cykeloverdækning i stedet for det i tilbuddet indeholdte P polycarbonat«. Faktura er sendt til klageren den 12. febr.1990 med forfaldsdato den 5. mar.1990.
I en skrivelse af 5. okt. 1992 har P bekræftet rigtigheden af et håndskrevet udateret overslag. I P skrivelse anføres bl.a., at priserne er »ab værk i Torino«. Det nævnte overslag angiver følgende priser pr. medio 1989: Polyu 6 mm »protect«...pr. (m2) 207,00 kr. Samlesprosse pr. m 16 kr...pr. (m2) 50,000 kr.. Omløbende aluramme incl. skumbånd...pr.m 43,45 kr. Priserne er excl. moms og der ydes 10% rabat ved køb over 500 (m2).
Af et tilbud til klageren af 7. apr. 1989 fra R fremgår en pris på ialt 1.027.000 kr for levering af stålkonstruktioner til busoverdækning, overfladebehandling hertil og montage.
I en accept af 22. jun.1989 til D accepterer klageren en pris på 291.692 kr. for underentreprise »Cykeloverdækning«.
I en skrivelse af 14. sep. 1992 fra E A/S (glarmesterfirma) til klageren oplyses følgende overslagspriser på levering af 6/7 mm råtrådglas i 4-5 m højde: 1000 (m2) råtrådglas leveres og monteres i stålprofiler, pris pr. (m2): glas: ca. 200 kr, montering: ca. 250 kr., ialt ca, 450 kr. Priserne er excl. moms og indekseret til december måned 1989.
I en skrivelse af 22. okt. 1992 fra F til G er der sendt tilbud på levering og montering af glastag over busholdeplads-Y-by. Det hedder i tilbuddet, der lyder på 220.000 kr.
»6 mm råtrådglas på ca. 1000 (m2). Glastaget monteres på eksisterende alu-profiler og nedenunder liggende stålkonstruktion i stykker 750 x 1800 mm. Denne størrelse på glasset giver ingen spild på glastavlen og er derfor den mest fordelagtige. Glasset samles i stød med H-gummi profil«
Der er i sagen fremlagt en række tegninger, herunder en tegning en oversigtsplan, der angiver de »eksisterende butiksgader«. Det er oplyst, at tegningen var vedlagt udbudsbetingelserne og at etablering af polycarbonat på tagene blev påbegyndt primo september 1987 og at arbejdet var færdigmeldt før licitationsdagen den 5. sep. 1988.
Klagerens påstand fremkommer således
Principal påstand
Omkostninger til Q................................... 937.438,00 Omkostninger ved anvendelse af P, 940 (m2) a 378 kr..-355.320,00 ----------- 582.118,00 Dækningsbidrag og risikotillæg (12%)................. 69.853,00 ----------- 651.971,00 Moms (22%)........................................... 143.433,62 ----------- 795.404,62 Subsidiær påstand: Omkostninger til Q................................... 937.438,00 Omkostninger ved anvendelse af trådglas, 940 (m2) a 450 kr. .......................................... 423.000,00 ----------- 514.438,00 Dækningsbidrag og risikotillæg....................... 61.732,00 ----------- 576.170,00 Moms (22%)........................................... 126.757,00 ----------- 702.927,00
Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af ingeniør H, arkitekt I, arkitekt J, arkitekt L, glarmester M, direktør N og bestyrelsesmedlem O.
Indgeniør H har bl.a. forklaret, at han i 1988 var ansat som projektleder hos klageren. Han har været med i projektet fra begyndelsen og under hele arbejdets udførelse. Han har udarbejdet omfangsbeskrivelserne, klagerens tilbud og tilbuddstegningerne. Når man i den tegning, der fulgte med tilbuddet anvendte trådglas, var det et arkitektonisk bidrag til byggeriet. Acceptforhandlingerne foregik på indklagedes kontor med repræsentanter for indklagede og klageren, herunder dennes arkitekt. Det var den samme gruppe der forhandlede hele tiden. Klageren ændrede omfangsbeskrivelsen efter aftalerne på det enkelte møde og udarbejdede nye tegninger. Polycarbonat kom ind i omfangsbeskrivelsen, rev. 30 sep. 1988 efter B's forslag. I omfangsbeskrivelsen, rev. 26. sep. 1988, blev det af klageren anførte »glas eller polycarbonat« ændret til trådglas efter anmodning fra B. Der blev udarbejdet en tegning dat. 22.9. 1988, rev. 26.9. 1988, til illustration af, hvordan man sikrer tæthed ved busoverdækning med trådglas. For vidnet er der ikke tvivl, at man i de videre forhandlinger talte om trådglas. Polycarbonat blev ikke nævnt af indklagede. Det blev ikke drøftet, at trådglas var i strid med byggeprogrammet. Det blev ikke skrevet, at man derved fraveg byggeprogrammet. På dette grundlag kalkulerede han tilbud på grundlag af priser indhentet fra underleverandør. Prisen for overdækningen blev ikke ændret undervejs. Beløbene under »Busterminal« og »Overdækket cykelparkering« i tilbudslisten omfatter produktionsomkostninger, risiko og fortjeneste. De »omkostninger« der er includeret i tilbudssummen 2.045.000 kr er en andel af de omkostninger på 4.930.000 kr. der er nævnt i tilbudslisten. Tagbelægningen indgår med prisen for trådglas. Tallene i tilbudslisten er baseret på tilbud eller telefonsamtale med underleverandører eller entreprenører.
Da man nærmede sig tidspunktet for tagbelægningen fik han det indtryk, at indklagede ønskede at få lagt polycarbonat. Klagerens arkitekt foreslog den opaliserede P. Endvidere kom U (PVC) ind i billedet som en mellemløsning, idet man havde den opfattelse, at det var udseendet bygherren var interesseret i. Da U blev afvist blev vidnet klar over, at indklagede ønskede Q. Indtil foråret 1989 troede vidnet på, at der skulle anvendes trådglas. Indklagede fastholdt imidlertid, at man ville have Q polycarbonat.
M.h.t. påstanden har vidnet forklaret, at den i bilaget til P skrivelse af 5. okt. 1992 nævnte pris er indkøbsprisen leveret på pladsen og ikke ab Torino som anført. Materialeudgiften ville have været ca. 300 kr. pr. (m2). M.h.t. til den subsidiære påstand har vidnet forklaret, at han indhentede priser fra underleverandør. Niveauet var 250 kr. pr. m2 leveret og monteret. Tilbuddet fra F af 22. okt. 1992 indeholder levering og montering og forudsætter, at der kan arbejdes med hele tavler. Aluprofilerne er med i tilbuddet.
Det var ikke med i kravet, at man skulle kunne »gå på taget« P spændvidde er således, at man kan gå på den. Vidnet ved ikke hvorfor passussen om dokumenterne indbyrdes forhold i klagerens skrivelse af 5. sep. 1988 ikke er gentaget i aftalen af 3. okt. 1988.
I har forklaret, at han var afdelingsleder for erhvervsafdelingen hos klageren. Han var ansvarlig for afgivelse af tilbud. Han kan tilslutte sig forrige vidnets forklaring om anvendelse af trådglas. Så vidt han husker fik H telefoniske oplysninger om på trådglas. Under acceptforhandlingerne var det B der skrev ændringer i omfangsbeskrivelsen. Ordene »eller polycarbonat« kom ind, da der kom et »pip« fra bygherren om, at man gerne ville have polycarbonat. Man ville have mulighed for at vælge, således at man kunne vende tilbage til polycarbonat, men det var indenfor samme prisramme. Under forhandlingerne i foråret 1989 blev først trådglas vraget. Klageren foreslog derefter bl.a. P. O ville imidlertid have samme produkt som de andre steder. På grund af tidspresset var det ret sent, at man blev klar over, at indklagede ønskede belægning med Q.
J har blandt andet forklaret, at han er ansat på C og fik sammen med andre arkitekter overdraget opgaven med projektet. Han gennemgik byggeprogrammet og overvejede, hvor det kunne tilføres ekstra kvaliteter. Han ville lave et 80'er produkt og valgte derfor glas i butiksgade og trådglas ved busterminal og cykelparkering. Han syntes, at trådglas ville passe godt. Han blev bedt om at redegøre for, at det kunne blive tæt og lavede derfor en tegning der skulle vise dette. Han kan ikke huske, hvad regne med m.h.t. sprossebredde og glasstørrelse. Han ved ikke hvem der lancerede håndskriftstilføjelsen »Trådglas eller polycarbonat«. Han arbejde derefter med, at der skulle anvendes trådglas indtil man fandt ud af, at det skulle være polycarbonat. Som arkitekt stillede han krav om holdbarhed og foretog en visuel vurdering. Han fandt derefter ud af, at P ville være flot. Han har ikke umiddelbart været opmærksom på passussen i byggeprogrammet, at tagbeklædningen skulle være »polycarbonat som i eksisterende butiksgade«.
M har forklaret, at han er glarmester og medindehaver af E. Priserne i skrivelsen af 14. sep. 1992 er inclusiv tværgående H-profil til at lægge glasset i. Selve glasprisen er ca. 110 kr. pr. (m2). Bredden mellem profilerne er 60 og 80 cm.
N har forklaret blandt andet, at hun var direktør for indklagede. Indklagede ønskede polycarbonat, fordi man havde gode erfaringer. Ved den fornyelse man foretog kort forinden det af sagen omhandlede projekt fandt man ud af at Q var det bedste. Man drøftede det med arkitekten. Hun var med til nogle af møderne. I foråret 1989 så man på nogle steder med P, men afviste det. Trådglas har ikke været på tale.
O har forklaret blandt andet, at når der i byggeprogrammet stod »som i eksisterende« var det for at give totalentreprenøren mulighed for valg af et produkt, der mindede om Q. Man ville ikke låse sig fast. I omfangsbeskrivelsen var der ikke detaljer nok. Han var derfor glad for, at byggeprogrammet var højt prioriteret. Han var opmærksom på, at der i tilbuddet stod trådglas. Dette blev drøftet under acceptforhandlingerne og stillede sig tilfreds med, at der stod eller polycarbonat i overensstemmelse med byggeprogrammet.
L har forklaret blandt andet, at han var bygherrerådgiver. Efter oplægget fra klageren kørte han forhandlingerne om overdragelse af arbejdet. Den beskrivelse man anvendte i byggeprogrammet »som eksisterende..« var udtryk for, at man ønskede have det i overensstemmelse hermed. D.v.s. et materiale med samme egenskaber som i den eksisterende butiksgade. Som anført i bedømmelsesudvalgets betænkning af 15. sep. 1988 fandt man omfangsbeskrivelse ufuldstændig. Der skulle udarbejdes en kvalitetsbeskrivelse. Endvidere var tagbelægningen ikke nævnt i omfangsbeskrivelsen. Når man fra indklagedes side stillede krav om »som i eksisterende....« var der tale om et både udseendemæssigt og teknisk krav, der var tale om et krav til vedligeholdelsen og som en nødvendighed herfor, skulle beklædningen være »gangbart«. Når klageren i forhandlingsfasen fremlagde en tegning med angivelse af trådglas var hans reaktion, at der i udbuddet var skrevet »som i eksisterende..«. Han var klar over, at arkitekten for klageren var interesseret i trådglas, men vidnet fandt ikke det opfyldte kravene i byggeprogrammet. Der var drøftelser under kontraktsforhandlingerne. Det endte ikke med nogen løsning, men trådglas indgik i overensstemmelse med klageren tilbud og polycarbonat i overensstemmelse med byggeprogrammet. Rangbestemmelsen var der, fordi man ikke blev helt færdig med forhandlingerne. Nogle af klageren udarbejde tegninger anså vidnet for en fremadskridende proces og indklagede fortolkede disse tegninger - uden diskussion - som svarende til en polycarbonatløsning. Rettelserne i omfangsbeskrivelserne er indføjet af B. Tegningen om trådglas tæthed er udarbejdet til afklaring af tætheden, hvis trådglas skulle anvendes. Han erindrer imidlertid ikke at have set dette bilag. Når der i de reviderede omfangsbeskrivelser blev tilføjet »polycarbonat« opfattede han det »som i eksisterende..« i overensstemmelse med byggeprogrammet. Trådglas blev ikke streget fordi man stadig ville overveje denne løsning. Det blev udkudt til senere forhandling. Vidnet mener, at prisen for trådglas er ansat alt for lavt. I forbindelse med voldgiftssagen har vidnet indhentet priser og udført overslag. På grundlag heraf mener vidnet, at prisen på trådglas burde sættes til 900-1000 kr. pr. (m2).
Klageren har gjort gældende, at man vedrørende overdækningen havde valgfrihed mellem trådglas og polycarbonat som anført i omfangsbeskrivelsen af 30. sep. 1988. Acceptforhandlingerne må forstås således, at klageren havde valgfrihed mellem trådglas og polycarbonat i et prisniveau som trådglas. Principperne om forrang må fraviges ud fra almindelig aftalefortolkning, når parterne detaljeret har forhandlet på grundlag af omfangsbeskrivelsen. Det følger heraf at anvendelsen af et bestemt - og dyrere - produkt, Q er en merydelse.
Indklagede bestrider at klageren har haft valgfrihed. Der er tale om en totalentreprisekontrakt med fast pris og klageren har derfor bevisbyrden for at der er tale om en merpris og denne bevisbyrde er ikke løftet. Sprogligt er det klart, at tagbelægningen skal laves af polycarbonat som i eksisterende butiksgade. Det krav opfylder P ikke. Der er ikke ved aftaleforhandlingerne truffet nogen aftale der fraviger byggeprogrammet. Klagerens omfangsbeskrivelse går ikke forud for byggeprogrammet.
Voldgiftsretten udtaler
Da tilføjelsen »eller polycarbonat« er indsat i omfangsbeskrivelsen af 30. sep. 1988 på indklagedes foranledning kan aftalen ikke opfattes således, at der er givet klageren en valgfrihed, hvilket en umiddelbar læsning kunne føre til. Spørgsmålet må anses for udskudt til senere forhandling mellem parterne, således at indklagede har forbeholdt sig muligheden for at få en tagbelægning med polycarbonat.
Det fremgår af forhandlingerne, at trådglas har været så langt inde i forhandlingerne, at man fra bygherrens side har spurgt om afvandingsforholdene, og at der herefter er udfærdiget en tegning til belysning heraf.
Indklagede, på hvis foranledning »eller polycarbonat« er blevet indsat i omfangsbeskrivelsen må være den nærmeste til at bære risikoen for, at beksrivelsen er tilstrækkelig præcis, hvilket også er i narturlig forlængelse af B's eget krav om præcisering af den ufuldstændige omfangsbeskrivelse.
Voldgiftsretten finder ikke, at der i sig selv er tale om en uoverensstemmelse mellem byggeprogram og omfangsbeskrivelsen af 30. sep. Det indklagede ønsker er, at byggeprogrammet benyttes til udfyldning af dette punkt som man, efter at spørgsmålet har været genstand for forhandling, selv har undladt at præcisere. Forrangsbestemmelser findes i under disse omstændigheder at være uden betydning ved fortolkning af bestemmelsen.
Trådglas og polycarbonat er herefter økonomiske ligestillede forudsætninger for klagerens endelige tilbud.
Dette indebærer, at bygherren må betale merprisen for den forlangte Q-løsning, såfremt denne er væsentlig dyrere end forudsat af klageren ved aftalens indgåelse.
Da klageren ifølge ingeniør H's forklaring ved aftalens indgåelse har regnet med anvendelse af trådglas kan den principale påstand allerede af denne grund ikke tages til følge.
Med hensyn til den subsidiære påstand finder voldgiftsretten, at de af E oplyste priser kan lægges til grund ved sagens afgørelse. Da disse alene includerer de langsgående samlinger, bør omkostningerne ved en trådglasløsning dog forhøjes med omkostningerne til de tværgående bæringer (anslået 100,- kr. pr. (m2)), således at de samlede omkostninger til en trådglasløsning udgør 940 (m2) a 450,- kr. + 100,- kr., ialt 517.000 kr.
Klageren krav kan herefter opgøres således
Omkostninger til Q....................... 937.438,00 kr. Omkostninger ved en trådglasløsning......-517.000,00 kr. --------------- 420.438,00 kr. Dækningsbidrag og risikotillæg........... 50.452,00 kr. --------------- 470.890,00 kr. Moms..................................... 103.596,00 kr. --------------- 574.486,00 kr.
Dette beløb tilkendes klageren med renter som påstået.
Med hensyn til sagens og Voldgiftsrettens omkostninger forholdes som neden for bestemt.
T h i b e s t e m m e s
Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse betaler indklagede, Aktieselskabet A, til klageren, K 574.486,00 kr. med tillæg af renter svarende til 2% over Nationalbankens diskonto fra den 5. marts 1990 til betaling sker samt sagens omkostninger med 30.000 kr.
De med Voldgiftssagens behandling af sagen forbundne omkostninger betales af indklagede.
København, den 29. marts 1993
Leif Egeskjold Vagn Rasmussen Jens Wichmand Jørgensen
p.v.c
Per Helwigh
Ingen
Trådglas og polycarbonat ansås for økonomisk ligestillede forudsætninger for klagers tilbud. Bygherren må betale merprisen for den forlangte løsning